Kultur og fotografi:

Nat på museet

Kunst opleves helt anderledes når omstændighederne omkring ændres. Hvis udstillingen rykkes ud i gamle, forfaldne fabriksbygninger, ud i naturen eller om natten, og man slukker lyset. Kunst i lommelampens skær er en anderledes oplevelse.


ODENSE (15.11.2018): Det var måske ikke helt som i spillefilmen ”Night at the Museum” med Ben Stiller hvor hele museet – fra dinosaurer over vikinger og amerikanske indianere til præsident Theodore Roosevelt – kommer til live, så snart gæsterne er ude, dørene låset og lyset slukket. Ikke helt i hvert fald. Det så dog ud som om det faktisk spøgte på BRANDTS Museum for Kunst & Visuel Kultur i Odense efter lyset i aftes var slukket.
 
 

Det var ikke fordi sikringen sprang, eller fordi museet skulle spare på elregningen, men det var for at give gæsterne en ny og anderledes oplevelse. 
 
Jeg har set BRANDTS permanente kunstudstilling mange gange, men hele stemningen var ændret, fordi lyset var slukket, og folk selv havde bragt deres lommelygter med. Alle gik stille og forsigtigt rundt, for ikke at falde over hinanden eller et kunstværk. Stemningen var fin. Alle syntes at mene, at ideen var god, og hyggede sig og talte meget mere med de andre gæster, end jeg normalt har oplevet.
 
 

Som regel ser man på et kunstmuseum folk træde ti skridt baglæns, for at beskue et kunstværk i sin helhed. Det var dog svært, nu hvor det kun blev belyst af ens egen medbragte lommelampe. Derfor stod folk i aftes meget tættere på malerierne. De studerede meget mere intenst de områder af værkerne, som deres lygter oplyste. Så selvom der var tale om et maleri, man havde set før, så blev det i aftes oplevet på en ny og anderledes måde.
 
Så var der et par særudstillinger, som jeg ikke havde set før. En sanseudstilling og en udstilling om science fiction "Into the Unknown", som begge formentlig gjorde sig endnu bedre i den dæmpede belysning, end de normalt ville gøre, om end de begge havde en masse lys indbygget – især science fiction-udstillingen med alle dens rumskibe, computere og TV-monitorer.
 
 

Det er klart, at det er umuligt at fotografere noget, der ligger hen i totalt mørke. Og de lommelamper, som folk havde medbragt, var ikke nok. Derfor måtte jeg tage billeder på lang lukkertid. Det betød naturligvis at gæsterne blev ”tværet ud” – billedmæssigt set i hvert fald. På billederne ligner de luftige ånder eller spøgelser, der svæver gennemsigtige rundt imellem malerierne. 
 
Jeg havde heller ikke noget stabilt stativ eller fjernudløser med, så billederne er også lidt rystede, men her får du alligevel nogle af dem. Sære som de er.
 
”Night at the Museum” i gyserudgaven, kunne man sige.
 
 

Det var en interessant oplevelse. Jeg nød det. Fik taget nogle lidt sære billeder, som jeg absolut ikke aner, hvad jeg skal bruge til. Men jeg nød det, og så var det gratis. 
 
Fyns andre tre store kunstmuseer – Faaborg Museum, Johannes Larsen Museet i Kerteminde og Clay i Middelfart – var også åbne, uden lys i nattemørket. Jeg kunne desværre ikke nå mere end et enkelt af dem i aftes. Jeg håber, at de fynske museer gentager succes’en, så jeg med tiden kan nå hele vejen rundt, og få oplevet dem alle sammen i lommelampens skær.
 
 

* * *
 
Og til dem, der har fototekniske interesser, så er billederne fotograferet med et Sony A7R II med et Zeiss Batis 25mm f/2-objektiv påmonteret. Lukkertiderne har ofte været helt oppe på omkring 3-4 sekunder. Lysfølsomheden er til tider helt oppe på 25600 ISO. Derfor de voldsomt store ”gryn” i billederne.
 
 


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilføj kommentar