For meget beton er farligt:

Kan man mon beskytte sig ihjel?

 
 
Sultan Suleiman den Stores middelalderlige bymur fra 1530’erne omkring Jerusalems Gamle Bydel.
JERUSALEM (04.12.2006): Noget af det smukkeste i Jerusalem er muren rundt om Den gamle Bydel.
    Noget af det grimmeste i Jerusalem er muren, der igen deler byen i to.
    Sultan Suleiman den Stores middelalderlige bymur fra 1530’erne var måske også grim en gang i Middelalderen. Men dengang bekymrede man sig måske ikke så meget om æstetik? Og byer der ville overleve, var nød til at have beskyttende forsvarsværker omkring sig. Dengang var der ikke noget valg. Og Suleiman’s mur var ikke den første. Arkæologiske udgravninger viser, at Jerusalem har været beskyttet af forsvarsmure lige siden Bibelens tid. 
    Jerusalems nye mur, som er fra 2003, har Israel bygget for at beskytte sig selv mod selvmordsterrorister fra de palæstinensiske områder. Den ville sikkert heller ikke have været hverken pænere eller nemmere at acceptere, hvis den var blevet arkitekttegnet og tilført nogle æstetiske kvaliteter. Selve eksistensen af muren synes stødende, selvom dens tilblivelse af israelerne – dem den skal beskytte, ses som en lige så stor en nødvendighed for byens sikkerhed, som den osmanniske mur tyrkerne opførte på Suleiman den Store’s tid. Men mange israelere i dag synes som den middelalderlige tyrkiske sultan heller ikke, at de har noget valg.

Jeg kan ikke lide den nye betonmur.
    Det kan palæstinenserne naturligvis heller ikke. Muren forpester deres liv.
    De fleste israelere synes for den sags skyld heller ikke om muren, selvom det er dem, der ville have den bygget.

Meningsmålinger viste for et års tid siden, at lidt under 80 pct. af israelerne dengang støttede opførelsen af muren og det, de kalder, beskyttelseshegnet – ”the security fence”.  Ikke fordi de er tilhængere af mure og hegn ude i naturen, men fordi de har fået nok af bomber i deres bybusser, caféer og gågader.

    Så selvom jeg ikke kan lide muren, så kan jeg godt forstå, hvorfor israelerne ønsker den. 
    Ifølge den israelske hær, så er antallet af palæstinensiske selvmordsaktioner gået dramatisk ned i de dele af Israel, som ligger bagved de lange strækninger, hvor muren og hegnet er færdiggjort.
    Selv er jeg ikke helt overbevist om, at det ene og alene er på grund af muren og hegnet, at antallet af terroraktioner er gået ned. Jeg tror, at det skyldes et samspil mellem en lang række faktorer.
    Blandt andet de mange israelske check points inde på selve Vestbredden, som gør det sværere for de væbnede palæstinensiske gruppers folk at bevæge sig frit og uhindret rundt. Det skyldes også Israels såkaldte ”målrettede likvideringer” af topfolk og bombemagere fra de forskellige palæstinensiske organisationer, der bedriver terrorisme. Man kan for eksempel se, at kvaliteten af bomberne er faldet dramatisk, i takt med at de mest talentfulde bombebyggere er blevet dræbt. Bomber sprænger nu oftere i luften imellem hænderne på palæstinenserne selv. ”Arbejdsulykker” kalder israelerne det lakonisk. Og, jeg tror også, at nedgangen skyldes efterretningsindsamling og oplysninger fra palæstinensiske meddelere, der arbejder sammen med israelerne, hvilket gør det muligt for de israelske sikkerhedsstyrker at stoppe palæstinensiske terrorister, inden de når at slå til.
 
 
Premierminister Ariel Sharons mur fra 2003 i Abu Dis i Øst-Jerusalem.

    Det skyldes sikkert også muren og hegnet. Men altså ikke kun. Alt sammen tilsammen har været medvirkende årsag til at sikre israelerne.

Det kunne naturligvis også skyldes, at de militante grupper iblandt palæstinenserne ikke længere ønskede at fortsætte bombekampagnerne, kunne man argumentere.
    Men dertil er der for mange mislykkede forsøg – eller forsøg der bliver stoppet på halvvejen, til at tro på den forklaring. Det at bomberne ikke længere så ofte eksploderer i en israelsk bybus eller på en café, og spreder død og lemlæstelse inde i selve Israel, betyder naturligvis, at den type terroraktioner ikke længere som tidligere konstant er på avisernes forsider hjemme i Danmark. Men det er ikke fordi, det skorter på forsøg. Det er kun fordi, det ikke længere lykkes nær så ofte som tidligere. Og det er jo en anden historie.

Derfor fortsætter byggeriet af muren og hegnet.
    Lad mig her med det samme lige forklare, hvorfor jeg hele tiden skriver både mur og hegn. Det gør jeg, fordi mange mennesker udenfor Mellemøsten tilsyneladende tror, at der udelukkende er tale om en mur hele vejen. Men det er der ikke. 95 pct. af distancen er der faktisk tale om et hegn. De resterende fem procent af vejen er det en betonmur.
 
 
95 procent af distancen er der tale om et hegn, men det er ikke så fotogent som de fem procent, der udgøres af en betonmur.

    De steder, hvor der er palæstinensiske og israelsk bebyggelse så tæt på hinanden, at der kan skydes på tværs, bliver der bygget en betonmur. Det vil altså blandt andet sige i Jerusalem. Der er også blevet rejst en mur på vestsiden af de palæstinensiske byer Tulkarm og Qalqiliya. Det er der, fordi der lige ved siden af de to byer løber en af Israels vigtigste og mest trafikerede nord-sydgående motorveje, hvor bilisterne tidligere er blevet beskudt fra de to byer.
    Sagen er bare, at medierne oftest filmer muren, når der laves indslag hernede fra, fordi den er så dramatisk og fotogen i al sin grimhed. Hegnet synes mindre truende og dramatisk.
    Muren derimod vækker minder om Berlin under Den kolde Krig. Og for at denne parallel ikke skal blive glemt, er der også en, der på muren nær Bethlehem har skrevet ”Ich bin ein Berliner” – den amerikanske præsident John F. Kennedy’s berømte ord, da han i 1963 talte i Berlin. Hegnet derimod ligner ethvert hegn omkring en fabriksgrund eller lignende. Derfor ses det ikke så tit i de internationale mediers TV-nyhedsudsendelser.

Muren er lige så grå og grim uanset om man ser den fra den israelske side eller fra den palæstinensiske. Hegnet er heller ikke kønt fra nogen side. Men mens israelerne kan se på det, som et nødvendigt onde, der i det mindste giver dem en eller anden form for beskyttelse, så ser palæstinenserne konstruktionen som endnu et af mange monumenter på deres fornedrelse, undertrykkelse og ydmygelse.
 
 
Inden muren i Øst-Jerusalem var helt færdig, kunne mere adrætte unge stadigvæk klatre over visse steder. De tider er slut.

    Der er de palæstinensere, der har fået eksproprieret jord til bygningsværket. Der er også dem, der har mistet deres adgang til deres plantager og landbrugsjord, fordi jorden nu ligger på den modsatte side af barrieren. Så er der dem, der nu skal en kæmpemæssig omvej hver eneste dag, for at komme til og fra arbejde, skole eller andet. Rigtig desperat er situationen for dem, der for eksempel på grund af kronisk sygdom – sukkersyge, nyresvigt eller lignende – har brug for at besøge et hospital med jævne mellemrum, men nu må bruge langt længere tid på en rejse, som deres overlevelse afhænger af.

Palæstinenserne er i særdeleshed rasende over, at hegnet ikke følger den gamle våbenhvilelinie fra før krigen i 1967, men på det meste af distancen ligger på den palæstinensiske side af den såkaldte ”grønne linje”, og ofte tager nogle voldsomt store sving ind på Vestbredden – ind på palæstinensisk område – det, de håber, en dag skal blive deres stat. Derfor ser de fleste palæstinensere også hegnet, som endnu et israelsk forsøg på at tilrane sig en bid af deres jord. 
    Det ville dog være naivt at tro, at israelerne nu, hvor forhandlingerne er brudt sammen, ville opføre noget, der kan ende med at blive en de facto grænse præcis der, hvor palæstinenserne uden held krævede det mens forhandlingerne var i gang. Kunne palæstinenserne på den måde få deres foretrukne grænsedragning, uden at skulle levere modydelser ved forhandlingsbordet, hvorfor skulle de så overhovedet ønske, at vende tilbage til forhandlingerne?
    Derfor er det naturligvis ret oplagt, at en ensidig israelsk såkaldt ”sikkerhedsbarriere” vil gøre ondt på palæstinenserne, og dermed, set med israelske øjne, kunne virke som et incitament for palæstinenserne til enten at genoptage forhandlingerne eller i det mindst til at gøre noget for effektivt at stoppe selvmordsbomberne, og på den måde få Israel til at stoppe opførelsen af hegnet og muren.
 
 
Hver eneste fredag tørner vrede palæstinensere støttet af internationale solidaritets-turister sammen med israelske sikkerhedsstyrker ved hegnet udenfor landsbyen Bila’in på Vestbredden.


Set med palæstinensiske øjne er der ingen tvivl om, at israelernes opførelse af hegnet og muren er en krigshandling. En ny form for erobringskrig hvor artilleriet blot er skiftet ud med betonblandere.
    Så megen ødelæggelse og fortvivlelse har muren og hegnet forvoldt på den palæstinensiske side på Vestbredden, at det næppe er andet end et spørgsmål om tid inden de også derfra, som det sker fra Gaza-striben, begynder at affyre hjemmelavede missiler imod mål i Israel på den anden side af hegnet. For hvis man ikke længere kan snige sig ind i Israel med bomberne spændt om kroppen på grund af hegnet, så må man sende dem ind over hegnet med en raket.
    Sker det, så står israelerne endnu en gang med et problem. Det skal israelerne såmænd også nok hen ad vejen finde en løsning på. En løsning vi i dag har svært ved at forestille os. Men som vi vil blive overrasket over, og sikkert også vil væmmes ved, lige som vi gjorde ved muren, da den blev bygget.

Men det er værd at huske på, at den forkætrede mur med tilhørende hegn ikke ville være blevet opført – og næppe overhovedet nogensinde tænkt på – hvis Israel ikke var blevet hærget af en bølge af palæstinensiske selvmordsbombere i hjertet af de israelske storbyer.
    Israelerne på deres side ville sikkert heller ikke i dag blive ramt af hjemmelavede raketter fra Gaza-striben, hvis de ikke havde opført et hegn omkring hele denne lille stribe overbefolket ørkensand, og havde givet befolkningen derinde muligheden for at leve et anstændigt liv.

Hvis man læser en ordentlig historiebog om Mellemøstkonflikten, så vil man se, at israelerne og palæstinenserne i årtier – lige fra konfliktens start – hver især har brugt nogle af deres bedste og mest opfindsomme og kreative hjerner til at udtænke nye fantasifulde måder at angribe hinanden på og ligeså sindrige forsvar for disse angreb. Begge parter er eksperter i at gøre livet surt for hinanden (og dermed ad omveje også for sig selv). Den menneskelige kreativitet er helt ufattelig.
 
 
Muren er en skamstøtte over de politiske lederes manglende evne til at løse problemerne.

    Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor langt begge parter kunne være nået, hvis alle disse geniale hjerner i stedet var blevet lagt sammen og brugt til at udtænke løsninger, fredsmuligheder og hvordan man skaber en bedre fremtid for begge folkeslag.
    Muren og hegnet er ikke grunden til konflikten. De er blot endnu et symptom på den. Dette byggeri er når det kommer til stykket ikke andet end sminke ovenpå det røde udslet på patientens hud. Sminken kurerer ikke sygdommen. Den skjuler blot, at der er noget i vejen, alt imens feberen vokser og sygdommen bliver værre og endnu sværere at behandle.
    Først når man dropper sminken, ser det røde udslet, finder ud af hvad det skyldes, og går i gang med at behandle årsagerne til selve sygdommen... først da er der håb om helbredelse.

Symptomerne – er mistillid, paranoia og virkelighedsflugt.
    Sygdommen – er frygt, had, foragt og forhærdelse af sind og sjæl, som er vokset ud af frygten.
    Behandlingen – er gensidig anerkendelse, forhandlinger og territorielt kompromis.

Palæstinenserne må have deres egen frie og uafhængige stat i et område, der er stort nok og sammenhængende nok, så det giver politisk og økonomisk mening. Grænsen må gå – om ikke præcist ovenpå våbenhvilelinjen fra før ’67-krigen – så uendelig tæt på den. Og palæstinenserne må have en hovedstad i Øst-Jerusalem.
 
 
Selv ikke nogle forsøg på at live muren op med nogle farver kan få dette bygningsværk til at være andet end grim.

    Israel må have anerkendelse, fred og sikre grænser. Hvilket sikkert betyder en justering af ’67-linierne. Palæstinenserne bliver – uanset om det er Hamas eller Fatah, der sidder ved magten – nødt til at anerkende Israels ret til at eksistere. Det må også acceptere, at løsningen på det palæstinensiske flygtningeproblem må ske udenfor Israels grænser. Og som en konsekvens af en fredsaftale, må den arabiske verden åbne op og normalisere deres forhold til den jødiske stat.

Det er ikke nogens livret. Men der er ikke noget alternativ.

Patientens liv er i fare, og kun en meget skrap behandling, som gør ondt hele vejen rundt, giver bare en lille chance om helbredelse.
    Israelernes og palæstinensernes generationer lange, meget tætte og konfliktfyldte samliv, har gjort dem til en slags siamesiske tvillinger.
    Den ene kan ikke overleve på den andens bekostning.
    Enten overlever de sammen ved fælles hjælp – eller så går de til grunde sammen, fordi de begge to trækker hinanden i døden.
    Og lige nu er de begge meget syge.
 
 
Tempelbjerget og Den gamle By set fra Oliebjerget. Bymuren i forgrunden er i dag en turistattraktion.

 
Tilføj kommentar