Det vidunderlige folkedyb

ODENSE (25.12.2016): Med hjælp fra eksperter forudså vi med meget stor sikkerhed én ting, og så udviklede virkeligheden sig stædigt i den totalt modsatte retning. Hvorefter vi med samme store analytiske evne bagefter forklarede, hvorfor vi havde taget så gruelig fejl.
 
Den egocentriske mangemilliardær Donald Trump var simpelthen for dum til at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Det var alle enige om. Han blev det bare alligevel. Og ikke bare det. Nu er det selvsamme ”fugleskræmsel” gået hen og også blevet USA’s næste præsident. Verdens mest magtfulde job. Og det selvom journalister og eksperter havde dømt ham ude i allerførste runde.

Listen af lignende situationer, hvor vi var helt galt afmarcheret er desværre lang.
 
Selvom det er svært at elske EU’s bureaukrati, så var de færreste dog det mindste i tvivl om at Den Europæiske Union trods alle sine mangler, kæmpebureaukrati, åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed, alligevel i sidste instans ville få briterne til at forstå, at deres land var bedre tjent med at blive i fællesskabet end ved at forlade det.
 
Endog fra Storbritanniens egne ledere fik vi også den udlægning.
 
Stor var overraskelsen derfor, da det viste sig, at briterne selv havde helt andre ideer. 
 
”Folkedybet” havde talt.

Brexit – eufemismen for Storbritanniens farvel til EU – er nu også blevet eufemismen for mediernes og ekspertvældets manglende evne til at forudse, hvad der vil ske, fordi vi i al for stor udstrækning bevæger os i et ”ekkokammer” (også et nyt dansk ord), der giver genlyd af vore egne meninger, fordi vi i al for stor grad kun omgås folk, der ligner os selv, og mener det samme som os. Vore frelste meninger udfordres alt for lidt, fordi vi i den grad nyder at blive bekræftet i vore egne opfattelser. Vi har en tendens til at synes, at dem, der mener noget andet, er useriøse, uoplyste og ikke fortjener at blive hørt.
 
Det er et problem.
 
Jeg kender det kun alt for godt. For det er også min hverdag, og jeg gør mig selv skyldig i det samme.
 
Hvis der er noget, der ind imellem hjælper mig med at holde mig lidt mere på ”dydens smalle sti”, så er det mit fotografi.
 
Hvorfor nu det?!?
 
Jeg synes, at eksperter, politikere og andre journalister er kedelige… i hvert fald at fotografere. Og da jeg elsker at fotografere, så må jeg søge mine motiver andre steder. For mig er der ingen tvivl om, at almindelige mennesker, gamle mennesker, rynker, skæve eksistenser, børn, mødre, unge, håndværkere, arbejdsløse – alt andet end de fine og nystrøgede – er langt mere interessante at fotografere. Og kameraet er et vidunderligt instrument til at ”bryde isen” mellem mennesker.

Når man fotografere mennesker, vil folk ofte vide, hvem man er, hvorfor man fotograferer dem, hvad man laver, og hvad man selv mener om situationen. Det fører naturligt til, at man også får dem til at fortælle, og via fotografiet kommer jeg ofte meget tættere på lokale – om det er her i Danmark, i Tyrkiet, i Mellemøsten eller i Afrika – end jeg ellers have villet.
 
På den måde er fotografiet en utrolig gave for en som mig.
 
”Folkedybet” – som man ofte sikkert ikke altid i allerbedste mening kalder almindelige mennesker – er, selvom man kan være uenig med dem, meget mere velreflekterede, end mange eksperter synes at tro. Det er ikke uvidenhed, der får dem til at have andre meninger end eksperterne, men ofte blot det at de lever i den modsatte ende af samfundspyramiden end journalisterne og eksperterne, som alt for ofte både professionelt og privat svæver rundt oppe i de tyndere luftlag sammen med magthaverne, gør, og derfor tit ender med at få et ret anderledes perspektiv på tilværelsen.
 
Anderledes men ikke forkert.
 
Når året rinder ud, læner man sig ofte tilbage og ser tingene i et lidt større perspektiv. Derfor dette lille fotografiske heltekvad til dette vidunderlige folkedyb, som mit fotografiapparat holder mig i kontakt med, mere end min journalistik gør. Og på den måde supplerer de to fag hinanden på fortrinlig vis, selvom det ene er mit erhverv og det andet kun min hobby. Fotografiet er for mig som stammen, der sikkert og stabilt holder trækronen fast forankret til rodsystemet. Uden det – eller den – vil træet styrte om, visne og forgå.
 
Her følger derfor en række billeder af nogle af de mange smukke, ”almindelige” og alligevel ekstraordinære mennesker, som mit fotografi bringer mig i nærkontakt med, og som sikrer mig, at jeg ikke ”blæser væk” og helt mister forbindelsen til den rigtige virkelighed. Den hvori de ”rigtige” mennesker lever, drømmer, elsker, arbejder og fungerer.

Dette er ikke en årskavalkade eller andet af den slags, hvor journalistikken på den her årstid ofte bevæger sig langt over i underholdningsbranchen. Derfor er billederne heller ikke alle fra 2016. 
 
Denne korte tekst – som bare tilfældigvis kommer i tiden mellem jul og nytår – er faktisk helt ærligt og inderligt en selvkritisk analyse af noget, der alt for ofte går galt for os journalister, der uden at have noget folkevalgt mandat, har fået lagt en utrolig masse magt i vore hænder, er blevet sat til at forklare verden for andre, og bliver anset for at have en ekspertise, som vi alt for ofte slet ikke har (og ”eksperterne” heller ikke), fordi vi bevæger os i vore egne virkelighedsfjerne cirkler og mister forbindelsen til rødderne. 
 
Fotografiet hjælper mig til at holde jordforbindelsen. Og disse mange skønne ansigter er en af gaverne, man får med i købet.
 
Godt nytår til alle.

---