Tyrkiet i terrorismens skygge:

Krig på mange fronter

Efter et år skæmmet af terror og blodsudgydelser havde tyrkerne håbet på noget bedre. Det fik de ikke. 2017 var end ikke et par timer gammel før Istanbul igen blev ramt af et brutalt terrorangreb. Og intet tyder desværre på, at det bliver bedre.




TRANEKÆR (02.01.2017): Året 2016 vil gå over i tyrkisk historie. Og ikke for det gode. 2016 var et særskilt hårdt og smertefuldt år. Endog ovenpå en række forudgående år, som heller ikke på nogen måde var gode.
 
Det er gået fra dårligt til værre.
 
 
Natklubben Reina set ude fra Bosporusstrædet.

Terror – massevis af terror. Terror en gros, kalder mange det. En sand bølge af blodige terrorangreb har ramt landet – fra Istanbul i det europæiske nordvestlige hjørne af det kæmpemæssige land, over hovedstaden Ankara i centrum, til de kurdiske byer i øst og grænseområdet til Syrien i sydøst. Vi taler om dusinvis af terrorangreb.
 
Borgerkrigen i Syrien er også spildt ind over grænsen til Tyrkiet. Fra ”blot” at have været en nabo til den frygtelige krig, er Tyrkiet nu selv gået aktivt kæmpende ind i den. Sammen med en lokal syrisk oprørsgruppe kæmper tyrkiske militære enheder inde i Syrien. Officielt imod Islamisk Stat og andre islamistiske terrorgrupper, men reelt ligeså meget – måske endog mere – imod de kurdiske grupper i Syrien, der er Vestens allierede i kampen imod Islamisk Stat.
 
Tyrkiet har i mange år været et transitland for flygtninge fra Afghanistan, Iran, Irak og Afrika. Borgerkrigen i Syrien betyder, at en sand syndflod af flygtninge er kommet ind over grænsen. I omegnen af tre millioner. På samme tid har Europa forsøgt at lukke sine grænser. Det belaster også situationen i Tyrkiet. Massevis af ressourcer, der kunne være brugt til noget andet, kanaliseres nu ud til sydøst for at klare flygtningestrømmen, og Tyrkiet føler ikke, at det rige Europa løfter sin del af byrden. 
 
 
Istanbul har i 2016 været ramt af en veritabel bølge af terrorangreb. Her er det et angreb den 7. juni, hvor 11 blev dræbt og 36 såret.

Fredsprocessen med den kurdiske PKK-bevægelse internt i Tyrkiet er brudt sammen, og landet er endnu en gang i krig med en del af sin egen befolkning. Det har genskabt én af kilderne til den forøgede terror. Det kurdiske Arbejderparti PKK, og den endnu mere militante udbrydergruppe TAK – Kurdistans Frihedshøge – står for en del af dem. Ofte forsøger de at ramme symboler på myndighedernes magt – politi, militær og administrationen – men lige så ofte bliver uskyldige civile også dræbt og lemlæstet.
 
Et forfejlet militært kupforsøg i sommer øger bare ustabiliteten. Det blev slået ned, men det viser hvor dybt polariseret det tyrkiske samfund er. Kupforsøget førte til en klapjagt på alt der lugter af kritik af regeringen. Masseudrensninger i statsapparatet, i politiet, i domstols- og retsvæsenet, i sikkerhedsapparatet, i de væbnede styrker, i skole- og undervisningssektoren, i administrationen. Det kan godt være, at systemet nu er renset for opposition, men det er samtidig blevet væsentligt svækket.
 
Der er dem, der siger, at massearrestationerne og –fyringerne i politi, militær og sikkerhedstjenester i kølvandet på kupforsøget, har svækket Tyrkiets forsvar i så alvorlig grad, at landet nu slet ikke kan sikre sig selv imod truslen fra de terrororganisationer, der vil landet og dets befolkning det ondt.
 
 
Præsident Erdogan tilbedes som en frelser af en del af befolkningen, men ses som roden til alt ondt i den anden. Tyrkiet er mere polariseret end nogensinde.

Den allerstørste og mest bestialske af disse trusler kommer fra terrororganisationen Islamisk Stat, som ovre på den anden side af grænsen kæmper for sit kalifats overlevelse. Denne terrororganisation har længe nydt godt af Tyrkiets lange og porøse grænse. Det betydede mulighed for at nye rekrutter kunne komme ind, terrorister på vej på opgave kunne komme ud, olie og andet kunne smugles ud og våben ind. Det kan de ikke længere. Dermed er Tyrkiet også havnet på IS’ hitliste. Islamisk Stat har for længst besluttet, at fjenderne skal betale prisen for deres engagement imod kalifatet, og den skal være så høj som mulig. Ikke bare på slagmarken i Syrien, men også hjemme hos sig selv, hvor befolkningen forventer at kunne være trygge og sikre.
 
Islamisk Stat har stået bag langt de fleste af de allermest barbariske terrorangreb. Angreb hvor selve mængden af blod og antallet af uskyldige civile – lokale og turister – i sig selv har været målet. Og dem har der været en hel serie af.
 
Bølgen af terror, kupforsøg og en i stigende grad autokratisk præsident har også ramt turismen hårdt. Tyrkiet har tidligere været et af verdenens største turistmål, og en vigtig kilde til en stor del af den hårde udenlandske valuta, som landet har så hårdt brug for. 
 
 
Turister forsøger at komme væk fra et terrorangreb i det centrale Istanbul. Det er sket alt for ofte i dette år. Nu bliver turisterne væk. Det rammer den tyrkiske økonomi hårdt.

Nu er turismen gået voldsomt tilbage. Det er svært at få fat i troværdige tal. Myndighedernes tal på tilbagegangen er høje, men de handlende i bazaaren og de ansatte i hotel- og turistbranchens er endnu højere. Nedgangen vurderes til et sted imellem 50-65 pct. Men det kan sagtens være mere. Det sker på et tidspunkt hvor den tyrkiske økonomi også på andre områder er løbet ind i problemer.
 
Man kan ikke fortænke tyrkerne i at tørre sveden af panden og ånde lettet op, da 2016 var ved at rinde ud. Eller at de i deres stille sind håbede og bad til at 2017 i det mindste ville blive en lille smule bedre og lidt mindre blodig. Det ville andre også have gjort.
 
Det fromme håb holdt end ikke to hele timer ind i det nye år, så skød en terrorists kugleregn den skønne drøm ihjel.
 
Angrebet på Reina-natklubben i Ortaköy-kvarteret på kystvejen ud mod Bosporusstrædet var på flere måder forskellig fra mange tidligere Islamisk Stat-terrorangreb. Mest af alt fordi terroristen ikke sprængte sig selv i luften under angrebet eller gik kæmpende i døden, men i stedet stak af efter udåden. Men målet – natklubben – var på andre områder et helt oplagt IS-hadeobjekt: Sekulært, vestligt, rigt overklasse, udskænkning af alkohol, mænd og kvinder dansede sammen, fejrede en kristen helligdag, udlændinge og rige tyrkere sammen og så videre. 

Islamisk Stat har sidenhen indrømmet, at den står bag det blodige angreb nytårsnat. Terroristen – som IS kalder ”kalifatets heroiske kriger” – er stadigvæk på fri fod, men eftersøges over hele Tyrkiet.

 
 
Man ser politi og sikkerhedsstyrker alle vegne, men terroristerne synes alligevel at kunne gennemføre deres blodige handlinger, når det passer dem.

* * * 
 
Det vil være nemt – måske for nemt – at lægge hele skylden for, hvordan det har kunnet gå så galt for præsident Recep Tayyip Erdogans fødder. Præsidenten og hans populistiske politik har sandelig ikke hjulpet til med at gøre Tyrkiet mere populær i omverdenen, men det vil ikke være fair at give ham hele skylden. At ulykkerne er væltet ind over Tyrkiet har kun til en vis grad været selvforskyldt. Andet bundet i at Tyrkiet befinder sig i et omtumlet region, som lige nu befinder sig i et historisk opbrud.
 
Erdogans bryske, storskrydende og i stigende grad autokratiske facon er dog ikke til at komme udenom, og hans politik er mere end noget som helst andet den afgørende faktor i, hvor Tyrkiet placerer sig selv i de omvæltninger, der i øjeblikket skyller hen over en region af verden, hvor mange normalt accepterede spilleregler synes sat ud af kraft.
 
Hvis vi blot tager de lidt mere langsynede briller på, og ser hvordan Tyrkiet så ud, inden Recep Tayyip Erdogan kom til magten, så må man indrømme, at mange af de gevinster og positive udviklinger, der nu sættes overstyr, var det Erdogan, der indførte. Mange af de helt tydelige fremskridt, som Tyrkiet har oplevet i det sidste årti til halvandet, men som nu synes at falde fra hinanden, har også været Erdogans bedrifter. Erdogan har haft en finger med i det hele. At fremskridtene blev skabt, men også at de nu synes til en vis grad igen at gå tabt.
 
Vil han have æren for fremgangen, må han også påtage sig en del af skylden for problemerne.
 
Det mislykkede kup i sommer viste ikke bare, i hvor stor grad tyrkerne er internt splittede, og at der stadigvæk er stærke kræfter, der er imod AKP og præsident Erdogan, kuppet gav også præsidenten en chance. Det præsenterede ham for to mulige alternative veje fremad.
 
I dagene umiddelbart efter kupforsøget stod tyrkerne sammen på tværs af en masse skillelinjer, som ellers normalt delte nationen. Det kunne Erdogan have udnyttet til at få bygget bro over skellene i et ellers i stigende grad polariseret samfund. 
 
Det gjorde han ikke.
 
 
Efter kupforsøget kunne præsident Erdogan have valgt at styrke sammenholdet i Tyrkiet, som i dagene efter syntes stærkt. Han valgte i stedet at bruge det til at indlede en storstilet udrensning på alt regeringskritisk i landet.

Han brugte i stedet det mislykkede kup til at indlede en veritabel heksejagt. Ikke bare på folk, der faktiske havde haft noget med selve kuppet at gøre, men på alt og alle der var det mindste smule kritisk over præsidenten, hans politik og hans AKP-regeringen. 
 
Mange af mine venner og bekendte talte om, at det var som om der i en skrivebordsskuffe havde ligget en liste over regeringskritikere, som man ved en given lejlighed ville forsøge at spille af med. Kupforsøget leverede en sådan ”lejlighed”. Listen blev støvet af, og sammen med massevis af reelt medskyldig i kuppet blev munden ved samme lejlighed også lukket legitime kritiske stemmer fra oppositionen.
 
Titusindvis af mennesker blev arresteret og fængslet. Endnu flere er blevet fyret, suspenderet eller på anden måde straffet. Det samlede antal personer, som på den ene eller den anden måde har smagt magthavernes vrede, er ukendt, men det anslås at ligge i nabolaget af 100.000.
 
Denne kæmpemæssige åreladning af titusindvis af medarbejdere, bureaukrater og andet personel fra myndigheder og institutioner kan mærkes. Ikke overraskende fungerer mange ting ikke længere, som de burde. Det skaber også vrede og utilfredshed. Men i et polariseret samfund, hvor man enten tilbeder eller hader præsidenten og hans parti, tolkes enhver kritik af mangler i samfundet nemt som en kriminel sympati for kupmagere og terrorister, og man risikerer at blive stemplet som samfundsfjende. Derfor er der megen kritik, som ikke luftes offentligt, men som tværtimod stænges inde og i stedet akkumuleres om en stadig voksende vrede over tingenes tilstand, hvilket også kan ende med på et tidspunkt at eksplodere på en uønsket voldsom facon.
 
En tyrker, som jeg lige har talt med forklarede det således:
 
”Vi har længe været et polariseret samfund, men nu er det blevet endnu værre. Enten er man med præsident Erdogan i alt, han står for, eller så er man anti-tyrkisk, anti-patriotisk og allieret med Tyrkiets fjender. Er man det, har man ingen rettigheder. Samfundet må kunne beskytte sig selv.”
 
 
Bosporusstrædet deler Istanbul. Europa er på den ene side. Asien på den anden. Men Tyrkiet er også delt på mange andre måder. For eller imod Erdogan. Tyrkiske nationalister eller kurdere. Religiøse overfor nationalister. Tyrkiet er mere splittet end i mange årtier.

”På den måde ødelægger Tyrkiet sig selv i forsøget på at beskytte sig.”
 
En anden er endnu mere fordømmende:
 
”Da regeringen og myndighederne ikke længere påtager sig ansvar for noget som helst, der ikke fungerer, så må man se sig om efter nogen andre skyldige. Det bliver så ”udenlandske kræfter” og deres ”lokale håndlangere”.  Jo mere konspiratorisk, jo bedre.”
 
Herefter opremser kilden et hav af eksempler. Fra (vækkelsesprædikanten) Fethullah Gülen i USA, som beskyldes for at have stået bag kupforsøget, over USA, som indtil nu ikke har villet udlevere ham til Tyrkiet, til diverse efterretningstjenester, endog også internationale jødiske komplotter bliver indimellem fremhævet. EU har også svigtet. Erdogan føler sig holdt for nar af Bruxelles. Derfor kommer EU også ned i æsken med anti-tyrkiske kræfter, og skjult bag diverse omskrivninger, bliver EU også anset for kun af have Tyrkiets tilbagegang eller endog undergang på sin dagsorden.
 
Som tingene fungerer i Tyrkiet i øjeblikket er det forståeligt, at ingen af de kritikere af præsident Erdogans politik, som jeg har talt med og citeret, ønsker deres navn nævnt. Folk er blevet arresteret for mindre.
 
Som regeringen har mange almindelige tyrkere også en forkærlighed for byzantinsk, snørklede konspirationsteorier. 
 
De tyrkiske myndigheder og en stor del af de tyrkere, der støtter regeringspartiet AKP, omfavner en konspiratorisk paranoia. Og truslerne kommer altid udefra. Der skimtes ustandselig ”en fremmed hånd” i alt, der går galt i Tyrkiet. ”Udenlandske kræfter” har uafbrudt en finger med i spillet med at destabilisere Tyrkiet. 
 
 
Den syriske borgerkrig har forlængst spildt over grænsen ind i Tyrkiet. Nu er den tyrkiske hær krydset den modsatte vej, og kæmper også inde i Syrien.

Derfor har blot den kendsgerning, at det amerikanske udenrigsministerium for flere uger siden har opdateret sin rejsevejledning, og advaret sine statsborgere på udlandsrejse imod at opsøge store forsamlinger, pladser og markeder med mange mennesker, og heller ikke deltage i officielle fejringer af jul og nytår i en lang række lande – blandt andet Tyrkiet, fået de tyrkiske myndigheder til at antyde, at USA havde efterretninger om et forestående angreb i Istanbul, men ikke delte dem med sin allierede.
 
Det afviser USA naturligvis. Det amerikanske udenrigsministerium svarer, at der ikke var tale om konkrete efterretninger om et specifikt angreb, men blot en generel frygt og analyse af situationen, der gjorde at trusselsniveauet måtte anses for forhøjet.
 
Man må vel give amerikanerne ret. Det kræver ikke en doktorgrad i raketvidenskab at se, at trusselsniveauet er højt. Især i et land som Tyrkiet. Det behøver man end ikke en efterretningstjeneste for at kunne gennemskue. Kun et avisabonnement.
 
En af de tyrkere, jeg kommunikerede med på nettet i timerne efter terrorangrebet på Reina-klubben i Istanbul sagde, at man heller ikke skulle glemme, hvordan ”kredse tæt på det regerende AKP i ugerne op til jul og nytår havde lagt disse kristne helligdage for had og advaret imod dem som anti-islamiske”.
 
Terrororganisationen Islamisk Stat har også opfordret sine medlemmer til helt bevidst at gøre åbne, offentlige markeringer af jul, nytår og andet kristent til mål for angreb. Ikke bare i Mellemøsten og i muslimske lande men også i Vesten.
 
 
Tyrkerne kan takke Recep Tayyip Erdogan for stor fremgang over det seneste årti. Men i de seneste år er mange af fremskridtene ved at blive tabt på jorden.

* * *
 
En tyrkisk ekspert, som blev interviewet på BBC World Service Radio her til morgen, sagde, at folk i Istanbul er bange for at gå ud. At de, når de om morgenen sender deres børn i skole, er bange for, at de måske ikke vil se dem igen.
 
Det er jeg lidt uenig i.
 
Jeg har boet i Istanbul i snart et år, og derfor været tæt på mange af dette forfærdelige års tragiske terrorhandlinger, og jeg har ikke oplevet, at mine venner spekulerer på, om de tør gå ud på gaden i Istanbul, Ankara eller andre tyrkiske storbyer.
 
Tværtimod oplever jeg, at tyrkernes meget seje hårdførhed minder om israelernes i Jerusalem – hvor jeg også har boet i mange år – og Tel Aviv, der som de tyrkiske storbyer har været mål for utallige terroraktioner. Det er på godt og ondt forbavsende hvor hurtigt, dagligdagen vender tilbage efter et terrorangreb.
 
Men selvom dagliglivet på overfladen fortsætter, så er det kun på overfladen, at intet er ændret. Frygten er der naturligvis inde bag facaden.  Det er oplagt. Den indestængte frygt er med til at få mange – der måske under andre omstændigheder ikke ville være gået med til det – til at acceptere den undtagelsestilstand, regeringen har indført, de indskrænkninger i frihedsrettighederne, der er sket, lukningen af medier, fængsling af regeringskritikere og så videre.
 
Det er den store fare.
 
At Islamisk Stats terror, krigen imod kurderne, borgerkrigen i Syrien, det mislykkede militærkup og mange andre trusler af samme slags er med til at underbygge og retfærdiggøre den stadigt voksende magt, der i disse år samles i én og kun en mands – præsident Recep Tayyip Erdogans – hænder.
 
På den måde kommer præsidentens og hans regerende AK-partis fjender – sikkert uden at ville det – til at befordre Erdogans drøm om at omskabe Tyrkiet fra et parlamentarisk til et præsidentielt system, hvor præsidenten sidder med magten og trækker i trådene. 
 
 
Erdogan bruger volden og kaosset til at styrke sin egen magtposition i Tyrkiet, og mange er villig til at gå langt og acceptere en stærk mand, bare for at få ro, sikkerhed og stabilitet.

I realiteten har det været sådan lige siden Erdogan lavede ”en Putin”, som man kalder det. 
 
Da han i 2014 ikke længere kunne genvælges som premierminister, blev han i stedet præsident. Men han var ikke interesseret i en svag, konstitutionel præsidentpost, som den tyrkiske ifølge forfatningen er. Kun i en præsidentpost, hvor det stadigvæk var ham, der havde magten.
 
At Erdogan reelt har tiltaget sig en masse magt, har bragt ham på kant med forfatningen, som giver den valgte regering og premierministeren magten. Selvom Erdogan prøvede, at lykkedes det ikke for ham af få det politiske system til at makke ret, heller ikke vælgerne ville i tilstrækkeligt stort tal være med det. Derfor har det kaos og de trusler, som Tyrkiet er blevet kastet ud i, ikke været det problem for præsident Erdogan, man skulle tro, det har tværtimod leveret ham en mulighed på en sølvbakke for ad bagvejen alligevel at opnå sine magtambitioner. Nu pakket ind i behovet for at redde nationen fra ” udefrakommende trusler”.
 


 
 


TILFØJELSE

Jeg har lige modtaget en kopi af dette opslag fra min gode ven Hanna Ziadeh's Facebook-side.

Hanna har tilsyneladende selv været i Istanbul over nytåret, og har inden terrorangrebet på Rania-natklubben set nogle af de plakater, som er en del af den kampagne, jeg omtaler i artiklen, der har været i gang i Tyrkiet for at advare imod julen som noget farligt og u-islamisk.

"Vi er Muslimer. Kvas julemanden", opfordrer plakaten de rettroende muslimer til.

Derfor, konkluderer Hana, er præsident Erdogan's påstand om at denne opildnen til vold imod kristne og fejringen af kristne fester og helligdage er "kommet udefra". Det trives også i Tyrkiet, i kredse omkring regeringspartiet.
 











Artiklen er skrevet til tv2.dk. Hvis du kigger derover, kan du også se en kronologi over de mange terrorangreb, der har været i landet blot her i 2016.






 
Tilføj kommentar