Demokratiets fest - uden demokrati og uden fest

TRANEKÆR (13.04.2016): Herhjemme kalder vi altid folketingsvalgene for ”demokratiets fest”. Det er her, folkets ønsker og krav kommer til udtryk. Er vi tilfredse med vore ledere, bliver de genvalgt. Er vi utilfredse, bliver de skiftet ud. Det er hele ideen med valg til et lands parlamentariske forsamling. At folkets mening kommer til udtryk. 
 
Nu går Syrien til parlamentsvalg. Men Syrien er ikke et demokrati. Det kommer næppe som nogen stor afsløring for nogen, selvom landets udenrigsminister Walid al-Moallem i dag siger: ”Vi har hele tiden sagt, at det syriske folk selv vil beslutte sin skæbne og fremtid. I dag beviser vi, at det også er det, der sker i praksis.”
 
Syrien er bare ikke noget, der bare minder om et demokrati, men som så mange andre diktaturer, gennemfører Syrien fra tid til anden ceremonier, der minder om folkeafstemninger, præsident- og parlamentsvalg. Det giver præsident Bashar al-Assad og hans regime en begivenhed, som udnyttes til at give styret et skær at legitimitet. 
 
Ingen neutrale, udefrakommende observatører har nogensinde givet de syriske valg og afstemninger skyld for at være noget, der bare minder om demokratiske. Alle kender resultatet på forhånd. Der er ingen fri adgang til at stille op, ingen fri adgang til medierne, eller mulighed for at føre valgkamp, hvis man tilhører en oppositionel eller kritisk gruppering (de er alligevel forbudte, undertrykte eller på flugt og stiller ikke op). Alene af den grund kan selve valghandlingen ikke anses for at være fri eller demokratisk.

Heller ikke frit eller demokratisk imellem valgene
Om et samfund er demokratisk eller det modsatte, handler også mindre om der hvert fjerde år gennemfører en begivenhed, hvor folk lægger en lille seddel i en boks. Lige så vigtigt som selve valghandlingen er det, hvordan samfundet fungerer imellem valgene hvert fjerde år.
 
Når man ser på det syriske samfund imellem de forskellige valg og afstemninger, så er der en total mangel på en fri, kritisk presse, der er ingen uafhængige domstole, ingen rigtig politisk opposition (kun en der er godkendt af regimet, så det kan se ud som om), Syrien har ingen fri organisationsret, ingen ytringsfrihed (hvis man ikke vil i fængsel i hvert fald), intet skole- og uddannelsessystem som opdrager unge kritiske samfundsborgere og så videre, og har aldrig haft det.
 
Læg så dertil at Syrien befinder sig midt i en af nyere tids mest blodige og brutale borgerkrige, som har kastet landet ud i den største humanitære katastrofe siden Den anden Verdenskrig.

De fleste vælgere er flygtet
Over en kvart million mennesker er blevet dræbt. Tallet ligger sikkert i nærheden af 300.000. Ingen kender det præcist. Alene det siger noget om det tragiske kaos, landet befinder sig i. Over halvdelen af de omkring 21 millioner indbyggere, der var i Syrien inden borgerkrigen, er nu på flugt. Formentlig omkring 11 millioner mennesker. Mange af dem er flygtet til nabolandene.
 
I de områder, der er kontrolleret af regeringsstyrkerne, og hvor der nu bliver afholdt valg, må man antage, at flertallet af dem, der er flygtet netop er dem, der af politiske, etiske, religiøse, etniske eller andre grunde befinder sig i opposition til regimet. Dem der føler det sikkert nok at blive i de områder, hvor der i dag stemmes, er dem, der føler sig sikrest under Assad-regimets kontrol end under oprørernes. Skulle enkelte syrere med sympatier for oppositionen være blevet tilbage i de områder, skal man ikke tro, at de vil stemme imod regeringen. Hvorfor skulle de risikere livet og familiens sikkerhed ved en valghandling, der alligevel ikke betyder noget?
 
I den virkelighed, der er Syriens i disse år, er det slet ikke muligt, at et parlamentsvalg, der gennemføres i de regeringskontrollerede dele af landet på nogen måde kan afspejle de holdninger, der eksisterer i den syriske vælgerbefolkning. Om ikke af anden grund så blot fordi en stor del af den syriske befolkning enten er blevet dræbt eller på flugt. I særdeleshed den del af den syriske befolkning, som er kritisk overfor regimet.

Parlamentet et gummistempel
Sammen med min kameramand besøgte jeg for en del år siden – lang tid inden borgerkrigen – det syriske parlament.
 
Det var en løjerlig oplevelse.
 
Da vi endelig havde fået de mange tilladelser, der var nødvendige, tænkte jeg, at vi ville blive sat ind på nogle tilskuerpladser på balkonen, som det er tilfældet i Folketinget på Christiansborg. Men nej. Sådan gik det ikke. Vi blev lempet midt ind i parlamentssalen midt under et møde. Ind på gulvet imellem medlemmerne på den ene side og talerstolen og formandens ophøjede plads på den anden.
 
Jeg var chokeret. 
 
Vi forstyrrede parlamentets arbejde. Ingen tvivl om det. Men det betød tilsyneladende ikke noget som helst. Så vigtigt var parlamentsarbejdet øjensynligt ikke.
 
Flere parlamentsmedlemmer, der næsten var faldet i søvn, vågnede op. 
 
Hvad var nu det?
 
Et TV-hold? Interessant! Endelig sker der noget, syntes det at stå skrevet i ansigterne på de trætte parlamentsmedlemmer, der helt tydeligt kedede sig bravt.
 
Mange af medlemmerne rejste sig, og kom ned til os for at hilse på.
 
Hvem var vi, ville de vide. Hvor kom vi fra? Hvad var vi i Syrien for at lave? Hvad syntes vi om Syrien? Hvad mente vi om parlamentet? Var det ligesom vores hjemme i Danmark?
 
Spørgsmålene væltede frem.
 
Taleren på talerstolen stoppede. Der var alligevel ikke nogen, der lyttede til ham. Formanden bankede i bordet. Ikke for at få os ud, men for at deklarere en pause i parlamentsarbejdet, så han også kunne komme ned for at hilse på.
 
Det var en interessant oplevelse. Ret så beskrivende for Syrien. For den venlighed og gæstfrihed, vi mødte i parlamentet midt på en almindelig arbejdsdag, er ligeså meget en ægte del af virkeligheden i Syrien, som den kendsgerning at det er totalt ligegyldigt, om parlamentsmedlemmerne gør deres arbejde eller ej, for parlamentet i Syrien er totalt ligegyldigt. Uden betydning.

Det syriske parlament er et gummistempel for alt der kommer fra regeringen. Regeringen, som er udpeget af præsidenten, gør præcist det, præsidenten kræver af den. Den er blot en administration, der skal gennemføre det, præsidenten ønsker, og parlamentet skal give det hele et skær af lovlighed, ligesom de jævnlige parlamentsvalg blot er en ceremoniel begivenhed, der skal få det hele til at tage sig legalt og rigtigt ud.
 
Ikke desto mindre vil vi, når valgresultatet bliver offentliggjort, og præsident Bashar al-Assads Ba’ath-part har fået sig endnu en massiv tillidserklæring fra vælgerne, sikkert høre, at Assad-styret ved fredsforhandlingerne i Geneve vil begrunde sin stejle og afvisende holdning overfor oppositionens krav med, at det – i modsætning til oppositionen – har et folkeligt mandat. 
 
Det er det, et ellers ligegyldigt valg i dag skal bruges til.
 
Selvom de statsdirigerede syriske medier i løbet af i dag vil sende billeder og historier ud, der forsøger at vise det modsatte, så er parlamentsvalget i Syrien ikke en ”demokratiets fest”. 
 
Langtfra. 
 
Som situationen er i Syrien, er der hverken demokrati eller noget at fejre.
 
* * *
 
Artiklen er skrevet til TV2’s website.