KAIRO (18.09.2012): Har lige sagt farvel til vennerne ved en eftermiddagsdrink i Hotel Marriott’s have, en lille fredfyldt, grøn oase i dette overbefolkede, kogende vanvid, som kaldes Kairo, og er nu ved at pakke. Endnu en reportagerejse er snart overstået. Om lidt er jeg på vej ud til Kairo-lufthavn igennem en af Mellemøstens kroniske og mest umulige ufremkommelige trafikpropper.
Jeg har haft så travlt de seneste dage, at jeg ikke, som jeg ellers gerne vil det, når der sker noget hernede, har nået at få skrevet et par artikler til hjemmesiden om det, jeg oplever. Det bliver sværere og sværere at nå, for vi laver jo ikke længere bare indslag til TV2/Nyhedernes 19- og 22-udsendelser, men også til det umættelige TV2/NEWS, som kører døgnet rundt.
Tåber kan ødelægge utrolig meget. Og de gør det som regel i en eller anden større sags tjeneste. Ofte på Guds vegne... Fanatisme er fremskridtets, fornuftens og fremtidens fjende…
Men da jeg forleden aften hostende kom tilbage til hotellet efter af have indåndet en ordentlig portion tåregas, var blevet skældt hæder og ære fra af ophidsede, vrede demonstranter, som troede, jeg var amerikaner, men næppe heller ville have kunnet lide, at jeg i stedet kom fra Danmark, svedig og øm i musklerne, fik jeg mig manet op til at skrive det, der ellers skulle have været indledningen på en artikel. Den blev dog aldrig helt færdig.
Jeg var vred. Jeg var lige blevet svinet til at alle mulige tåber. En råbte efter mig, uden at vide, hvem jeg var, men da jeg konfronterede ham, var ham bare imod alt, der kom fra et ikke-muslimsk land. Vi var bare alle sammen ”vantro hunde”. Så var der jo ikke rigtig noget at gøre. Det er lidt skræmmende, når bare det at være anderledes er forkert og utilgiveligt.
Sådan noget gør mig ikke bare vred, men også ulykkelig. For jeg ved, at denne her del af verden er bedre end dens rygte hos os i Vesten. Men når jeg møder denne hjernedøde idioti, og det gør jeg desværre for ofte hernede, så mærker jeg også det raseri indeni mig selv – den kategoriske afvisning af alt hernede fra, som de fremmedfjendske kræfter, jeg afskyr, i Danmark og Vesten er mestre i at kolportere.
Hadet til alt vestligt eller ikke-muslimsk, er lige så stupidt, som hadet til alt muslimsk. Så når jeg møder det hernede i den arabiske verden, vendt imod os, så har jeg det sikkert, som en muslim, der lige er blevet hånet af en skinhead eller en anden racist i Danmark.
Jeg er nu kommet lidt ned på jorden siden, så jeg ville nok ikke skrive indledningen på samme måde nu, men på den anden siden, så er der noget autentisk i de umiddelbare følelser, og den vrede og skuffelse, man føler lige i øjeblikket, så her kommer de ord, jeg skrev i fredags.
* * *
KAIRO (14.09.2012): ”Dumhed er en voldsomt undervurderet faktor i Mellemøsten”, sagde en tidligere dansk ambassadør til et større mellemøstligt land en gang til mig. Og hvor han havde ret.Tåber kan ødelægge utrolig meget. Og de gør det som regel i en eller anden større sags tjeneste. Ofte på Guds vegne. Om det er en fanatisk kristen vækkelsesprædikant i Florida, der vil brænde Koraner, eller en halvkriminel koptisk kristen, der vil lave lave talentløse propagandafilm. Eller om det er fanatiske islamister i Kairo, som tror, at de er sat i verden for at forsvare profetens ære, eller i Benghazi, hvor terrorister i slipstrømmen af profet-vreden kan sætte så megen ”lus i skindpelsen”, at USA og Vesten vil blive tvunget på kollisionskurs med de nye regimer i den arabiske verden.
Deri ligger der desværre ikke nogen stor eller på nogen måde genial opdagelse. Fanatisme er fremskridtets, fornuftens og fremtidens fjende… for blot at blive i f’erne.
I forgår demonstrerede et par tusind vrede egyptere – mange af dem tilhængere af de yderligtgående salafister – foran den amerikanske ambassade i Kairo. Vreden skyldtes angiveligt at nogle andre fanatikere – denne gang amerikanske – havde produceret med dårligt amatørteater, anti-islamisk propaganda og hån imod profeten Muhammed.
Nogle af demonstranterne klatrede over muren, og kom i klammeri med ambassadens sikkerhedsfolk, men alligevel lykkedes det dem at hive det amerikanske flag ned, rive det i stykker og brænde det, og i stedet hejse de militante islamisters sorte banner med tilhørende korancitatet om guds storhed.
Alt dette til forsamlingens udelte begejstring. Demonstranterne jublede. Det var en stor sejr. Nok for de fleste, og efter nogle mindre håndgemæng og tilkaldte militære forstærkninger til at hjælpe politiet omkring ambassaden, gik de fleste hjem igen.
Selvom meget af aktiviteten på nettets sociale medier delte vreden over den tåbelige amerikanske video, så var der heldigvis også en del, der udtrykte vrede over, at troende muslimer altid skal gribe til vold, når de er vrede, og andre – blandt andet den tidligere Google-chef i Egypten, der blev et af ikonerne under revolutionen, som gik i rette med demonstranterne og beskyldte dem for ufølsomhed, når de den 11. september af alle dage – årsdagen for Al Qaeda’s terrorangreb på USA i 2001 – angriber USA's ambassade, ødelægger det amerikanske flag, og hejser Al Qaeda’s i stedet.
Den amerikanske ambassades sikkerhedsfolk valgte ikke at bruge skydevåben, andet end til at skyde varselsskud i luften med, selvom de havde været i deres gode ret til at bruge dem. Det var sikkert en meget væsentlig grund til, at den tragedie blev afværget.
Det samme var ulykkeligvis ikke muligt i Benghazi i nabolandet Libyen, for her blev demonstranterne ledsaget af bevæbnede terrorister, som angreb det amerikanske konsulat i byen. Benghazi er Libyens næststørste by, og den var under revolutionen imod Gadaffi-styret oprørernes provisoriske hovedstad. Konsulatet blev angrebet med molotov-cocktails, skydevåben, hjemmelavede bomber og panserbrydende granater.
I modsætning til urolighederne i Kairo, som syntes ret spontane, så var det i Benghazi, kunne det tyde på en ret veltilrettelagt operation. Hjemmelavede bomber er ikke noget, man lige har i baglommen, hvis man en tilfældig eftermiddag spontant skulle blive vred. Og det tyder også på, at de bevæbnede angribere havde en del baggrundsviden om konsulatets indretning, sikkerhedsudgange, flugtruter og safe houses.
Der er stadigvæk flere indbyrdes modstridende beretninger om, hvordan urolighederne udviklede sig, men da røgen lettede, var den amerikanske ambassadør Christopher Stevens og tre af hans medarbejdere blevet dræbt.
Selvom de libyske myndigheder i løbet af dagen kom med flere modsatrettede teorier om, hvem der kunne tænkes at stå bag, og hen under aften næste dag syntes at finde mest behag i idéen om, at der var tale om agenter for det forhadte tidligere Gadaffi-regime, så synes mange andre iagttagere - blandt
Mens man stadigvæk kun vidste, at én ambassadeansat var blevet dræbt, fordømte den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton angrebet i Benghazi.
”Der er dem, der har forsøgt at retfærdiggøre denne onde adfærd som en reaktion på noget hånende materiale, der er blevet uploadet til internettet. USA fordømmer ethvert bevidst forsøg på at nedgøre andres religiøse tro”, sagde udenrigsminister Clinton. ”Men lad mig gøre det helt klart: Der er aldrig nogen som helst mulig retfærdiggørelse at sådanne voldelige angreb.”
Gud har ikke skabt alle med lige stor viisdom. I særdeleshed synes netop de der tror allermest på Ham, i særlig svær grad at være berøvet denne nådegave, det er, at tænke viist.
Hold da op, hvor har hun ret, Hillary Clinton.
Intet! Overhovedet intet kan retfærdiggøre den utilgivelige optræden, vi har set – og stadigvæk ser – rundt om i den muslimske verden i disse dage.
Når det så er sagt, så ved vi også godt, at det her er et område, hvor årtiers politisk, åndelig og religiøst tyranni, har begrænset den individuelle tænkning, og på ingen måde ansporet til at stille kritiske spørgsmål eller få egne geniale ideer. Det sammenholdt med høj analfabetisme og en tidsalder hvor dem-og-os/Islam-og-de-vantro/Arabien-og-Vesten i visse kredse hernede fortolkes endnu mere en-sporet, end det gør i Vesten, så kan det ikke komme som en overraskelse, at reaktionen er, som vi har set.
Det retfærdiggør det ikke. Det forklarer det blot.
Det er på den anden side heller ikke forbudt at bruge sin sunde fornuft, blot fordi man bor i Vesten, og har frihed til at tænke, gøre og sige, som man vil.
Og det er tåbeligt at producere en anti-islam-video, der tilmed håner profeten Muhammed, som ikke har andet mål end at håne profeten og Islam. Enhver idiot ved jo efterhånden, hvad det fører til. Der er dog ingen lov imod idioti. Og i et frit, demokratisk samfund, har alle ret til at producere og offentliggøre det værste, mindre begavede bras. Sådan er det.
Gud har ikke skabt alle med lige stor viisdom.
I særdeleshed synes netop de der tror allermest på Ham, i særlig svær grad at være berøvet denne nådegave, det er, at tænke viist.Det kan man sandelig også sagtens sige om de fanatiske islamister, der alt for nemt lader sig ophidse. Og hver gang de er sure vil skære hovedet af folk og se blod i ”Allah’s den medfølendes og barmhjertiges navn”, som de siger, hver gang Gud omtales. At de ikke selv kan se den indbyggede selvmodsigelse i at være ubarmhjertig i barmhjertighedens navn, og i at kræve hævn i den medfølendes navn, fortæller lidt om, hvilke talenter og dybere indsigt, gruppen er i besiddelse af... eller rettere slet ikke er i besiddelse af.
Religiøs fanatisme burde forbydes, men det kan man naturligvis ikke.
God gedigen gammeldags folkeoplysning ville være sagen hernede, men Frederik Severin Grundtvig boede ikke i Mellemøsten. Åbenhed, tankens frihed, højt til loftet, gensidig respekt, en smule viisdom og lidt almenviden udenfor de religiøse skriftsteder ville afgjort være sagen – uanset om det er en kirke, en moske eller en synagoge, man beder i.
* * *
Det var de noter, jeg skrev i fredags, men aldrig blev færdig med.
Dagen efter mødte jeg den unge demonstrant Hussam, som selv lever af turismen Sharm el-Sheikh, men nu i dagens anledning var kommet til Kairo og nu var imod alt amerikansk.
”Alle amerikanere er skyldige. De skal, ja undskyld udtrykket, komme til at smage Islams vrede. De skal have skåret halsen over. Ikke ved en terroraktion, men de skal straffes på ordentlig islamisk maner”, lød hans dom kun et par dage efter den 11. september, hvor amerikanerne mindes deres mange ofre for islamistisk ekstremisme. Og Hussam anså slet ikke sig selv for ekstrem. Han var bare vred.
Man kan næppe kritisere de vestlige turister, der absolut ikke længere nærer drømme om en charterferie ved den egyptiske Rødehavskyst. Og det er ellers lige præcist det, Egypten og Hussam har brug for, hvis der overhovedet skal være noget håb om en forbedring af deres situation forude.
Derfor er urolighederne, Hussams vrede, afbrændingen af USA's flag i virkeligheden i større udstrækning Egyptens og den arabiske verdens strid med sig selv og sin egen fremtid, end det er et opgør med os i Vesten.
Vreden stikker langt dybere end en tåbelig anti-islamisk amatørfilm fra USA. Rødderne til vreden kommer fra egypternes helt egen situation, og det kan mange af dem heldigvis også godt selv se.
For nok så vigtigt er det at huske på, at der naturligvis også er fornuftigt, rationelt tænkende mennesker i den her del af verden. Mennesker som er lige så fortørnede over den hjernedøde optræden de ser udspille sig udenfor deres gadedør, som vi er på langt større afstand.
Dem nåede jeg heldigvis også at møde en hel del af, mens jeg var her i Kairo.
Blandt de helt almindelige var der 78-årige Farouk el-Sayyed, indehaver at et mekanikerværksted på Zamalek ude i Nilen, som var chokeret over det han så.
”Det er en skændsel”, sagde han uden omsvøb. ”Det er rædselsfuldt. Jeg er også muslim, men det, de laver ovre ved den amerikanske ambassade, det har intet som helst med Islam at gøre. Det er bare vandalisme og kriminel hooligamisne. Jeg skammer mig over det, og håber, at det snart er overstået”.
Sammen med revisoren Sherif Ibrahim Mahmoud huskede han tilbage til de dage for 20-30 år siden, hvor der ikke var så mange hijab-klædte kvinder i gadebilledet i Kairo, som der er i dag.
Fundamentalismen vinder frem, sagde de to ældre mænd.
”Det er også de mange millioner egyptere, der igennem årene har arbejdet som gæstearbejdere i Den arabiske Golf. De er kommet hjem med nye og mere fanatiske islamiske traditioner, som vi ikke havde før. Deres koner medbragte disse niqabs, som helt dækker kvinden til, og kun giver hende en lille sprække at kigge ud af. Sådan noget så vi ikke for år tilbage”, siger Sherif Ibrahim Mahmoud.
Mustafa Kamal el-Sayed, som er politisk analytiker, men som nu leder et projekt, der skal udvikle problematiske områder af Kairo forklarer det sådan:
”Folk har fået nok af deres udsigtsløse dagligdag. Den store arbejdsløshed, at de kommunale services ikke fungerer eller at man skal betale korruption for at modtage dem, at deres liv synes udsigtsløst og uden håb. Mange havde troet, at revolutionen ville ændrer på alt det, men de har endnu ikke set nogen forbedringer. Mange vil endog påstå, at det er blevet værre. Det er det, der ligger bag den voldsomme uro.
Muhammed-filmen medvirker naturligvis, det var den der udløste balladen, men den er ikke grunden. Ikke årsagen”, siger han.
...de blodige uroligheder er en langt større hån imod profeten Muhammed og Islam end den tåbelig film er det.
”Vi væltede Hosni Mubarak, som havde regeret landet i 30 år på bare 28 dage. Det fik mange til at tro, at det her ville gå hurtigt”, siger Shahira Amin. Hun var den første journalist, der vakte stor opsigt, da hun allerede inden nogen kaldte det for en revolution, sagde sin stilling på Nile Sat op, fordi hun ikke ville udsprede regerings-propaganda, der intet havde med virkeligheden udenfor TV-stationens mure at gøre. Det blev hun ikke populær på den gang.
Hendes gamle kolleger kan stadigvæk ikke lide hende, for de svinger stadigvæk rundt i vinden, alt efter hvem der synes at sidde ved magten på det givne tidspunkt. Og hver gang påstår de, at deres nye mening i virkeligheden er den, de altid har haft, men blot ikke har kunnet give udtryk for.
”Man må ikke glemme, at der er en meget lang tradition for at være negativ overfor alt, der er amerikansk, og i visse kredse direkte hade alt fra USA. Det er mere en vrede imod amerikansk politik i Mellemøsten, end det er en vrede imod USA som sådan. Og derfor er det naturligvis også nemt at bruge en sådan tåbelig film”, siger hun.
”Det er jo også interessant at se, at de lande i den arabiske og muslimske verden, hvor vreden over denne film i særdeleshed er blusset op og har fået mulighed for at få ødelæggende og tragiske konsekvenser, er de fattigste og mest tilbagestående”, siger Mustafa Kamal el-Sayed.
”Det antyder jo, at det er noget andet end blot såret religiøs følsomhed, der ligger bag. Det mere end antyder, at det er utilfredshed med levemulighederne som sådan, med fremtidsudsigterne, med ens generelle miserable situation. Muhammed-filmen gav blot undskyldningen til at gå amok”, siger han.
”Som jeg ser det, så er de blodige uroligheder en langt større hån imod profeten Muhammed og Islam end den tåbelig film er det”, siger Sharira Amin og ryster på hovedet.
* * *
Afslutningsvist en række observationer, som jeg mener bør med, for at billedet ikke skal fortegnes.
Det er værd at huske på, at selvom urolighederne foran den amerikanske ambassade i Kairo ganske rigtigt så skræmmende ud, så var der selv på den ”allerbedste” dag ikke over 10.000 mennesker – formentlig end ikke halvdelen. Og det er ikke så meget i en by med 20 millioner indbyggere.
Da roen efter et par dage var genoprettet, roste mange af de egyptere, jeg så i gaderne mellem Tahrirpladsen og Garden City, hvor den amerikanske ambassade ligger, det egyptiske politi, der nu igen havde kontrollen med området. De protesterende ballademagere har med andre ord ikke den brede befolknings opbakning. Det er da i det mindste opmuntrende.
Selvom de dybereliggende årsager til den voldsomme ballade ikke er Muhammed-filmen, så bør man stadigvæk huske, at når vreden skyldes alle mulige andre ting, som fortsat ikke er løst, der er endog ikke nogen sandsynlighed for at de vil blive løst i nogen nær fremtid, så kan mange andre tåbeligheder i fremtiden også føre til lige så overraskende og vanvittige vredesudbrud i den her del af verden.
Det var salafisterne – de mere yderligtgående blandt de islamistiske fundamentalister – der stod bag urolighederne, og dermed udfordrede de Det muslimske Broderskab, som sidder på magten, på deres islamistiske akkreditiver. Men Broderskabet bed ikke på krogen. For præsident Muhammed Mursi er det afgørende at genvinde Vestens tillid, for det er med hjælp herfra, landets økonomi skal reddes. Det viser en begyndende politisk modenhed, og en villighed til at gå på kompromis. En interessant rejse kan være begyndt fra at være religiøse vækkelsesprædikanter i opposition til at være ansvarlige politikere villig til at gå på kompromis for at få landet til at fungere.
Mange egyptere – og, håber jeg, også andre rundt om i den arabiske verden – vendte sig imod de voldelige optøjer og sagde åbent, at demonstranterne ikke er bedre end dem, der har fornærmet profeten.
Det her er nemlig ikke en kamp mellem Vesten og Islam. Det er en kamp mellem dumhed og oplysning. Mellem fanatisme og tolerance. Mellem totalitarisme og frihed. Mellem diktatur og demokrati. Mellem åndelig indskrænkethed og nysgerrig frækhed… og jeg kunne blive ved.
Og disse grænser går på tværs og Vesten-Islam-grænsen.
Der er tåber alle vegne, og der er åndelige frihedskæmpere alle vegne. Det er blot meget nemmere at have provokerende meninger i frie lande som Danmark, end det er hernede, hvor diktaturet ikke bare er en tyran på toppen af kransekagen og nogle generaler med ”sildesalat” på brystet. Diktaturet sidder i alles DNA, og alle – selv den fattigste og mest magtesløse – er selv en lille diktator overfor nogen, der sidder længere nede på stigen, samtidig med at han selv bliver trampet på ovenfra. Og det vil det sikkert tage en generation at få vendt rundt på.
Religionen, og på disse kanter er det først og fremmest Islam, i den udgave den prædikes, udlægges og fortolkes hernede i disse tider, er på mange måder et andet åg, der vil undertrykke og undertvinge. Adresselisten på hvem det er, der skal holdes nede, er blot en lidt anden, end den det tidligere diktatur benyttede sig af.
Hvis Det arabiske Forår ikke skal ende med, at ét tyranni blot udskiftes med et andet, så skal der også indledes en religiøs reformproces. Man kunne håbe – men det er langtfra sikkert – at Det muslimske Broderskabs optræden i denne krise, er den første, lille, spæde begyndelse.
Men så skal Koranen ikke holdes op som et banner hvorunder man går i Hellig Krig imod Vesten. Så skal den bruges i en indre renselsesproces, der fjerner fanatismen og voldsforherligelsen i muslimerne selv. Det er blot en anden slags Hellig Krig.
* * *
Se også det nye foto-galleri, jeg lige har oploadet, hvori der blandt andet er billeder fra demonstrationerne ved den amerikanske ambassade i Kairo.