Det egyptiske præsidentvalg:

Reservehjul, pullover, pest og kolera

JERUSALEM (11.06.2012): Som om det egyptiske præsidentvalg ikke allerede var spændende nok, så bliver der nu smidt endnu en mulig bombe ind i opløbet lige inden anden runde af valget løber af stabelen den 16. og 17. juni.

To dage før valget vil en egyptisk domstol afgøre, om den ene af de to kandidater i anden runde – tidligere premierminister Ahmad Shafiq – overhovedet kan stille op eller ej. Dermed er der midt i valgkampen pludselig skabt tvivl om, om det er vælgerne, der får lov til at vælge landets næste leder, eller om det endnu en gang bliver systemet.

Første runde af valget havde 13 kandidater. Nu er der kun to tilbage: Mohammed Mursi, der repræsenterer Det muslimske Broderskab, og Ahmad Shafiq, som var en del af det væltede Mubarak-styre.

Det muslimske Broderskab har allerede vundet parlamentsvalget tilbage ved årsskiftet, og islamisterne kan nu, hvis de også vinder præsidentposten, mere eller mindre omdanne Egypten, som det passer dem.

 
 
Pro-Shafiq-demonstranter i Kairo.

RESERVEHJULET OG PULLOVEREN
Mohammed Mursi kaldes ”reservehjulet”, fordi han ikke var Broderskabets egentlige ønske om en ny præsident. Men den kandidat, de oprindeligt opstillede, blev diskvalificeret af Den Centrale Valgkommission. Derefter blev den relativt ukendte Mursi hentet frem fra kulissen.

Ahmad Shafiq kaldes ”pulloveren”, fordi han på nogle valgplakater ses i en strikket sweater, i et lidt kejtet forsøg på at skabe et lidt mere folkeligt image. I sig selv lidt suspekt i en del af verden, hvor enhver leder forsøger at udstråle magt, myndig og en position der er højt hævet over alle almindeligheder. Men Shafiq ligner alt for meget en ung Mubarak – han har som den tidligere præsident været chef for luftvåbnet, bestridt forskellige andre regeringsroller, for til allersidst at være Mubaraks premierminister i de sidste dage inden regimet kollapsede – så han har brug for alt, der kan få ham til mere at ligne ”en af folket”… ikke at man ser mange almindelige egyptere gå rundt i strikkede trøjer.

Shafiq har gjort det klart, at han er imod Det muslimske Broderskab, og derfor kan han – med eller uden sweater – blive ”det mindst dårlige alternativ” for mange, der er endnu mere imod at islamisterne udover kontrollen med parlamentet også rykker ind i præsidentpaladset.

Egentlig havde det under valgkampen være tidligere udenrigsminister Amr Moussa, der også havde været generalsekretær for Den arabiske Liga, som mange iagttagere med støtte i meningsmålingerne anså for favoritten for den ikke-islamistiske, sekulære fløj af det egyptiske vælgerkorps. Men i det allersidste opløb spurtede Ahmad Shafiq’s kampagne pludselig frem lige inden første runde af valget, og derfor er det nu Mohammed Mursi og Ahmad Shafiq, der skal udkæmpe det store og afgørende slag i anden og afgørende runde af præsidentvalget. Et valg som bliver et opgør mellem islamismen og sekularismen, mellem tradition og modernisme, mellem fortid og fremtid.

En domstolsafgørelse to dage inden valget kan derfor blive et problem i dette episke slag, næste ligegyldigt hvilken vej afgørelsen går. Uanset hvem, der ikke får deres synspunkt tilgodeset, vil kunne bruge afgørelsen til at indlede protester og demonstrationer op til selve valget.

 
 
Shafiq's hovedkvarter er blevet angrebet og vandaliseret.

VOLD OG VANDALISME
Valgkampen bliver mere og mere bitter. Selv uden retssagen.

Sidste twist er, at Ahmad Shafiq’s kampagnehovedkvarter blevet angrebet og ødelagt af voldelige bøller, som han selv påstår, kommer fra Det muslimske Broderskab. Det får Broderskabet til at beskylde Shafiq for at udsprede ”kæmpemæssige løgne” præcist på samme måde som det gamle system altid gjorde det. Brødrene går også i offensiven og beskylder nu Shafiq for i de sidste dage af Mubarak-regimet, da han havde magten, ikke at have foretaget sig noget som helst for at beskytte demonstranterne på Tahrir-pladsen – bl.a. imod det berygtede angreb fra kamelryttere.

Shafiq skal i dag vidne i en retssag om angrebet på hans kontor, hvor han efter sigende vil påstå, at Broderskabet er blevet beordret til at angribe ikke-religiøse anti-Mubarak-demonstranter, og at de bruger moskeerne som ramme om politiske valgmøder og fredagsbønnen til at udsprede valgpropaganda.

Selvom Mohammed Mursi forsøger at portrættere sig selv som revolutionær, så er det ikke – ifølge meningsmålingerne i hvert fald (og de er ikke særlig præcise, ved vi) – lykkedes ham at indlemme de mange midtervælgere hvis kandidater ikke kom videre end første runde på sin side. End ikke dem, der støttede Abdel Moneim Abol Fotouh – selv et tidligere medlem af Broderskabet, som kom ind på fjerdepladsen. Derfor kan vi nok forvente, at valgkampen i opløbet inden selve valgdagen vil blive mere og mere uforsonlig og formentlig også voldelig.

 
 
Mohammed Mursi var ikke Broderskabets første valg til posten som præsidentkandidat.

ISLAMISTERNE POPULÆRE
Der er ikke nogen tvivl om, at mange af Egyptens 90 millioner indbyggere har stor sympati for islamisterne. Det skyldes både at myndighederne traditionelt har været rådne, korrupte og inkompetente, hvilket har efterladt et kæmpemæssigt tomrum på sundheds- og socialområdet, indenfor undervisningssektoren og meget andet, som islamisterne har fyldt ud med deres frivillige hjælpere. Broderskabet har haft 82 år til at skuldre sig ind, og de er tilstede i hver eneste by, landsby og flække i det kæmpemæssige land. Samtidig er en stor del af deres vælgerkorps dårligt uddannede, mange af dem – i særdeleshed de fattige kvinder – er direkte analfabeter, og generelt uoplyste. Af samme grund er de nemme at påvirke i moskeen og blive indoktrineret med enten Broderskabets eller salafisternes særlige livs- og verdenssyn.

Derfor bør det ikke være overraskelse, at mange almindelige, fattige egyptere vil stemme på Mohammed Mursi. For selvom han måske er relativt ukendt, hentet ind fra udskiftningsbænken og ikke har nogen voldsom stor karisma, så repræsenterer han det eneste system, som nogensinde har hjulpet dem. Og hvis Det muslimske Broderskab siger at de skal stemme på Mursi, så stemmer de på Mursi.

 
 
For mange egyptere er det et valg mellem pest og kolera.

DET MINDST DÅRLIGE
Hvem er det så, der vil stemme på Ahmad Shafiq?

En blandet skare formentlig.

Først og fremmest skal man næppe undervurdere, at mange stadigvæk er tilhængere af det gamle system. Enten fordi de selv direkte er ansatte i det og får deres udkomme derfra, eller ganske enkelt fordi de ønsker en tilbagevenden til stabilitet og lov og orden. Mange egyptere er godt og grundigt trætte af revolutionen, der har fået meget til at gå i stå, og samtidig taler alle om en bølge af vold, røverier, kidnapninger og anden kriminalitet.

Der vil også være mange, som stemmer på Shafiq, fordi de ikke ser noget alternativ – eller som ser det islamiske alternativ som meget værre. For eksempel de uddannede, vestligt orienterede, moderne kvinder, som ønsker at fortsætte med selv at kunne bestemme over deres eget liv, og ikke ser sig selv som tilhyllede i et islamisk samfund.

Mange andre egyptere er bange for landets økonomiske fremtid. Økonomien ligger i ruiner efter den halvandet år lange revolution. En af landets vigtige kilder til hård udenlandsk valuta er turismen. Men der er udbredt frygt for at turisterne vil blive væk, hvis det bliver islamisterne, der vinder valget, og begynder at gøre samfundet mere strengt islamisk. Mange af de vælgere, der deler denne frygt, kan finde på at stemme på Ahmad Shafiq – også selvom de måske ikke støtter ham i så mange andre sammenhænge, men de frygter endnu mere for fremtiden, hvis islamisterne kommer til magten.

For de veluddannede middelklasse-unge, der væltede præsident Hosmi Mubarak, er det naturligvis et deprimerende valg. De er overhovedet ikke repræsenteret ved præsidentvalget. Og de to magtbaser, der nu kæmper, er nøjagtigt de samme, som eksisterede i Mubarak-æraen: Det gamle system og det muslimske Broderskab.

 
 
Tidligere præsident Hosni Mubarak på vej ind i retssalen.

USUNDT AT STÅ TIL REGNSKAB
Retsopgøret imod det tidligere regime sender også sine chokbølger ind i valgkampen. Mange er utilfredse med at tidligere præsident Hosni Mubarak ”kun” fik livstid og ikke blev dødsdømt. Og endnu mere er der vrede over at seks chefer for forskellige politikorps og sikkerhedstjenester alle blev frifundet på grund af bevisets stilling. Både Mubaraks advokater og anklagemyndigheden har anket dommen.

Den 84-årige Hosni Mubarak blev idømt livsvarigt fængsel – hvilket i Egypten er 25 år – for at have beordret nedslagtningen af demonstranterne i begyndelsen af revolutionen. Retssagen har taget hårdt på den gamle mand. Han fik det allerede dårligt, da han tabte præsidentposten. Hele retssagen har den tidligere præsident oplevet fra en hospitalsseng, der hver dag er blevet rullet ind i ”buret” i retslokalet. Da dommeren så fastslog, at Mubarak ikke skulle afsone straffen fra en luksusafdeling på de væbnede styrkers hospital, men faktisk skulle i et rigtigt fængsel, fik han det virkelig dårligt.

Ifølge de informationer, der i øjeblikket kommer ud til pressen, så har den afsatte præsident fået så meget værre, at han nu drifter ud og ind af koma, og kun indtager væske og yoghurt.

Det er tilsyneladende en sund beskæftigelse, at være diktator. For på forunderlig vis holder de sig altid friske og overraskende handlekraftige, så længe de får lov til at undertrykke andre mennesker. Men lige så snart det er overstået, og de skal stå til regnskab, bliver de syge. Meget syge. Så syge at det ville være mest humant, blot at lade dem få lov til at leve deres resterende leveår i fred og ro – beskyttet imod de undertryktes ubehagelige ønske om at de bliver straffet.

Hosni Mubarak holdt sig – i hvert fald i det billede der blev tegnet af ham i de statslige medier – sund, rask og rørig. Ikke så meget som et enkelt gråt hår, kunne man se på den gamle mand. Og på hyldestplakaterne af ham, og dem er der altid mange af i et diktatur, så Mubarak altid næsten 20 år yngre ud end sin virkelige alder.

 
 
Valget er snart slut. Diktatoren er væltet, men diktaturet er måske endnu ikke overstået.

PEST OG KOLERA
Selvom Ahmad Shafiq siger, at han garanterer alles ytringsfrihed, også selvom de mener det modsatte af ham selv, og at han, hvis han bliver præsident, ikke som Mubarak vil forsøge at stoppe internettet og de sociale medier, som de unge brugte under revolutionen, så er der heller ikke nogen tvivl om, at Shafiq er ”systemets mand”. Hele det gamle, kæmpemæssige system – bureaukratiet, de væbnede styrker, sikkerhedsapparatet m.m. – er stadigvæk stort set intakt, og set med dets øjne, er Shafik manden, der kan sikre det en rolle i fremtidens Egypten.

Og selvom Det muslimske Broderskab siger, at det er blevet mere moderat og moderne, så har dets optræden under revolutionen og valget allerede vist, at Broderskabet siger det, der i øjeblikket tjener dets sag, mens det gør noget helt andet, hvis det senere viser jeg mere fordelagtigt. Derfor frygter mange med rette, at Egypten vil gå i en mere islamistisk – læs: ufri og udemokratisk – retning, hvis Det muslimske Broderskab får magten både i parlamentet og præsidentposten.

Hvorom alting er, så er de fremtidsudsigter egypterne nu har, ikke så lidt mere dystre, end dem mange drømte om den aften i februar 2011, da det blev klart, at præsident Mubarak var blevet væltet. Men, som man siger, kan man ikke få, den man elsker, må man elske, den man kan få.

Om en videreførelse af det gamle system i en mere moderne, liberal indpakning er bedre end en islamisering af den arabiske verdens mest indflydelsesrige nation er en smagssag, der afhænger at ens eget udsyn. Nogen vil kalde det et valg mellem pest og kolera.

Diktatoren er dømt, men døende… måske.

Og selvom diktaturet er væltet, så ser det på ingen måde ud til at egypterne får den frihed, mange af dem, der stod på Tahrir-pladsen for snart halvandet år siden drømte om.

 
Tilføj kommentar