Kommentar:

Hvor er det dog "...et yndigt land"

 
TRANEKÆR (13.09.2016): Mit Danmarksbesøg er overstået… for denne omgang. 
 
Jeg forlængede det en smule, for at kunne være med ved åbningen af Alfio Bonannos og min fælles foto-/kunstudstilling i Rudkøbing. Vi havde en fantastisk åbning, og udstillingen ”Krydsbestøvning” bliver godt besøgt. Det er dejligt. 
 
Nu kan/skal jeg så vende tilbage til virkeligheden og arbejdet igen. Kufferterne er pakket, og nu går kursen mod lufthavnen og Istanbul. I den situation bliver jeg altid en smule trist, ret rørstrømsk og lidt sentimental i mit danske sind og hjerte, fordi jeg endnu en gang skal sige farvel.
 
For nogle dage siden, da vi åbnede udstillingen, fik jeg et par dage besøg af Sultan Coban, som er min gode kollega fra Istanbul. Sultan skriver om tyrkiske forhold til Berlingske. Dagen efter viste jeg hende Stengade Strand, hvor man mener, at Adam Oehlenschläger fik sin inspiration til digtet ”Der er et yndigt land”, som senere blev til Danmarks nationalsang.
 
Jo, jo. Langeland står sørme centralt i mange sammenhænge i Danmarks historie.
 
Da vi kom ud til Oehlenschlägers Bøg på Stengade Strand, havde en gruppe ældre kvinder (der i mit utrænede øre lød som om de kom fra Syd- eller Sønderjylland) allerede indtaget stranden. De var klædt frisk og fornuftigt på. Praktisk tøj som passede til at skulle trave et par kilometer igennem Stengade Skov, for at nå ud til stranden og ud til den berømte bøg. De havde pakket madpakker, havde kaffe med på termokander, og sad nu og nød det på stranden med udsigt ud over Storebælts bølger.
 
Det var et billede på dagens Danmark, som jeg helt faldt for i dette rørstrømske humør, som jeg er i. 
 
Oehlenschlägers Bøg som står og spejler sin top i bølgen blå på salten Østerstrand, med en gruppe energiske, aktive pensionistkvinder med madkurv, på udflugt i Danmarkshistoriens fodspor i dens skygge.
 
Når jeg er i Danmark, følger jeg mere med i de danske nyheder, end jeg gør, når jeg befinder mig i Mellemøsten, og jeg bliver altid overrasket over de uendelig mange beklagelser. Især fordi jeg føler, at jeg ankommer til eventyrlandet fra et Mellemøsten, hvor mangt og meget kunne være en del bedre. Men jeg tror i bund og grund at jeg næsten kunne være ankommet til Danmark fra hvor-som-helst. Oplevelsen ville have været den samme. Sammenlignet med snart sagt enhver anden plet på kloden er Danmark bare så meget bedre et samfund at leve i.
 
Der bliver ganske vist skåret ned her og indskrænket der. Den ene gruppe har nu ikke længere det, de tidligere havde. Den anden har mistet en offentlig serviceydelse, og nu er så rystet, at den skal have krisehjælp og psykolog. Samtidig skal skattetrykket bringes ned. Politikerne bruger mere tid på at nedgøre hinanden, synes jeg, snarere end at begejstre befolkningen, dele deres visioner om fremtiden og skabe aktive, engagerede samfundsborgere – ikke bare klienter.
 
Og jeg ku’ blive ved.
 
Når man kommer udefra er det svært at se, at dette ikke stadigvæk er et vidunderligt samfund. Nærmest et af verdens bedste. Et samfund hvor ”få har for meget, og færre for lidt”, som gamle Grundtvig skrev. (Han havde for øvrigt sin ulykkelige kærlighedsaffære med godsejerfruen Constance Steensen Leth på Egelykke – også her på Langeland!).
 
Når man kommer udefra er det svært at forstå den danske debat. Især når tingene virkelig stadigvæk ser så misundelsesværdige ud, som de gør. I hvert fald set udefra. Det er også svært at forstå, at skænderierne hele tiden synes at være imod alle former for nedskæringer og begrænsninger, når enhver, der rejser lidt rundt i verden kan se, at vores levestandard er fuldstændig ude af trit med virkeligheden for resten af klodens folk.
 
Alle politikere jeg høre ytre sig i medierne, også dem fra partier jeg tidligere selv stemte på, som påstod at de havde et internationalt, solidarisk perspektiv, synes totalt fikserede på at folk fra den krigshærgede og fattige del af verden – uanset om de er flygtninge ifølge FN’s konventioner eller bare ulykkelige mennesker på jagt efter et anstændigt liv – for Guds skyld ikke må slippe ind over vores grænser.
 
Det giver sikkert stemmer ved valgene, det er jeg ikke i tvivl om, men er det rigtigt? Er det retfærdigt?
 
Jeg kunne fortsætte denne jammerklage, men vil ikke gøre det, fordi jeg for mange år siden besluttede mig for, at jeg vil se det halvfulde glas snarere end det halvtomme. Det er simpelthen en beslutning. Ellers kan jeg ikke overleve psykisk i den krigs- og konflikthærgede del af verden, som på grund af mit job er blevet mit hjem. Jeg ser, hvor kort livet kan være, og hvor skrøbelig lykken ofte er. Jeg vil ikke spilde min tid og energi på den ”kamp imod vindmøller.” 
 
(Som jeg for øvrigt også hører, er i gang. Temperaturerne i polarområderne er steget med skræmmende 4 grader. Hurtigere end nogen troede. Og danskerne, som mener at de er ”grønne”, vil ikke have at havvindmøller skal spolere deres havudsigt. Gerne nogle andres, men ikke deres!?!)
 
Det er sikkert også derfor, jeg i den grad har kastet min kærlighed på Langeland – hvor der er masser af vindmøller og asylsøgere, selvom jeg ikke har nogen familierelationer eller andet til den skønne ø. Denne såkaldte ”udkantskommune”, som ifølge Danmarks Statistik skulle være Danmarks fattigste, har på trods af det – langt mere end andre kommuner – engageret sig i at modtage flygtninge og asylsøgere. 
 
En økonomisk set svag kommune, der er stærk på livskvalitet. Fordi folk her kæmper. De kæmper for at få samfundet til at fungere. De er aktive og hjælper hinanden. Og endog har de også overskud til at hjælpe de ulykkelige fremmede, der kommer hertil i nød.
 
Den kamp er en god kamp. Det er en kamp, som skaber gladere mennesker. Og et godt samfund med aktive, engagerede borgere, selvom samfundet er fattigt (ifølge Danmarks Statistik).
 
Netop fordi det her samfund er fattigt… nej, det er det sgu ikke… folk herovre er ikke fattige. De er ganske rigtigt ikke rige i kroner og øre, men de er rige på så meget andet. På livskvalitet. Mening med tilværelsen. Engagement. Nærhed. Natur. Skønhed, ro, og mange andre skønne ting, men det figurerer ikke i Danmarks Statistik, fordi det ikke kan måles og vejes.
 
Forleden aften så jeg et nyhedsindslag på TV2 om en hjemløs ung mand, som ikke mente, at et par tusinde kroner mere om måneden fra Socialforvaltningen ville ændre hans liv synderligt. Måske ville pengene give ham råd til lidt flere pizza’er. Men det han manglede var kærlighed, omsorg og en familie, der bekymrede sig om ham.
 
Rigdom handler ikke om penge. I hvert fald ikke kun.
 
Når jeg ude på Stengade Strand under Oehlenschlägers Bøg med udsigt over Storebælt møder en gruppe seniorer, som er ude i naturen med deres madkurv og termokande, så oplever jeg det Danmark, som jeg holder så uendelig meget af. Jeg oplever glæde og livskvalitet. Og noget livskvalitet som der er i overflod af. Som enhver kan nå ud til. Og som er fuldstændig gratis.
 
Det er Danmark, når det er skønnest.
 
Der er virkelig ”…et yndigt land”.

 
Tilføj kommentar