Det halvtomme eller det halvfulde glas?

JERUSALEM (16.06.2009): Der var en gang, da det officielle Israel ikke anerkendte eksistensen af et palæstinensisk folk. Daværende premierminister Golda Meir sagde: ”Palæstinenserne? Hvem er palæstinenserne?” Det er ikke længere tilfældet.

Der var også en gang, da det officielle Israel og selv Arbejderpartiet nægtede at anerkende PLO som palæstinensernes ”eneste legitime repræsentant”. Det er heller ikke længere tilfældet.

Nu siger selv premierminister Benyamin Netanyahu fra det højre-nationalistiske Likud, at han vil forhandle fred med palæstinenserne uden forhåndsbetingelser!!! Læs lige det igen: Selv premierminister Benyamin Netanyahu fra Likud er villig til at forhandle fred med palæstinenserne uden forhåndsbetingelser!!!

Der er sikkert mange der mener, at den israelske premierminister Netanyahu’s tale i forgårs ikke gik nær langt nok. (Det er jeg sådant set enig i.)

Men her handler det også lidt om, om man vil stirre sig blind på det halvtomme glas, eller om man vil vælge at fokusere på det glas, som er halvtfuldt.

Enhver der har fulgt med i israelsk politik og mellemøstlige forhold i en årrække, og som har en lille smule historisk perspektiv, vil vide, at hvis nogen for 10 år siden havde forudsagt, at Benyamin Netanyahu ville tilbyde at forhandle fred med palæstsinenserne uden forhåndsbetingelser, så ville de være blevet indlagt på den lukkede afdeling. Så utænkeligt var det.

Nu siger Netanyahu, at det præcist er det, han vil. Og det er – alt andet lige – en interessant udvikling, som siger ikke så lidt om situationen.

Jeg kunne også have ønsket mig, at Netanyahu ville være gået meget længere, men jeg er nødt til at forholde mig til den virkelige verdens realiteter. Var Netanyahu gået meget længere, ville hans regering være faldet fra hinanden. Højrefløjen ville være brudt ud. Og jeg har endnu ikke set nogen vestlig leder begå politisk selvmord på den måde. Hvorfor tror man så, at en israelsk premierminister vil gøre det?

Nu skal man naturligvis ikke gøre Netanyahu til en helgen, for det er han i hvert fald slet ikke. Talen i søndags var ikke en tale, som han i årevis har drømt om at holde. Den israelske premierminister holdt kun talen, fordi han var under pres. Under pres fra USA. Den amerikanske præsident Barack Obama’s tale om Mellemøsten i Kairo i forrige uge er allerede blevet ophøjet til at være ”historisk”.

Obamas tale havde til formål at få klinket skårene fra det ituslåede forhold mellem USA og den muslimske verden efter otte år med George W. Bush i Det hvide Hus. Derfor blev den holdt i Kairo. Og derfor var den mildt sagt lidt svag i sin kritik af regimer som det saudiske og det egyptiske, som på ingen måder lever op til de visioner om frihed (også for kvinder) og demokrati, som den amerikanske præsident i et elegant, formfuldendt sprog udpenslede.

Til Israel og palæstinenserne var Obama’s budskab derimod klart.

Palæstinenserne skal have deres egen stat, og derfor må den israelske regering gå med til en to-statsløsning. De jødiske bosættelser i de besatte områder er ulovlige, en forhindring for fredsprocessen og al byggeaktivitet derfor må stoppes og palæstinenserne må effektivt sætte ind for at stoppe vold og terrorisme.

I kølvandet på den tale lå bolden på den israelske regerings banehalvdel, og alle ventede på at se, hvordan premierminister Netanyahu ville spille den. Han var lidt fanget som ”en lus mellem to negle”. Mellem USA's klare krav, som, hvis han efterkom dem, ville bringe ham på kant med sin egen regerings højrefløj.

* * *

Der var tre ting, jeg holdt øje med i Netanyahu’s tale:

• Irans atomprogram
• to-statsløsning i Israel-Palæstinakonflikten og 
• de jødiske bosættelsers fremtid

Iran - fordi det var det emne, Netanyahu under sit besøg i Det hvide Hus i maj forsøgte at få USA til at koncentrere sig om i stedet for Israel-Palæstinakonflikten, fordi Obama selv havde brugt tid på emnet i sin tale, og fordi spørgsmålet i mellemtiden er blevet ikke så lidt mere påtrængende, efter et valg som gav Mahmoud Ahmadinejad ”genvalg” på en måde, som næppe var helt så frit og fair, som vi normalt forventer det her i Vesten.

Accepten af en to-statsløsning - fordi det både af araberne, EU og USA på det seneste er blevet fremstillet som noget nær en betingelse for at fredsforhandlingerne kan komme i gang igen.

Og de jødiske bosættelser i de besatte områder - fordi præsident Obama og udenrigsminister Hillary Clinton klart og utvetydigt har sagt, at de ikke vil acceptere nogen som helst byggeaktivitet i dem. Ikke bare at der ikke oprettes helt nye bosættelser, men at al byggeaktivitet skal stoppes.

* * *

Hvad sagde den israelske premierminister så om disse emner?

Netanyahu brugte ganske rigtigt det iranske valg, kaos’et her i dagene efter valget og den kendsgerning, at det fortsat er Ahmadinejad, der sidder ved magten, til at understrege, at det er fra denne kant den virkelige trussel kommer. Ikke kun imod Israel, men imod en lang række arabiske lande og også imod Vesten.

”Vi er stadigvæk konfronteret med truslen fra Iran…”, sagde Netanyahu i sin tale. ”Den største trussel imod Israel, resten af Mellemøsten og imod hele menneskeheden er, hvis den ekstremistiske Islam kommer i besiddelse af atomvåben.”

Det er der næppe nogen i Europa og USA, der er i tvivl om. Men det ser ud som om præsident Obama kan multi-taske, og at han ikke opfatter Iran på den ene side og Israel-Palæstinakonflikten på den anden som et enten-eller men mere som et både-og.

Mens Netanyahu forsøger at få Iran til at optage dagsordenen i en grad, så han kan få ro og vinde tid i Israel-Palæstina-spørgsmålet, så synes Omaba at mene, at netop fordi Iran også udgør en trussel imod de arabiske lande, så kunne det give mulighed for en langt mere effektiv arabisk-vestlig alliance imod Iran, hvis der blot kunne vises lidt fremskridt i fredsprocessen imellem Israel og palæstinenserne.

Derfor skal man nok forvente, at USA og EU vil bruge Iran som løftestang til at få Israel til at bevæge sig i forhandlingerne med palæstinenserne, selvom der naturligvis ikke er nogen direkte forbindelse mellem de to kriser (udover Irans støtte til Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza-striben).

* * *

Det eneste virkeligt nye og interessante kom efter min mening, da Benyamin Netanyahu sagde, at Israel i princippet vil acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat... på visse betingelser: At den bliver demilitariseret og at den anerkender Israel som en stat for det jødiske folk. Samt at disse to ting garanteres af verdenssamfundet.

Det er klart nok, at alt andet end en helt total og betingelsesløs anerkendelse af palæstinensernes ret til en stat, vil blive afvist af palæstinenserne selv. Det er da også allerede sket. Forståeligt nok i virkeligheden, for palæstinenserne, som har tilstrækkeligt med selvskabte dårligdomme, der går den forkerte vej, har i hvert fald denne ene ting gående for dem, at der synes at være en vis dynamik i international politik, der i øjeblikket går i deres retning. Det vil de naturligvis have mest muligt ud af.

---

Læs Netanyahus tale her:

http://www.steffen-jensen.dk/dan/Blog/94-dokument-netanyahu-s-tale-om-konflikten-og-dens-losning/

Og præsident Obamas tale finder du her:

http://www.steffen-jensen.dk/dan/Blog/79-dokument-praesident-obama-s-mellemost-tale-i-kairo/