Eftermiddag på Galatabroen:

Istanbul's venlige, fotogene lystfiskere

ISTANBUL (01.06.2016): Metaforen ”som sild i en tønde” trænger sig på. Især fordi det er fiskere, der er tale om. Men den holder desværre ikke helt her. For ganske vist står de tæt, skulder ved skulder, men de står på række, ikke i en tønde, så de står snarere som ”perler på en snor” end som ”sild i en tønde” – fiskerne på Galatabroen i Istanbul.
 
 
 
Jeg tager, når jeg har tid, nogle store spadsereture rundt i det centrale Istanbul i disse dage for at lære byen at kende. For et par dage siden gik turen ned til Galatabroen, som spænder over indsejlingen til Det Gyldne Horn, en dyb bugt eller fjord, som skiller den gamle del af det europæiske Istanbul i to: Beyoglu i nord, hvor jeg bor i Cihangir-kvarteret. Det er den lidt nyere, moderne del af det ældre, centrale Istanbul. Syd for broen og Det Gyldne Horn ligger den virkelig gamle del af Istanbul. Her finder vi blandt andet bazaarområdet og Sultan Ahmet-kvarteret med Den Blå Moske (som egentlig hedder Sultan Ahmet Moskeen) og den byzantinske katedral Hagia Sophia, som osmannerne lavede om til en moske. Til venstre for de to kvarterer stikker Seraglio Point ud i vandet. Det er den pynt hvorpå det fantastiske Topkapi-museum ligger. Det kan man også fra Galatabroen tydelig se på afstand oppe imellem de grønne træer på skråningen. Det er år og dag siden, jeg har besøgt Topkapi-museet, men det står højt på listen over mine daglige ”opdagelsesrejser”.
 
 
 
Som sædvanligt er Galatabroen fuld af mennesker, da jeg når frem til den. I særdeleshed i weekenden er den et yndet udflugtsmål for de lokale. Det er som om folk strømmer til for bare at stå ude på broen. Ingen synes at ville over på den anden side. De vil bare ud at stå på broen. Den er tilsyneladende i sig selv målet for udflugten. Der er i virkeligheden to etager. Øverste etage hvor bilerne kører, og de mange mennesker opholder sig, og underetagen hvor der findes forretninger og restauranter.
 
Galatabroen er som altid spækket med fiskere. Visse steder kan man slet ikke nå ud til gelænderet, for alle pladser er optaget af lystfiskere. Mange af dem har
 
 
spændt nogle stativer fast til gelænderet, som deres fiskestænger kan sidde i. Og hvilke fiskestænger de har! Nogle kæmpemæssige stænger, som ligner noget, man kunne fange mandsstore sværdfisk med ovre i Carribien. Egentlig kunne man vel bare kunne sænke en snøre lige ned i vandet lige nedenunder og bare binde den fast til en blomsterpind, for på broen står man jo helt ude i bugten alligevel. Men snøren skal tilsyneladende kastes et lille stykke længere ud i vandet. Det er sikkert derude de rigtigt store bæster blandt tyrkiske fisk gemmer sig. Og jagt- og sportsfiskerforretningerne må i hvert fald have kronede dage.

Jeg elsker fisk.. at spise, mener jeg. Ikke for kærligt at klø dem bag gællerne. Og her i Istanbul er der også en række ganske udmærkede fiskerestauranter. Men jeg kunne nu ikke finde på at spise fisk, fanget her ved Galatabroen.
 
Jeg kan ikke ryste tanken af mig, at der i Istanbul bor omkring 15 millioner mennesker, og at jeg ikke husker at have set ret mange rensningsanlæg langs bredderne til Det Gyldne Horn eller ud mod Bosporusstrædet. De kan sagtens være der et eller andet sted, jeg har blot ikke set dem. Så indtil videre satser jeg på fisk, der er fanget til havs.
 
 
 
Fiskernes fangst her på Galatabroen er heller ikke noget, der inspirerer til de store, sejrrige lysfiskerhistorier a la ”Den gamle mand og havet”, hvor armene næsten ikke kan rækkes langt nok ud til siderne, når fangsten, eller den kæmpe der slap bort, skal beskrives. Her kan fiskenes størrelse beskrives med længden imellem tommel- og pegefingeren. Vi taler millimeter snarere end centimeter. Om milligram snarere end kilo. De små sølvskinnende fisk, der ligger i de glade lystiskeres spande er, hvis man er gavmild, på størrelse med nogle forvoksede sardiner. En hel eftermiddags fangst forsvinder nemt imellem to stykker sandwichbrød. Er der også et enkelt salatblad involveret, bliver der tale om en
 
 
vegetarret. Så lidt fisk er der.
 
Men, men, men – det er alt sammen ligegyldigt. 
 
Som fotograf er det fantastisk at spadsere hernede på Galatabroen. Folk er venlige og stiller gerne op til at blive fotograferet, når de ser, at man fumler rundt med sit fotografiapparat. Og sørger man for at ankomme lidt ud på eftermiddagen, hvor solen står lavt, og det varme lys kommer ind fra siden, så kan man næsten ikke lave dårlige billeder.
 
Med Süleymaniye-moskeen ovre i bazaarkvarteret i baggrunden har man tillige en af verdens allerflotteste kulisser til sit fotografi.
 
 
 
Folk som kender til den tyrkiske mesterfotograf Ara Güler’s billeder vil også huske Süleymaniye-moskeen og en række af de andre flotte osmanniske moskeer i det her område i baggrunden på mange af hans fotos. Güler har fotograferet Istanbul i en menneskealder. Hans billeder er ikoniske. Jeg har lige købt hans bog med et langt livs fotografier af denne fantastiske by. Hans produktion er i dag et kulturhistorisk dokument om en af verdens mest fascinerende byer.
 
Ara Güler vil jeg fortælle mere om i en senere artikel her på hjemmesiden.




 
Og så de lidt nørdede detaljer til de andre begejstrede fotoamatører, der, som jeg selv, kan lide den slags:
 
Jeg har efterhånden været væk fra mit hjem i Jerusalem i en rum tid, og det vidste jeg, da jeg rejste ud i begyndelsen af marts, så derfor rejser jeg meget let. Også rent fotografisk og udstyrsmæssigt. Det betyder, at alt, jeg fotograferer i Istanbul i denne tid, er lavet med mit Canon EOS 5D Mark III-kamera med ét enkelt EF 24-70mm f/1:2.8 L II USM-objektiv. Det er det hele. Men det kan man sagtens klare sig med.

Især for folk som mig, der har læssevis af udstyr, er der sundt en gang imellem at komme ud, med meget lidt. Store mængder udstyr kan også blive en byrde. Men det er svært at vælge fra og klare sig med lidt, hvis man har så meget, der kan så mange lækre ting. Når man har for meget udstyr, og skal på afvænning, er det en god ide, ikke at få noget valg. Blive sat på "en kold tyrker" så at sige. Og hvor er det nemmere at tage "en kold tyrker" end i tyrkernes eget hjemland? Og netop fordi det er så fotogent her i landet, kan man godt klare sig med meget lidt. Et kamera og en enkelt linse. Sådan!
 


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilføj kommentar