Blogartikler

TRANEKÆR (14.12.2017): Buuuum!!!
     Først føles det som om hovedet eksploderer sammen med braget og lufttrykket fra den eksploderende granat. Et øjeblik runger det inde i hovedet, man er omtumlet, og så er der helt stille. Total stilhed. Det er som om alt omkring en bevæger sig i slow motion. 
     Sådan er det også lidt med Jan Grarups bog ”And then there was Silence”.
     En kæmpemæssig eksplosion. Derefter stilhed. Man er lidt i et granatchok bagefter. Sådan havde jeg det i hvert fald. Derfor har denne anmeldelse… eller snarere omtale af bogen ligget og ventet i uge efter uge.
     Hvad skal man skrive?

ODENSE (10.12.2017): På hebraisk hedder byen Yerushalayim. På arabisk Al Quds. Byen har en befolkning på omkring 880.000 og dækker et område på godt og vel 125 kvadratkilometer. Tager man oplandet og forstæderne med, kommer det op på 652 kvadratkilometer.
     Navnet Urusalima optræder i kileskrift på oldtidige mesopotamiske lertavler omkring 2500 før vores tidsregning, men arkæologer har fundet rester af bebyggelse helt tilbage fra det 4. årtusinde f.v.t. 
     Der er dem, der siger, at navnet Jerusalem kommer af Ir Shalem, som skulle betyde Fredens By. Jeg ved ikke, om det er sandt, men fredens by er noget nær det eneste, Jerusalem aldrig har været. Listen over hære, som har erobret Jerusalem og jævnet byen med jorden, er uendelig. Altid er byen blevet genopbygget for blot igen at blive ødelagt.
ODENSE (09.12.2017): Som jeg skrev lidt om i går, så synes det i dag lidt klarere, at USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad ”kun” handler om Vest-Jerusalem. Ikke den østlige del af byen. Øst-Jerusalems status er set med Washingtons øjne tilsyneladende fortsat den samme: Et besat område hvis endelige status endnu er uafklaret og derfor skal forhandles imellem parterne.
     Der er samtidig vedvarende og voksende rygter om, at det hele er en del af en større og mere omfattende plan, som der forhandles om bag kulisserne, og hvori blandt andet Saudi Arabien skulle være involveret.

President Trump threw a diplomatic bomb into the Middle East peace process with his twin decisions to formally recognize Jerusalem as the capital of Israel and to move the U.S. Embassy there from Tel Aviv. The decision broke with seven decades of U.S. policy by both Republican and Democratic Administrations. It defied every ally, save Israel, and disregarded a last-ditch global campaign that included key figures from the world’s three monotheistic religions—Pope Francis, the Organization of the Islamic Conference, and American Jewish groups. Trump’s decision fulfilled a campaign promise, but it threatened to unravel one of his top foreign-policy pledges: to broker peace between Israel and the Palestinians, who have already called for “three days of rage” in response.

ODENSE (06.12.2017): Senere i dag forventes den amerikanske præsident Donald Trump i en tale om Mellemøsten at erklære, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden regner man med at Trump vil sige, at den amerikanske ambassade skal flyttes til Jerusalem. Blot at logistiske problemer gør, at flytningen kommer til at tage et stykke tid.
     Baseret på det, der indtil videre er lækket om præsident Trump’s tale, er protester, fordømmelser og dystre forudsigelser allerede begyndt at strømme ind.
     Her blot i kort noteform lidt om Jerusalem.
TRANEKÆR (04.12.2017): Jeg er normalt ikke nogen stor ynder af Facebook og slet ikke af foto-konkurrencer og -udfordringer, men ind imellem må man tage nogen af sine fastgroede holdninger op til fornyet overvejelser. 
Også min modstand imod billeder uden ord.
Jeg er en ordets mand. Så meget at ordene følger min ind i fotografiet. Nogle gange kan man sikkert tale fotografiet ihjel. Nogle gange står fotografiet renere, klarere i sig selv…
…måske?
FEJØ (15.11.2017): Det er helt mørkt. Så bryder lyset frem. Smukt næsten som ved Verdens Skabelse. Først som en lysende stribe langs horisonten. Så bryder det løs. Skyerne farves røde, orange og gule, mens himlen lang højere oppe er lyseblå. Det er prægtigt. Nu kan man pludselig tydeligt se både landet og havet. 
     Dette synes virkelig som altings begyndelse. Verdens skabelse. 
     Den gang stod og faldt det hele med, om vore forfædre spiste eller ikke spiste et æble. 
     Et helt specielt æble. På et helt særligt træ.
     Man kunne måske sige, at der bare var tale om et æble, men det var det ikke. Ikke helt i hvert fald, og det gjorde mildt sagt sagen en hel del mere kompliceret.
     Problemet var nemlig, at æblet sad på en gren af Kundskabens Træ, og træet stod i Edens Have, hvor gartneren var ingen ringere Gud selv. Det skete for ganske lang tid siden. Faktisk helt tilbage til tiden lige efter de seks dage, hvor hele verden og de allerførste to mennesker var blevet skabt… ifølge Bibelens udgave af det i hvert fald.
TRANEKÆR (13.11.2017) Dele af Danmark forfalder. Områder fjernt fra storbyerne går til grunde. Vi har alle hørt om det: Den rådne Banan. Huse står tomme. Udkantsdanmark. Forretninger lukker. De unge flygter. Arbejdsløshed. Mismod. Undergang…
     Det er en historie, vi kender. Den bliver fortalt og genfortalt i det uendelige i pressen og andre steder. Den følelse, man sidder tilbage med, når man som jeg i mange år har boet i udlandet, og derfor udelukkende har kunnet følge med i danske forhold igennem medierne, er, at en stor del af Det danske Kongerige er så udpint, at det kun er et spørgsmål om tid, før sidste mand lukker og slukker.
Jeg hader det selv, når sportsjournalister i fjernsynet antager, at alle er sportsfanatikere og kan forstå dem, selvom de forfalder til intern sportsjargon og insidersnak.
     Og så gør jeg det pludselig selv. 
     Ikke om sport, men om fotografi.
     Jeg skrev om et digitalt bagstykke til mit kamera, uden at forklare, hvad det er, jeg taler om.
     Det er IKKE ens bagdel fotograferet digitalt.
     Flere har dog skrevet til mig og spurgt, hvad et digitalt bagstykke er for en størrelse. Eller på klarere dansk har de spurgt: Hvad pokker taler du om?
FEJØ (26.10.2017): Jeg opdagede Hertha en småregnende formiddag, da jeg kørte ned ad Herredsvej, som er hovedgaden på Fejø, på vej ud til et andet interview.
     En ældre, hvidhåret kvinde gik rundt i en stor have med en rive og fejede haveaffald sammen, så det kunne blive brændt af. 
     Røg giver ofte en god baggrund til et foto, så selvom jeg reelt ikke havde tid til det, så stoppede jeg for bare at tage et enkelt portræt.
     Jeg spurgte hende, om hun var fra Fejø?
     ”Nej. Jeg er fra Maribo”, svarede hun. 
     - Nå, hvor længe har du så boet herovre?
     ”Jeg kom hertil i 1944”, svarede hun.
     - Er du så ikke efterhånden en ægte Fejøbo efter så mange år?
     ”Nej, nej. Jeg er tilflytter. Det er jeg. Men der er jo ikke så mange af de gamle Fejø-familier tilbage i det hele taget.”
Sider : 1 2 3 4 5 ... 56
næste