Fotografi:

Sort-hvidt uden ord

TRANEKÆR (04.12.2017): Jeg er journalist... punktum.
 
Det indleder jeg altid med at fortælle, hver eneste gang, jeg holder et foredrag om fotografi. 
 
Ikke fordi jeg mener, at det er bedre at være journalist. Slet ikke. Jeg ville gerne være fotograf, men jeg er altså journalist. En journalist der også fotograferer. Det siger jeg ikke i en eller anden form for falsk beskedenhed, for jeg ved godt, at jeg kan fotografere. Men jeg siger det ud af respekt både for mit eget fag og for fotografernes.
 
Jeg elsker fotografi.
 
 

Jeg holder af at se gode fotografers værker. Jeg nyder det. Jeg suger til mig. Tager ved lære. Oplever.
 
Jeg elsker også at høre historien bag fotografiet. Hvor er det fotograferet henne? Hvad skete der? Hvad var omstændighederne? Hvem eller hvad er det, vi ser på billederne?
 
Fotografer derimod – de rigtige fotografer – synes ofte at afsky tekst. Ved deres udstillinger eller i deres fotobøger står fotografiet ofte ene og alene. Det skal tale for sig selv. Enkelte gange står der måske Kairo, 12. marts 2001. Eller Kerteminde, juni, 1999. 
 
Ikke meget mere end det.
 
Jeg ville dog ofte gerne have en lille smule tekst. Få lidt baggrund. 
 
Især fordi jeg kender en del fotografer, og overraskende nok elsker de at fortælle om deres fotos. Alt det, jeg gerne ville have kunnet læse i bøgerne, får jeg over en kop kaffe eller en øl. Men det er historier, som andre også burde have adgang til… synes jeg.
 
Og dog.
 
Der florerer for tiden en ting på Facebook, hvor man af en bekendt opfordres til over en periode på syv dage, hver dag at offentliggøre et fotografi.
 
Det skal være i sort-hvid, uden mennesker og uden nogen form for ledsagende tekst.
 
Det går lidt imod det, jeg egentlig selv står for. Men hvorfor ikke? Jeg greb udfordringen, og fandt nogle billeder frem og optog også et par nye.
 
Det var egentlig en interessant oplevelse.
 
Jeg lærte noget nyt.
 
Både fordi billederne skulle være uden mennesker. 90% af mine fotos har mennesker prominent placeret. Jeg elsker mennesker. Men det skulle der altså ikke være her, og derfor skulle fotografiet så have nogle andre kvaliteter, der gjorde det seværdigt.
 
 

Men det med den manglende tekst var sådant set den største overraskelse. Især også mange af de reaktioner, jeg har fået på billederne. Folk har hver især selv lagt en masse ting i billederne. Hæftet deres egne fortællinger på dem. Ofte noget helt andet end det, billederne faktisk viser. Men det er jo i bund og grund ligegyldigt.
 
Oplevelsen har fået mig til at huske på en julehistorie fra min allertidligste skoletid. Jeg må have gået i anden eller tredje klasse, vil jeg tro. I læsebogen var der en sukkersød, sentimental fortælling om en lille fattig dreng, som i skraldespanden havde fundet en gammel spilledåse. En af dem med en tromle med små pikke, som passerede forbi nogle metalblade, der hver især havde en tone.
 
Denne spilledåse havde dog kun ét metalblad tilbage, og derfor kun én enkelt tone, som kom hver gang den lille dreng havde drejet et antal gange på det lille håndsving.
 
”Pling”, sagde det.
 
Så ingenting.
 
Og efter et stykke tid og flere drej med håndsvinget endnu et pling.
 
Den lille dreng var så glad for sin spilledåse, at han sad og spillede med den i klassen den sidste dag inden juleferien, og det drev hans lærerinde til vanvid.
 
Selvom hun flere gange havde irettesat ham, så gik der kun et lille stykke tid, inden der igen lød et ”pling” nede fra drengens plads.
 
Til slut konfiskerede lærerinden spilledåsen og sagde til drengen, at han kunne få den tilbage efter skoletid.
 
Hun skynder sig dog i sådan en hast fra skolen, ud for at købe julegaver, så hun helt glemmer at give den lille fattige dreng spilledåsen tilbage. Hun bliver så ulykkelig, at hun køber man en splinterny spilledåse, som dagen til juleaften kører forbi hans hjem for at aflevere.
 
Den lille dreng pakker spilledåsen ud og drejer på håndsvinget, og en smuk sang kommer plingende ud. Spilledåsen mangler ikke noget. Den kan hele sangen, men drengen ser stadigvæk ulykkelig ud.
 
Den forbavsede skolelærerinde spørger forundret, hvorfor han ikke er glad?
 
”Jeg synes at den gamle spilledåse kunne spille mange flere forskellige sange”, svarede den lille dreng.
 
 

Hvorfor kom jeg til at tænke på den lidt sukkersøde fortælling i forbindelse med mine fotos med eller uden forklarende tekster?
 
Måske fordi billederne med tekster er som den nye spilledåse, som perfekt kan spille en hel sang. Men den kan kun spille den ene sang. Ikke andre. Teksten afskærer andre fortolkninger og oplevelser.
 
Men billedet uden tekst er som spilledåsen med kun én enkelt tone. Én enkelt tone som kan være en bid af uendeligt mange forskellige melodier. Hvilke melodier – eller fortællinger – sætter kun fantasien grænser for.
 
Jeg kan stadigvæk godt lide tekster og et sammenspil imellem fotos og en ledsagende fortælling. Jeg elsker foto-essayet. Men jeg må indrømme, at jeg også lidt mere end tidligere har fået øjnene op for mulighederne i ”det nøgne” foto, der giver beskueren mulighed for at hænge sine helt egne fortolkninger, historier og fortællinger på det. 
 
Så man skal aldrig låse sig helt fast i én enkelt position.
 
Her kan du se de syv fotos (plus et par mere, som ikke klarede udvælgelsen ned til syv billeder), i sort-hvid, uden tekst, som jeg i løbet af en uge i slutningen af november og begyndelsen af december 2017 viste på min Facebookside.
 


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilføj kommentar