Fotografi med Phase One:

Billederne er lækre udover alle grænser

Hettha Christensen på 96, enke efter Frejø's sidste smed, har taget os med ud i den gamle smedje, der som et museumsstykke har stået urørt siden midten af sidste århundrede.
Hettha Christensen på 96, enke efter Frejø's sidste smed, har taget os med ud i den gamle smedje, der som et museumsstykke har stået urørt siden midten af sidste århundrede.

Jeg har tumlet med den her artikel i lang tid. Målet var og er, at omtale et digitalt bagstykke fra Phase One til mit gamle analoge Hasselblad-kamera. Men alle forsøg er end med, at jeg i stedet skrev om det kamera, som bagstykket er monteret på, og det er ikke fair. For det er ikke det, det handler om.
     Det digitale bagstykke er fantastisk, men det begrænses lidt af at skulle arbejde sammen med en antikvitet af et kamera. Alligevel er resultaterne, der kommer ud af det, ganske flotte.
     Det her er den første af tre artikler om mine oplevelser med Phase One IQ1.

 
 
 
Mit gamle, klassiske Hasselblad 503cw med det nye Phase One IQ1-bagstykke påmonteret.

TRANEKÆR (03.03.2018): Heldigvis er jeg fattig og har ikke penge til at købe nyt fotoudstyr overhovedet. Var jeg ikke fattig, så ville jeg straks blive det, for det Phase One-bagstykke, jeg har fået lov til at lege med i de seneste måneder er lækkert udover alle grænser. Så lækkert, at havde jeg haft noget der bare mindede om kr. 180.000,- syet ind i madrassen, så ville de ikke være der længere. De ville i stedet straks være blevet investeret i et Phase One IQ1-digitalt bagstykke.
 
 
Mit gamle Hasselblad havde ligget og samlet støv, siden digitalfotografiet skubbede mørkekammeret over i historiebøgerne.

Alle de bekymringer er jeg nu lykkeligt forskånet for, for jeg har ikke de mange penge. Men det ændrer ikke ved, at det er et bagstykke, er er lækker udover alle grænser.
 

Hvorfor har jeg overhovedet et Phase One-bagstykke?
Jeg har længe haft et gammelt, klassisk, analogt Hasselblad 503cw, som jeg ikke bruger særlig meget, fordi det er analogt. Fotograferer på film, som skal fremkaldes som negativfilm og derefter i et forstørrelsesapparat i et mørkekammer eller scannes digitalt og derefter bearbejdes på computeren.
 
I princippet er et analogt Hasselblad virkelig in, kult og kunstnerisk. I realiteten betyder det blot, at det smukke gamle kamera står og samler støv på en hylde. Fremkaldelsesprocessen er så langsom. Der er meget få steder, der fremkalder gammeldags film længere, og jeg har ingen planer om at etablere et gammeldags ”vådt” mørkekammer med fremkaldertanke og kemikaliebade.
 
 
Hasselblad CFV-50-C-bagstykket, som var bygget til det gamle kamera. Det produceres ikke længere.

Så kom Hasselblad i 2014 med et digitalt bagstykke med 50 megapixel (MP) designet specielt til den gamle V-serie, som 503sw’eren er den sidste udgave af. Hasselblad CFV-50C hedder bagstykket. Eller hed. For det blev opgivet efter bare nogle ganske få år i produktion. Så vidt jeg husker, kostede det i nabolaget af kr. 70.000,-
 
Efter nogle år tænkte jeg, at der sikkert ville begynde at dukke nogle brugte CFV-50C-bagstykker op på brugtmarkedet, men jeg kunne ikke se nogen. Derfor talte jeg med Carsten Iversen på Goecker Foto, og bad ham om at holde øje med brugte digitale Hasselblad-bagstykker for mig til mit gamle 503cw.
 
Det er nu et par år siden. Der viste sig ikke noget. Intet bagstykke. Intet kæmpe træk på bankbogen. Ingen trussel imod husfreden i det lille hjem. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
 
Men så ringede Carsten pludselig.
 
Han havde været på seminar hos kameraproducenten Phase One, som laver et af verdens allerbedste mellemformat-kameraer og forskellige digitale bagstykker. 
 
Her skal det måske lige nævnes, hvis folk ikke ved det, at Phase One er et dansk firma, som ligger på Roskildevej i København. Under seminaret havde Carsten nævnt, at jeg var på udkig efter et mellemformat-bagstykke til mit gamle Hasselblad-kamera.
 
Det havde fået Phase One-folkene til at spørge ham, om han troede, at jeg kunne tænke mig at prøve et af deres bagstykker?
 
Jeg var ved at gå bagover?!?
 
Det var slet ikke spørgsmålet om – kun om hvornår det kunne lade sig gøre.
 
”Det vil lige tage lidt tid”, svarede Carsten, "for bagstykket eksisterer ikke", forklarede han. Phase One skulle først lave det.

Da teknikerne havde ombygget et IQ1-bagstykke, så det kunne bruges på mit gamle Hasselblad 503cw-kamera, begav jeg mig til København for at hente det, forventningsfuldt som et lille barn.

 
 
En lille serie med den langelandske kunstner Keld Nielsen. Han havde ikke mistet tålmodigheden. Det var mig, der bad ham om at posere lidt.

Dette er ikke en anmeldelse
Lad mig indledningsvist lige forklare, at denne og de to kommende artikler er ikke en anmeldelse af Phase One-bagstykket. Det er det ikke af flere grunde.
 
For det første: Jeg er ikke tekniker. Jeg har hverken den tekniske ekspertise eller avanceret måleudstyr til at veje, analysere, vurdere og konkludere. Derfor bliver der ikke meget tekniksnak i disse artikler om mine oplevelser med Phase One. Der er blot tale om en optegnelse af de oplevelser og erfaringer jeg har haft ved at arbejde med bagstykket.
 
 
Hasselblad-Phase One-kombinationen er perfekt til at lave lækre portrætter med... hvis personen kan overbevises om at kigge ind i linsen.

For det andet: Jeg har meget få erfaringer med mellemformat digital fotografering. Jeg har kun prøvet ét enkelt digitalt bagstykke til mit Hasselblad-kamera. Et gammelt Leaf-bagstykke, som var så dårligt, at det slet ikke burde nævnes i samme åndedrag som Phase One. Og så har jeg lige leget en lille smule med Fujifilms GFX 50C. Men mine erfaringer på området er mildt sagt til at overse.
 
For det tredje: Jeg har skrevet denne artikel i flere omgange, og så smidt det hele væk igen, fordi det som oftest ender med, at jeg skriver mere om at fotografere med det gamle Hasselblad-kamera, og mindre om Phase One-bagstykket. At skrive om det digitale bagstykke er lidt som at have et fint, gammelt, klassisk, analogt fotografiapparat med Zeiss-objektiver til, selve kameramodulet og filmmagasinet i hånden, og så skrive om filmen inde i filmmagasinet og fremkaldelsen af billederne.
 
 
Billederne er kun meget lidt bearbejdede i post-production. De ville nemt kunne være brugt direkte ud af kameraet.

Men det er jo det, det handler om. Billederne!
 
Der er også mange andre grunde og forbehold. Men i stedet for at bruge alt for meget spalteplads på at skrive om, hvad det ikke er, vil jeg hellere fortælle, hvad disse artikler faktisk er.
 
Ikke en anmeldelse men en beskrivelse af mine oplevelser med et fantastisk fotografisk redskab, modificeret så det kan fungere på et gammelt kamerasystem, som slet ikke giver det digitale bagstykke mulighed for at vise, hvad det virkelig magter.

 
 
Billederne kommer slet ikke til sin ret på en computerskærm. Er de skarpe, er de med sine 50 megapixels ved at blæse en bagover. Så fine er billedfilerne.

Hvor svært kan det være?
Da jeg får Phase One-bagstykket udleveret hos Goecker i København, viser Carsten mig blot, hvordan det skulle sættes på kameraet, og hvor det skulle tændes. Manualen kunne skrives på bagsiden af et frimærke. Det er så let, som at klø sig selv i nakken. 
 
Fordi bagstykket skulle bruges på et gammelt Hasselblad-kamera, skulle et kabel sættes fra bagstykket frem til objektivet, hvor lukkeren sidder. Det skal der ikke, hvis det bruges på det Phase One-kamera, som det faktisk er født til at sidde på.
 
Når bagstykket sidder på kameraet, er det fantastisk let at bruge. Menu-systemet er fantastisk enkelt og ligefremt. Det er noget nært det nemmeste menu-system, jeg nogensinde har oplevet. Min frygt for at det mest professionelle udstyr også ville være utrolig kompliceret blev fra starten gjort til skamme.
 
Jeg vil egentlig ikke tale teknik, for det er ret ligegyldigt. I hvert fald for sådan nogen som mig. Det skal bare fungere. Og helst så nemt lo lige til som muligt. Derfor blot ganske kort dette til nørderne iblandt os:

  • 50 megapixel
  • 16 Bit Resolution
  • 100-6400 ISO
  • Sensorformat 44x33mm
  • Touch screen

Phase One-bagstykket kan en masse, som det bare ikke får mulighed for "at blære sig med" på min gamle antikvitet af et kamera. Ikke på grund af bagstykket. Men på grund af kameraet, som er født i en anden æra. En tid hvor fotografiet var analogt. Hvor man fotograferede på film. Blandt andet derfor har man ikke live-view, når IQ1’eren sidder på mit kamera. Det ville man have haft, hvis det var monteret på et moderne Phase One-kamera.
 
 
Mesterbroderer og kostumier Thomas Sjølander. Bemærk den enorme dynamik i billedet. Fra Thomas, som står i sollys fra døren, til det kæmpestore filmstudie bag ham, som henligger i mørke, med kun en enkelt lysstråle, som rammer nogle kulisser i baggrunden.

Mit kamera har ikke nogen lysmåler, og jeg har heller ikke nogen separat lysmåler. Så jeg måler lyset med et af mine andre kameraer, og fører bare lukkertider og blænderværdier over på Hasselbladkameraet. 
 
Ikke ideelt, men det virker.
 
I starten tog jeg nogle gange et par billeder mere af hvert motiv. Et med en hurtigere lukkertid og endnu et med en langsommere. Blot for at være på den sikre side. Det er jeg sidenhen holdt op med. Det er ikke nødvendigt. Med mindre der er tale om et motiv med helt særlige lysmæssige udfordringer, rammer man nemt den korrekte eksponering. Desuden har RAW-filerne så mange ekstra informationer ophobet i sig, at man nemt kan justere et blændertrin op eller ned i redigeringen.

 
 
Keld lidt i modlys. Bemærk baggrunden: Man kan tydeligt se, hvad der er udenfor i sollyset OG også indenfor i skyggen. Højlys og skygge. Det er ret flot gået af sensoren.

”Fremkaldelsen”
At arbejde med billedfilerne på computeren bagefter var en anden af de store overraskelser. Billederne er hamrende flotte. Allerede til at begynde med. Lige ud af kameraet. Der foruden har de så ubegribeligt mange ekstra informationer, at der kan hentes vanvittig meget frem både i højlyset og i skyggeområderne. Den dynamiske spændvidde er ekstrem. Farverne er flotte. Især er hudtonerne fra starten fine.
 
Jeg har haft langt flere billeder optaget med Phase One-bagstykket, som jeg næsten ikke har ændret på, end jeg har oplevet med noget som helst andet kamerasystem, jeg har fotograferet med. Billederne har fra starten været så flotte, at de kunne bruges næsten uden bearbejdning.

Jeg har så personligt nogle særheder. Jeg kan godt lide lidt vignettering og nogle andre skøre småting, så det lægger jeg på i post-production, men det er bare noget med smag og behag. Der er ingen anden grund til at gøre det. Jeg behøvede ikke at gøre det.

 
Fokusering
Nogle af de ting, jeg havde problemer med… virkelig problemer med, handler mindre om bagstykket og mere om det gamle kamera, det er påmonteret.
 
At fokusere er lidt af en udfordring. Jeg ramte ved siden af et pinligt antal gange. Der er naturligvis ikke autofokus på et så gammelt kamera. Og den supermoderne digitale sensor i bagstykket er langt, langt mindre tolerant end gammeldags film. Jeg burde have sat en anderledes matglasskive i skaktsøgeren, så fokuseringen var blevet tydeligere. Men en sådan har jeg ikke.
 
Hvis man godt kan lide den lille dybdeskarphed, som mellemformatet giver mulighed for, så skal fokuseringen være spot on. Er den det, så går man til gengæld bagover af betagelse over resultatet.
 
Jeg ramte desværre ofte ved siden af. Så lidt, at det var svært at opdage under optagelserne. Men alligevel så meget, at det blev pinlig klart på computerskærmen.
 
Men igen – det er jo ikke bagstykkets skyld. Det er kameraets.

 
 
Aften på brandstationen. Brandbilen skulle gennemgås. Det var en mulighed for lidt reportagefotografi.

Astronaut til hest
Monteret på et Phase One-kamera tror jeg, at det digitale bagstykke næsten vil kunne bruges som et DSLR-kamera. Digitale mellemformat-sensorer har indtil for nylig været såkaldte CCD-sensorer, som var relativ langsomme. De nye sensorer er CMOS-sensorer, som er langt mere lysfølsomme har har langt højere ISO-værdier. Derfor kan kameraer med et sådant bagstykke nu for alvor begynde at rykke ud af fotostudiet og ud i virkeligheden.
 
Mange moderne familie- og amatørkameraer er så automatiserede, at man kalder dem ”point-and-shoot”. Man skal blot rette dem i retning af motivet og trykke på udløseren, så klarer automatikken resten. 
 
 
Et af de få billeder af Hanne Hamann, som bare blev en lille smule skarpt. Men det er jo ikke sensorens skyld.

Sådan er det ikke med det setup, jeg har arbejdet med. Det har været – om ikke ligefrem besværligt – så i hvert fald meget langsommere, mere omstændeligt og helt igennem anderledes end den form for fotografisk fast food, teknologien har vænnet os til. 
 
Men det er slet ikke så skidt endda. For ligesom man føler sig tryggere på verdenshavene, hvis kaptajnen også kan navigere med en gammeldags sekstant og et almindeligt kompas, hvis GPS-udstyret skulle bryde sammen, så er der også i fotografiet et godt, gammelt håndværk, som det er godt at mestre, selvom man måske til daglig får assistance af teknologien.
 
Det sætter nemt både hjernen og hjertet på stand by, hvis teknikken klarer det hele. Sådan har det ikke været med Hassie/Phase One-kombinationen. Her skulle alt gennemtænkes, og det har, efter jeg lige har vænnet mig til det, været helt forløsende. Jeg har kun brugt systemet, når jeg har haft tid til det, så derfor har fotograferingsoplevelsen været en helt anden.
 
 
Bare for at tage afsted med en lille smule af min stolthed i behold, fik jeg brandfolkene til at stille sig pænt op, så jeg kunne fokusere i god ro og orden.

Og her må jeg så igen indrømme, at den mere møjsommelige måde at fotografere på mere er påtvunget af Hasselblad-kameraets sløvhed end af Phase One-bagstykket, som jeg er overbevist om, kan fungere langt hurtigere, hvis det er påmonteret et af de moderne Phase One-kamerahuse. Så bemærkningerne her, er ikke udtryk for noget bagstykket ikke kan. Mere et resultat af dets påtvungne ”samarbejde” med et kamera, som stammer fra en anden tidsalder indenfor fotografiet.
 
En sen aften fik jeg at vide, at Hanne Hamann i Lohals, som jeg har fotograferet en del, sammen med andre deltidsbrandfolk skulle gå brandbilen igennem. Jeg susede op til Lohals med Hasselblad-kameraet. 
 
Nu ville jeg forsøge at fotografere håndholdt. Se om det kunne lade sig gøre at lave en slags reportagefotografi med det langsomme setup. Det var ikke nogen stor succes. Men igen ikke på grund af bagstykket. Mere på grund af kameraet.
 
Jeg vil dog gøre endnu et par forsøg. Selvom det klart nok ikke er et action-kamera, jeg har med at gøre, så vil jeg ikke indrømme, at det ikke skulle kunne lade sig gøre. Så lad os se, hvad vi kan presse ud af det.
 
Phase One IQ1-bagstykket på det gamle Hasselblad 503cw er lidt af en anakronisme. En skøn anakronisme, som jeg har nydt at arbejde med. Men det er næsten som at sætte en astronaut op på ryggen af en hest. 
 
De kommer fremad, men til månen når de ikke.
 



Andre artikler om Phase One-bagstykket

Selvom jeg har skrevet om Phase One IQ1-bagstykket tidligere, så er det her den første egentlige gennemgang af mine oplevelser med det ude i felten. Jeg regner med at der kommer i hvert fald to artikler mere.
 
 
Ved stranden på Langeland: Bagstykket har så mange pixels, at dets billeder kunne plastres op på en husvæg i kæmpestørrelse.

Her er mine tidligere artikler om Phase One-bagstykket:
 
Road Trip til Udkanten:
Hvad pokker er et digitalt bagstykke for noget?

 
Med Phase One på polarekspedition ...næsten:
Røde kinder og forfrosne fingre

 
Og her er et nyt link til den næste artikel i serien om mine oplevelser med Phase One-bagstykket:
 
Fotografi som i de gode gamle dage... næsten


 
Tilføj kommentar