Morgenkaffe og -fotografi:

Der er så dejligt ude på landet

 
 

TRANEKÆR (06.10.2018): Der er mange gode grunde til at bo ude i vores nations landdistrikter, men en af de allervigtigste – for mig i hvert fald – er, at man bor lige ude midt i naturen. 
 
Just som man står og laver morgenkaffe, opdager man, at et flot dådyr har lagt sig til ro i haven lige udenfor køkkenvinduet.
 
Da solen smukt hæver sig over den fredede naturskov overfor vores hus, og skinner igennem morgendisen, så kommer et par af de vilde heste forbi.
 
 

I turistbrochurerne ligger naturreservatet nede sydpå på Langeland. Og det gør det også. Det er dernede, turisterne samler sig, for at opleve denne langelandske seværdighed. 
 
De vilde heste – eller Exmore Ponies, som de hedder – der er blevet ”udstationeret” helt heroppe hos os, er her in cognito, så dem har vi helt for os selv. Hvilket vi slet ikke protesterer over.
 
”Der var så dejligt ude på landet…” indleder H. C. Andersen sit eventyr ”Den grimme Ælling” med at skrive. Og det er der stadigvæk ude på landet, eller ude i det, nogen kalder for ”udkanten”. 
 
 

Men vi er ikke i udkanten af noget. Vi er faktisk lige i midten af det hele. Midt i naturen, roen og skønheden.
 
* * *
 
Og til foto-nørderne, som gerne vil have lidt tekniske oplysninger:
 
Alle billederne er fotograferet med et Sony A7R II-kamera med et Sony-Zeiss 55mm f/1.8-objektiv påmonteret.


 
 
 
 
 
Tilføj kommentar