Striden om Fredens Stad

Når man i Jerusalem siger ”for mange år siden”, så taler man som regel om årtusinder. Jøder regner i hvert fald byen for at have været deres hovedstad i 3.000 år. Lige siden Kong David på bibelens tid erobrede byen og for første gang gjorde den til Israels hovedstad. Sidenhen byggede hans søn, Kong Salomon, Templet, og gjorde dermed også byen til Guds hovedstad på jord.

 

 

Set med jødiske øjne har Jerusalem været folkets hovedstad siden kong David's regeringstid.

 
Balladen om Jerusalem som Israels moderne politiske hovedstad kommer jeg tilbage til om lidt.
 
Vendingen ”for mange år siden” i et menneskes liv handler derimod blot om nogle årtier.
 
I min ungdom, ”for mange år siden”, før internettet, mobiltelefonerne og direct dial til internationale telefonnumre, kunne man ikke bare ringe til udlandet fra sin egen telefon. Man skulle via telefoncentralen og bede om en international linje, så skulle man opgive det udenlandske nummer til telefondamen, som drejede det ind for en. Langsommeligt og besværligt som det var, så kostede det oveni købet også en bondegård at ringe internationalt. Derfor gjorde man det kun, når der var stor krise, og man skulle ringe hjem til forældrene og bede dem om at sende flere penge.
 
Derfor var det også en sjov joke, da mine forældre i min ungdom besøgte mig i Jerusalem, og en af vore venner, efter vi havde været nede ved Grædemuren i Den Gamle Bydel, hvor troende jøder klemmer små bønner til Gud skrevet ned på papir ind imellem stenene, sagde til dem:

 

 

Jerusalem er hellig for de tre store monoteistiske verdensreligioner. Det gør byen vidunderlig og forfærdelig. En velsignet forbandelse.

 
"Hvis I vil tale med Gud, så er det godt, at I er kommet til Jerusalem, for herfra er det kun en lokal opringning."
 
Det grinede vi meget af. 
 
Når man begiver sig rundt i Jerusalem, så får man ofte på fornemmelsen, at denne her by virkelig er alt for tæt på Gud. Alle har deres hellige sten i Jerusalem – jøderne, de kristne og muslimerne. 
 
Jøderne har Grædemuren, den sidste lille rest af ydermuren omkring Tempelbjerget. Kristendommen har Gravkirken, hvori man finder Jesu’ grav, Golgatha og Salvelsesstenen. Og muslimerne har et klippestykke, som de mener, profeten Muhammed satte fra på, da han for til himmels.
 
Selvom Jerusalem ”kun” er islams tredje helligste sted. De to vigtigste ligger i Mekka og Medina i Saudi Arabien. Så måtte selv islams profet, som ellers aldrig forlod området omkring de to hellige byer i Saudi Arabien, alligevel helt til Jerusalem for at få adgang til Gud. Nogen siger, at det ”kun” skete i en drøm.
 
Jerusalem er tæt på Gud og Himlen, og af samme grund er byen sikkert også tættere på Satan og Helvede. For folk, i særdeleshed religiøse, har det med at gå fra forstanden over denne nærkontakt med det guddommelige. Fra oldtiden frem til i dag. I moderne tid går folk også amok over denne bys historiske og nationale betydning. Alle kæmper om den. Alle vil have den.
 
”En korsvej mellem Paradis og en galeanstalt”, kaldte Virtus Schade en gang for mange år siden Jerusalem i en stort opsat artikel i Berlingske Tidende, og det er en meget rammende karakteristik af en by, der på en

 

 

Jerusalem er en korsvej imellem Paradis og en galeanstalt, skrev Virtus Schade i Berlingske Tidende for mange år siden, og han havde ret.

og samme tid er en velsignelse og en forbandelse. Vidunderlig og forfærdelig. Jerusalem er en by, man elsker og hader i skøn forening.
 
Efter sammenlagt at have tilbragt mere end halvdelen af mit 62-årige liv i Israel, de sidste 27 år af dem i Jerusalem, er jeg for nylig flyttet tilbage til Danmark. I forbindelse med USA's flytning af sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, blev jeg dog endnu en gang sendt tilbage til Israel for at rapportere om det til TV2.
 
Få måneder forinden havde præsident Donald Trump anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad, men landets ambassade forblev i Tel Aviv sammen med de øvrige udenlandske ambassader, selvom Tel Aviv ikke er Israels hovedstad. Mange troede, at USA ville finde praktiske undskyldninger for at udsætte flytningen af ambassaden i flere år fremover, fordi det betragtes som politisk og diplomatisk sprængstof og ødelæggende for fredsprocessen at flytte ambassader til Jerusalem. 
 
Men sådan tænker præsident Donald Trump ikke. Han har lovet det, og så gennemfører han det. Uanset hvad. Ambassadeflytningen skulle ske så hurtigt som muligt.
 
Som for at gøre smerten endnu værre for palæstinenserne, som også kæmper om at få Jerusalem som deres hovedstad, så besluttede USA at flytningen af ambassaden skulle ske den 14. maj – 70 årsdagen for Israels oprettelse i 1948, hvilket samtidig også er 70 årsdagen for begyndelsen på den palæstinensiske flygtningetragedie.
 
Læg dertil at USA også drastisk har beskåret sit økonomiske bidrag til UNRWA, den FN-organisation der tager sig af de palæstinensiske flygtninge, samt at den ambassadør til Israel, David Friedman, som præsident Trump har udnævnt, er en varm fortaler for Israels bosættelser i de besatte områder.
 
Så selvom præsident Trump hele tiden taler om en genial fredsplan, han er ved at udarbejde, så har amerikanerne, set med palæstinensernes øjne, helt klart valgt side. Langt tydeligere end før. USA er med Israel, imod palæstinenserne.

 

 

USA's flytning af ambassaden førte til langt mindre ballade, end mange havde frygtet. Det meste nede ved Gaza-striben. Jerusalem oplevede meget få demonstrationer.

 
Derfor var en udbredt frygt for, at flytningen af USA’s ambassade til Jerusalem ville føre til voldsomme, blodige konfrontationer. Måske endog udløse endnu en intifada – palæstinensisk oprør imod den israelske besættelse. I særdeleshed når man tænker på hvilke begivenheder, der udløste de to foregående intifafa’er. En bilulykke udløste Den første Intifada i 1987, og oppositionslederen Ariel Sharon’s spadseretur på Tempelbjerget ved Klippemoskeen og Al Aqsa-moskeen i Jerusalem, var provokationen som udløste den anden i år 2000.
 
Set i det lys, er USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad og flytning af sin ambassade til byen en dramatisk omvæltning i en hel anden liga. Det er en voldsom, kontant og yderst grundlæggende ændring af virkeligheden på landjorden.
 
Men en ny intifada er ikke brudt ud.
 
Indtil videre i hvert fald.
 
Jeg kontaktede nogle af mine gamle venner, kontakter og kilder, for at få dem til at hjælpe mig med en forklaring på hvad det er, der foregår.

 

 

Ilan Baruch. Tidligere israelsk ambassadør og fredsaktivist. Smækkede med døren, da han forlod udenrigsministeriet. Regeringen er ikke interesseret i fredsforhandlinger, mener han.

 
Ilan Baruch har jeg kendt i omkring 30 år. Han er pensioneret topdiplomat med flere ambassadørposter bag sig. Men endnu vigtigere: Han var en af de helt centrale israelske diplomater i fredsprocessen, da den faktisk fungerede. En fredsproces han fuldt og fast troede, kunne ændre virkeligheden i Mellemøsten til det bedre.
 
Det skete imidlertid ikke. 
 
Fredsprocessen brød sammen og blev afløst af Den anden Intifada i år 2000. Israel fik en regering, der ikke synes særlig opsat på at få fredsprocessen genoptaget, i hvert fald ikke i Ilan’s øjne, så ”han tog sig gode tøj og gik”. Dog ikke uden først at smække med døren.
 
I en vred, intern mail i udenrigsministeriet, skrev kan, at Israel ikke længere havde brug for folk som ham, for Netanyahu-regeringen var ikke interesseret i at forhandle fred med sine palæstinensiske naboer.
 
Det første, jeg gerne ville vide noget om fra Ilan Baruch, handlede om regeringers, landes og udenrigstjenesters ønskedrømme og tvangstanker om virkeligheden i Mellemøsten.

 

 

Der hvor muslimernes Klippemoske i dag ligger, lå i oldtiden det jødiske tempel. Denne religiøse nærkontakt gør Jerusalem's problemer endnu mere uløselige.

 
Nogle lande har anerkendt Staten Palæstina, selvom den faktisk ikke eksisterer ude i virkeligheden, og det skaber ikke særlig megen ballade. Men at USA’s præsident Donald Trump, og i hans kølvand også enkelte andre lande, anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, hvilket byen i årevis allerede har fungeret som, det fordømmes. Det kan synes lidt underligt.
 
At det er mere acceptabelt at anerkende noget, der ikke eksisterer, end det er at anerkende noget, der faktisk er virkeligt, synes sært. Måske endog en anelse faretruende hvis drømme og ikke virkeligheden tager førersædet i moderne diplomati.
 
Men sådan ser Ilan det ikke.
 
"Kendsgerningerne i Jerusalem i dag er et resultat af brugen af militær magt", svarer Ilan Baruch. 
 
"Men det er dog ikke desto mindre stadigvæk en kendsgerning", afbryder jeg.
 
"Og der er en forskel mellem at anerkende en kendsgerning, og at anerkende den legalitet der ligger bag etableringen af denne kendsgerning", fortsætter han.
 
Altså at måden Israel fik kontrollen med Øst-Jerusalem på, var ved en militær erobring. Det kunne man dog også sige om Vest-Jerusalem. Det skete blot 20 år tidligere.

 

 

Jerusalem er så tæt på Gud og himmelen, at byen uden tvivl også er alt for tæt på Satan og helvede.

 
"Den amerikanske beslutning er voldsomt uretfærdig overfor 40 pct. af Jerusalems befolkning. Nemlig den del af byens borgere, der er palæstinensere. De bliver fra udgangspunktet nægtet muligheden for også at få deres hovedstad her", fortsætter Ilan Baruch.
 
"Jeg mener, at udgangspunktet fra Israels side burde have været, at Jerusalem skal fungere som hovedstad for begge folk for at sikre mulighederne for at opnå en fredsaftale. For med mindre vi også giver mulighed for at denne drøm kan blive til virkelighed, så vil vi aldrig få fred med palæstinenserne."
 
"Gør man ikke det, er der ikke anden mulighed for Israel end at undertrykke dem med vores militære overmagt, hvilket er det, vi gør i øjeblikket."
 
Det er dog svært for de fleste jødiske israelere – selv for Ilan – at afvise, at Jerusalem er Israels hovedstad.
 
"Vi i oppositionen er ikke imod en anerkendelse af Jerusalem... Det er sammenhængen, anerkendelsen sker i, vi er imod. Det må for det første ske i forbindelse med forhandlinger, og for det andet samtidig med at palæstinensernes ret til Øst-Jerusalem også anerkendes", siger Ilan Baruch.

 

 

Mohammed Dajarni. Palæstinensisk professor. Fyret fordi han mener, at palæstinenserne også skal forstå jødernes traumer.

 
En anden ekspert på Jerusalem i konflikten og byens rolle i en mulig fredsproces er den palæstinensiske professor Muhammed Dajarni. Han holder som Ilan Baruch modigt fast i en række kontroversielle synspunkter om situationen. Han bøjer sig ikke for, hvad der anses for god tone i sit eget ”bagland”, og han er villig til at betale prisen for sine holdninger.
 
Dajarni mente, at hans studerende på det palæstinensiske universitet Al Quds i Jerusalem også skulle forsøge at forstå israelernes traumer, og derfor tog han dem med på studietur til den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz i Polen. 
 
Det var for meget. Da han kom tilbage blev han fyret fra det palæstinensiske universitet.

Han bøjer sig dog stadigvæk ikke for de almindeligt accepterede holdninger og virkelighedsopfattelser. Heller ikke når det kommer til Jerusalem og den amerikanske beslutning.
 
"Præsident Trump anerkendte ganske vist Jerusalem som Israels hovedstad, men han udspecificerede ikke, at det var ”det forenede Jerusalem”, han talte om. Han brugte ikke ordet ”forenet”…"
 
"Så du mener altså, at han faktisk kun talte om Vest-Jerusalem?"
 
"Som jeg ser det, er det Vest-Jerusalem. Af den simple grund at Øst-Jerusalem er arabisk. Og der er en psykologisk mur imellem de to bydele. Når vi ser på Jerusalem, så ser vi to byer."
 
"Så hvis jeg forstår dig korrekt, så udelukker USA's anerkendelse af Vest-Jerusalem som Israels hovedstad ikke, at Øst-Jerusalem en dag kan blive hovedstad i en palæstinensisk stat?"
 
"Det er sådan, jeg ser det", svarer Muhammed Dajarni. 

 

 

Mahdi Abdel Hadi. Palæstinensisk professor og socialforsker. Kendsgerningerne viser, at Jerusalem er en palæstinensisk by.

 
Mahdi Abdel Hadi er også palæstinensisk professor, politisk analytiker og socialforsker.
 
Han er ikke voldsomt imponeret over amerikanernes flytning af deres ambassade. Det er bare et symbol, siger han. Kendsgerningerne ude i virkeligheden taler derimod sit eget tydelige sprog.
 
"Kendsgerningerne på landjorden! Det er os, der er kendsgerningerne ude i virkeligheden. Vi udgør 40 pct. af befolkningen i Jerusalem. Vi ejer 80 pct. af ejendommene. Og vi beskytter, vedligeholder og tager os stadigvæk af vore hellige steder. Det er der ingen, der kan tage fra os", siger han og smiler. 
 
Når Mahdi siger, at palæstinenserne ”ejer 80 pct. af ejendommene” i Jerusalem, så lader det sig kun gøre, fordi han anser alle de forskellige kristne kirkers ejendom for palæstinensisk, hvilket kirkerne næppe er enige i, og at han også medregner den ejendom, som palæstinenserne mistede i krigene i 1948 og 1967, hvilket israelerne næppe heller er enige i. Men det er et synspunkt, der deles af flertallet af palæstinenserne.
 
Dagen inden den amerikanske flytning af landets ambassade til Jerusalem var også den dag, israelerne fejrede erobringen af Øst-Jerusalem under Seksdageskrigen i 1967. Det som israelerne ser som en genforening af byen, som indtil da havde været delt imellem Israel og Jordan. Derfor er byen fyldt med et hav af israelske flag.

 

 

Der var enkelte mindre sammenstød på Vestbredden, men det meste foregik nede ved Gaza-striben, og det var stort set organiseret af Hamas, som en del af det interne opgør med Fatah.

 
Mens de fleste andre israelere den dag går til Grædemuren igennem andre dele af Jerusalems Gamle Bydel, så begiver tusindvis af højtråbende, syngende og dansende unge israelere fra den national-religiøse side af det israelske samfund, sig støjende igennem det muslimske kvarter.
 
Det gør de hvert år. I tidligere tider har denne magtdemonstration ofte ført til blodige konfrontationer mellem israelerne og palæstinenserne, hvilket på ingen måde har været utilsigtet fra de unge israeleres side. Demonstrationen har i de seneste årtier på den måde været en parade af de sejrende overfor de besejrede. Vinderne overfor taberne. Og i år, efter den amerikanske kursændringer, følte mange af de unge israelere, at de nu for alvor havde noget at fejre.
   
På trods af at mange palæstinensere følte, at det var en provokation, så førte det i år ikke til voldelige sammenstød, hvilket også var lidt af en overraskelse. Især fordi det kom lige efter at halvanden måneds faste ugentlige sammenstød på grænsen imellem Israel og den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe. Få dage tidligere havde disse protester ført til at 60 palæstinensiske demonstranter var blevet dræbt under forsøg på at bryde igennem grænsen og marchere tilbage til deres tabte hjemland, som Hamas havde proklameret formålet. 

 

 

Israel kritiseres for umådeholden overdreven magtanvendelse under urolighederne.

Hvordan kunne det dog være?
 
Det spurgte jeg en af mine gamle palæstinensiske venner om. Jeg bruger ikke hans navn her, da han ikke vil citeres, men han rådgiver flere vestlige virksomheder, tænketanke og udenrigsministerier.
 
"Der er ikke voldsom stor begejstring for Hamas på Vestbredden", svarer han. 
   
"I modsætning til situationen i Gaza-striben, så er der økonomisk fremgang på Vestbredden. Arbejdsløsheden er gået ned. Der bygges og åbner nye virksomheder og butikscentre. Udenlandsk bistand fortsætter med at strømme ind. Og omkring 150.000 palæstinensere arbejder dagligt i Israel, og tjener ganske godt. Det ønsker de ikke at sætte over styr", svarer han.
 
"Palæstinenserne på Vestbredden ser naturligvis som alle andre sammenstødene nede ved Gaza-grænsen i TV-nyhederne om aftenen, og bliver vrede, når de ser Israels urimelige magtmisbrug. Men det bliver ved det. Indestængt vrede. På mange måder synes Gaza-striben meget langt væk. Det kunne næste lige så godt være noget borgerkrigen i Yemen, de fulgte på i TV."
 
"I Jerusalem har palæstinenserne endnu mere at miste. Mange af dem har israelske ID-kort og israelsk national syge- og sundhedsforsikring, hvilket giver dem gratis lægehjælp og hospitalsbehandling. Det vil de ikke risikere at sætte overstyr for nogle politiske protester, de tvivler på vil føre til nogen forbedring", lyder hans svar. 

 

 

Aryeh King med national-religiøse studenter. Jerusalem er én by og kan ikke deles igen, siger han.

 
Aryeh King har jeg også kendt i ganske mange år. Han er israelsk bosætter, fordi han har slået sig ned i Ras al-Amud i den østlige, arabiske del af Jerusalem. Den del der blev erobret i '67. Samtidig er han medlem af Jerusalems bystyre. Han står på den Israels religiøse nationalistiske højrefløj. 
 
"USA’s beslutning betyder at endelig, efter 50 år, har den ene af verdens supermagter forstået, at nu er det nok", siger Aryeh King.
 
"Nu er det nok med talen om at dele Jerusalem. Nok om at dele byen til to nationer. Det er alligevel umuligt. Det vil aldrig ske. For mig er det opmuntrende. Det betyder, at vi er på vej i den rigtige retning."
 
"Nu er den amerikanske ambassade flyttet hertil. Guatamala, Hunduras, den tjekkiske republik følger sikkert efter og over de kommende år vil vi formentlig se mange andre ambassader flytte til Jerusalem", siger Aryeh King.
 
Mens israelerne kan fejre deres stats 70 års fødselsdag, så må mange palæstinensere samtidig indse, at de stadigvæk efter 70 år er landflygtige.

 

 

Abed al-Qader al-Laham. Palæstinensisk flygtning. Hans erindringer om fortidens Palæstina er blevet et skønmaleri uden forbindelse til virkeligheden. Men hans fortællinger lægger grunden til den unge generations drømme om at vende tilbage.

 
I flygtningelejrene på Vestbredden omkring Jerusalem vokser tredje og nogle steder fjerde generation op som flygtninge. Alligevel har de ikke opgivet håbet om en dag at vende tilbage. I Deheishe-lejren i udkanten af Bethlehem lige syd for Jerusalem møder jeg 96-årige Abed al-Qader al-Laham
 
"Jeg har ikke længere jord at leve på. En gang havde jeg fem dunam rundt om mit hjem og dertil marker til at dyrke. Her (i flygtningelejren) har UNRWA givet mig 20 kvadratmeter", siger gamle Abed al-Qader al-Laham.
 
Selvom Hamas i Gaza-striben med de ugentlige demonstrationer har erklæret en ”March for at vende tilbage”, så er der næppe længere nogen fra den oprindelige flygtningegeneration, der kommer til at opleve tilbagevendelsen. Men børnene, børnebørnene og nu også oldebørnene drømmer fortsat om det. 
 
Et af mange problemer er imidlertid, at disse drømme trives af den gamle generations fortællinger om det tabte land. Erindringer der ofte er forskønnet af et urealistisk smukt, romantisk, lyserødt skær.
 
Som ung boede Abed al-Qader al-Laham i landsbyen Bayit Etab på vejen op til Jerusalem. Under krigen i 1948, da Israel blev oprettet, flygtede han over på den jordanske side af fronten. Nu 70 år senere sidder han stadigvæk i en flygtningelejr, og har ikke set sin landsby siden flugten. I dag husker han den imidlertid som et rent paradis på jord.

 

 

Abed al-Qader al-Laham har ikke set den landsby, han flygtede fra, i 70 år.

 
"Palæstina var noget helt for sig selv. Der er intet som Palæstina i hele verden. Intet. Dets dadler, frugter, duftene, karakteren, det skønne vejr", husker Abed al-Qader som noget helt specielt.
 
Ikke bare var vejret ifølge den gamle mand bedre. Landet var også mere frugtbart og befolkningen noget helt specielt. Det er den fortælling om et paradisisk Palæstina, som den gamle mand giver videre til sin familie.
 
"Palæstinas befolkning var kunstnere. De var højt respekterede. De var veluddannede", lyder den gamle Abed al-Qader al-Lahams erindringer.
 
"Jeg dyrkede al muligt. Tomater, agurker, meloner og vandmeloner. Jeg dyrkede alle mulige grøntsager", fortæller han.
 
De arabiske brødre nationer, som det den gang ikke lykkedes at forhindre Israels oprettelse, har den gamle flygtning ikke megen respekt tilovers for. De svigtede palæstinenserne.
 
"Tilbage i de dage, var vi hjælpeløse. Vi var svage. Vi stolede på de arabiske landes hære, men til helvede med dem. Må Gud udslette deres styrker", siger Abed al-Qader al-Laham fnysende.

 

 

Sarah Tuttle-Singer. Forfatter, klummeskribent og håbløst forelsket i Jerusalem.

 
Sarah Tuttle-Singer, som jeg møder i Jerusalems Gamle Bydel, er hverken ekspert, analytiker eller part i det ene eller det andet korstog. Hun elsker bare Jerusalem 
 
Sarah er klummeskribent, blogger og forfatter, og hun er ganske enkelt faldet for denne mærkelige by. 
 
For et par år siden besluttede hun sig for, at hun ville opleve at bo i hvert af Den Gamle Bydels fire kvarterer. Det jødiske, det kristne, det armenske og det muslimske. Tre måneder i hvert af kvartererne. Det er der kommet en bog ud af. En bog som nærmest er en kærlighedserklæring til Jerusalem.
 
En by som både er en velsignelse og en forbandelse på en og samme tid. Men det er også det, rigtig kærlighed handler om, mener hun. Man tager sin udkårne på godt og ondt, i kærlighed og modgang, med de yndefulde sider og med alle manglerne.
 
Jerusalem er en by man både elsker og hader.

 

 

Jerusalem tilhører hverken den ene eller den anden. Den tilhører alle. Det er det, der gør byen så speciel, mener Sarah Tuttle-Singer.

"For mig er Jerusalem en Love Story – en kærlighedshistorie", svarer hun intenst og uden den mindste tvivl i stemmen. 
   
For Sarah Tuttle-Singer tilhører Jerusalem hverken den ene eller den anden. Den tilhører alle. Og det er netop det, der gør Jerusalem så speciel.
 
"At være en del af Jerusalem betyder, at man er en del af denne mosaik af tro og folkelighed, så alle disse fortællinger kan forenes. Jerusalem har helt sikkert mange fejl. Her er mange spændinger. Det her er det mest eftertragtede stykke åndelige fast ejendom i verden", siger Sarah. 
 
"Folk har dræbt, er døde, og er faldet på knæ, er brudt sammen og har grædt over Jerusalem. Jerusalem har set imperier gå til grunde. Men det er også et sted med ufattelige muligheder, håb, genskabelse og drømme. Et sted hvor de mest interessante og mirakuløse konversationer kan finde sted, og hvor ægte kærlighed kan begynde."
 
Der er noget magisk ved de sten, Jerusalem er bygget af. Alle bliver grebet af denne mærkelige by. På godt og ondt. Ingen er uberørt efter et besøg i Jerusalem.

 

 

Jerusalem er et sært irrationelt sted, hvor selv de døde ligger placeret, så de kan opleve Messias' komme og verdens forløsning.

 
Jerusalem har en lang religiøs historie, der giver denne omstridte stad, et dybt spirituelt, men også ret irrationelt niveau, som får de særeste ting frem i folk.
 
Ikke bare de levende, men også de hundredtusindvis af døde jøder, begravet på Oliebjerget, hvorfra de har udsigt over til Jerusalems Gamle Bydel og det sted, hvor de venter på Messias’ komme, og deres egen genopstandelse så de kan blive vidner til verdens forløsning.
 
Og de to folk – palæstinenserne og israelerne – der hver på sin måde kæmper for at få deres hovedstad i byen. 
 
En by der er så omstridt, at det er svært at forstå, at Jerusalems navn faktisk skulle betyde ”Fredens Stad”.