Road Trip til Udkanten:

Hvad pokker er et digitalt bagstykke for noget?

John Rasmussen i lænestolen på mit loft fotograferet med mit gamle Hasselblad-kamera med et Phase One IQ1-digitalt bagstykke påmonteret.
John Rasmussen i lænestolen på mit loft fotograferet med mit gamle Hasselblad-kamera med et Phase One IQ1-digitalt bagstykke påmonteret.
 
 
Jeg er stadigvæk bare ved at lære at arbejde med det gamle/nye kamerasystem.

Jeg hader det selv, når sportsjournalister i fjernsynet antager, at alle er sportsfanatikere og kan forstå dem, selvom de forfalder til intern sportsjargon insidersnak.
 
Og så gør jeg det pludselig selv. 
 
Ikke om sport, men om fotografi.
 
Jeg skrev om et digitalt bagstykke til mit kamera, uden at forklare, hvad det er, jeg taler om.
 
At det ikke bare er ens bagdel, man fotograferer digitalt.
 
Flere har endog skrevet til mig og spurgt, hvad et digitalt bagstykke er for en størrelse. Eller på klarere dansk har de spurgt: Hvad pokker taler du om?
 
Jeg har lige for nogle dage siden i forbifarten ovre på min Facebook-side fortalt, at jeg har taget mit gamle Hasselblad-kamera ned fra hylden og støvet det af, fordi den danske kameraproducent Phase One har været så venlig at låne mig et digitalt bagstykke til det gamle, klassiske fotografiapparat.
 
Da jeg alligevel netop havde indledt min ”road trip” rundt i det danske land, har jeg naturligvis taget Hasselblad/Phase One-kameraet med mig. Resultaterne af det, får I at se senere. Jeg vil ikke vise alle godbidderne allerede nu. Jeg kan dog allerede nu sige, at det leverer fabelagtige resultater. Når mit projekt er sluttet af, og jeg får lidt mere tid, kommer der også nogle videoer om mine erfaringer og oplevelser med dette specielle udstyr.
 
Men hvad er det egentlig for en størrelse – dette digitale bagstykke?
 
Det burde jeg naturligvis have forklaret bedre første gang, jeg skrev om det. Beklager at det ikke skete. Her kommer fortsættelsen.
 
I gamle dage fotograferede vi på en filmstrimmel, som senere skulle fremkaldes. Nu fotograferer alle efterhånden digitalt. Der hvor filmen i sin tid sad, sidder der nu en digital sensor med en masse pixels på. Det er dem, der ligesom filmens korn, skaber billedet.
 
Kvaliteten af et fotografi - eller rettere: dets tekniske kvalitet - afhænger til en vis grad af antallet af pixels og størrelsen af sensoren. De fleste amatør- og familiekameraer har en relativ lille sensor. Smart Phones nogle endnu mindre sensorer.
 
 
Det digitale Phase One-bagstykke på Hasselblad-kameraet og det gamle filmmagasin i hånden.

De fleste professionelle pressefotografer og fotojournalister bruger digitale spejlreflekskameraer (DSLR'er) med ”full frame”-sensorer. ”Full frame” betyder, at sensoren her har samme størrelse, som filmen i de gamle analoge SLR-kameraer – nemlig 24x36mm.
 
Det er ret stort.
 
Men det gamle Hasselblad-kamera, som jeg fotograferede i min ungdom, da jeg læste arkæologi og arbejdede på en række udgravninger, var et såkaldt 6x6-kamera. Det betød at billederne på filmstrimlen målte 60x60mm. Altså en hel del større end 24-36mm. Dermed kunne man få en langt højere opløsning og en finere
 
 
Den digitale mellemformat-sensor (til venstre) er stadigvæk ikke helt oppe på 6x6cm, som det gamle analoge filmmagasin, men den er langt større end end DSLR-kameraernes sensorer.
billedkvalitet.
 
Den slags kameraer kalder man mellemformat.
 
De digitale mellemformat-sensorer er ikke helt nået op på 60x60mm endnu, men det skal de nok komme en dag. Sensoren på det Phase One-bagstykke, jeg har lånt, måler 53.4x40,1mm, så det er stadigvæk et pænt stykke større end ”full frame”-kameraerne, og dermed giver den også en finere kvalitet, mindre dybdeskarphed, finere farvegengivelse og meget mere, og så har sensoren oveni ikke mindre end 50 megapixels.
 
 
Det er ikke det mindste og mest diskrete fotoudstyr, men det tager afsindig flotte billeder.

Dybdeskarpheden er faktisk så lillebitte, at det er forbandet svært at stille skarpt. Især også fordi den digitale sensor er så meget skarpere end den gammeldags film, at den ikke tolererer den mindste "slinger i valsen".
 
Der er ikke nogen autofokus på et så gammeldags kamera som mit Hasselblad, så det skal gøres manuelt, og jeg har måttet kassere en masse billeder, fordi jeg ude på optagelsen troede, at de var skarpe, men da jeg fik dem blæst op på en større skærm derhjemme opdagede, at der var stillet skarpt på øret eller næsetippen i stedet for på øjnene.
 
Men når det så rammer præcist, så er det godt, at, man næsten er ved at vælte ned af stolen af betagelse. Det er bare flot. Og billedet kan forstørres til en hel husgavl, hvis man skulle ønske det, og har en husgavl til rådighed.
 
I gamle dage, som kun er nogle få år siden, var digitale mellemformat-kameraer ret langsomme. Jeg skal ikke her gå ind i for mange tekniske detaljer, men blot sige, at sensortypen, man bruger i dag – en såkaldt CMOS-sensor – er meget hurtigere end de gamle, så man nu kan begynde at tage de store kameraer ud af fotostudiet og ud i felten, hvor tingene sker.

Det gør det sjovt og interessant.

Så er der naturligvis dem, der vil sige, at det gamle sort-hvide foto af mig med et Hasselblad i en arkæologisk udgravning ved Norsminde, allerede den gang faktisk er ude i felten. Men det er noget andet. Vi fotograferede altid på stativ, og dem vi fotograferede, lå helt stille, fordi de kun var skeletter eller østersskaller.

Med de moderne CMOS-mellemformat sensorer, kan man også fotografere noget, der bevæger sig ude i virkeligheden udenfor et fotostudie. Det er det, jeg mener med "sjovt og interessant".
 
Hvad er det så for noget med et bagstykke?
 
Det hænger sammen med at gode, gamle, svenske Victor Hasselblad, da han i sin tid skabte det ikoniske kamera, lavede det i moduler. Der var objektivet, selve kameraet, søgeren, og filmmagasinet. Alle dele kunne skiftes ud. Det var fantastisk. Efter et par billeder med én type film, kunne man skifte filmmagasin, og fotografere videre med en anden type. Dette magasin sad bagpå kameraet. Da det så ikke længere var et filmmagasin, fordi kameraerne blev digitale, begyndte man at kalde det et bagstykke. Men det er altså boksen bagpå et Hasselblad eller et Phase One-kamera, som huser sensoren, og som man kalder et digitalt bagstykke.
 
 
Selv min tid som arkæolog er så meget fortid, at den nærmest er blevet forhistorisk, men dengang i oldtiden fotograferede jeg faktisk også med Hasselblad.

Derfor.
 
Med til historien hører det så også at fortælle, at danske Phase One laver sine egne kameraer, som regnes blandt de allerbedste i verden. Det nye bagstykke, som jeg har lånt, kan normalt slet ikke bruges på et gammelt Hasselblad V-kamera, som det jeg har. Derfor har folkene ovre på Phase One faktisk bygget det specielt til mit fotografiapparat. Det er altså i virkeligheden ”one of a kind”. Og da det originale bagstykke allerede koster en bondegård, går jeg ud fra at mit specialbyggede må koste en mindre herregård.
 
I vil som sagt senere komme til at se mange flere billeder, taget med denne Hassie/Phase One-kombination. Her blot nogle fotos fra en af mine første forsøg med det. Billederne af mig med det omtalte kamera med bagstykke, er fotograferet med mit Sony A7R II, men prøvebilledet, jeg ved den lejlighed tog af min gode ven, forsøgskanin og fotopartner John Rasmussen i lænestolen, er taget med føromtalte udstyr.
 
 
Her Jensen i en noget ældre udgave ude på min allerførste udflugt ud i virkeligheden med min Hasselblad/Phase One-kombination.

På den lille computerskærm kan I desværre ikke til fulde opleve kvaliteten, men når jeg har flere erfaringer med udstyret, vil jeg lave nogle yderligere opslag om det med flere fotos og udsnitsforstørrelser m.m.
 
Nå. Det var en masse fototeknisk snak. Jeg håber, at jeg har gjort tingene lidt klarere, og at jeg ikke tabte alle på halvvejen.
 
* * *

Post Scriptum:
For nogle år siden, da jeg ad Roskildevej kørte ud af København, fik jeg en stor overraskelse, da jeg inde til venstre opdagede Phase One's hovedkvarter. Indtil da anede jeg ikke, at et af verdens bedste kameramærker var dansk, men det er det faktisk. Hvis du vil se mere om Phase One kan du klikke her, og komme over på firmaets hjemmeside.

Du kan også klikke her, og se nogle af videoerne på Phase One's YouTube-kanal. Der er masser af interessante videoer om fotografi.

Det var Carsten Iversen på Goecker, der formidlede kontakten mellem Phase One og mig, så jeg fik lov til at låne bagstykket. Her har du et link til Goecker.
 


 
Tilføj kommentar