FN-observatører i Syrien:

Babelsk forvirring, byzantinsk ineffektivitet og ligegyldig grafitti-fiksering

Pro-regime-demonstranter, børn og TV2s kameramand Rasmus Nielsen har samlet sig om den ene af FNs pansrede Land Cruisers i Talkalakh. Det var nok til at skræmme de kampklædte militær-observatører bort.
Pro-regime-demonstranter, børn og TV2s kameramand Rasmus Nielsen har samlet sig om den ene af FNs pansrede Land Cruisers i Talkalakh. Det var nok til at skræmme de kampklædte militær-observatører bort.

HOMS (19.05.2012): Jeg har tilbragt mange timer i hotel-lobby’er i mit liv, men næppe nogensinde så mange timer koncentreret som i disse dage, hvor jeg er udsendt for at følge FNs observatørmission her i Syrien.

De sidste 4-5 dage er størstedelen af min tid gået med at drikke kaffe, lave small talk, rydde op i min computer, se om mobiltelefonen virker, trille tommelfingre og i øvrigt hele tiden være på spring i det tilfælde, at en FN-patrulje skulle finde på at køre ud i virkeligheden for at observere. En hel lang dag i Hotel Dama-Rose’s foyer i Damaskus lykkedes det os kun at tælle to patruljer, der kørte ud.

Intet sker særlig hurtigt. Den sidste patrulje den dag bestod i otte FN-observatører fra blandt andet Nepal, Burundi og Marokko. Først kom de målbevidst igennem lobbyen med hjelme, skudsikre veste, tasker, kort og sagsmapper. Vi hoppede straks op og fulgte dem ud på parkeringspladsen. Vi filmede og var klar til at hoppe ind i bilen for at følge dem ud på en mission… endelig en mission! Men så mente en, at de hellere først måtte holde et møde, hvorefter de alle vendte tilbage til hotellet igen.

Næsten en time senere kom de så tilbage, og denne gang kørte de så faktisk ud i byen. Vi fulgte efter. Målet var et boligområde mindre end 15 minutters kørsel fra hovedkvarteret. Her var der sprunget en mindre bombe ved et el-målerskab udenfor et mindre butikscenter. To børn var blevet såret. Et af dem – en lille pige – fordi du var faldet ned fra familiens terrasse, da bomben eksploderede.

En af fordelene ved FN-observatører er angiveligt, at de er neutrale, upartiske, professionelle observatører, som kan give os uafhængige kvalitetsrapporter om, hvad der virkelig foregår. Hvem det er, der bryder våbenhviler og truer freden.

Denne specifikke bombe var gået af klokken 10 om formiddagen. Vi ankom med FN lidt efter klokken 16. Mere end seks timer efter begivenheden. Og det selvom det var sket i FN-hovedkvarterets umiddelbare nærhed. Når man kommer så meget for sent, kan man kun interviewe lokale, som af naturlige grunde er ophidsede og vrede. De informationer, man kan samle ind, er farvede, subjektive og alt andet en neutrale.

 
 
Observatører på vej til deres køretøjer udenfor hovedkvarteret i Damaskus. Intet foregår hurtigt i FN-systemet.

FN-observatørerne fotograferede målerskabet med et lille amatør-familiekamera. De lyttede til de lokales forklaringer, men ingen af dem tog nogen noter. De tilbragte mindre end 10 minutter på stedet, hvorefter de i midten af det totale kaos, deres tilstedeværelse havde forvoldt, kørte bort i noget der næsten lignede en flugt.

Vi ville gerne have hørt, hvorfor det tog FN-folkene så mange timer at komme ud af starthullerne, når eksplosionen havde fundet sted så tæt på og der hverken var logistik- eller sikkerhedsproblemer med at nå frem, mangel på køretøjer eller observatører. For de tilbragte som os også en stor del af dagen på hotellet og i og omkring lobbyen. Ingen af FN-observatørerne ville tale med os. Det må de ikke. FN’s pressekontakt var heller ikke til nogen hjælp. Han ved næsten mindre om, hvad der foregår i FN, end vi gør. En af grundene til at vi nærmest er flyttet ind i hovedkvarterets foyer er, at hans oplysninger om patruljer aldrig har været korrekte.

Det lykkedes os på et tidspunkt at få et interview med FN-missionens højt respekterede norske chef, general Robert Mood, en mand som udstråler professionalisme og kompetence.

Han lagde naturligvis vægt på, at det var lykkedes at få en ret stor FN-mission op at stå på meget kort tid, og det er korrekt. Der er allerede over 250 FN-observatører på plads, og der kommer hele tiden flere ind. Det er imponerende. Og Mood har med stort vid og snedighed forhandlet sig frem til en række indrømmelser, som Syrien ellers ikke ville give.

”Det er klart, at begge parter vil forsøge at male billedet af konflikten med deres pensel, og hver især vil de forsøge at påvirke vores rapportering ud fra sin synsvinkel”, siger general Mood. ”Det er kun naturligt. Sådan er det altid. Netop det er en af grundene til at FN-missionen her i Syrien er så vigtigt et element, for vi rapporterer bare det, vi ser, det vi kan verificere og det vi kan bekræfte fordi vi faktisk har været på stedet.”

Det er klart, at det er vanskeligere at observere en konflikt, som ikke er imellem to stater, og hvor der ikke er en klar defineret frontlinje, og observatørerne derfor ofte først vil komme ud på en lokalitet timer efter en konfrontation. Men hvad så, når observatørerne er midt i skudveksling, som de var tidligere på ugen i Khan Sheikhoun i den nordlige del af landet. Det burde da i det mindste være den optimale situation for en observatør.

Derfor spørger jeg general Robert Mood, hvem det var, der brød våbenhvilen ved den lejlighed?

”Vi havde fire køretøjer inde i landsbyen. Vi så en eksplosion foran det første køretøj og vi har skudhuller i et andet køretøj. Men vi kan ikke sige, hvem der stod bag angrebet. Derfor er vores rapport, at der var en eksplosion, at et FN-køretøj blev beskudt og altså var mål og der var et angreb, men jeg kan ikke pege fingre og sige, hvem det var, der stod bag det.”

”Undskyld”, siger jeg og afbryder ham, ”men kan du så forstå hvorfor jeg med en vis ret kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi overhovedet skal have FN-våbenhvileobservatører, hvis de end ikke, når de er midt i et brud på våbenhvilen, kan sige, hvem der brød den?”

 
 
Chefen for FNs observatørmission i Syrien, den norske general Robert Mood.

”Dette eksempel er jo bare en af mange episoder. Der er naturligvis andre episoder, hvor man er i stand til at verificere. Det er meget vigtigt, at vi ikke siger noget, som vi ikke kan verificere med faktabaserede informationer. Det øjeblik vi begynder at drage konklusioner, vi ikke kan bakke op, så bliver vores troværdighed for alvor udfordret.”

General Mood lægger også vægt på, at FN-missionens tilstedeværelse var sænket voldsniveauet i Syrien. Der er færre meget blodige konfrontationer nu, end der var tidligere, siger han, og heri får han støtte fra flere af de vestlige diplomater, der stadigvæk er tilbage i Damaskus. Her skal man dog også nok lige have med i sine vurderinger, at de selv samme ambassader repræsenterer lande, som har soldater i FN-missionen, og at de derfor nok alligevel ikke ville sige noget negativt om den.

En anden ting, som Robert Mood lægger vægt på, er at FN-missionen består af soldater fra tæt på 60 forskellige nationer, og dermed overfor Syrien ”repræsenterer næsten hele verdenssamfundet”, som han udtrykker det.

Det er måske nok korrekt, men deri ligger der også en række problemer. Udover at der klart nok ligger en række sproglige barrierer, så er der også kulturelle, sociale og politiske forskelligheder FN-soldaterne imellem, som kan give problemer.

Nogle soldater kommer fra lande, kulturer og militære styrker, hvor officererne blot skal adlydes, deres ordrer er tæt på at være Guds udtalte ord, og den enkelte soldat skal helst tænke så lidt selvstændigt som muligt. En dansk officer vil ofte forsøge at tale til fornuften, få soldaterne til at forstå det operationelle mål, og komme med sine indvendinger, hvis der er nogen.

Et andet oplagt problem er, at en stor del af soldaterne kommer fra lande i Den 3. Verden, hvor demokrati blot er en underlig term i fremmedordbogen, hvor pressefrihed er ikke eksisterende og hvor soldaters professionelle kvalitet er meget lav. Disse soldater er så udsendt på en mission, hvis mandat er at få opfyldt den såkaldte Kofi Annan-plans seks punkter.

I missionen er der for eksempel soldater fra Yemen. De har lige været med til at undertrykke deres egen befolkning, som under Det arabiske Forår også gør oprør imod regimet, og nu er de så udsendt som FN-soldater til Syrien for at observere, at Bashar al-Assads regime gør det samme?!? Det ville næsten være komisk, hvis det ikke samtidig var en smule tragisk.

Da vi i går var på vej ud af døren her på Hotel Safir i Homs, som er det lokale hovedkvarter for FN i byen, for at følge en af dagens meget få missioner ud i virkeligheden, blev vi stoppet af en FN-soldat fra Indonesien, som kun blev tilkaldt, fordi de FN-soldater, der skulle på patrulje ikke selv kunne tale engelsk. Hun sagde til os, at vi ikke kunne følge missionen. Det forklarede vi hende, at det var udelukket. At dække FNs arbejde var vores job.

 
 
På vej ud på patrulje i Homs.

Efter endnu en konference med patruljens team-leder sagde hun så, at vi ikke kunne følge FN-patruljen efter det sidste syriske militære check point. Det afviste vi også at følge, hvorefter jeg måtte give hende et foredrag om Annan-planens seks punkter, hvoraf et handler om pressens og mediernes ret til frit at arbejde i Syrien, og det bizarre i at FN-observatørerne, som er sendt hertil for at opfylde denne plan, nu forsøger at forhindre medierne i at arbejde.

Endnu en samtale med team-lederen, og vi fik at vide, at vi i så fald kørte med på eget ansvar?!?

Jeg rystede på hovedet.

”Vi har hele tiden været her på eget ansvar. FN kan alligevel ikke gøre noget for at sikre os. Lav I bare Jeres arbejde, så laver jeg mit.”

I denne gode stemning satte vi så ud på en af dagens meget få missioner i Homs-området.

FN-køretøjerne satte kurs ud af byen med syriske sikkerhedsfolk foran og bagved. Det første mål for operationen var… benzintanken, hvor bilerne skulle fyldes op?!?  Man skulle næsten have troet, at FN efter mange timers ventetid på hotellet kunne have sendt et par folk ud, for at fylde alle køretøjer op, så de alle var klar, hvis der pludselig skulle være brug for dem.

Men vi tager det, som det kommer. Efter FN-bilerne er blevet fyldt op, fortsætter vi vestpå over mod den libanesiske grænse til landsbyen Talkalakh. De syriske sikkerhedsfolk stopper ved det sidste militære check point inden byen. Vi efterlader også vores syriske chauffør, og kører ind bag de to FN-Land Cruisers, der ikke har travlt.

Langsomt bevæger vi os tættere på landsbyen. En halv kilometer borte kan vi se en demonstration ved indkørslen til Talkalakh. FN-patruljen kører ind til siden for at tage bestik af situationen. Efter en længere ventetid beslutter vi os for at køre ned til landsbyen, så vi i det mindste kan tage nogle billeder at FN-køretøjerne på afstand eller filme dem, når de nærmer sig.

Vi bliver naturligvis også omringet af demonstranterne.

Det viser sig at være en pro-Assad-demonstration, hvilket giver mening. For selvom FN vogter over sine missioner med stort hemmelighedskræmmeri – hvis jeg befinder mig i nærheden af FN-missionens operationsrum her på hotellet, bliver døren altid demonstrativt lukket. Jeg må endelig ikke høre den mindste militære hemmelighed. Men samtidig skal FN informere de syriske myndigheder om målene for deres observationer, og der er også syriske sikkerhedsstyrker med en del af vejen.

Hvis kun FN og de syriske myndigheder ved, hvor en observatør-patrulje skal hen, så er det ikke svært at gætte, hvem det så er, der sender forvarsel af sted, så en pro-regime-demonstration kan vente og blokere vejen.

Endelig begiver FN-jeepene sig tættere på. Til slut er de to vogne helt omringet af demonstranter. Nogle banker på ruderne, andre skriver graffiti på den hvide FN-bilmaling og alle råber de slagord om at ”Syrien er et”, ”Assad er vores leder” og så videre.

 
 
Nogle af de unge Assad-tilhængere fra Talkalakh fulgte observatørerne på vej ud af området.

Det er mere end nok for FN-soldaterne, som sidder inde i deres 4-hjulstrækkere med hjelme og skudsikre veste. De vender om og sætter kurs tilbage mod Homs.

Vi taler om soldater, som skulle kunne observere krigssituationer, som vender om på grund af et par hundrede demonstranter med tushpenne.

Nede på hovedvejen mod Homs stopper FN-konvojen ved en politistation, hvor de syriske sikkerhedsstyrker igen slutter sig til. Først her kommer FN-observatørerne ud af køretøjerne, og bruger meget længere tid på at fotografere og dokumentere de håndskrevne budskaber på deres biler, end de brugte på at finde ud af, hvad der skete i Talkalakh.

General Moods ord om vigtigheden af verificerede, faktabaserede informationer begynder at ringe lidt hult, når man ser, hvilken energi, der udfoldes på at verificere grafittien, og hvor lidt man risikere for at finde ud af, hvad der sker i det egentlige Syrien.

En mission af FN-våbenhvileobservatører kan sikkert være en stor hjælp og fordel i en konflikt, hvor parterne har bombet hinanden så meget i sønder, at alle ønsker at stoppe kampene og få løst striden, men mangler en neutral, udefrakommende tredjepart til at komme ind og skille parternes væbnede styrker ad. En situation hvor de stridende sider af konflikten selv ønsker en løsning.

Det er langtfra den følelse, man får her i Syrien. Her synes oprørerne at føle, at de nu i et begrænset omfang kan håbe på, at de nok ikke bliver massakreret i overmorgen. Derfor kan de nu bruge deres energi på at grave sig ned, sikre positionerne og få forstærkninger, forsyninger od udstyr bragt ind.

Regimet synes at have slået sig til tåls med at FN-missionen er en realitet, det ikke kan komme udenom, og derfor kan man ligeså godt forsøge at få det bedst mulige ud af situationen. Det vil sige vinde tid, forsøge at få dokumenteret sin eget opfattelse af konflikten – nemlig at oppositionen er domineret af militante islamistiske terrorister og Al Qaeda-folk, og så bruge det som løftestand til at få lempet på den internationale isolation af Syrien.

Hvorom alting er:

FNs våbenhvileobservatører her i Syrien har ikke sikret nogen våbenhvilen… endnu i hvert fald, endsige været i stand til at levere nogen neutral, balanceret kvalitets-dokumentation for, hvem det er, der bryder freden.

I stedet synes observatørerne mere at levere en scene, hvorpå parterne med skiftende succes forsøger at iscenesætte sig selv i det mest positive lys, det er muligt, og samtidig at få skabt en situation, hvor modparten kan portrætteres som forbrydere.

På den måde kan man frygte, at FN-missionen vil ende med mere at blive en del af konflikten snarere end en løsning på den.

 

 

 

 
Tilføj kommentar
 
 
3 Kommentarer: