Mørke midt på dagen

Jeg er egentlig bare ved at gøre billeder klar til en udstilling, og så udvikler det sig til en lille artikel, som ender med både at handle en smule om fotografi og en hel del om Mellemøsten.

TRANEKÆR (26.10.2019): Det er egentlig ikke fordi det om et par dage er præcist tre år siden, jeg tog denne billedserie i det nordlige Irak, at jeg viser den nu. Det er mere fordi jeg er ved at forberede billeder til en udstilling, som jeg har besluttet, udelukkende skal være i sort-hvidt. Da jeg så faldt over disse billeder, som gør sig specielt godt i farver, ville jeg lige se, om de også kunne klare konverteringen til sort-hvidt.
 
Det kan de, synes jeg.
 
Jeg laver alt for lidt i sort-hvidt. Faktisk sker det ind imellem, at jeg helt glemmer sort-hvidt fotografi. Så lige pludselig kommer jeg i det særlige humør, og så bliver i hundredvis af billeder pludselig vasket rene for farver. Som regel opdager jeg, at jeg egentlig synes langt bedre om sort-hvide fotos. Jeg glemmer det blot alt for tit.

Billederne her er fra Qayyarah lige syd for Mosul i det nordlige Irak. Islamisk Stat er på det her tidspunkt næsten slået i de to tredjedele af Mosul, som ligger på den østlige side af Tigrisfloden. De irakiske specialstyrker er ved at gøre klar til det endelige angreb på Islamisk Stats sidste bastion – Mosuls gamle bydel vest for floden.
 
Broerne inde i Mosul er skudt sønder og sammen, men her lige syd for har militæret bygget en pontonbro, som vi kommer over. Vi må ikke filme eller fotografere i området, fordi broen naturligvis er et strategisk vigtigt bombemål. Jeg kan dog ikke lade være, for da vi lige er kommet over Tigris, og kører op af flodbredden ser jeg et motiv, jeg bare må fotografere. En gylden bakke med tre små mennesker på toppen imod den blygrå, tunge himmel.
 
Lige inden Islamisk Stat trak sig ud af Qayyarah, for at styrke sine positioner inde i Mosul, satte de ild til de 12-14 oliefelter, der omgiver byen. Hvert brændende oliefelt pulsede enorme mængder tyk, fed, farlig, sort røg ud i luften. Røgen stiger til vejrs, og en kilometer oppe flader den ud, så det ser ud som om Qayyarah ligger under et tykt sort tag, båret oppe af de sorte røgsøjler, der stiger op fra de brændende oliekilder.

Beboerne inde i byen lider. Aske og sort sod dryssede i store mængder ned fra den giftige sky over byen. Gamle, børn og folk med astma eller andre luftvejsforstyrrelser er i fare. Det er alle formentlig. Alle er sorte i ansigterne. Alt er ødelagt og beskidt.
 
Fotografisk set er det dog helt specielt. På grund af det tykke sorte ”tag” af røg, kommer solens lys ind fra siden og reflekteredes opad af det gyldne ørkensand. På den måde er det skumringstime hele dagen lang. Man fristes til at sige, at lyset er smukt og dramatisk, men det kan man naturligvis ikke gøre, fordi oliebrandene forvandler dagliglivet til et helvede for de lokale, som lige er blevet befriet fra et andet helvede - Islamisk Stats helvede.
 
Fra pontonbroen til Qayyarah er der kun et par kilometer, men det er som at køre fra dag til nat på få minutter. Som om man passerer en datolinje. Kører fra den relativt civiliserede verden til det helvedes mørke, som de sadistiske, åndsformørkede militante jihadister har efterladt sig.
 
I de apokalyptiske skrifter tales der om et stort kataklysmisk slag på den yderste dag mellem lysets sønner og mørkets fyrster. Man føler, at det er det, der er på vej her. De islamistiske fanatikere spreder mørke, frygt, rædsel, intolerance, umenneskelighed og ondskab uanset hvor, de trænger frem. Når de endelig bliver slået tilbage, efterlader de en misbrugt, udpint, forgiftet ødemark.

Selvom det i Qayyarah for tre år siden kunne se ud som om solen for alvor var gået ned for befolkningen, så er brandene i dag for længst slukket, og byen er ved at blive bygget op igen, om end det går langsomt. For langsomt mener mange. Regeringen i Bagdad beskyldes for korruption og inkompetence. Men i det mindste er Islamisk Stat blevet slået… eller er den?
 
Der var i sin tid langt flere Islamisk Stat-terrorister end det antal der er blevet dræbt eller taget til fange. De mange tusindvis af andre forsvandt bare. Klippede skægget af og ”faldt i med tapetet”. Blandede sig med den samme utilfredse sunni-arabiske civilbefolkning, de oprindekig kom fra. Vreden og utilfredsheden rumler stadigvæk lige under overfladen. Så længe årsagerne til konflikten ikke er blevet løst, så er problemet ikke forsvundet, bare fordi Islamisk Stat ikke længere besidder noget kalifat.
 
Den tykke, giftige, sorte sky over Qayyarah er nok forsvundet i dag tre år senere, men helvedets ild kan sagtens igen opsluge hele området.
 
* * *