Ufortalte beretninger 38:
Livet på gravens rand
”Allah hu’Akbar”, råber de – ”Gud er stor!”
Råbet, som man hele tiden hører hernede, er ikke bare en religiøs trosbekendelse. Her i den arabiske verden er det også et militant politisk kampråb. Et kampråb der antænder et vulkanudbrud af voldsomme følelser. Især når der samtidig – som her – bliver lagt en martyr i graven.
Issa Abul Hassan blev 21 år. Han gav sit liv i kampen.
Ikke i kampen mod Israel… heller ikke i striden med USA eller Vesten, men han ofrede sig i den interne magtkamp imellem palæstinenserne selv. I noget der næsten ligner en borgerkrig. En kamp om magten imellem den fundamentalistiske Hamas-gruppe og det nationalistiske Fatah.
Vi er i byen Rafah i den sydlige del af Gaza-striben, og her er der intet at tage sig til for de unge. Og de unge i den sammenhæng er drengene og de unge mænd. Den her del af Gaza-striben er så fundamentalistisk, at piger og unge kvinder hjælper med i husholdningen og holder sig hjemme, indtil de bliver gift, hvorefter de fortsat holder sig hjemme.
Men de unge mænd har intet at tage sig til. Ingen biografer, ingen ungdomsklubber, ingen musik, dans eller andre aktiviteter. Her er Hamas, som laver aktiviteter i moskéen. Judo, karate og andre brugbare kampsporter. Så når der er kampe – uanset om det er imod Israel, Fatah eller interne familiefejder, så er alle med, for det er det eneste, der sker. Det samme med begravelserne. De er ”the only show in town”.
Følelserne er på kogepunktet, for alle er vrede. Vrede på Israel, vrede på den arabiske verden, vrede på resten af verden, på deres skæbne generelt. Vrede over drabet, naturligvis, men også over det uinteressante, uvirksomme og uværdige liv, mange føler, de lever. Derfor er der god grund til at råbe og skrige – til de knyttede næver, der bliver rakt op imod himlen.
Når nogle af de bevæbnede Hamas-folk skyder i luften er det som om de unge mænd i begravelsestoget får kollektiv orgasme. Her dyrker man skydevåben i en grad, der ville have gjort Siegmund Freud begejstret. En Kalachnikov er nærmest lig manddom.
* * *
Moderen til den dræbte lader sig interviewe. Hun påstår, at hun er stolt. Sønnens død er det bedste, der kunne ske. Han har bragt familien ære.
Jeg forsøger at afkode hendes ansigtsudtryk.
Er det bare noget, hun siger, fordi det forventes af hende? Eller mener hun det virkeligt? Måske græder hun indvendigt?
Men det er umuligt at vide. Hendes ansigt er hårdt, slidt og vejrbidt. Det er umuligt for mig at afgøre, om det dækker over en dyb sorg.
Døden tages ikke bare som en naturlig del af livet. Her er døden tilsyneladende at foretrække. Når vi kommer med vort kamera, bliver ligene straks vist frem. Selv på hospitalerne, bliver vi straks forevist alle de dræbte i lighuset, og når vi filmer begravelser, får vi automatisk ærespladsen – på gravens rand.
Ved en anden Hamas-begravelse stod Klaus og jeg ved fodenden af graven og ventede på at begravelsen skulle begynde. Klaus stod ved hjørnet med et ben på hver side, og jeg bag ham.
Da ligtoget ankom, og de ledsagende, bevæbnede Hamas-aktivister begyndte at skyde i luften, gik menneskemængden amok. Alle råbte og skreg, og alle ville frem til graven, for at se martyren blive lagt i jorden.
I takt med skyderiet pressede tusindvis af mennesker frem imod graven og os, og vi havde ikke en chance. Klaus faldt ned i selve graven. Mit hjerte til gengæld hoppede op i halsen.
”Hvad gør vi nu? Nu bliver vi slagtet!”
Overhovedet ikke.
At falde ned i graven, når følelserne er i kog, kan ske for enhver. Ingen syntes at tage anstød af det. Klaus blev fisket op, begravelsen fortsatte og vi fik vores billeder af livet på gravens rand.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
Råbet, som man hele tiden hører hernede, er ikke bare en religiøs trosbekendelse. Her i den arabiske verden er det også et militant politisk kampråb. Et kampråb der antænder et vulkanudbrud af voldsomme følelser. Især når der samtidig – som her – bliver lagt en martyr i graven.
Issa Abul Hassan blev 21 år. Han gav sit liv i kampen.
Ikke i kampen mod Israel… heller ikke i striden med USA eller Vesten, men han ofrede sig i den interne magtkamp imellem palæstinenserne selv. I noget der næsten ligner en borgerkrig. En kamp om magten imellem den fundamentalistiske Hamas-gruppe og det nationalistiske Fatah.
Vi er i byen Rafah i den sydlige del af Gaza-striben, og her er der intet at tage sig til for de unge. Og de unge i den sammenhæng er drengene og de unge mænd. Den her del af Gaza-striben er så fundamentalistisk, at piger og unge kvinder hjælper med i husholdningen og holder sig hjemme, indtil de bliver gift, hvorefter de fortsat holder sig hjemme.
Men de unge mænd har intet at tage sig til. Ingen biografer, ingen ungdomsklubber, ingen musik, dans eller andre aktiviteter. Her er Hamas, som laver aktiviteter i moskéen. Judo, karate og andre brugbare kampsporter. Så når der er kampe – uanset om det er imod Israel, Fatah eller interne familiefejder, så er alle med, for det er det eneste, der sker. Det samme med begravelserne. De er ”the only show in town”.
Følelserne er på kogepunktet, for alle er vrede. Vrede på Israel, vrede på den arabiske verden, vrede på resten af verden, på deres skæbne generelt. Vrede over drabet, naturligvis, men også over det uinteressante, uvirksomme og uværdige liv, mange føler, de lever. Derfor er der god grund til at råbe og skrige – til de knyttede næver, der bliver rakt op imod himlen.
Når nogle af de bevæbnede Hamas-folk skyder i luften er det som om de unge mænd i begravelsestoget får kollektiv orgasme. Her dyrker man skydevåben i en grad, der ville have gjort Siegmund Freud begejstret. En Kalachnikov er nærmest lig manddom.
* * *
Moderen til den dræbte lader sig interviewe. Hun påstår, at hun er stolt. Sønnens død er det bedste, der kunne ske. Han har bragt familien ære.
Jeg forsøger at afkode hendes ansigtsudtryk.
Er det bare noget, hun siger, fordi det forventes af hende? Eller mener hun det virkeligt? Måske græder hun indvendigt?
Men det er umuligt at vide. Hendes ansigt er hårdt, slidt og vejrbidt. Det er umuligt for mig at afgøre, om det dækker over en dyb sorg.
Døden tages ikke bare som en naturlig del af livet. Her er døden tilsyneladende at foretrække. Når vi kommer med vort kamera, bliver ligene straks vist frem. Selv på hospitalerne, bliver vi straks forevist alle de dræbte i lighuset, og når vi filmer begravelser, får vi automatisk ærespladsen – på gravens rand.
Ved en anden Hamas-begravelse stod Klaus og jeg ved fodenden af graven og ventede på at begravelsen skulle begynde. Klaus stod ved hjørnet med et ben på hver side, og jeg bag ham.
Da ligtoget ankom, og de ledsagende, bevæbnede Hamas-aktivister begyndte at skyde i luften, gik menneskemængden amok. Alle råbte og skreg, og alle ville frem til graven, for at se martyren blive lagt i jorden.
I takt med skyderiet pressede tusindvis af mennesker frem imod graven og os, og vi havde ikke en chance. Klaus faldt ned i selve graven. Mit hjerte til gengæld hoppede op i halsen.
”Hvad gør vi nu? Nu bliver vi slagtet!”
Overhovedet ikke.
At falde ned i graven, når følelserne er i kog, kan ske for enhver. Ingen syntes at tage anstød af det. Klaus blev fisket op, begravelsen fortsatte og vi fik vores billeder af livet på gravens rand.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
Tilføj kommentar
