Redaktionen fjernt fra virkeligheden:

Da Politiken helt mistede perspektivet

 
 

JERUSALEM (06.09.2015): Efter for et par uger siden at have læst Politikens fotoessay om ”Laaaangeland”, som øen blev kaldt, sad jeg, som så mange andre med forbindelse med Langeland tilbage med en følelse af, at Politiken nu helt havde mistet forbindelsen til den virkelighed resten af danskerne udenfor hovedstaden lever i.
 
 

Ved det efterfølgende åbne møde med Politikens fotograf Janus Engel Rasmussen og fotochef Thomas Borberg på biblioteket i Rudkøbing – som mest af alt var et protestmøde – blev det klart, at den store, toneangivne hovedstadsavis på ingen måde anerkendte, at de havde vist en forvrænget version af virkeligheden på Langeland. Snarere tværtimod. De anerkendte end ikke, at de havde håndplukket bidder af sandheden til at underbygge en fortælling om et sølle udkantsområde, som udviklingen brutalt var passeret forbi, og som nu var håbløst fortabt, mens avisens redaktion behændigt undgik at vise billeder og fortælle historier, der kunne vise, at der også er en helt anden og langt mere positiv virkelighed på Langeland.
 
 

Alle de langelændere, jeg mødte, var enige om, at Janus Engel Rasmussens billeder var ganske fine fotografier, og at historierne, der ledsagede dem, hver for sig var korrekte. Det var mere udvælgelsen, der undrede og ophidsede mange. For sandheden på Langeland syntes langt mere nuanceret end det deprimerende, sort-hvide billede, mange følte, Politiken kun gav. 
 
 

Fra Perry Mason i min barndom til Law & Order-serierne på TV nu ved vi, at et vidne ved en retssag aflægger ed på at fortælle ”sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden”. 
 
Hvad fortæller det os? 
 
Det fortæller os, at man ikke direkte behøver at lyve for ikke at fortælle sandheden. En vidneforklaring er kun sand, hvis man fortæller hele sandheden. Hvis man kun håndplukker de særlige bidder af sandheden, man kan bruge til kun at underbygge én side af virkeligheden, så kan resultatet sagtens ende med at blive usandt… også selvom intet enkeltelement er direkte løgn.
 
 

Politiken valgte at fortælle en historie, der synes at skulle vise, at et helt samfund kollektivt er endt som ét stort socialt tilfælde. 
 
Avisen kunne lige så godt have valgt at fortælle historien om alle de superaktive, hårdt kæmpende mennesker, som slider og slæber for på trods af alt at få tingene til at fungere. For at udfylde de huller, der opstår, når myndigheder i magtens centrum i hovedstaden – hvor Politiken også befinder sig trygt og godt – sikrer sig selv, hinanden og de områder, hvor de selv bor, de kulturinstitutioner og -begivenheder de selv benytter sig af, på bekostning af de fjerntliggende dele af provinsen.
 
 

Mens mange borgere i storbyerne sidder med en checkliste og krydser af, om ”samfundet” har leveret alt det til dem, de har krav på, og protesterer hvis det ikke er tilfældet, så ved folk ude i den såkaldte ”udkant” godt, at de ikke får hjælp ligegyldigt hvad. Skal problemerne løses, må de selv gøre det. Og det gør de så. Dermed bliver de samfundet. De bliver superaktive samfundsborgere, der viser et beundringsværdigt engagement og samfundssind. Aktivt involverede borgere, som enhver overborgmester burde drømme om at have boende i sin by.
 
Den historie kunne Politiken også have valgt at fortælle.
 
De valgte det modsatte! 
 
De valgte at cementere de fordomme om ”udkanten”, der allerede er udbredt mellem alle de andre i ”centrums-Danmark”, der som dem selv, heller ikke ret ofte kommer ud i provinsen… andet end måske om sommeren, hvor de vover sig helt til Skagen, for på havnen at spise friskkogte rejer og drikke kølig hvidvin sammen med de andre velhavende insidere og beslutningstagere fra hovedstaden og Nordsjælland.
 
 

Det er en lang diskussion, som jeg ikke vil komme mere ind på her, for mit ærinde er et andet.
 
I dag havde Presselogen på TV2/NEWS blandt andre emner også valgt at sætte fokus på samme Politiken-historie om Langeland, som ovenfor beskrevet.
 
TV2 havde bedt mig om at lave et lille fotoessay med anderledes billeder fra Langeland til diskussionen i Presselogen. Men debatten må være løbet løbsk, for billedserien blev desværre ikke vist. 
 
Derfor viser jeg i stedet her, den billedserie, jeg ellers havde sendt til TV2.
 
 

* * *
 
MEDALJEN HAR OGSÅ EN FORSIDE
Den store historie i alle medier lige nu er om flygtninge/asylsøgere/migranter, som strømmer til landet, og mange kommuner siger, at de økonomisk set har svært ved at klare presset. Men Langeland, som er stemplet som Danmarks allerfattigste, klarer det tilsyneladende uden de kæmpestore problemer. 
 
Over hele øen ligger der asylcentre spredt rundt, og mange lokale enten arbejder i asylsystemet eller giver en hånd med som frivillige. Problemerne har indtil videre været begrænsede og til at overse. I vid udstrækning på grund af langelændernes åbenhed og menneskelige overskud. 
 
Almira Vojnikovic flygtede i sin tid sammen med sin familie til Danmark fra Bosnien. Hun er bare et af mange eksempler på succesful integration på Langeland. En rigtig solstrålehistorie. Almira, som alle på Langeland kender, er ikke længere flygtning. Hun har åbnet sin egen modeforretning, og er en elsket medborger og højt respekteret medlem af Rudkøbings forretningsfolk, og hele hendes familie er aktive i det frivillige arbejde og foreningslivet. 
 
Hvor dansk kan man næsten blive?
 
 

Erhvervslivet er naturligvis hårdt ramt i et samfund som det langelandske, som må kæmpe for alt. Men netop disse almindelige langelænderes stædige slid, for at holde fast på det, der stadigvæk findes på øen, indgyder også respekt. Fra fiskerne i Bagenkop, som må slås med fiskekvoter, som ofte betyder, at de må fiske langt væk hjemmefra. Derfor bliver fangsten tit landet i andre havne, hvilket ikke ligefrem er godt for havnen i Bagenkop, men der er ikke noget alternativ. 
 
Et andet eksempel er landmændene – som her Tranekær Gods – der indenfor de snærende begrænsninger, myndigheder, EU, regler og regulativer giver, oveni også må slås med en våd, kølig forsommer. Derfor bliver høsten et kapløb med tiden om at overholde de frister, som bureaukratiet uden hensyn til vejrliget har fastsat. Derfor høstes der døgnet rundt, og høstmaskinerne må løbe i slalom imellem regnbygerne for at nå det. 
 
Almindelige langelændere påtager sig et hav af forskellige roller for at få tingene til at fungere.
 
Hanne Hamann i Lohals er bare et eksempel. Hun tjener sine penge ved at arbejde på det lokale plejehjem, men hun er også frivillig akuthjælper, som kommer styrtende med en hjertestarter for at holde liv i en nødsted, indtil ambulancen når frem, hun er desuden deltidsbrandmand, frivillig på det lokale asylcenter, kører både flygtningebørn til og fra børnehave og hjælper tårekvalt afviste asylsøgere til bussen, når de bliver sendt ud af Danmark. Der udover er hun også bereden naturguide for turister og mange andre ting. 
 
Almindelige langelændere hjælper også langt udenfor øens smukke strandbredder.
 
Hans Kjær, som ellers er kirketjener og en af mange lokale kunstnere, har startet sit eget mini-bistandsprojekt i et par landsbyer i Ghana, hvor en lang række andre langelændere frivilligt deltager. 
 
For egne penge bygger de bagerier, forsamlingshuse, skaffer computere til skolerne i landsbyerne og så videre. Alt sammen uden at have en pressemedarbejder, som kan få medierne til at beskæftige sig med deres godgørende arbejde, for de gør det ikke for at blive berømte. Det gør det blot fordi de er i stand til at hjælpe andre almindelige mennesker som dem selv, og det er godt nok i sig selv.
 
Langeland er øen, der er fuld af kunstnere, kunsthåndværkere og andre kreative borgere. Overalt støder man på skilte, der viser vej til gallerier, værksteder og udstillinger.
 
Poul Erik Eliasen er en af mange keramikere her på øen. I et lille hyggeligt hus ude i skoven sidder han og producerer små, skønne kunstværker i keramik og porcelæn. 
 
Og Lars Calmar er en af de lokale kunstnere, der har opnået international anerkendelse, og udstiller i
 
 
storbyer og hovedstæder over hele verden. Alfio Bonanno er en anden. Hans landskabskunst kan ses i mange lande både i og udenfor Europa.
 
Og listen over kunstnere kunne gøres meget, meget længere.
 
I den mere kuriøse afdeling kan Langeland også byde på noget så overraskende som sin egen vinproduktion. Vinbonden Mads Jørgensen i Tranekær producerer øens egen vin, som ganske vist endnu ikke er nået op på fransk eller italiensk niveau, men alligevel viser det, at blot fordi det synes umuligt, så betyder det ikke, at det ikke kan lade sig gøre… på Langeland i hvert fald.
 
 

Historien om den præst, Rebecca Maria Aagaard Poulsen, som i Politiken fremstilles, som om hun nærmest er ved at give op og har ”kastet håndklædet i ringen”, er også en anden. Rebecca er tværtimod en utrolig aktiv og højt elsket ildsjæl, som konstant finder nye måder at få folk lokket ind i kirken på eller få kirken til at komme ud til folk, hvor end de måtte befinde sig. Samtidig er hendes hjem på Sydlangeland åbent for alle på øen og også for gæster udefra… blandt andet den unge fotograf fra Politiken, som boede hos hende, og gav både hende og alle andre han mødte fornemmelsen af, at han forstod deres situation og loyalt ønskede at beskrive den for resten af Danmark.
 
Man kan frygte, at resten af Danmark tror, at det billede de i Politiken har fået af Langeland faktisk viser den rigtige virkelighed på øen.
 
Hvis der er noget fotoessayet i Politiken viser, så er det snarere en afsløring af et Danmarksbillede, der trives på Rådhuspladsen i København: Af en redaktion, der har svært ved at begribe, at Gud har været så uretfærdig, at han har valgt at placere en stor del af Danmark så langt borte fra hovedstaden og Politiken, at det næsten burde være forbudt.

* * *
Det var det fotoessay, som Presselogen havde bedt om, men alligevel ikke sendte. Nu fik I det alligevel.
 


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilføj kommentar
 
 
11 Kommentarer: