Fotografiet er min

Adgangsbillet til masser af skønne oplevelser


En fantastisk fotoopgave for TV2 fik mig til at køre land og rige rundt, og undervejs lærte jeg en masse om både Danmark, danskerne, mediernes begrænsninger og ikke mindst om fotografi.

 
 
Fredede, vilde heste på engen bag mit hus. Selvom de er vilde, så er de dejligt nysgerrige, hvis man har tålmodighed, sætter sig ned og har gulerødder og æbler med.

TRANEKÆR (03.04.2018): Her er smukt. Utrolig smukt. Alle vegne. Folk er generelt venlige og samarbejdsvillige, når jeg dukker op med mine kameraer. Det er en drøm at være på fotosafari i det her skønne land. Danmark er eksotisk og fantastisk at fotografere i.
 
Måske hjælper det, at jeg har tilbragt omkring halvdelen af mit 62-år lange liv i udlandet. Ingen er vel så danske som udlandsdanskere. Når man bor under fremmede himmelstrøg synes fædrelandet eventyrligt næsten ligegyldigt fra hvilken vinkel, man observerer det.
 
 
Rebecca Aagaard-Poulsen, præst i Magleby på Langeland. Hun var i sandhed en forandring fra den tidligere gamle, højkirkelige, mandlige præst. Rebecca var enlig mor, fraskilt fra en kvinde, halvt indisk, ukonventionel, progressiv, sjov, kreativ… og så suser hun rundt på en Puch Maxi eller på rulleskøjter.

Naturligvis er der problemer i Danmark. Ingen tvivl om det. Men i et globalt perspektiv er problemerne til at overse. Og selv problemerne er relativt nemme at fotografere. I hvert fald sammenlignet med hvor jeg kommer fra. Man behøver end ikke, som jeg ellers næsten har vænnet mig til, at bruge skudsikker vest, hjelm eller på anden måde at risikere livet for at berette om dem i billeder.
 
Jeg udtaler mig allerede Danmark som en eller anden slags ekspert, selvom jeg kun har fotograferet målrettet her i landet i nogle få måneder. Sandt at sige ved jeg faktisk ikke rigtig, hvad jeg taler om.
 
Så er det sagt.
 
Det stopper mig dog ikke.
 
 
 
Solopgang og lidt mosekonebryg. Udsigten fra mit lille bondehus på Langeland.

Historien bag
På Langeland, hvor vi har et gammelt bondehus, vi igennem årene har brugt som feriebolig, har jeg allerede længe fotograferet. Natur, mennesker, lokale begivenheder og så videre. Samtidig har jeg kastet mig ind i diskussionen om den såkaldte ”udkant”. Især på internettet og de sociale medier. På min Facebookside og min personlige hjemmeside. 
 
Da jeg så i efteråret flyttede tilbage til Danmark spurgte TV2, om jeg op til kommunalvalget den 21. november kunne tænke mig at bruge et par måneder på at lave en række foto-essays til TV2’s hjemmeside om livet i udkanten/vandkanten/forkanten, eller hvad man nu vælger at kalde landdistrikterne langt væk fra storbyerne.
 
En drøm af en opgave. En ”road trip” rundt i Danmark med mit fotografiapparat og alt betalt.  Hvor heldig kan man næsten være?     
 
 
 
Laust Spandet Jensen er Fejø's største frugtavler, og samtidig er han som så mange anfre af øens borgere aktivist, der yder en stor frivillig indsats for at holde øsamfundet i gang.

Dårlig presse, mit held
I årtier er min viden om Danmark blevet skabt af de danske medier, som jeg fulgte med i over internettet. Aviser, radio og TV. Jeg var der jo ikke selv. Derfor var det også, da jeg forberedte mig på opgaven og research’ede fra Israel, først og fremmest fra nyhedsmediernes arkiver, jeg gravede artikler frem og læste.
 
Den første overraskelse, da jeg kom til Danmark og begyndte projektet, var, at den virkelighed om ”udkanten”, jeg var blevet præsenteret for i medierne, slet ikke lignede den, jeg mødte, da jeg selv begyndte at køre rundt derude og mødte og talte med lokalbefolkningen.
 
 
Det her ER udkant. Uanset om man kan lide det eller ej. Danmark er bare ikke længere. Ét skridt mere, og man falder i Vesterhavet. Høfde og marhalm ved Bovbjerg Fyr.

Den medieskabte fortælling om ”udkanten” var en om opgivelse, depression, nedtur, sociale problemer, arbejdsløshed, forsømte huse, menneskeflugt, sidste mand lukker og slukker. 
 
Det jeg mødte ude på Vestkysten, ved Limfjorden, i Nordjylland eller på de mange danske øer var gå-på-mod, initiativ, arbejdsomhed, engagement, socialt engagement, solidaritet alt sammen pakket ind i skøn natur.
 
Mit held var, at mange danskere ude i landdistrikterne følte sig dårligt behandlet af resten af pressen. Så da jeg først havde vist dem, jeg mødte, at jeg var ærlig og ikke havde nogen skjult dagsorden, blev alle døre åbnet. Så godt som alle, jeg mødte, introducerede mig videre til andre, så research, aftaler og meget andet løste næsten sig selv undervejs. Jeg blev ”båret” igennem på en bølge af venlighed og interesse fra så godt som alle, jeg kom i kontakt med. 
 
Det har været en af de skønneste opgaver, jeg har haft. Så skøn, at min gode ven og fotopartner, John Rasmussen, og jeg har besluttet at vi vil fortsætte vores ”road trip” rundt i landet til foråret. Om vi så kan få TV2 til igen at stå bag, eller om vi skal ud og søge fondsmidler, ved vi endnu ikke.
 
 
 
Ude i Østersøen med fiskeskipper Ulrik Kølle Hansen fra Bagenkop på Sydlangeland og hans søn Mads. Jeg var søsyg under togtets samfulde 14 timer.

Det handler om mennesker, ikke teknik
Som det fremgår af ovenstående, så har jeg ikke beskæftiget mig ret meget med fototeknik. Stik imod hvad redaktør Ebbe Rosendahl bad om, da han spurgte, om jeg ville skrive en artikel til Dansk Fotografi om mit ”udkants-projekt”.
 
Det er fordi, jeg som regel ikke beskæftiger mig særlig meget med fototeknik. 
 
 
Solen er stået op. Togtets sidste trawl hales ind over rælingen.

For mig handler det først og fremmest om, hvordan man forbereder sig til et projekt. Researchen. Hvor meget man på forhånd formår at sætte sig ind i historien og baggrunden. Dernæst handler det først og fremmest om, hvordan man omgås mennesker. De mennesker der optræder i beretningen og på billederne. Om man kan få dem til at føle sig sikre og afslappede, så de giver mere, end de troede, de havde. Og til slut handler det om hvordan beretningen fortælles og visualiseres. Om man formår at nå ud til andre end ”menigheden”, som i forvejen er enige og motiverede.
 
Selvfølgelig skal man vide, hvad der er op og ned på kameraet og noget om, hvordan man får en stor eller lille dybdeskarphed. Hvornår det ene skal bruges eller det andet. Det er også godt at vide noget om lukkertider, motion blur, vidvinkel- og teleobjektiver og så videre. Men det antager jeg, at alle, der læser dette fotomagasin i forvejen ved. Når man skriver til FDM-bladet om en bilferie i Danmark, antager man også, at læserne både har kørekort og kender deres bil. 
 
Det vigtige er historien, fortællingen, oplevelsen man er ude efter. Ikke hvilken bilmærke eller -model man køre rundt i Danmark i. Og i vores sammenhæng heller ikke hvilket kamera, jeg bruger. (Det skriver jeg så alligevel om i slutningen.)
 
Naturligvis kan jeg fotografere. Det er ikke så svært. Men jeg er langtfra noget ”jern” til alt det tekniske. Til gengæld lærer jeg hver gang en masse undervejs. 
 
 
 
Hertha Christensen har gjort lagkagen klar, nu står hun og kigger ud af køkkenvinduet. Familien - børn, børnebørn og oldebørn - har ringet. De er ombord på færgen over til Fejø.

Learning by doing
Jeg siger tit ja til at lave projekter, jeg ikke ved nok om, eller som jeg teknisk set ikke er erfaren nok til at magte. Alt for ofte faktisk. Men det tvinger mig til at blive dygtigere. Som regel forbander jeg mig selv undervejs, at jeg ikke bare kan holde min mund. På den anden side, lærer jeg altid noget af det.
 
Denne gang er jeg blevet tvunget til at lære at fotografere med flash. Det har jeg altid været exceptionel dårlig til, og er derfor gået i en stor bue udenom det. Jeg skjulte det ofte blot bag en pseudo-kunstnerisk attitude om, at ”jeg udelukkende fotografere med det naturlige lys”. 
 
 
Skønne, 96-årige Hertha, som jeg mødte på Fejø, og straks blevet inviteret ind af. Hun opfatter sig selv som tilflytter, selvom hun kom til Fejø i 1944.

”Naturligt lys” lyder moderne og bæredygtigt. Som om man er grøn, vegetarisk og i mental balance med kosmos. Men jeg dyrkede egentlig mest det naturlige lys fordi, jeg var dårlig til flash-fotografering. Det er jeg nu blevet bedre til. Heldigvis. Ganske enkelt fordi jeg ikke havde noget valg.
 
Portrætter – som jeg også var dårlig til – laver jeg nu også uden problemer. Også tæt på. For heller ikke her har jeg noget alternativ. Laver jeg ikke portrætterne, kan jeg ikke levere den historie, jeg har lovet.  Ikke at have noget valg, er en god motiverende kraft for mig.
 
 
Den langelandske kunstner Keld Nielsen fotograferet i sit atelier i udkanten af Kædeby. Portrættet er fotograferet med mit gamle, analoge Hasselblad 503cw med det omtalte digitale Phase One IQ1 50MP-bagstykke påmonteret.

Lige inden jeg startede projektet, spurgte Phase One, om jeg mon kunne tænke mig at låne et af deres 50MP digitale bagstykker, som de i så fald ville bygge om, så det kunne bruges på mit gamle analoge Hasselblad 503cw. Det var Carsten Iversen hos Goecker, der formidlede kontakten. Jeg var ved at gå bagover. Jeg burde klart nok have sagt nej, for jeg skulle i gang med et stort projekt, som jeg heller ikke magtede. Hvis jeg også samtidig skulle prøvekøre et digitalt mellemformat-bagstykke, som jeg ikke vidste noget om, var det klart nok for meget. Jeg kunne blot ikke få mig selv til at sige nej. Så nu har jeg også lært det. Ikke at sige nej, men at fotografere med digitalt mellemformat på mit gamle, klassiske Hasselblad-kamera. Flere af billederne i mit udkantsprojekt er fotograferet med Phase One IQ1-bagstykket, og – til de interesserede – kan jeg sige, at bagstykket er meget, meget nemmere at arbejde med, end jeg havde troet.
 
Det er sikkert også det, folkene ovre på Phase One har tænkt. Kan en amatørfotograf uden nogen særlig stor teknisk viden finde ud af at bruge vores digitale bagstykke selv under pres, så kan alle. Deri har de ret.
 
Det er ikke fordi jeg elsker fotoprojekter. 
 
Egentlig drømmer jeg mere om bare at fotografere det, jeg lige her og nu har lyst til. Uden noget pres. Jeg kender bare mig selv godt nok til at vide, at en fotoudflugt ved solopgang altid synes mere tiltrækkende aftenen i forvejen, når jeg, inden jeg går i seng, planlægger den; end den gør næste morgen, når jeg skal ud af fjeren ved halv fem tiden. 
 
Et projekt som jeg har berettet vidt og bredt om, og som andre derfor har hørt om og har forventninger til, låser mig fast. Det giver mig ikke nogen alternativer. Ingen nødudgang. Så på den måde bliver jeg tvunget ud i nogle udfordringer, jeg ellers næppe ville have prøvet kræfter med, hvis jeg havde ladet min behagelighed råde.
 
 
 
Måske ikke et rigtigt portræt af keramikeren Poul Erik Eliasen fra Strandby på Langeland. Jeg kunne bare ikke stå for de mange skåle, der hvælver nedad, sat overfor Poul Eriks skallede isse, der buer i den modsatte retning, og ikke mindst øjnene der lige titter op over kanten.

At se det store i det små
Som min gamle, for længst afdøde far en gang sagde til mig lige efter jeg var blevet udenrigskorrespondent: 
 
”Enhver kan lave stor journalistik fra verdenshistoriske begivenheder. Det er ikke så svært. Men at lave engagerende og fængslende journalistik fra små, diskrete hverdagsbegivenheder, og hæve dem op så de bliver principielle og interessante for andre at læse. Se det store i det små. Det er stor kunst.”
 
Han havde ret.
 
 
Morgenstemning på Fur. Jeg nåede end ikke få kvindernes navne, da de smilende susede forbi mig på deres morgenløbetur. Jeg så dem på afstand og ventede indtil de nåede op til den flotte udsigt.

Jeg er nu gået fra i 30 år at have dækket store, internationale begivenheder, krige og revolutioner til at forsøge at berette om livet og virkeligheden i dele af Danmark, som ikke så ofte kommer i medierne. Og når de endelig gør det, er det ofte ikke for det gode.
 
Det har været en interessant udfordring.
 
Og ikke bare det. Det har været en skøn oplevelse.
 
Man kan sige det samme om fotografi.
 
Kan man lave fængslende og interessant fotografi af livets gang i Danmark, så kan man også sagtens dække verdenshistorie. Det modsatte er derimod ikke automatisk tilfældet. En krigsfotograf kan ikke nødvendigvis lave godt fotografi af det smukke, simple, stille liv i landsbyen.
 
Jeg har nu ikke desto mindre forsøgt mig med begge dele. Både at komme fra Mellemøstens krigszoner til at skulle lave foto-essays fra de danske landdistrikter, og forsøge at lave interessant fotojournalistik om nogle ofte oversete, men engagerede og fantastiske mennesker, som på trods af alt holder disse områder i gang, men gør det uden de store armbevægelser og næsten ingen selviscenesættelse.
 
På mange måder kan man sige, at mit fotografi er blevet min adgangsbillet til at trampe ind i andres liv og hverdag. Samtidig har jeg fået en masse nye venner og fantastiske oplevelser. I min egen selvopfattelse mener jeg også, at jeg er blevet lidt bedre til at fotografere undervejs.
 
Det har kort og godt været en af mine bedste opgaver.
 
 
 
Høsten skal i hus. Der er ingen tid at spilde. Derfor ruller mejetærskerne fra Tranekær Gods uden ophold dag og nat indtil det er overstået.

Lidt udstyrssnak på falderebet
Så kommer der alligevel lidt udstyrssnak her på falderebet. For redaktøren af Dansk Fotografi vil gerne vide, hvad har jeg med i min fototaske?
 
Det er i virkeligheden ikke min fototaske, der er interessant. Spørgsmålet skulle snarere være, hvor meget fotoudstyr har jeg slæbt med mig i min bil?
 
Det korte svar er: ”Alt, alt for meget!”
 
 
På Fejø er de fleste engageret i samfundets drift. Her hjælper alle til ved Æblets Dag, en af øens sjoveste årlige mærkedage.

Jeg havde næsten ikke plads til min tandbørste eller et par ekstra skjorter, da jeg drog ud på denne ”road trip”. Der var ellers et ret stort og rummeligt bagagerum i den Skoda Octavia Stationcar, jeg havde lejet til opgaven, men det var fyldt helt op… med fotoudstyr. Så bagsæderne blev også taget i brug.
 
Jeg havde to Sony A7R II-kameraer med. Begge med ekstra batterigreb. Både fordi kamerahusene er for små til mine hænder, men jeg har også brug for den ekstra strøm, et batteri mere giver. Sony'erne sluger nemlig alt for meget strøm, alt for hurtigt.
 
 
Når skolen lukkes, betyder det ofte døden for øsamfundene. Uden skole – ingen fremtid. Unge børnefamilier bliver væk. På Fur sluttede beboerne sig sammen og kæmpede for at få deres egen Friskole. De vandt. Og som billedet viser trives både børnene, skolen og øen.

Hertil havde jeg en række objektiver: Zeiss Batis 18mm f/2.8, Zeiss Batis 25mm f/2, Zeiss Batis 85mm f/1.8, Sony/Zeiss 55mm f/1.8 og en Sony G-Master 24-77mm f/2.8.
 
Så havde jeg to Canon 5D III med. Også de to har begge ekstra batterigreb påmonteret. Hertil diverse objektiver – alle L-linser: 14mm f/2.8, 24mm f/1.4, 85mm f/1.2, 100mm f/2.8 Macro, 24mm TS-E f/3.5, 24-70mm f/2.8, 70-200mm f/2.8 og en 100-400mm f/4.5-5.6
 
Jeg havde naturligvis også det føromtalte, gamle, analoge Hasselblad 503cw med. Det har et Zeiss 80mm f/2.5-objektiv påmonteret og det før omtalte Phase One IQ1 50PM digitalt bagstykke.
 
I diverse-afdelingen kan nævnet et Canon fx205-videokamera med diverse Sennheiser lydudstyr til og to 15 tommer LED-videolamper.
 
Et Profoto B1 Location Kit med to flashhoveder, samt et Profoto B2 Location Kit med yderligere to hoveder. Forskellige softbokse m.m., remote triggers til de tre kameratyper, samt et antal Manfrotto-lampestativer.
 
Seks forskellige Manfrotto-kamerastativer og -monopods.
 
Slutteligt også stativer og et stort gråt stofbagklæde med påmalet marmorering til portrætter m.m.
 
Selvom det er alt, alt for meget, så brugte jeg faktisk det meste af udstyret undervejs. Ikke hver dag, men i løbet af de to måneder.
 
Canon tilt-shift-objektivet brugte jeg til panoramaer, som med dette objektiv bliver uden forvrængninger og derfor nemmere at stitche sammen i Lightroom.
 
Videokameraet var med, fordi TV2 også gerne ville have små videoer til nettet. Derfor besluttede jeg samtidig også at videofilme alle mine interviews. Så behøvede jeg ikke tage så mange noter, men kunne alligevel bagefter altid finde citater frem, hvis jeg skulle bruge dem.
 
 
I en gammel molergrav på Fur i Limfjorden.

Naturligvis havde jeg også et par computere med. En Mac til at redigere fotos og video på og en Lenovo PC’er til at skrive mine artikler på.
 
Med alt det udstyr i bilen kunne jeg ganske enkelt blive ude i ”marken” i længere perioder, overnatte på landevejs- og færgekroer og diverse B&B’s og skrive og redigere mine fotoessays undervejs.
 


Artiklen er en lettere ombearbejdet version af en artikel, jeg havde i magasinet Dansk Fotografi's seneste nummer, om min road trip rundt i Danmark. Magasinet udgives af Selskabet for Dansk Fotografi.




 


 
Bamse og andre tøjdyr får sig en velfortjent pause ved solnedgang, mens børnene er inde for at spise aftensmad.
 
Bamse og andre tøjdyr får sig en velfortjent pause ved solnedgang, mens børnene er inde for at spise aftensmad.
 
Bådhus på stranden på Fur.
 
Bådhus på stranden på Fur.
 
Her så fladt, så fladt ude ved Vadehavet. Til gengæld er himmelen stor og dramatisk.
 
Her så fladt, så fladt ude ved Vadehavet. Til gengæld er himmelen stor og dramatisk.
 
Længere oppe i Jylland er det Vadehavets diametrale modsætning. Her er vi på øen Fur i Limfjorden.
 
Længere oppe i Jylland er det Vadehavets diametrale modsætning. Her er vi på øen Fur i Limfjorden.
 
Hans Kjær har som så mange andre aktivister i udkantssamfundene mange kasketter på. Han er billedkunstner, kirketjener, pædagog og ulandsaktivist.
 
Hans Kjær har som så mange andre aktivister i udkantssamfundene mange kasketter på. Han er billedkunstner, kirketjener, pædagog og ulandsaktivist.
 
 
 
”Bispehuen” på Fur. En sidste urørt rest, der viser den oprindelige jordoverflade, i en gammel nedlagt molergrav. Her er ”Bispehuen” fanget i de sidste stråler fra den nedgående sol.
 
”Bispehuen” på Fur. En sidste urørt rest, der viser den oprindelige jordoverflade, i en gammel nedlagt molergrav. Her er ”Bispehuen” fanget i de sidste stråler fra den nedgående sol.
 
 
 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: