Israel-Palæstinakonflikten:

I krig og kærlighed

…gælder alle kneb, siger man. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne blev adopteret af mange, fredsprocessen et pet project for endnu flere, og nu står en tidligere nærmest ikonisk konflikt pludselig i skyggen af mange andre, langt større konflikter og humanitære katastrofer i et uroligt Mellemøsten.

 
 
 
Som alle andre konflikter, så eksisterer Israel-Palæstinakonflikten ikke i et vakuum. Konflikten påvirkes af udefrakommende interesser, ligesom den selv påvirker omgivelserne.

Mellemøsten er i totalt opbrud. Det har regionen været længe. Ingen kan sige, hvordan det ender, men det Mellemøsten der dukker op på den anden side er denne omfattende omkalfatring, der er i gang, bliver formentligt et helt andet, end det, vi indtil nu har lært at kende, og har vænnet os til.
 
Denne usikkerhed påvirker naturligvis også parterne i Israel-Palæstinakonflikten. Ikke bare israelerne og palæstinenserne, men alle der på den ene eller den anden måde ”har aktier” investeret i Israels og palæstinensernes fremtid og skæbne.
 
Som alle andre konflikter, så eksisterer Israel-Palæstinakonflikten ikke i et vakuum. Konflikten påvirkes af udefrakommende interesser, ligesom den selv påvirker omgivelserne.
 
Vi hører tit kommentatorer sige, at ”andre blander sig i konflikten”, som om nogen konflikt i historien nogensinde har eksisteret i sit eget beskyttede naturreservat, med sine helt egne, eksklusive årsager, og hvis gang og udfald kun betød noget for de umiddelbart involverede. Alle konflikter – helt tilbage fra Bibelens tid – har eksisteret med et galleri af aktører, hver især med et sammensurium af modstridende interesser. Nogle parter optræder direkte på slagmarken. Andre mere tilbagetrukne. På afstand agerer de igennem lokale klienter. Trækker så at sige i trådene som på en marionetdukke. Blot er det sådan i Mellemøsten, at marionetdukkerne også fra tid til anden trækker afsted med dukkeføreren.
 
Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Om vi kan lide det eller ej. Ingen konflikt vil af ren og skær venligt hensyn til analytikere, kommentatorer og historikere gøre det nemmere og mere overskueligt, ved at lave et regelsæt om, hvem der må være med, og hvem der ikke må.
 
Derfor kan vi ligeså godt fra starten indse, at Israel-Palæstinakonflikten ikke bare er en konflikt mellem Israel og palæstinenserne. Det er den også, men ikke kun. Der er et hav af andre aktører og interesser. Nogle lokale, andre regionale, endnu andre globale.
 
Desuden er det en ligegyldig og futil diskussion, om nogens interesser er mere eller mindre legitime end andres. Ligegyldig hvad en sådan diskussion vil føre til af konklusioner, så har den kun akademisk interesse. Den får ikke nogen betydning for virkeligheden og udviklingen i Mellemøsten.
 
 
 
Israelske national-religiøse unge på vej igennem Jerusalems Gamle Bydel i en sejrsmarch i anledningen af årsdagen for Seksdageskrigen og erobringen af Øst-Jerusalem.
 
”Gøgeungen”
Israel-Palæstinakonflikten heller ikke, selvom mange synes at tro det, den oprindelige konflikt. Den er tværtimod en aflægger af en tidligere konflikt, som mange sidenhen har glemt. Israel-Palæstinakonflikten er vokset ud af den israelsk-arabiske konflikt. Eller den jødisk-arabiske konflikt. En konflikt som eksisterede endnu inden der eksisterede et israelsk og et palæstinensisk folk.
 
På en eller anden måde har Israel-Palæstinakonflikten som en anden gøgeunge ”albuet” sig ind og overtaget hele scenen til sig selv. Den har smidt alle de andre ”unger” ud af reden, så den ene og alene sidder tilbage i rampelyset. Og det i en grad at mange i dag synes at tro, at Israel-Palæstinakonflikten er årsagen til alle andre konflikter. Roden til alt ondt. Og får man bare løst Israel-Palæstinakonflikten, så vil alle andre konflikter i Mellemøsten mirakuløst falde på plads og næsten løse sig selv. Jeg har i de sidste 35-40 år holdt et utal af foredrag om emnet over hele landet, og bliver ofte mødt af sådanne opfattelser.
 
Indtil udbruddet af det, vi lidt misvisende kalder for ”Det Arabiske Forår” i 2011, var der mange, der nærmest satte lighedstegn mellem Mellemøstkonflikten og Israel-Palæstinakonflikten, som om der var tale om én og samme ting. Når jeg inden opbruddet i de arabiske lande ved foredrag talte om de mange andre konflikter, der hærgede Mellemøsten udover striden mellem Israel og palæstinenserne, blev det ofte opfattet som pro-israelsk propaganda, som skulle sløre denne mytologi-gjorte konflikts sande vægt og centrale betydning.
 
Dette blot nævnt for at understrege, at Israel-Palæstinakonflikten ofte er blevet ophøjet til noget helt særligt. I en periode i den vesteuropæiske politiske og intellektuelle debat til et næsten semi-religiøst dogme, som havde helt unikke årsager, en klar skurk og lige så klar helt. Én og kun én løsning, et hvert andet forslag nærmede sig forræderi imod ”sagen”, og denne helt særlige konflikt blev ophøjet til et særegent problemkompleks, som man ikke, ligesom så mange andre konflikter, kunne finde et politisk kompromis på.
 
Israel-Palæstinakonflikten blev placeret i en helt særlig kategori. Vestlige unge, intellektuelle og andre op igennem 1970’erne og 80’erne – inklusive mig selv – gjorde den til noget ikonisk, som fik stor betydning for deres egen identitet og selvforståelse i Europa. Noget som stort set ikke havde ret meget at gøre med virkeligheden i Mellemøsten, men som alligevel var endnu en af disse udefrakommende faktorer, der – mærkelig som den måske er – alligevel er et element i konflikten, og i opfattelsen, forståelsen og forklaringen af den på godt og ondt, om man kan lide det eller ej.
 
 
 
Palæstinenserne kæmper for at få en stat på Vestbredden, i Gaza-striben og med Øst-Jerusalem som hovedstad. Men fra 1948 til 1967, hvor hhv. Jordan og Egypten havde kontrollen med de områder, var de ikke interesserede i en palæstinensisk stat.
 
Misforståelser
Blot for at illustrere dette, et par små sideiagttagelser.
 
Mange tror fejlagtigt, at de israelske eller jødiske bosættelser i de besatte områder på en eller anden måde er årsagen til konflikten, og at hvis de bare bliver fjernet, så er konflikten løst.
 
De allerførste bosættelser blev oprettet i 1968. Konflikten har eksisteret i det mindste siden 1948 og i virkeligheden nok snarere fra begyndelsen af 1900-tallet eller slutningen af 1800-tallet. Lang tid inden nogen havde tænkt på at anlægge den første bosættelse.
 
Der er også noget nær almindelig enighed (i Vesten og andre steder) om at en løsning på Israel-Palæstinakonflikten kunne være oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza-striben med Øst-Jerusalem som hovedstad. Et synspunkt jeg for den sags skyld også selv deler. Selv størsteparten af den arabiske verdens ledelser siger, at det er løsningen på konflikten. Spørgsmålet melder sig så bare, hvorfor de arabiske lande ikke selv gjorde netop det i de 19 år, de havde kontrollen med præcis de områder. Fra 1948-1967 sad Jordan på Vestbredden og Øst-Jerusalem, mens Egypten havde besat Gaza-striben i samme periode. Hvis de havde villet, kunne de den gang bare have oprettet denne stat til palæstinenserne.
 
Det gjorde de bare ikke.
 
Jordan anså Vestbredden og Øst-Jerusamen for at være jordanske. Erobret i krig ”fair-and-square”, og derfor Jordans ejendom. Områderne blev annekteret og gjort til den del af det, der den gang hed Emiratet Transjordanien, men som ved samme lejlighed ændrede navn til Det Hashemittiske Kongedømme Jordan.
 
Dette ikke sagt for på nogen måde at retfærdiggøre den israelske besættelse af de samme områder. Blot for at understrege, at vores eget fokus i dag og blinde vinkler ofte er udtryk for vore egne sym- og antipatier til konflikten og dens parter set fra et trygt og sikkert dansk perspektiv snarere end noget, der har med den rigtige virkelighed i Mellemøsten at gøre.
 
Palæstinenserne og deres tragedie er blevet brugt og misbrugt af alle mulige involverede, og palæstinenserne har ofte selv ladet dem gøre det, hvis de formodede, at det kunne fremme deres sag. Det samme kan man sige om israelerne. Forskellen er blot en skærende asymmetri. Den ene part har, og kan læne sig lidt tilbage, mens den anden ikke har og skal have. Den ene er stærk, mens den anden er svag. Den ene part har rimelig held med sin udefrakommende støtter, mens den anden får masser af floromvundne støtteerklæringer, men ofte bliver svigtet, når det kommer til stykket. 
 
En asymmetri som er ulykkelig, hvis man er palæstinenser, men ikke desto mindre virkelig og kontant. En virkelighed parterne og deres sympatisører bliver nødt til at tage bestik af. For det er den, der skaber virkelighed. Hvis verdensudviklingen faktisk sig baserede på ret og rimelighed, humanisme og næstekærlighed og andre smukke ting fra samme skuffe, så ville meget se anderledes ud, og de amerikanske indianere ville formentlig for længst have fået sig en håndfuld store, betydelige og levedygtige, uafhængige stater rundt om i Nordamerika. Men det har de som bekendt ikke fået, og der er heller ikke noget, der tyder på, at de får det. Man kunne også nævne kurderne og andre uløste internationale problemer.
 
 
 
Selvom det er et opbrud, der stort set udelukkende har fundet sted i dele af den arabiske verden, så sender begivenhederne her også chokbølger ind over Israel.
 
Opbrud og chokbølger
Tilbage til mine åbningsord om at Mellemøsten er i totalt opbrud.
 
Et opbrud der med sig bringer både forbandelser og velsignelser… eller i hvert fald håb om kommende forbedringer på sigt. Selvom det er et opbrud, der stort set udelukkende har fundet sted i dele af den arabiske verden, så sender begivenhederne her også chokbølger ind over Israel.
 
Mens visse kredse i Israel tidligere var villig til at indgå territorielle kompromisser for at få en fredsaftale med palæstinenserne, så har de seneste års omtumlede udvikling i den arabiske verden gjort de fleste mere varsomme. 
 
De kredse i Israel, vi tidligere kaldte for ”fredsfløjen”, er svundet ind til en i politisk sammenhæng betydningsløs minoritet. Det er der flere grunde til. Et par af de vigtigste er for det første udviklingen i Gaza-striben efter Hamas kom til magten, og for det andet den omtumlede udvikling i den arabiske verden, som blandt andet synes at føre til at Iran får sig et mere permanent brohoved i Syrien, at de militante jihadister i større omfang end mange ønsker at indrømme har fat i betydelige dele af de arabiske befolkninger og ofte synes i stand til at sætte dagsordenen. Men man skal heller ikke undervurdere betydningen af at USA har fået en ny præsident, som ganske vist gavmildt lige har givet Israel nogle ”gaver” med anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad og flytningen af sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, alligevel opfattes som så usikker og mentalt omflakkende en leder, at man ikke ved, hvor man har ham i overmorgen.
 
 
 
Hamas har ikke meget at tilbyde palæstinenserne i form af en løsning på konflikten og en bedre fremtid. Kun mere konflikt og kaos, og det er også på den måde, de opdrager den næste generation.
 
Gaza, Hamas og resten af de besatte områder
Israel trak sig ud af Gaza-striben i 2005. Daværende premierminister Ariel Sharon havde tabt troen på den palæstinensiske side, og ville ikke forhandle med dem om tilbagetrækningen. Han trak bare de israelske styrker ud. Nedlagde bosættelserne og tvang med militær magt og politi de bosættere, der modsatte sig evakueringen, til alligevel at forlade området.
 
Uanset hvad Sharon mente om den palæstinensiske side, kunne han have fingeret forhandlinger med Mahmoud Abbas, have lavet en photo opp, håndtryk og underskrivelse af et flot dokument og andet godt til at ”sælge” ideen, så præsident Abbas i det mindste overfor sin befolkning kunne have taget æren for at Israel rømmede Gaza-striben og rykkede tilbage til den gamle våbenhvilelinje fra før Sekdageskrigen i 1967. 
 
Abbas kunne til sin befolkning have sagt: ”Der kan I se. Forhandlingerne betaler sig. De giver resultater. Lad os nu gøre det samme med Vestbredden og Øst-Jerusalem.”
 
Den mulighed blev forspildt.
 
I stedet tog Hamas æren for at israelerne trak sig tilbage.
 
De sagde til palæstinenserne: ”Det er vores væbnede kamp, der har båret frugt. Israelerne kan ikke længere klare mosten. Nu stikker de af med halen mellem benene. Lad os nu gøre det samme med Vestbredden og Øst-Jerusalem”.
 
 
Den israelske tilbagetrækning fra Gaza-striben kunne Hamas udlægge som en sejr for deres væbnede kamp imod præsident Abbas' forsøg på fredsforhandlinger med israelerne.
 
På den måde blev en tilbagetrækning, der alligevel ville have fundet sted, til en gevinst for de militante, der under ingen omstændigheder ville acceptere Israels eksistens, mens den fløj i det palæstinensiske samfund, som var villig til at acceptere kompromisser og støttede en forhandlingsløsning, blev svækket.
 
Efter Hamas derefter havde overtaget kontrollen med Gaza-striben, brugte de området til at affyre raketter imod de israelske byer, der ligger i området omkring.
 
For mange israelere var det beviset på, at palæstinenserne vil fortsætte den væbnede kamp imod den jødiske stat, selvom Israel trækker sig tilbage til linjerne fra før ’67-krigen. 
 
 
 
At palæstinensiske raketter blev affyret fra Gaza-striben kunne Israel til nød leve med. Der er ikke mange bebyggede områder i nærheden, og det israelske missilforsvar ”Iron Dome” er ret effektivt. Men hvis en lignende situation skete efter en eventuel rømning af Vestbredden, også selvom det kun ville være dele af den, så ville konsekvenserne være langt mere katastrofale og fatale for Israel. Størstedelen af den israelske befolkning bor nemlig på kystsletten fra Ashdod-området over Stor-Tel Aviv og op til Haifa. Omkring 80 pct. af den. Det er en ubegribelig tæt befolket del af landet. En raket affyret fra Vestbredden mod kystsletten vil ikke kunne ramme andet end bebygget område.
 
Mange af de israelere, der ikke allerede havde tabt troen på en forhandlingsløsning efter fredsprocessens sammenbrud og Den Anden Intifadas udbrud i 2000, gjorde det nu. Og enhver israelsk politiker, som ikke havde et ustyrligt ønske om at begå politisk selvmord, måtte tage bestik af denne nye situation i vælgerbefolkningen. ”Fredsfløjen” og de kompromisvillige sikrede ikke længere ret mange mandater i Knesset.
 
 
 
Omvæltningerne i den arabiske verden er langtfra overstået, og det er i dette uforudsigelige kaos den israelske regering skal navigere og udstikke en kurs for fremtiden.
 
Uro og omvæltninger i nabolandene
Da Det Arabiske Forår brød ud i 2011 og uroligheder, revolutioner og borgerkrige bredte sig til Israels nabolande, Egypten og Syrien, fik det også Israel til at revurdere sine tidligere antagelser om de arabiske nabolandes stabilitet, og de mulige konsekvenser og risici opbruddet kunne medføre for Israels langsigtede, strategiske sikkerhed.
 
Selvom uroen i den arabiske verden sagtens kan synes truende set fra Jerusalems synspunkt, så kan den, hvor ubehagelig den end må synes, næppe i en overskuelig fremtid true Israels eksistens. Det er også mere eller mindre hvad de israelske efterretningstjenester i deres årlige trusselsvurderinger har sagt til regeringen i de seneste år.
 
Iran derimod anses for at være en trussel. Og Iran er rykket ikke så lidt tættere på.
 
Selvom han ikke blev spået mange chancer, da borgerkrigen i Syrien kun var i sit andet år, så ser det lige nu ud til at Bashar al-Assad-styret overlever. Denne dramatiske ændring skyldes hjælp fra Rusland, Iran og den iransk støttede Hizbollahmilits fra Libanon. Det betyder formentlig, at Syrien endnu mere end tidligere bliver iransk marionet, og Israel frygter at Iran direkte vil få baser i Syrien, når borgerkrigen er overstået.
 
Samtidig skal Hizbollah til at overbevise den libanesiske befolkning, at den væbnede gruppe stadigvæk skal beholde sine våben tilbage i Libanon og fortsat være stærkere end den libanesiske regeringshær, fordi de, som de selv påstår, ”beskytter Libanon imod Israel”. Det er i de sidste syv år blevet lidt svært for mange libanesere at tro på, fordi det iransk støttede Hizbollah på det seneste primært har brugt sine iransk leverede våben til på Irans befaling at smadre et arabisk nabolands befolkning for at redde dets iransk støttede diktator. Derfor kan Hizbollah for at legitimere sig selv, og genetablere sig om en mere libanesisk end iransk militsgruppe, have en interesse i at fremprovokere en konfrontation med Israel, så de igen kan ”beskytte” Libanon. 
 
Det kan Iran også have en interesse i, for Iran ser Israel som en hovedfjende, men vil helst ikke selv i krig med landet.
 
Dermed er den iranske front, set fra Jerusalem, rykket meget tættere på, end den nogensinde har været. 
 
Set med visse dele af den israelske politiske ledelses øjne, udgør de besatte områder en stødpude, der gør det nemmere at forsvare selve Israel. Opgives de til gengæld for en fredsaftale, der ikke er meget andet end et stykke papir tilbage, som en ny magthaver i et arabisk naboland bare kan rive i stykker, hvis det passer ham, så bør hele ideen om et territorielt kompromis tages op til en ny og mere kritisk vurdering, mener de.
 
Disse ting og andre har været medvirkende til at gøre den israelske regering og en voksende del af befolkningen mindre interesserede i forhandlinger og mere i en ”vent og se tiden an-attitude”.
 
 
 
Set med palæstinensernes øjne har USA med præsident Donald Trump i spidsen klart taget parti for Israel og premierminister Netanyahu - imod palæstinenserne og deres sag.
 
Nye vinde fra Washington
USA har altid støttet Israel og stået som garant for landets sikkerhed, men amerikansk udenrigspolitik har altid hvilet på en række grundopfattelser af konflikten og dens løsningsmuligheder. 
 
For eksempel at Israels besættelse af Vestbredden, Øst-Jerusalem og Gaza-striben er uholdbar.
 
At en 2-statsløsning – altså oprettelsen af en uafhængig Palæstinastat – er den eneste langtidsholdbare løsning.
 
At de jødiske bosættelser er ulovlige.
 
Og at Jerusalems status skal afgøres af parterne selv ved forhandlingsbordet.
 
Det er grundantagelser, som deles af en stor del af resten af verdenen, og som også har været en del af den såkaldte ”køreplan for fred i Mellemøsten”, som støttedes af alle involverede (med undtagelse af Hamas).
 
Det har Donald Trumps valgsejr i USA imidlertid vendt godt og grundigt op og ned på.
 
Først udnævnte Trump en ny amerikansk ambassadør til Israel, som aktivt politisk og økonomisk støttede oprettelsen af jødiske bosættelser i de besatte områder.
 
USA’s nye præsident sagde også, at en fredsløsning mellem parterne måtte tage hensyn til de nye demografiske kendsgerninger på landjorden. Læs: At en eventuel grænsedragning mellem Israel og en kommende Palæstinastat måtte flyttes for at inkludere jødiske bosættelser i Israel.
 
Så udtalte den amerikanske præsident, at kan parterne enes om en et-statsløsning, så har han ingen indvendinger. Altså en 2-statsløsning er ikke længere den eneste løsningsmodel.
 
Og sluttelig har præsident Trump meddelt, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad og i løbet af foråret vil flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.
 
Alt sammen dramatiske nye signaler fra Washington, som går stik imod den accepterede visdom på området. En dramatisk kursændring som kommer på et tidspunkt, hvor den arabiske verden står mere splittet og internt uenig på en række centrale områder. Et tidspunkt hvor palæstinenserne føler sig alene og uden væsentlige og magtfulde allierede. Og på et tidspunkt hvor hele Mellemøsten er marineret i konflikter og humanitære katastrofer af et omfang, som har fokuseret verdens opmærksomhed andre problemer end israelernes og palæstinensernes strid.
 
 
 
Det man tidligere kaldte for fredsfløjen i Israel er i dag nærmest ikke-eksisterende.
 
Medvind og manglende fleksibilitet
Hver gang Israel har været udsat for terrorangreb, har premierminister Benyamin Netanyahu sagt, at Israel ikke vil forhandle med en pistol for panden. Bøjer landet sig først for terroristerne, så er der sat en pris på indrømmelserne, og der vil ikke være nogen ende på antallet af terrorangreb, er ræsonnementet. 
 
Underforstået: Er der til gengæld fred og ro, så vil Israel forhandle. 
 
Virkeligheden viser dog, at det heller ikke er tilfældet.
 
Der har været relativ ro i en længere periode. Ikke et totalt fravær af voldelige angreb. Men intet der bare kommer i nærheden af de forfærdelige perioder i 2002-3, hvor der næsten var angreb hver eneste dag. Den relative ro har dog ikke betydet, at den israelske regering er kommet med nogle udspil, initiativer eller fremstrakte hænder for at få fredsprocessen i gang igen. Roen betyder tilsyneladende, at der heller ikke er noget pres. Man kan foregøgle sig selv, at der ikke er noget problem. Eller problemet er til at leve med.
 
På samme måde som den palæstinensiske side ikke var voldsom kompromisvillig i den periode hvor land efter land anerkendte Staten Palæstina, og det så ud som om palæstinenserne måske kunne nå deres mål – eller i hvert fald komme tættere på det – uden selv at skulle levere noget ved forhandlingsbordet til gengæld, så har den israelske regering i øjeblikket på samme måde så meget medvind fra USA (EU betyder i den sammenhæng mindre set fra Jerusalem), at Israel ikke føler sig presset til at række hånden frem mod palæstinenserne.
 
Med USA's anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad og flytning af sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, har Israels stædighed og ubøjelighed givet resultater, vil premierminister Benyamin Netanyahu kunne sige. Derfor synes standhaftigheden at betale sig.
 
Hvis ”himmelen ikke falder ned”, verden ikke vender sig imod Israel for noget USA har gjort, de arabiske lande ikke overraskende pludselig danner forenet front imod Israel, og en ny intifada ikke bryder ud, så er det svært at se, hvordan man overbevise en israelsk regering med Benyamin Netanyahu i spidsen om, at det går den forkerte vej.
 
 
 
Palæstinenserne er splittet mellem Hamas, der kontrollerer Gaza-striben og Fatah der sidder på Det palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden. Så længe der ikke er én og kun én adresse for regeringsmagten på den palæstinensiske side, står palæstinenserne svagt.
 
Palæstinenserne splittede
Siden det palæstinensiske valg i 2005, hvor Hamas satte Fatah på porten, har palæstinenserne været internt splittede. Så meget at det i en periode kom til en regulær borgerkrig.
 
Fjendskabet er stadigvæk så indædt, og sårene – trods mange meddelelser om det modsatte – på ingen måde ikke helet så meget, at de to fløje i det palæstinensiske samfund kan enes om et nyt valg til præsidentposten og parlamentet.
 
Dermed er både parlamentet og præsidenten i Det palæstinensiske Selvstyre strengt taget ikke længere legitime.
 
Det sidste valg blev afholdt i 2005. Både til det palæstinensiske parlament og til præsidentposten. Hamas vandt parlamentsvalget og Mahmoud Abbas blev præsident. Selvom begges valgperioder udløb i 2009, har der ikke siden været afholdt noget nyt valg.
 
Det er ikke bare et problem for palæstinenserne og deres ønske om en legitim, demokratisk valgt, ikke-korrupt, transparent regering og ledelse, at deres demokrati er gået i stå, det udnyttes også af Israel, som kan påstå, at der ikke er nogen ”adresse” på den palæstinensiske side at forhandle med. Selvom man eventuelt forhandlede med præsident Mahmoud Abbas, så ville han alligevel ikke kunne ”levere varen”, fordi han i realiteten ikke har kontrollen over hele det palæstinensiske samfund. 
 
Ikke at Israel står på spring, for at få forhandlingerne i gang igen. På ingen måde. Det passer Benyamin Netanyahu fint, at der ikke sker noget på forhandlingsfronten. Især hvis han samtidig kan påstå, at han faktisk er rede til at forhandle når som helst.

 
 
Så længe der bygges i de jødiske bosættelser vil palæstinensernes præsident Abbas ikke forhandle med Israel. Det har reelt givet bosætterne vetoret over fredsprocessen.
 
Byggeri og forhandlinger
Desuden har præsident Mahmoud Abbas ”malet sig selv op i et hjørne” hvorfra der ikke er nogen nem vej ud.
 
Palæstinenserne vil ikke forhandle, så længe israelerne stadigvæk bygger i de jødiske bosættelser, siger han. Og deri støttes han af en stor del af den palæstinensiske befolkning.
 
Samtidig siger premierminister Benyamin Netanyahu, at hans dør er åben, og at forhandlingerne kan genoptages i morgen, hvis palæstinenserne kommer til forhandlingsbordet uden forhåndsbetingelser.
 
Kravet om et stop for al byggeaktivitet i bosættelserne er sådan en forhåndsbetingelse. Kravet kan, siger Israel, stilles ved forhandlingsbordet som et af mange andre krav. Men det kan ikke kræves opfyldt, inden der overhovedet forhandles. 
 
Dermed har Mahmoud Abbas på en sølvbakke leveret en undskyldning til Benyamin Netanyahu, som kan påstå, at han gerne vil forhandle, men at der blot ikke er nogen at forhandle med, fordi palæstinenserne stiller forhåndsbetingelser. Kræver at det, der skal forhandles om, bliver givet endnu inden der forhandles.
 
Den religiøst-nationalistiske højrefløj, der i starten stod bag anlæggelsen af de jødiske bosættelser i de besatte områder – eller Judæa og Samaria som de kaldte dem – byggede blandt andet bosættelserne for at forhindre, eller i hvert fald gøre det meget vanskeligere, for enhver kommende israelsk regering at trække sig ud af områderne til gengæld for en fredsaftale med de arabiske naboer. Når de ser, at deres byggeaktivitet i bosættelserne i sig selv kan forhindre forhandlinger, så bygger de. Så meget som de kan. Og dermed har byggeaktiviteten, set med deres øjne, allerede opfyldt et af sine væsentligste formål. Og mærkelig nok, så har de i øjeblikket den palæstinensiske præsident som deres ”allierede” – om end uvilligt – til at opnå dette formål. 
 
Hvis Mahmoud Abbas faktisk i morgen mødte op på Netanyahus kontor i Jerusalem og sagde: ”Lad os komme i gang med forhandlingerne”, så ville den israelske premierminister virkelig få alvorlige problemer, for han har ikke ret meget at tilbyde… udover at forhandle. Forhandle uden at det fører til noget.
 
Sagde Abbas så videre: ”Glem kravet om at stoppe byggerierne i bosættelserne. Lad os i stedet forhandle grænsedragningen imellem Israel og Palæstina”, så ville det være endnu værre. For så kunne titusindvis af bosættere godt se, at de før eller siden kommer til at bo på den ”forkerte” side af den kommende grænse. Priserne på deres huse ville rasle ned, hvis de overhovedet ville kunne sælge dem. Banker og pengeinstitutter ville vanskeligt kunne overtales til at give kreditter eller investere i nye byggerier og virksomheder, hvis de kan se, at deres lån næppe bliver tilbagebetalt. Og garantien i den faste ejendom vil miste sin betydning, hvis områderne snart ikke længere er under israelsk kontrol.
 
Det gør den palæstinensiske præsident imidlertid ikke, og det er der mange grunde til. Men summa summarum er, at intet sker på den diplomatiske front, og det er på mange måder værre for palæstinenserne, end det er for israelerne.
 
 
 
Israels fremtid handler mindre om militær magt og mere om fødselstilvæksten på den israelske og den palæstinensisk/arabiske side..

Fremtiden og de tørre tal
”Er der et lys for enden af tunnelen”, blev Israels daværende præsident og en af arkitekterne bag fredsprocessen, Shimon Peres, en gang spurgt, efter forhandlingerne var brudt sammen, og der ikke var megen udsigt til at få dem i gang igen.
 
”Det håber vi”, svarede han, ”men lige nu og her skal vi først finde tunnelen”.
 
Shimon Peres kom ikke til at opleve Israels 70 årsdag. Han døde i september 2016. Der er dem, der frygter, at med ham gik den sidste forkæmper for ”land for fred”-modellen til en løsning af konflikten også bort.
 
Måske er den tunnel, vi skal lede efter, for også at
 
 
Den israelsk-jødiske befolkning får færre børn end en palæstinensisk-arabiske, og den forskel kommer sikkert til at afgøre fremtiden.
finde ud af , om der er et lys for enden af den, de tørre tal. Befolkningsudviklingen. 
 
Hvert år udsender Israels Statistiske Bureau en række nøgletal i forbindelse med Israels uafhængighedsdag.
 
I år viste disse tal, at Israels befolkning er nået op på 8.842.000. Heraf er 6.589.000 eller cirka 75 procent jøder, og 1.849.00 eller lige omkring 21 procent er arabere. Ved Israels oprettelse i 1948 var befolkningen på 806.000, så på 70 år er den vokset mere end 10 gange.
 
Den israelske fødselsrate er den højeste blandt de vestlige, industrialiserede lande. Israelske kvinder får i snit 3,11 børn. OECD-gennemsnittet er 1,7 barn per kvinde.
 
Selvom den jødiske og den arabiske befolkningstilvækst nærmer sig hinanden fra hver sin side, så er fødselsraten stadigvæk størst i den arabiske sektor. Den jødiske del af befolkningen fik i 2016 i snit 3,06 børn per kvinde. Op fra 2,59 i 1996. Blandt Israels arabiske befolkning får man 3,11 børn per kvinde. Det er en markant nedgang fra 4,35 i 1996, og ned fra hele 6 børn per kvinde i 1980.
 
Holder vi tallene fra Israel sammen med de tal, som er kommet fra Palestinian Central Bureau of Statistics i Ramallah, så siger de, at der i øjeblikket lever omkring 2,8 millioner palæstinensere på Vestbredden og i Øst-Jerusalem, mens Gazas befolkning er på 1,9 millioner. Samlet skulle der altså i de palæstinensiske områder bo 4,7 millioner palæstinensere.
 
Lægger vi de 4,7 millioner palæstinensere i de besatte områder eller de palæstinensiske områder sammen med de 1,8 millioner arabere, der er statsborgere i Israel, så kommer vi op på 6,5 millioner arabere fra Jordanfloden og ud til Middelhavet. Rundt regnet det samme antal, som der er jøder.
 
Den israelske højrefløj bestrider tallene og siger, at det palæstinensiske statistiske bureau har blæst sine tal kunstigt højt op, men selvom det så skulle være tilfældet, så er den palæstinensiske befolkningstilvækst i de besatte områder under alle omstændigheder langt højere end den jødiske. FN anslår at den ligger på 4,28 barn per kvinde. Mod som nævnt ovenfor 3,06 for jødiske kvinder i Israel. 
 
Hvis antallet af arabere og jøder ikke er nogenlunde det samme i Israel og de besatte områder allerede nu og her, så drejer det sig kun om ganske få år inden det er. Og fra da af og frem vil der til stadighed være et voksende arabisk befolkningsflertal.
 
Så hvis Israel ikke vil regere over et arabisk befolkningsflertal, som ikke alle har demokratiske rettigheder, og dermed sætte sin demokratiske karakter over styr, så må Israel gøre befolkningen israelsk og give dem stemmeret og ret til selv at blive valgt, som man gjorde med de arabere, der i 1948 valgte at blive i Israel. Gør man det, så kan det arabiske befolkningsflertal vælge sig en arabisk regering og premierminister, og så er Israel ikke mere den jødiske stat, der var målet med det zionistiske projekt.
 
 
 
Det er blevet i Israels interesse, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat, hvis landet ønsker at forblive iblandt verdens mere anstændige nationer.
 
I Israels interesse at palæstinenserne får en stat
Derfor står Israel ved en afgørende korsvej.
 
Enten mister Israel sin demokratiske karakter – eller sin jødiske karakter. Den nuværende udvikling efterlader ikke andre alternativer.
 
Israels eneste mulighed for at forblive både demokratisk og jødisk, hvis det er formålet, er ved at få tegnet en national grænse imellem størsteparten af den jødiske befolkning og størsteparten af den arabiske.
 
Det er altså blevet i Israels interesse, at der bliver etableret en palæstinensisk stat, hvis landet ønsker at forblive imellem verdens mere anstændige nationer.
 
Tallene og den demografiske udvikling er ikke noget nyt og overraskende. Tendensen har været kendt længe. Den israelske fredsbevægelse advarede imod netop det op igennem 1980’erne. Jeg skrev min første artikel om det i 1983. Den nationalistiske højrefløj i Israel har blot altid benægtet tallene. Sagt, som de også gør nu om de palæstinensiske tal, at de er overdrevne, og det er muligt, at de har ret. Tallene kan være blæst en smule op, men tendensen er ikke opfundet. Den er reel og til at tage og føle på. Selvom skæringspunktet ikke er i år eller næste år, så er det indenfor de kommende få år. 
 
De mere fanatiske dele blandt de jødisk religiøse nationalister accepterer faktisk udviklingen, og ser ikke noget større problem. De mener alligevel, at demokrati er et moderne vestligt fænomen ikke har noget med jødedommen at gøre. Efter deres mening skal palæstinenserne acceptere at leve under israelsk kontrol. Til gengæld vil de blive behandlet godt. Accepterer de den ordning kan de få en eller anden form for indre selvstyre.
 
Israelerne bliver formentlig nødt til at træffe denne afgørende beslutning inden landet – og den palæstinensiske flygtningetragedie – runder 75 årsdagen.

 



27. april 2018 - Artiklen er oprindelig skrevet til Gymnasiets og HF's Historielærerforenings blad, som i denne omgang er et temanummer i anledning af 70 årsdagen for Israels oprettelse og det palæstinensiske flygtningeproblems begyndelse.                                                                                                                                         


 
Tilføj kommentar