Borgerkrigen i Syrien:

Slaget om Aleppo - slaget om Syrien

Slaget om Aleppo er brudt ud. Mange forventer, at det bliver slaget, der kommer til at afgøre Syriens fremtid.
Slaget om Aleppo er brudt ud. Mange forventer, at det bliver slaget, der kommer til at afgøre Syriens fremtid.

TRANEKÆR (29.07.2012): De syriske oprørere har tilsyneladende, hvis man skal tro de internationale nyhedsbureauer, slået det første angreb af regeringshærens forventede modoffensiv imod deres positioner i Aleppo tilbage. Angrebet begyndte ved 4-tiden i morges og fortsatte til ud på eftermiddagen. Oprørerne siger, at de har slået dette første angreb tilbage. Myndighederne siger, at de har pågrebet et antal ”terrorister” og beslaglagt våben og sprængstof.

Under alle omstændigheder er regeringshærens offensiv ikke overstået. Denne første træfning er kun begyndelsen, efter Assads styrker i dagevis har bombarderet byen fra luften og med artilleri.

 
 
Oprørerne er kun bevæbnet med lette våben, og de er regeringshæren håbløst underlegen.

Det er ret imponerende rent militært, hvis det er rigtigt at oprørerne har stoppet regeringshærens offensiv, da de klart er hæren underlegne på snart sagt alle områder… lige med undtagelse af kampgejsten.

Talmæssigt er de langt færre, og deres bevæbning består ikke af meget andet end Kalachnikov AK-47 geværer, snigskytterifler og raketstyr, mens regeringsstyrkerne både råder over artilleri, panserstyrker og luftvåben, som de gør flittig brug af, og et talstærkt, veltrænet infanteri.

De færreste regner dog med, at det kan fortsætte på den her måde. Uanset hvor modige og dumdristige oprørerne er, så ser de ikke ud til at have en chance på længere sigt. Spørgsmålet er bare, hvor længe det kommer til at tage, og hvor meget civilbefolkningen skal lide, inden regeringshæren igen har kontrollen med byen.

I et par uger har dele af Aleppo – oprørerne selv siger omkring halvdelen – været på oppositionens hænder. Det er umuligt at sige, om oprørernes oplysninger er korrekte. Begge parter i konflikten i Syrien er notoriske for at male virkeligheden i deres helt egne farver.


Lidt om Aleppo
Indledningsvist en lille leksikalsk sidebemærkning: Nogen omtaler Aleppo som Syriens næststørste by og andre som den største. Hvad er korrekt?

Aleppo er en by med 2,4-2,5 millioner indbyggere, og er som sådan Syriens største. I hovedstaden Damaskus – i betydningen af den administrative enhed eller kommunen – bor der 2,2-2,3 millioner indbyggere, og den er dermed en smule mindre end Aleppo. Men langt de fleste opfatter Damaskus, som det man på engelsk kalder ”Metropolitan Damascus” – Stor-Damaskus, hovedstaden inklusive forstæder, og her er hovedstaden så en del større end Aleppo. Så det er altså lidt af et definitionsspørgsmål, hvilken by er Syriens største.

 
 
Den middelalderlige byport i muren omkring Aleppos gamle bydel.

Hvad der derimod ikke er et spørgsmål om definitioner er, at Aleppo er en af Syriens vigtigste. Byen er også i vid udstrækning landets kommercielle centrum, mens Damaskus er det politiske midtpunkt. Og kontrollen med Aleppo dermed er afgørende for præsident Assad. Mister han kontrollen med denne vigtige metropol, så mister han en stor del af den vigtige sunni-muslimske middelklasse og handelsstand, som er vigtig for hans magt, og han har dermed ikke længere den autoritet, der er altafgørende for en præsident, der først og fremmest hersker med magt.

Så taber Assad Aleppo, har han allerede ”et ben i graven” – politisk i hvert fald, men sandsynligvis også fysisk, hvis det ikke lykkes ham at komme sikkert ud af landet i tide.

Aleppo er en gammel by. Den har været beboet i godt og vel 8.000 år. Historisk set var byen en af de vigtigste, fordi den var et knudepunkt for en række af de mest profitable karavaneruter fra den arabiske halvø, som passerede igennem på vejen mod Middelhavet og nord imod Tyrkiet og sydpå mod Damaskus og Palæstina.

Aleppos centrale rolle for hele regionen begyndte dog at svinde bort, med Suez-kanalens åbning i slutningen af 1860’erne. Herefter var byen blot vigtig for det, der senere blev Syrien og grænseområdet op mod Tyrkiet.

Men byens historie betyder, at det internt i Syrien også har stor symbolsk betydning, hvem der kontrollerer byen.

 
 
Oprørerne har allerede i dagevis forberedt sig på regeringshærens modoffensiv.


Modvillig oprørsby
Traditionelt set har de magtfulde familier i byen altid holdt med magthaverne. For dem handler det først og fremmest om stabilitet. Ikke om luftige idealer som frihed, demokrati og menneskerettigheder. Derfor har mange oprørere længe set skævt til Aleppo, som de mest af alt anser for at være beboet af pengegriske opportunister.

”Aleppo vil end ikke rejse sig, om man så gav byen Viagara”, stod der for et par måneder siden nedsættende på en demonstrants banner.

Når kampene nu endelig har bredt sig til den gamle, historiske by, så er det fordi oprørerne, der tidligere har taget kontrollen med store dele af oplandet, nu også er rykket ind i selve byen.

”Først befriede vi landdistrikterne, og derefter ventede og ventede vi på at Aleppo skulle gå med i oprøret og smide regeringsstyrkerne ud, men det gjorde de ikke. Så da vi ikke kunne stole på, at de selv ville bidrage, måtte vi bringe revolutionen til dem”, siger ”Abu Hashish”, som er en af oprørslederne fra området.

Mange taler om, at oprørerne forsøger at genskabe en Libyen-situation i håb om at omverdenen dermed kan blive tvunget ind i konflikten på oppositionens side.

 
 
Aleppo er en modvillig oprørshovedstad. Oprørerne forsøger at kopiere historien fra Libyen.

I Libyen erobrede oprørerne ret hurtigt den næststørste by Benghazi og hele den østlige del af landet. Da Muammar Gadaffis modoffensiv så pressede dem hele vejen tilbage til Benghazis byport, og der var en reel risiko for et kæmpemæssigt blodbad på civilbefolkningen, blev FN’s Sikkerhedsråd presset til at vedtage en resolution, der tillod ”brugen af al nødvendig magt for at beskytte civilbefolkningen”.

Det er en sådan situation oprørerne forsøger at genetablere med erobringen af Aleppo, og dermed fremprovokeringen af det modangreb fra regeringshærens side, som nu også kan føre til et blodbad.


Tegn på regimets kollaps
Eksperter i syriske forhold har siden konfliktens start sagt, at der er en række indikatorer, man skal holde øje med, for at vurdere, hvor sikkert præsident Bashar al-Assad sidder i sadlen. Tre indikatorer anses som afgørende, hvis man skal vurdere, om regimet er ved at bryde sammen:

  • Hvis mange højtstående officerer og vigtige militærenheder begynder at desertere og går over til oppositionen.

Lige nu er 26 generaler og mange flere andre højtstående officerer hoppet af, og omkring 50.000 soldater er gået over grænsen ind i Tyrkiet eller har sluttet sig til oprørerne inde i Syrien. Vi taler dog ikke om nogle af de allervigtigste enheder i den syriske hær, som formentlig tæller omkring 260.000 i den stående styrke.

  • Hvis betydelige dele af den sunni-muslimske middelklasse og handelsfolk taber tilliden til regimet og vender sig imod det.

Handelsfolkene er hårdt trængte. Det er først og fremmest dem, der har lidt under det internationale samfunds sanktionspolitik, og der er udbredt utilfredshed med den politik præsidenten fører, men kritikken er indtil videre begrænset. Mest ser man rige sunni-muslimske familier pakke sammen og rejse til Libanon eller de arabiske Golf-stater for på sikker afstand at vurdere situationen.

Men falder Aleppo kan dette meget nemt ændres. Så har mange nemlig ikke noget at vende tilbage til, med mindre en anden magthaver – en anden fra regimet eller oprørerne igen får etableret en eller anden form for stabilitet. Derfor er det i disse menneskers interesse at presse på for en eller anden magtoverdragelse, der betyder så lidt ballade og ustabilitet som muligt.

  • Hvilket fører videre til den sidste indikator, som nemlig er kontrollen med Damaskus og Aleppo. Så længe Assad-regimet sidder på disse to byer, så kan det leve med, at der er uro andre steder i landet og i grænseområderne. Men mister præsidenten kontrollen med en eller begge byer, så er hans dage talte.

 
 
Titusindvis af civile flygter i disse timer. Alle frygter et blodbad.

Det afgørende slag
De voldsomste kampe synes af have fundet sted i den vestlige del af Aleppo og i den centrale del af byen. Kampfly og angrebshelikoptere flyver fortsat lavt ind over byen og beskyder områder, der kontrolleres af oprørerne.

Lige nu står kampene om Salaheddine-området i den sydvestlige del af byen, og der rapporteres om kolonner af kampvogne og pansrede mandskabsvogne, der er på vej sydfra imod netop det område.

I skrivende stund taler man om 30 dræbte i dag, men de fleste mener, at dødstallet allerede er langt højere. De videoklip, jeg har set i de seneste dage, viser først og fremmest civile – i særdeleshed børn – blive bragt til hospitalerne i byen. Men det kan sagtens være en del af oprørernes propagandakrig. Det er umuligt at sige noget sikkert, når de vigtigste kilder til informationer er anden og tredjehåndskilder og klip, som man får sendt per e-mail, eller som er blevet uploadet til YouTube, Facebook.

Titusindvis af civile flygter fra Aleppo. Hvis de kan komme ud af byen, gør de det, men mange andre er fanget inde i byen uden nogen vej ud. Mange af dem rapporteres at have søgt tilflugt i nogle af byens store parker i håb om, at de stridende parter vil skåne dem.

En Reuters-reporter, som er inde i Aleppo, fortæller om nabolag efter nabolag på oprørernes hænder, som synes totalt affolkede.

 
 
Langt de fleste af de ofre, der bringes ind på byens hospitaler synes at være børn og andre civile.

Slaget om Aleppo anses af mange for at være slaget, der afgør Syriens, præsident Bashar al-Assads og hans regimes fremtid. Vinder oprørerne, synes Assad-regimet dødsdømt.

Men slaget kan ligeså godt blive afgørende for oprørets fremtid.

For fejler deres gamble. Lykkes det dem ikke at få omverdenen til at gå mere aktivt ind i konflikten og vælte Assad, så kan de få ansvaret for nyttesløst at have fremprovokeret krig i et tætbefolket byområde og forårsaget et kæmpemæssigt blodbad.

Det eneste, der synes helt sikkert, er, at det endnu en gang – som det altid er tilfældet – vil blive den ubevæbnede, uskyldige civilbefolkning der kommer til at betale prisen.


 
Tilføj kommentar