Hos Peshmerga'erne i Kurdistan:

Store smil, kæderygning og macho bravado

ERBIL (23.10.2016): Et langt liv som korrespondent i Mellemøsten har i hvert fald lært mig én ting: At jeg som regel taber mit hjerte til befolkningerne – de helt almindelige mennesker, og også at jeg oftest ender med at foragte myndighederne dybt og inderligt.
 
 

Mellemøsten – især den arabiske verden – er rig på korrupte, inkompetente, uduelige og brutale myndigheder og regimer, som er rådne ind til benet og som taler om frihed, demokrati og menneskerettigheder, men aldrig har tænkt sig at komme i nærheden af noget, der bare minder om det.
 
Befolkninger, som udholder sådanne brutale, bundrådne ledere, og stadigvæk på trods af alt bevarer deres medmenneskelighed, kommer man til at holde af. Især når man selv kommer fra et samfund, hvor korruptionen er begrænset, velfærden er høj og tortur i fængslerne er et ukendt fænomen, men hvor medmenneskeligheden af en eller anden grund i den almindelige vælgerbefolkning (hvis man skal tro meningsmålingerne) mærkværdigvis synes helt frivilligt at være på retur.
 
Det er mange år siden, jeg sidste var i Kurdistan – den nordlige del af Irak. Det var helt tilbage til tiden omkring Saddam Husseins fald i 2003 eller 2004.
 
 

Mens mine kolleger, som forsøger at komme ind i den sydlige del af landet, det egentlige Irak, skal søge visum i måneder, og måske alligevel ikke får lov til at komme ind, så tager man bare flyet til Erbil, og får automatisk et visum stemplet ind i passet ved ankomsten.
 
I Irak og andre arabiske lande skal man straks møde op på regeringens pressekontor og lade sig registrere, aflevere lister over hvad man vil lave indslag om, og hvem man vil tale med. Her skal man kun møde op for at få et lokalt pressekort, hvis man ikke har noget bedre at tage sig til.
 
Vil man ud til fronten, skal man andre steder søge om tilladelse til det i måneder, og da det handler om militær og sikkerhed, får man sjældent lov. Kommer man endelig derud, er det med en myndighedsorganiseret pressetur til en lokalitet, hvor man kan lave propaganda for regeringens version af sandheden. Vil man ud til fronten i Kurdistan, så kører man derud. Det er bare på eget ansvar.
 
 

Skal man tage billeder af soldater og våben andre steder, er svaret nej, og man risikerer at blive arresteret, hvis man fotograferer dem alligevel. Her beder peshmerga’erne om at blive fotograferet. Derefter stikker de deres gevær i ens hænder, smækker armen om skulderen på en og kræver at en anden tager et ”famiiefoto” af en. 
 
Passer man ikke på bliver hele forsvarsværkets barrikade affolket af krigere, som alle sammen vil ned for at være med på billedet.
 
Vi har det godt. Vi skal fotograferes. Og nu er det tid til te.
 
 

Ingen tyrkisk eller arabisk kaffe her. Hos kurderne drikker vi te.
 
Tæt på falder granaterne.
 
Bragene er der ingen, der tager notits af.
 
Kun hvis det kommer virkelig tæt på.
 
Får man alt for tidligt nervøse trækninger, når granaterne lander, så griner alle højt, og man får et bjørneklap på skulderen.
 
Kurderne synes ikke at have noget at skjule.
 
Enhver journalist er velkommen.
 
Man kan filme og fotografere næsten alt, hvad man vil, når man vil. Interviewe hvem man lyster.
 
På få dage banker ens hjerte for kurdernes sag. Deres åbenhed virker.  Man er vundet over på deres side. Dem som ikke har noget at skjule, kommer nemt til at ligne nogen, der har ret.
 
 

Det skulle det danske forsvar tage ved lære af. Måske burde de sende sin presseafdeling og generalstab herned for at se, hvor godt det virker. 


 
Tilføj kommentar