Arabiske landstyrker i Syrien?

Vi skal måske passe på med, hvad vi ønsker os

De syriske oprørere er under pres. Efter Rusland og Iran er gået aktivt ind på regimets side, er krigslykken for alvor vendt. Nu tilbyder Saudi Arabien at sende landstyrker ind i Syrien. I første omgang for at bekæmpe Islamisk Stat. Men hvad med Assad-styret?
De syriske oprørere er under pres. Efter Rusland og Iran er gået aktivt ind på regimets side, er krigslykken for alvor vendt. Nu tilbyder Saudi Arabien at sende landstyrker ind i Syrien. I første omgang for at bekæmpe Islamisk Stat. Men hvad med Assad-styret?

Vi kan ikke luftbombe terrororganisationen Islamisk Stat til underkastelse. Der skal også styrker ind på landjorden. Det ved vi.
     Men hvorfor skal vore unge mænd og piger sendes til den arabiske verden for at rydde op i arabernes rod? Hvorfor holder araberne ikke selv orden i eget hus?
     De spørgsmål stiller mange i Vesten sig selv. Med god ret. Men arabiske militære landstyrker i Syrien kan gøre en i forvejen kompliceret situation helt uoverskuelig.

 
 
 
 
Den amerikansk-ledede koalition har bombet Islamisk Stat fra luften, men alle ved, at det langtfra er nok.

JERUSALEM (05.01.2016): ”Damned if you do, and damned if you don’t”, siger man på engelsk. 
 
“Du er forbandet, hvis du gør det. Og du er også forbandet, hvis du ikke gør.”
 
Der er ganske enkelt ikke noget godt og tiltrækkende alternativ. 
 
Ligegyldigt hvad man gør eller ikke gør, så er det på en eller anden måde forkert.
 
Sådan føler mange i de vestlige lande, at det er, når de ser på udviklingen i Mellemøsten, og de bliver stillet spørgsmålet, om vi skal gribe ind og forsøge at løse problemerne eller ej.
 
Over de seneste par årtier er vi i Vesten blevet kritiseret, når vi har involveret os militært i Mellemøsten, vi er også blevet kritiseret, når vi ikke har involveret os militært. Når det så til slut går rigtig galt – som det tit gør i den her del af verden – så synes alle, ikke mindst araberne, at være enige om, at det er os i Vesten, der er skyld i al balladen.
 
Det gør militær indgriben i denne urolige region til et mildt sagt betændt spørgsmål. Ingen demokratisk valgt vestlig regering, som gerne vil genvælges, står på spring for at sende sine egne militære styrker til den arabiske verden for at løse arabiske problemer, med mindre vi selv er så direkte og klart truet, at der ikke er noget alternativ.
 
 
Alle synes enige om at IS er et onde, der skal fjernes. De færreste har dog indtil videre ønsket at stille landstyrker til rådighed. Det er måske nu ved at ændres.

I stedet er vi begyndt at kræve, at araberne selv begynder at løfte en større del af byrden med at sikre deres egen del af verden, så vestlige lande ikke konstant skal stille sine militære styrker til rådighed for at skabe fred, sikkerhed og stabilitet i Mellemøsten. 
 
Vi synes alle enige om, at terrororganisationen Islamisk Stat udgør en alvorlig trussel. Indtil videre en større trussel imod araberne selv end imod os. Men der er ikke mange, der for alvor tør tro på, at det vil fortsætte på den måde i al evighed. Der er udbredt frygt for, at Islamisk Stat i fremtiden vil blive en langt større trussel for os i Vesten. Alligevel er der ikke nogen vestlige lande, der er begejstrede for ideen om at sende deres egne unge mænd ud på endnu et militært eventyr i Mellemøsten.

Arabiske koalitionsstyrker i Syrien
Nu tilbyder Saudi Arabien så at sende sine landstyrker til Syrien for at kæmpe imod Islamisk Stat, som en del af en større indsats fra den amerikansk ledede koalitions side.
 
”Kongeriget Saudi Arabien er rede til at deltage i enhver landoperation (imod Islamisk Stat), som koalitionen måtte ønske at gennemføre i Syrien”, siger brigadegeneral Ahmed Asseri til den arabiske TV-kanal Al Arabiya.
 
Den saudiske brigadegeneral står i spidsen for sit lands militære operationer imod de iransk-støttede Houthi-oprørere i nabolandet Yemen mod syd, hvilket ikke har afsløret Saudi Arabien som nogen særlig imponerende militær styrke.
 
 
Saudiarabiske specialstyrker bliver trænet af amerikanske militære rådgivere. I Yemen, hvor Saudi Arabien er militært engageret, har de dog ikke vist sig voldsomt effektive.

”Hvis der er enighed i koalitionen internt om sådanne operationer, så er vi i Saudi Arabien rede til at deltage, for vi kan ikke se, at luftoperationer alene kan løse problemet. Det må ske ved en blanding af luft- og landoperationer”, siger den saudiske general.
 
Pludselig står vi med en varm kartoffel.
 
Der er brug for landstyrker i Syrien
 
Alle og enhver, som ved det mindste om krigsførelse, ved også, at vi ikke kan bombe Islamisk Stat ud af historien udelukkende ved brug af kampfly. Der har den saudiske general ret. Der skal styrker ind på landjorden.
 
Veltrænede, højtuddannede styrker som kan koordinere operationerne på landjorden med luftstøtten og få det bedste ud af begge dele. Velfungerende og først og fremmest veldisciplinerede styrker, som formår at sikre de områder, der bliver erobret, uden samtidig at optræde som kolonisatorer, besættelsesstyrker eller undertrykkere af lokalbefolkningen.
 
Kurderne effektive men skeptiske
De mest effektive landstyrker, vi indtil nu har set i operation imod terrororganisationen Islamisk Stat har været de kurdiske styrker. Både i det nordlige Irak og i Syrien. Men kurderne er – kloge af skade – utilbøjelige til at operere alt for langt udenfor deres egne områder. Det kan man godt forstå, når man ser på deres historie, som er en lang, sørgelig liste over svig og uopfyldte løfter fra omverdenens side.
 
 
De eneste landstyrker, der indtil nu har været effektive imod Islamisk Stat, har været de kurdiske krigere. Men kurderne bliver konstant svigtet af omverdenen, og vil bl.a. derfor helst kun kæmpe for at beskytte deres egne områder.

Så sent som i de allerseneste dage, hvor parterne i Geneve under FN’s ledelse skulle forsøge at finde en forhandlingsløsning på den blodige borgerkrig i Syrien, blev kurderne uden videre ståhej sendt bort. De skulle ikke have en plads ved forhandlingsbordet. Selvom guderne skal vide, at de er en af parterne i konflikten.
 
Vi i Vesten – som ellers både har været glade for det militære samarbejde med de kurdiske krigere i felten, og som også må indrømme, at kurderne i det nordlige Irak er de eneste, der har forsøgt at lave et frit, demokratisk og menneskeværdigt samfund – vi satte ikke hælene i, sagde nej, og krævede at kurderne skulle repræsenteres ligesom alle andre.
 
Man kan ikke fortænke kurderne i først og fremmest at tænke på sig selv. Det har de lært af os. Desværre.
 
Den irakiske hær er mildt sagt en blandet fornøjelse.
 
Først på det allersidste med erobringen af provinshovedstaden Ramadi har dele af de irakiske regeringsstyrker vist sig effektive. Her var der dog tale om nogle veltrænede specialstyrker, som bar hele læsset. De udgør kun en lillebitte del af regeringshæren. Resten af de irakiske styrker synes fortsat så ineffektive og uduelige som altid, så der er der næppe hjælp at hente.
 
Nu står Saudi Arabien der så, og tilbyder pludselig det, vi altid har drømt om: At araberne selv gør det beskidte arbejde med at løse problemerne i deres egen del af verden.
 
USA overrasket
Amerikanerne er tilsyneladende lidt ”blevet taget på sengen”.
 
Først trådte talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium John Kirby vande, ved at sige, at koalitionen i princippet er glad for enhver støtte i kampen imod Islamisk Stat, men at han endnu ikke var blevet præsenteret for en saudiarabisk plan om at sætte landstyrker ind i Syrien.
 
 
For at koalitionens luftbombardementer af Islamisk Stat skal blive effektive, må de koordineres med veltrænede landstyrker.

Det var tydeligt, at han intet anede om planen.
 
”Jeg vil ikke kommentere på en sådan plan, indtil vi har haft mulighed for at studere den i detaljer”, sagde John Kirby.
 
For at det ikke skulle blive alt for pinligt, måtte USA’s forsvarsminister Ashton Carter springe til og forsikre, at han sørme godt kendte til de saudiske planer, og at han ser frem til at diskutere den med sin saudiarabiske modpart i den kommende uge.

USA svækket - alle går egne veje
At Saudi Arabien går ud i de internationale medier inden eller samtidig med at de informere deres hovedallierede i Washington, er blot endnu et bevis på USA’s svækkede indflydelse i Mellemøsten. 
 
Fordi mange af USA’s allierede ikke længere føler, at de kan stole på amerikansk indgriben og beskyttelse, så gør de det nu i stedet selv. Ikke bare det: De gør det, som de selv ønsker det, uden nødvendigvis at spørge Washington om tilladelse eller gode råd. Det efterlader USA og Vesten med et Mellemøsten som i stigende grad bliver svært at kontrollere og påvirke, og som formentlig i stigende grad vil blive kaotisk og uoverskueligt, fordi der vil være et hav af modstridende interesser og et hastigt stigende antal spillere, der opererer unilateralt og uafhængigt.
 
En ting er at drømme om en fælles arabisk landstyrke, som begynder at løse sikkerhedsproblemer i den arabiske verden. Noget andet er, hvis det faktisk begynder at ske.
 
Situationen i Syrien er allerede kaotisk og uoverskuelig nok til at begynde med. Hvis Saudi Arabien og andre arabiske styrker nu også begynder at gennemføre landoperationer imod Islamisk Stat i Syrien som en del af den amerikanskledede koalition, så kan det blive et farligt rod.
 
En saudiarabisk indgriben på landjorden vil helt klart af regimet i Damaskus blive opfattet som en væbnet aggression og et brud på Syriens suverænitet og territorielle integritet. Hvordan vil det russiske luftvåben reagere på de saudiske styrker? Eller de iranske styrker, der støtter de syriske regeringssoldater? Og hvordan vil koalitionens luftstyrker optræde, hvis russerne angriber saudiaraberne i Syrien? Vil de vestlige kampfly angribe de russiske for at forsvare saudierne?
 
 
Hvordan vil det russiske luftvåben, som kæmper sammen med præsident Assads regeringsstyrker i Syrien, reagere på den mulige udfordring fra arabiske landstyrker på syrisk territorium?

Russerne er nervøse.
 
Ikke bare for Saudi Arabien, men også for Tyrkiet.
 
I de seneste dage har de beskyldt Ankara for at forberede en landoffensiv ind i Syrien. Ifølge russiske efterretningsoplysninger, skulle store tyrkiske militære styrker være ved at samles lige nord for grænsen.
 
Forholdet mellem Rusland og Tyrkiet har været langt under nulpunktet siden Tyrkiet i november skød et russisk kampfly ned, som tyrkerne – formentlig fejlagtigt – påstod krænkede tyrkisk luftrum.
 
Forhandlinger brudt sammen
Samtidig er forhandlingerne i Geneve mellem parterne indtil videre brudt sammen. FN’s særlige Syrien-udsending Staffan de Mistura skal fredag briefe FN’s Sikkerhedsråd om de fastlåste forhandlinger, og hvad han forventer at omverdenen – i særdeleshed dem, der aktivt støtter de kæmpende parter i Syrien – forventes at bidrage med.
 
Blandt andet på grund af støtten udefra synes ingen af parterne lige nu så trængte på slagmarken, at de ser det diplomatiske spor som mere tiltrækkende, end fortsat militær konfrontation. Ingen bekymrer sig tilsyneladende den mindste smule om civilbefolkningen – udover at bruge dens lidelser som propaganda for sin egen sag.
 
Jo mere Syrien falder fra hinanden, fordi den russisk-iransk støttede regering i Damaskus, og de arabisk-vestligt støttede oprørsgrupper, ikke først og fremmest tænker på befolkningens fremtid, men kun på deres egne magtinteresser, jo mere får terrororganisationen Islamisk Stat” albuerum” til at gøre deres ”khalifat” til et fungerende alternativ. Islamisk Stats styrke bygger nemlig ikke kun på antallet af hjernedøde fanatikere, de kan udstyre med et pandebånd og en Kalashnikov, men mere på den råddenskab, inkompetence og dysfunktion der præger det samfund, de huserer i.
 
Man skal nogle gange passe på med, hvad man ønsker sig. Det kunne risikere at gå i opfyldelse.
 
Hvad kunne en løsning være?
Syrien er allerede et uoverskueligt sammensurium af problemer, som hver især påvirker hinanden, men som skal løses i logisk rækkefølge.
 
Først må parternes internationale støtter lægge pres på deres ”klienter”.
 
USA, Vesten og de arabiske lande må vride armene rundt på ryggen af oprørerne, så de bliver mere forhandlingsvillige.
 
Rusland og Iran må tvinge sine allierede i regimet i Damaskus til det samme.
 
Så skal der findes en forhandlingsløsning, som betyder, at ingen – hverken de vestligt støttede oprørere eller regimet, støttet af Rusland og Iran – vinder helt eller taber totalt. 
 
 
Ingen af parterne synes så pressede på slagmarken, at de er villige til at bøje sig ved forhandlingsbordet. Underligt når man ellers ser den ødelæggelse de har forvoldt på deres eget land.

De skal begge komme ud af processen med skindet på næsen – og helst som partnere.
 
De resterende dele af alawi-regimet (formentlig uden Assad-familien) må så sammen med ”de moderate” oprørere og deres støtter – USA, Vesten, Rusland, Iran, de arabiske lande og andre – i fællesskab én gang for alle effektivt slippe af med Islamisk Stat.
 
Men dermed er det ikke slut.
 
Langtfra.
 
Reformeres den arabiske verden ikke, og kommer der ikke mere ansvarlige magthavere, som skal stå til regnskab overfor deres befolkninger, så opstår Islamisk Stat igen, bare med et andet navn eller noget der ligner. 
 
Krigen imod fanatisk, militant islamisme – om grupperne hedder Al Qaeda, Islamisk Stat, Boko Haram, Al Sha’abab, Islamisk Jihad eller noget syvende – er ikke kun militær. Den er politisk, økonomisk, social, kulturel, uddannelsesmæssig og meget, meget andet.
 
Det er der stadigvæk tragisk få magthavere, der synes at have indset.



Artiklen er oprindelig skrevet til TV2's hjemmeside tv2.dk



 


 
Tilføj kommentar
 
 
2 Kommentarer: