Kommentar:

En sejr - der måske slet ikke er en sejr

Det går fremad i krigen imod terrororganisationen Islamisk Stat. I horisonten kan man begynde at skimte håbet om en militær sejr. Men den militære kamp imod IS er et to-ægget sværd. En sejr er ikke nødvendigvis en sejr. Slaget er langtfra ovre, blot fordi IS bliver slået.



 
TRANEKÆR (15.04.2016): Hver dag får vi rapporter om krigen imod terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien og Irak. Efter flere år med manglende succes, ser det nu ud til at gå frem på de fleste fronter. 
 
Den syriske hær har med støtte fra russiske kampfly og iransk organiserede, shi’a-muslimske militsgrupper indtaget Palmyra, og det varer ikke længe inden de begynder at sætte kurs imod Islamisk Stats hovedstad i Raqqa.
 
 
Kurdiske og andre moderate oprørere har trængt IS tilbage flere steder i den nordlige del af Syrien.

På den nordlige front har forskellige kurdiske og andre styrker – blandt andet De Syriske Demokratiske Styrker – også haft fremgang i deres operationer imod Islamisk Stat.
 
I Irak har den irakiske regeringshær smidt IS ud af provinshovedstaden Ramadi, og er nu, efter at have indtaget en række mindre byer i den nordlige del af landet, ved at forberede slaget om Mosul.
 
På slagmarken går det fremad. Mange kan allerede se omridset af en sejr over Islamisk Stat blinke besnærende ude i horisonten. Efter terrorangrebene i Paris og Bruxelles er det blevet en politisk nødvendighed at være med, selvom det ikke altid er lige populært i vælgerbefolkningen. Kan man så nu ligefrem for sit indre blik begynde at se den sejrsceremoni, der kommer, når vi beslutter, at vi har ”slået” Islamisk Stat, så ligner det hele enhver spindoktors drøm om en photo-opp for sin regeringschef.
 
Der er blot mange problemer i den måde at se tingene på.
 
Krigen imod Islamisk Stat – hvor nødvendig og uundgåelig den end må være – er på mange måder et to-ægget sværd.
 
 
Blot fordi Islamisk Stat bliver slået på slagmarken i Mellemøsten, er organisationen ikke nødvendigvis slået.

Blot fordi Islamisk Stat bliver slået på slagmarken i Mellemøsten, er organisationen ikke nødvendigvis slået. Sejr for dem og sejr for os er to vidt forskellige ting. Islamisk Stats ide om sejr er en helt anden end vores kriterium for, hvordan en sejr ser ud. 
 
En sejr for os, kan også samtidig være en sejr for IS og de ideer terrororganisationen står for.
 
At en militær sejr samtidig kan blive et politisk nederlag synes Islamisk Stat at forstå bedre end vi selv gør. Det har allerede længe fået nogle internationale eksperter og iagttagere til at advare om, at vi måske i en række sammenhænge, når vi forsøger at beskytte os selv imod terroristerne, i virkeligheden gør præcist det, Islamisk Stat ønsker, at vi skal gøre.
 
Lige siden terroraktionerne imod USA den 11. september 2001 har vi i Vesten været engageret i en krig imod den internatinale terrorisme. Efter de seneste års mange terroraktioner i Europa er de fleste europæiske lande med i den krig på den ene eller den anden måde.
 
En krig imod et andet land er svær nok. Men et militært opgør med en væbnet taktik – hvilket er hvad terrorisme er – er så godt som umulig. Man kan vinde over et land – ikke en taktik.
 
 
Man kan vinde militært over et land – ikke en taktik.

Når vi så i de seneste årtier mest har set terrorismen brugt af grupper med arabisk og/eller islamistisk (nogle kalder det jihadisk) baggrund, får det mange til at sætte lighedstegn imellem Islam og terrorisme. 
 
På den europæiske nationalistiske højrefløj bliver det udnyttet og gjort til en populistisk sandhed, som bruges og misbruges – og i en vis udstrækning kan ende med at blive en selvopfyldende dommedagsprofeti, fordi den har held til at sætte et skel af mistillid ned imellem mange landes oprindelige borgere, og de nye der kommer til på flugt fra Mellemøstens og Nordafrikas kaos, krig og… islamiske terrorisme.
 
Derfor foregår krigen imod Islamisk Stat og andre former for islamistisk og jihadistisk terrorisme ikke bare på den støvede slagmark i Mellemøsten. Den foregår også i vore egne gader og stræder og kolonihaver. Ikke bare med politi, efterretningstjenester og flere metaldektatorer. Den handler også om den integrationspolitik, vi fører. Hvordan vi modtager vore nye medborgere. Om vi med venlighed inviterer dem indenfor, eller om vi med foragt afviser dem og vender dem ryggen.
 
Det er nogle af disse mange nuancer, på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-dilemmaer og komplicerede problemstillinger, som de korte, fragmentariske nyhedsbidder, vi hver eneste dag fodres med i nyhedsmedierne, ikke kan komme ind på.
 
Blandt andet derfor får man nemt den opfattelse, at krigen imod Islamisk Stat, og krigen imod den jihadistiske terrorisme, kun foregår på slagmarken i Syrien og Irak, og at den er på vej til at blive vundet.
 
Det ville være dejligt, hvis det var rigtigt.
 
Det er det nok bare ikke… desværre.
 
Som i enhver anden virksomhed, er det nødvendigt en gang imellem at lave en statusopgørelse. Checke hvad det er, man har fået solgt? Hvad der stadigvæk står tilbage på hylderne? Og hvad det bliver nødvendigt at skaffe hjem til fremtiden?
 
 
Krigen imod Islamisk Stat skal føres på langt flere fronter end blot med militære midler.

* * *
 
Hvad er status på krigen imod Islamisk Stat?
 
I krigen imod Islamisk Stat går det i øjeblikket fremad på slagmarken rent militært. 
 
Her er der bare nogle enkelte af de ting, vi allerede nu kan sige, at vi bliver nødt til på den ene eller den anden måde at tage bestik af.
 
For det første begår vi formentlig en fejl ved udelukkende at se det her som en krig imod Islamisk Stat og ikke andet. 
 
Havde vi helt i starten på en helt anden og langt mere beslutsom og effektiv facon fokuseret på ”den moderate” syriske oppositions krig imod præsident Bashar al-Assad og hjulpet den til en hurtig sejr, så er det muligt, at vi i dag aldrig ville have hørt om Islamisk Stat. Og vi havde næppe heller skullet kæmpe med et flygtningeproblem, vi ikke synes at kunne magte.
 
Da terrororganisationen Islamisk Stat dukkede op på scenen med sin ubegribeligt blodige brutalitet, mistede vi totalt interessen for det syriske regime og Bashar al-Assad, og fokuserede udelukkende på IS.
 
Dem vi påstod var vore allierede – den moderate opposition – følte sig med god grund svigtet. De var pludselig overladt til sig selv. Det gav Iran og Rusland tid og mulighed for at komme ind på scenen, og pludselig var de løsningsmuligheder, der tidligere havde været, forsvundet. Nu var de mulige fremtidsscenarier pludselig meget mindre tiltrækkende.
 
Derfor er det, vi gør nu, og endnu mere det, vi ikke gør, helt afgørende for, hvad der videre sker.
 
 
Vi synes nemmere at kunne enes om at skaffe ressourcer til at sende militære styrker til Mellemøsten, end at den humanitære, økonomiske, sociale og anden hjælp, der er lige så vigtig.

For det andet er det også problematisk, at vi i vid udstrækning ”kun” ser kampen imod Islamisk Stat som en militær udfordring, som skal løses med militære midler. Vi synes nemmere at kunne enes om at skaffe ressourcer til at sende militære styrker til Mellemøsten, end at den humanitære, økonomiske, sociale og anden hjælp, der er lige så vigtig.
 
Den kommende tid vil sikkert vise os, at Islamisk Stat godt kan slås på slagmarken rent militært, men så længe de dybere liggende årsager til at grupper som Islamisk Stat, al-Qaeda, Islamisk Jihad, Boko Haram og andre overhovedet eksisterer, så vil nye, lignende grupper blive ved med at dukke op igen og igen blot med andre fantasifulde navne, hver gang vi er blevet én af dem kvit.
 
Den militære kamp imod Islamisk Stat uden en lige så effektiv parallel indsats politisk, økonomisk, socialt, kulturelt, uddannelsesmæssigt og så videre for at reformere de samfund, der bliver ved med at fostre disse fanatiske, militante terrorgrupper, så er det det samme som at bekæmpe en sygdom ved blot at dække det røde udslet på huden til med et tykt lag makeup. Det kurrerer ikke patienten. Den syge kommer blot til at se lidt bedre ud. Men sygdommen ligger der stadigvæk og svækker organismen, uden at det kan ses.
 
 
I vores fokuseren på Islamisk Stat har vi helt glemt opgøret med Bashar al-Assad og regimet i Damaskus.

For det tredje bliver vi nødt til at erkende, at den måde vi har kæmpet imod Islamisk Stat på, hvor vi tilsyneladende kun kan fokusere på én ting af gangen, og derfor totalt har glemt at det hele begyndte med en krig imod præsident Bashar al-Assad i Syrien og det totalitære styre, han står for; og også opgav at få gjort regimet i Bagdad mindre korrupt, mindre etnocentrisk og mere i trit med Iraks etniske og religiøse sammensætning, så må vi bare erkende, at vores politik har ført til, at Iran og Rusland bliver nogle af de store og indflydelsesrige spillere, hvis strategiske interesser – hvor modsat vore egne de end må være – bliver en del af virkeligheden, om vi kan lide det eller ej.
 
I samme åndedrag må vi også se i øjnene, at USA og Vestens indflydelse i regionen er blevet væsentligt svækket. 
 
Vi kan ikke længere tvinge vores geostrategiske interesser igennem. Ikke bare fordi der er samfund, der nu er kommet under russisk og iransk indflydelse, men også fordi at en række lande, som vi egentlig opfatter som vore allierede, ikke længere stoler på os, ikke længere tør forlade sig på vestlige og amerikanske garantier, og derfor begynder at føre en langt mere uafhængig, etnocentrisk og national-egoistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det gælder først og fremmest Saudi Arabien, Egypten, Israel og Tyrkiet, men også andre. 
 
Det vil gøre en i forvejen kompliceret region endnu mere uoverskuelig.
 
 
Vi må sikre, at IS ikke bare rykker til Libyen, når de bliver slået i Syrien og Irak.

For det fjerde: Når vi nu ikke fik ”startet på den rigtige fod” i Syrien, så vi måske kunne have undgået, at Islamisk Stat overhovedet så dagens lys i første omgang, så bør vi i det mindste ikke gentage fejlen, og allerede nu, inden det igen går helt galt, begynde se på nogle af de samfund i nabolaget, hvor Islamisk Stat kan flytte sine operationer hen, hvis de bliver slået i Syrien og Irak. 
 
Det første land der springer i øjnene er Libyen. Men Yemen er også en mulighed. Det samme er en række andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. 
 
Lige nu er der mulighed for at hjælpe de samfund på fode, og få dem til at blive ”herre i eget hus”, så de selv kan holde justits indenfor egne grænser, noget der stadigvæk kan gøres mere ”rent” og effektivt, end det kan, når det på et tidspunkt først er gået galt. 
 
Derfor kan et sådant projekt ses som en ganske fornuftig investering i fremtiden.
 
 
Islamisk Stat trives i forfejlede stater, der ikke kan holde orden i eget hus (herover). Islamisk Stat er under pres. De er lige blevet trængt ud af oldtidsbyen Palmyra, og snart ventes den syriske regeringshær at gå mod Raqqa, og den irakiske hær imod Mosul. (Landkortet herunder)
 
For det femte må vi heller ikke glemme, at for terrorgrupper som Islamisk Stat, er Mellemøsten, den arabiske og den muslimske verden ikke deres eneste operationsområde.  Lukker ét område ned, vil de begynde at fokusere på et andet. 
 
Europa er et oplagt mål. Blandt andet fordi vi ofte reagerer på terrorisme så forudsigeligt, næsten som om vi flyver på autopilot. Det gør langt mere effektfuld.
 
Når vi bliver ramt af terrorangreb, kommer der flere bevæbnede politifolk ud i gaderne. Vi bliver checket, kontrolleret og overvåget, som vi aldrig førhen ville
 
 
have troet mulig. Frihedsgrader, vi en gang tog for givet, forsvinder. Og vi accepterer det som et nødvendigt onde.
 
Krig og kaos i Mellemøsten får endnu flere flygtning til at sætte kursen imod den vestlige verden. Og ved at skabe så megen frygt i de europæiske samfund, at vi selv skrider ind overfor vore egne frihedsgrader og vore egne muslimske medborgere med arabisk oprindelse, så bliver nogle af dem så pressede og så utilfredse, at det bliver nemmere for militante islamister at rekruttere vrede lokale unge til deres projekt internt i Europa, snarere end at skulle sende dem afsted fra Mellemøsten.

Islamisk Stat og andre lignende grupper eksporterer ikke bare deres projekt ved at sende krigere fra Syrien til Europa. Det er også i vid udstrækning en franchise - en ide, som vreden og utilfredsheden over den behandling vore muslimske naboer får, tiltrækker mange unge europæiske muslimer og arabere. Islamisk Stat bereder vejen - giver svaret på disse unges vrede - ved professionelt at gøre brug af de sociale medier på nettet, som dele af ungdommen bruger mere end de gamle traditionelle medier.
 
Derfor handler krigen imod den militante islamistiske terror – blandt andet Islamisk Stat – ikke bare om, hvordan vi kæmper militært imod dem i Mellemøsten, hvor mange F 16-kampfly vi sender afsted, eller hvordan vore specialstyrker behandler de terrorister, de eventuelt må tage til fange. Det handler også om, hvordan vi i vore egne lande behandler de nye medborgere, vi har fået, fra andre dele af verden.
 
 
Det er også vigtigt at indse, at flygtningestrømmen bliver brugt som et våben. Det er allerede gået op for de fleste.
 
For det sjette er det også vigtigt at indse, at flygtningestrømmen bliver brugt som et våben. Det er allerede gået op for de fleste. I den sammenhæng er der et sært og tragisk sammenfald af interesser mellem Islamisk Stat på den ene side og Syriens præsident Bashar al-Assad og hans russiske og iranske allierede på den anden. 
 
Kan de lægge pres på os i Vesten, ved at øge strømmen af flygtninge med kurs mod vore kyster, så har de ”slået to fluer med et smæk”.
 
Både Libanon og Jordan er ved at bukke under på grund af presset fra de flere millioner af syriske flygtninge, der er strømmet ind over deres grænser. Det kan Islamisk Stat også sagtens se, og, kan de se deres fordel i det, skal der ikke meget til at få læsset til at vælte i nogle i forvejen skrøbelige stater.
 
Tag bare eksemplet Libanon: Et lille land, som er på størrelse med Region Østjylland, med en befolkning på fire og en halv million. Det lille samfund har modtaget omkring to millioner syriske flygtninge. Det vil sige, at hver tredje person i Libanon er en syrisk flygtning!
 
Libanon er i forvejen ikke et land, der er voldsomt stabilt og i balance med sig selv. I 70’erne og 80’erne udkæmpede libaneserne en 16 år lang, blodig borgerkrig. Sårene fra den er endnu ikke lægt. Så det politiske, økonomiske og sociale ”jordskælv”, det har været at modtage de mange syriske flygtninge, kan nemt blive ”strået der knækker kamelens ryg”, som man siger i den arabiske verden.
 
 
Bryder Libanon eller Jordan sammen under presset fra flygtningestrømmen, vil endnu flere flygtninge, end vi overhovedet kan drømme om, sætte kurs imod Europa.
 
Det er også noget vi alle ved.
 
Ikke desto mindre hjælper vi slet ikke til i nærområdet, nær så meget som vi burde, selvom det ellers er det, mange politikere offentligt påstår, er det eneste rigtige at gøre. I stedet bruger vi enorme ressourcer på at forhindre de flygtninge, der allerede har sat sig i bevægelse, i at nå frem til Europas grænser. Og når de endelig frem, så sørge for, at de ikke kommer ind over grænsehegnet.
 
De ressourcer var bedre brugt i nærområdet. For kollapser Libanon, eller bukker Jordan under for presset, så kommer der endnu flere flygtninge, end vi kan drømme om, og så kan selv de højeste grænsehegn ikke holde dem ude.
 
Derfor er en afslutning på krigen i Syrien, så flygtningene kan vende hjem eller i det mindste få håb om snart at kunne gøre det, ret afgørende, Det samme er det, i mellemtiden at hjælpe massivt til i flygtningelejrene og i flygtningenes værtslande i nærområdet, så de kan give flygtningene en tålelig tilværelse og et håb om en bedre fremtid.
 
Den del af krigen imod Islamisk Stat er lige så vigtig som smarte bomber og guidede missiler.
 
 
Kollapser Libanon eller bukker Jordan under for presset, så kommer der endnu flere flygtninge med kurs mod Europa, end vi overhovedet kan drømme om.

* * *
 
Den kendsgerning at Israel-Palæstinakonflikten, som for mange mennesker i årtier næsten var synonym med Mellemøstkonflikten,  næsten ikke længere figurerer på den internationale dagsorden, selvom konflikten langtfra er løst, siger en del om omfanget af og alvoren i det kaos, der hersker i resten af Mellemøsten og den arabiske verden.
 
Mange tror, at uvæsenet med Islamisk Stat er en direkte konsekvens af det såkaldte Arabiske Forår, som langtfra var et ”forår”, og som slet ikke bragte nogen ”sommer”. Det er det ikke. Det kæmpemæssige politiske opbrud, som disse mange folkelige optøjer førte til, havde de samme rødder og årsager, som den utilfredshed der førte til Islamisk Stat, Al Qaeda og andre islamistiske terrorgruppers opståen.
 
Rådne, inkopmpetente og brutale regimer. Diktaturstater der ikke bekymrede sig som sin egen befolkning. Mangel på lov og ret. Politistyrker og sikkerhedstjenester som overtrådte enhver menneskeret i håndbogen. Vulgære kontraster imellem rig og fattig. Og så videre og så videre.
 
Derfor kan man, hvis det faktisk lykkes os at slå Islamisk Stat på slagmarken i Syrien og Irak, med rette genbruge ordene fra en tale, den britiske primeminister Winston Churchill holdt i november 1942, efter de allierede styrker havde slået Nazi-Tysklands feltmarskal Erwin Rommel i slaget ved El Alamein i Egypten:
 
 
Hvis vi får slået terrororganisationen Islamisk Stat militært, så begynder kampen først for alvor.
 
”Dette er ikke enden. Det er ikke en gang begyndelsen på enden. Men det er, måske, enden på begyndelsen.”
 
Hvis vi får slået terrororganisationen Islamisk Stat militært, så begynder kampen først for alvor, for at få rykket ondet op med rode, og få drænet den sump, der gang på gang fører til den slags uvæsen.
 
Gør vi ikke det, men læner vi os i stedet lettede tilbage i stolen, så bliver sejren over Islamisk Stat end ikke ”begyndelsen på slutningen”, men bare en pause i en endeløs kamp. 
 
* * *
 
Denne kommentar er skrevet til TV2's hjemmeside.


 
Tilføj kommentar