Mit helt eget Langeland:

Generalen og hans træer

Her et billede af mit eget smukke egetræ ved solopgang for et par dage siden.
Her et billede af mit eget smukke egetræ ved solopgang for et par dage siden.
Den er, som en af naturens helt egne skønne skulpturer. Set fra min side knejser den smukt og stolt. Fra siden opdager man dog, at den hælder faretruende slemt. Det gamle, prægtige egetræ står frit og alene midt på engen, i forlængelse af min have, over mod et stykke fredet naturskov. Et ubegribelig smukt stykke natur, som vi ofte traver rundt i, men også bare yder, når vi sidder på terrassen og spiser frokost.
 
Engdraget, som strækker sig langt ud til begge sider og om bag skoven til en lille lavvandet sø med traner, er også hjem for en flok af Langelands berømte vilde heste. I turistbrochurerne findes de vilde heste kun på to fredede naturområder i den allersydligste ende af øen. Ingen – udover de lokale – ved, at de vilde heste også lever heroppe hos os, så vi har dem helt for os selv, hvilket vi ikke klager over.
 
Da vi for mange år siden lige havde købt hus på Langeland, spurgte mange lokale os, hvor det lå. Jeg forklarede dem det, og de fleste udbrød så med det samme: 
 
”Ahhh… lige ved siden af Generalens Eg!”
 
”Ja”, svarede jeg glad, for jeg kiggede jo ud på det smukke, gamle egetræ hver eneste dag.
 
”Generalens Eg!!!”
 
Fantastisk.
 
Et lokalt landemærke. Lige udenfor min terrassedør. Hvor godt kunne det være?
 
Jeg har igennem tiden taget masser af billeder af det skønne træ. På alle tidspunkter af døgnet. I alt muligt vejr og lys. På alle årstider. Med sne, med forårsløv, i prægtig sommergrønt, og halvnøgen om efteråret, når de visne blade blæser af i stormen.
 
Jeg elsker dette naturens eget prægtige kunstværk.
 
”Generalen” er en af fortidens mere excentriske grever her på øen.
 
Frederik Ahlefeldt-Laurvig var lensgreve af Tranekær og levede i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Han var meget åben, fremskridtsvenlig og interesseret i alt nyt. Man kan dog formentlig godt sige, at hans store ønske om at følge med tiden ikke altid stod mål med hans evner til at få alle sine nye tiltag til at lykkes.
 
Det er en lang og interessant historie.
 
Generalen var en lystig fætter og fornøjelig fyr, som hans efterkommer, den sidste tilbageværende danske lensgreve, Preben Ahlefeldt-Laurvig, med stor viden, indsigt og en god portion uhøjtidelig selvironi gerne fortæller om.
 
Da Preben og hans skønne kone Brita første gang besøgte os, og jeg stolt udpegede ”Generalens Eg” for dem, udbrød Preben i en øredøvende skraldlatter.
 
Det viser sig, at den berømte ”Generalens Eg” står inde i skoven, på en bakketop, på den modsatte side af vores hus. ”Generalens Eg” er et højt, snorlige egetræ, som den eksperimenterende lensgreve havde held til at udvikle, og derfor er træet så berømt.
 
Jeg tror, at det handlede om den gang, hvor man skulle plante egetræer, så man havde træ til at bygge krigsskibe til flåden. Det er tiden jo lidt løbet fra. Så den høje, ranke ”Generalens Eg” har overlevet. Jeg skal blot gå ud af den anden dør, for at komme over til det.
 
Det smukke, gamle, forkrøblede egetræ, jeg har stående lige udfor min terrassedør, og som jeg elsker så højt og konstant fotograferer, er tilsyneladende et totalt ligegyldigt, anonymt egetræ, som de færreste kender til eller bemærker.
 
Der kan man bare se, hvad der sker, når man ikke dobbeltchecker sine facts.
 
Jeg bliver nu ved med at tage billeder af det krogede træ, selvom det ikke har nogen interessant eller navnkundig historie, for det er smukt. Det er en skulptur. En af naturens egne.
 
At egetræet ude på ”min” eng ikke Generalens, og at de vilde heste heroppe ikke står opført i turistbrochurerne, betyder ikke det fjerneste. Tværtimod. På den måde bliver de mere mine… og mine naboers. 
 
Og det er jo slet ikke så skidt endda.


 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: