De kristnes dage i Irak er talte

MOSUL (14.02.2017): En hel fløj er jævnet med jorden, taget er styrtet sammen, væggene hullet af artillerigranater, og dele af bygningerne er simpelthen brændt af, bare fordi der er tale om en kirke. Jeg har ikke set én eneste uskadt kirke i Mosul-området. Det er et sørgeligt syn, der venter de kristne, når de en gang vender tilbage efter krigen imod Islamisk Stat… hvis de vender tilbage.
 
Det er stadigvæk farligt, men vi kan nu køre rundt i den østlige del af Mosul, som er blevet tilbageerobret fra terrororganisationen Islamisk Stat. I et par uger har jeg rejst rundt i området. Både i Mosul og i området udenfor byen, hvor en stor del af de civile flygtninge har søgt tilflugt.
 
Udover alle de øvrige tragedier, som en sådan ekstremt brutal krig altid medfører, så er der nogle civile, der er særligt udsatte – minoriteterne. Især de ikke-muslimske. De kristne, yazidierne og andre.
 
I den østlige del af Mosul ligger en række kristne forstæder – blandt andet Hamdaniya, Bartella og Tel Kayif. De fleste kristne flygtede, da Islamisk Stat nærmede sig. Meget få er vendt tilbage. Selv nu efter en del af området er blevet generobret af den irakiske hær.
 
Vi besøger Tel Kayif en tidlig søndag morgen, fordi jeg havde hørt, at en del af de kristne her, holdt ud under Islamisk Stat, og at der igen er gudstjenester. Det viste sig ikke at holde stik. Der var næsten ingen kristne tilbage. Dem der var flygtet, deriblandt præsten, var endnu ikke kommet tilbage, og kirkerne var ødelagt og vandaliseret af Islamisk Stat. Der var ingen gudstjeneste – hverken her eller noget andet sted.

Bernadette Shaayya er en af de få, der holdt ud under hele Islamisk Stats terrorregime, men hun er langtfra overbevist om, at de andre kristne overhovedet vil vende tilbage. Selv nu efter Islamisk Stat er slået på flugt.
 
”Hvorfor skulle de det? Her er ikke noget tilbage. Vi har intet. Ingen elektricitet, intet vand, kirken er brændt af. Jeg kan ikke gøre andet end at græde. Det eneste, jeg har tilbage, er tårer”, siger hun.
 
Jeg tør ikke spørge, hvor gammel hun er, for jeg har mistanke om, at hun er langt yngre end hun ser ud. Men hun var en gang en smuk kvinde, det er hun sådant set stadigvæk, og hendes øjne og hele væsen udstråler, at hun er en både stærk, venlig og varm kvinde.
 
Islamisk Stat brugte byens største kirke som militærbase. Alt blev raseret. Bibler, salmebøger og alle andre kristne bøger blev brændt af på et stort bål. 
 
Da Bernadette opdagede det, forsøgte hun at redde så mange bibler og samlebøger som muligt. Overfor Islamisk Stat-terroristerne påstod hun, at hun var bager, og ligeså godt kunne få bøgerne, så hun kunne bruge dem som brænde i sin bageovn.
 
”Da jeg kom for at hente biblerne og bøgerne, var Islamisk Stat-folkene allerede gået i gang med at brænde dem. Så sagde jeg til dem, at de kunne give mig bøgerne, så skulle jeg nok gøre det for dem. Jeg kunne bruge dem som brænde i min bageovn. Det var lige ved at lykkes, men så var der en af de lokale (muslimer) her fra landsbyen, som advarede Islamisk Stat. ”Hun er kristen”, sagde de. ”Hun vil ikke brænde bøgerne. Hun vil beskytte dem.” Havde han ikke advaret dem, havde jeg fået biblerne og kunne have beskyttet dem.”

Bernadette Shaayya risikerede sit liv ved at gå imod Islamisk Stat og lyve overfor dem. Det er et mirakel, at hun overlevede. Alligevel laster hun i dag sig selv for, at det ikke lykkedes hende at redde de hellige bøger.
 
Ikke bare bibler, hellige skrifter, kristne skolebøger og andet løsøre blev brændt af. Islamisk Stat forsøgte også at brænde dele af kirken ned. Resten raserede de, og selve kirkerummet lavede de om til en base for deres væbnede bøller.
 
”Se”, siger Bernadette og peger rundt. ”De har brændt det hele af. Bibler, bøger, skolestuen, kapellet derovre. De har ødelagt alt. Selv airconditionmaskinerne fra kirken har de stjålet. Hvorfor skulle de andre kristne komme tilbage? Hvad er der at vende tilbage til? Ingenting!”
 
Den, der stak Bernadette til Islamisk Stat, var en af hendes naboer. Derfor føler både hun og mange andre kristne sig meget udsatte. Noget er gået i stykker mellem dem og deres muslimske naboer. Noget som det bliver meget svært at reparere igen.
 
Diskriminationen af de kristne kom ikke først med Islamisk Stat-terroristerne. Den var der nemlig også før. Og derfor vil den heller ikke forsvinde med Islamisk Stats nederlag. 
 
Hvis jeg vil tale med andre kristne, er der ikke mange at finde i de kristne forstæder til Mosul. Det er kun meget få, der indtil videre er vendt tilbage. Men kun et halvt hundred kilometer fra Tel Kayif ligger flygtningelejren Ain Kawa II. 
 
”Lad Guds nåde lyse over os”, synger de med spinkle stemmer inde i den præfabrikerede barak. Udenfor kører en bil rundt og blæser ringende kirklokker ud af en højtaler, fastspændt ovenpå taget, for barak-kirken har hverken tårn eller klokker selv.

Det lyder så smukt, at man næsten ikke synes, at noget kan være galt. 
 
Ain Kawa II-flygtningelejren er udelukkende befolket af kristne fra Mosul-området. De muslimske flygtninge opholder sig i andre lejre. Allerede det fortæller os en del af problemet. De forskellige religiøse retninger holdes adskilt i forskellige flygtningelejre.
 
”For at være helt ærlig så er fremtiden for de kristne – og de andre minoriteter her i Irak – meget, meget mørk og dyster på grund af den voksende islamiske ekstremisme, hvis fanatisme rammer samtlige minoriteter”, siger Fader Immanuel, som selv er fra Mosul, men nu er præst for flygtningene her i lejren.
 
Her i det kurdiske område, beskyttet af Peshmerga’erne, omgivet af andre kristne i en lejr drevet af kurderne og internationale nødhjælpsorganisationer, tør nogle af de kristne at tale mere frit, end de få, der holder ud inde i Mosul.
 
I begyndelsen tror jeg, at præsten overdriver. Men i takt med at jeg taler med flere og flere kristne, bliver jeg klar over, at de færreste af dem ser en fremtid for sig selv i Irak, hvor deres slægter ellers har levet i flere århundreder inden islam overhovedet kom til landet i sin tid.
 
Ifølge den irakiske præst er problemet nemlig ikke bare terroren fra Islamisk Stat. Det er blot den mest ekstreme udgave af en diskrimination, der har eksisteret i umindelige tider.

”Der har altid været diskrimination imod minoriteter i Irak. Også før Islamisk Stat. De kristne er altid blevet fordrevet igennem tiderne. Tilbage i 1960’erne anklagede man de kristne for at være kommunister, og brugte det som undskyldning for at fordrive dem. Der er altid en undskyldning, men det er altid os, der bliver ramt”, siger præsten uden den mindste antydning af tvivl.
 
”Lad mig give dig et eksempel tilbage fra 2003 – lang tid før Islamisk Stat. Da sad jeg i haven udenfor mit hus, som ligger overfor moskeen i Zohoor-kvarteret i Mosul. Jeg kunne høre imamen, inde i moskeen lige ovre på den anden side af gaden, sige: ”I skal ikke købe de kristnes huse, for en dag kan I få dem alle sammen gratis!”
 
Tallene taler også deres eget tydelige sprog om at den kristne befolkning er på dramatisk tilbagetog. Tilbage i slutningen af 1980’erne var der omkring halvanden million kristne i Irak. Nu er der under 200.000 tilbage, og der bliver hele tiden færre og færre. Tendensen er den samme i hele den arabiske verden, og de fleste steder er det den fremadstormende militante islamisme, der gives som grund.

Når vi taler med lokale muslimer, så siger de som regel, at tidligere ”var alle brødre – sunni’er, shia’er og kristne”.
 
En anden sunni-muslimsk araber, jeg talte med, tog endog jøderne med i dette fordums påståede store, harmoniske fællesskab:
 
”Tidligere stod vi alle sammen – sunni-muslimer, shi’a-muslimer, kristne, kurdere, jøder og yazidier. Vi var alle irakere. Vi var alle brødre. Der var ingen forskel. Der var ingen problemer. Ingen problemer overhovedet”.
 
Men der er ikke længere nogen jøder tilbage i Irak, og de irakiske jøder jeg kender i Israel, beskriver ikke samværet i tidligere tiders Irak som helt problemløst. Det samme er tilfældet, når jeg nu taler med yazidier eller som her kristne flygtninge fra Mosul.
 
”De tog vores hjem. De ødelagde vores kirker og fordrev os. Hvor længe skal vi finde os i det. Hvor længe skal vi være fordrevet. Vi vil have stabilitet. Vi er brændt ud. Vi kan ikke klare det mere”, siger Huda Gerges, en midaldrende husmor fra Mosul, som er flygtet med hele sin familie, men ikke ved hvor en søster og hendes mand og børn er blevet af.

”Vi har ikke nogen fremtid i Irak”, siger Huda. 
 
Gazalla Mehdi Tuma, som står ved siden af hende bønfalder de kristne lande i Vesten til at tage imod dem.
 
”Hjælp os. Vi kan ikke fortsætte med at leve her. Vi vil gerne til udlandet”, siger hun.
 
”Vi har ikke nogen fremtid her. Det er vores fremtid, muslimerne træder under fode.”
 
Og som Fader Immanuel allerede gav udtryk for, så er det ikke bare Islamisk Stat, de kristne her er bange for. Mange her fortæller, at de er blevet forrådt til Islamisk Stat af deres egne muslimske naboer, som de ofte har kendt i mange årtier.

”Forræderi er det værste. Vi er fredelige personer. Vi har ikke noget imod muslimerne. Vi elsker hinanden. Vi kan ikke lide at hade nogen. Kristus har lært os at elske den næste”, siger Huda Gerges. ”Men tilbage til Mosul, det vil jeg ikke. Det er slut.”

 

 

De kommer fra Mosul, men måske vender de ikke tilbage dertil. Selv når Islamisk Stat er slået.

Selvom flygtningelejren Ain Kawa II synes veldrevet, så er den bidende kolde vinter en prøvelse. Når sommervarmen, der nemt bringer temperaturerne helt op på 45-50 graders varme, bliver det ikke nemmere.
 
Huda Gerges breder opgivende armene ud og i en fejende bevægelse peger hun på lejre, der i flere år har været hendes hjem.
 
”Vi kan ikke leve sådan her. Prøv lige at se, hvordan vi bor. Vi vil gerne have vore barakker repareret. Alle vore børn er syge på grund af fugten. Vi bor i barakker. Vi er udmattede”, siger hun.
 
De kristne føler sig fanget i en fælde uden udgang.
 
De kan ikke vende tilbage til deres tabte hjem, for deres naboer har vist fjendtlige sider af sig selv, de kristne ikke kan forliges med. De kan ikke fortsætte med at leve under de spartanske forhold, de nu gør i særlig lang tid. Og den kristne verden, som ellers deler de irakiske kristnes tro på næstekærlighed, har stort set lukke sine døre for flygtninge fra Mellemøsten.

---

 

 

 

Artiklen er skrevet til TV2’s hjemmeside. Derovre kan du også se TV-indslaget, der blev sendt i TV2-Nyhederne.