Redaktøren spurgte:

Hvorfor er du blevet fotograf?

Gammel, bekymret mand i den tyrkiske landsby Akcakale på grænsen til Syrien. Landsbyen er lige blevet ramt af et par syriske missiler og fem beboere -- en hel familie -- er blevet dræbt.
Gammel, bekymret mand i den tyrkiske landsby Akcakale på grænsen til Syrien. Landsbyen er lige blevet ramt af et par syriske missiler og fem beboere -- en hel familie -- er blevet dræbt.

Denne artikel er egentlig skrevet til magasinet Dansk Fotografi. Redaktøren, Ebbe Rosendahl, spurgte mig om jeg ikke kunne forklare lidt om, hvorfor jeg var blevet fotograf. Udgaven af artiklen her, hvor der ikke er pladsmangel, er en smule længere end den i Dansk Fotografi, og er ledsaget af lidt flere fotos.

 
 
 
Ude at fotografere på Langeland med mit højt elskede, gamle Hasselblad-kamera. Foto: John Rasmussen.

Af Steffen Jensen
Mellemøstkorrespondent for TV2/Danmark

 
Efter i et langt liv at have forsøgt at slå mig fast som journalist og udenrigskorrespondent, så får jeg nu spørgsmålet: ”Hvorfor er du blevet fotograf?”
 
Spøg til side. Jeg forstår naturligvis godt spørgsmålet.
 
Af en journalist at være fotograferer jeg jo en hel del.
 
Jeg har dog så stor respekt for de ”rigtige” fotografer – jeg kender selv nogle af de allerbedste – derfor kalder jeg ikke mig selv fotograf, selvom jeg fotograferer ganske meget, og også er begyndt at bruge mit fotografi i forbindelse med min journalistik. Hvis jeg er noget, så er det vel en journalist, som tager sit fotografi rimelig seriøst. Af samme grund vil jeg tillade mig at omformulere spørgsmålet til: ”Hvorfor fotograferer du?”
 
Grunden til at jeg fotograferer – eller i hvert fald til at jeg begyndte på det – er lige så rørstrømsk og sentimental, som den er alvorlig. Jeg har aldrig fortalt historien til fremmede før, men her er den.
 
Kort tid efter jeg var med til at starte TV2, blev vores datter født. Kun et par år senere fik vi også en søn. At blive far ændrede mit syn på mange ting. Også på arbejde som Mellemøstkorrespondent, som alt for tit bragte mig meget tæt på død og ødelæggelse. Mange opgaver, jeg var sendt ud på, var ret farlige. At jeg nu havde fået børn, påvirkede mig meget. Hvad nu hvis jeg blev ramt? Hvad ville der ske, hvis jeg pludselig blev dræbt? Ville mine børn efterhånden glemme mig? 
 
 
De ultra-ortodokse jøder i Jerusalem kan være ret svære at fotografere. Derfor er jeg ret glad for det her portræt.

På mange måder helt absurd. For er man død, så er man vel død? Hvordan kan det på nogen måde være værre eller bedre? Men det blev en sær, underlig, nagende frygt, jeg ikke kunne slippe af med. I særdeleshed efter en mand, der stod lige ved siden af mig, blev skudt og dræbt. Havde kuglen haft en lidt anden retning, havde det været mig.
 
Mens jeg hastede igennem igennem Heathrow-lufthavnen i London, på vej ud på en reportageopgave i Afghanistan, købte jeg derfor et lille digitalt amatørkamera, så jeg, når jeg kom hjem, kunne fotografere mig selv sammen med mine børn. Så børnene, hvis det værste skulle ske, i det mindste ville have nogle billeder af os sammen. Så de kunne huske mig. Det var som om, at jeg frygtede, at glemte mine børn, hvordan jeg så ud, så ville jeg være dobbelt så død. Ikke bare almindelig død. Helt skørt. Jeg kan sagtens selv høre det. Men ikke desto mindre sandt.
 
På en måde begyndte jeg altså at fotografere. For at blive udødelig, så at sige. Forblive i live – i det mindste i mine børns erindring.
 
Da jeg så nu alligevel havde et lille fotografiapparat, så begyndte jeg også at fotografere andet. I særdeleshed når jeg var ude på reportagerejser for TV2. I starten mest som en slags visuel notesblok, men hen ad vejen også blot for at fotografere. Det var fantastisk. En kæmpemæssig oplevelse, og det greb mig.
 
Det har altid bekymret mig, at vi i nyhedsmedierne fokuserer så meget på krigene, konflikterne og katastroferne, og ofte glemmer alle de andre smukke ting, der faktisk også trives i de i områder, vi dækker. Mit fotografiapparat gav mig pludselig mulighed for at sætte fokus på nogle af de ting og de mennesker. Vende ryggen til fronten så at sige. Vise at der også er et smukt liv udenom eller parallelt med konflikternes ødelæggelser.
 
 
En gammel mand, som lever af at vaske de parkerede biler, tager sig en velfortjent pause i solen i en lille sidegade i det centrale Kairo.

Så selvom jeg efterhånden også fotografere lidelserne og ødelæggelserne, i et naivt håb om at mine billeder så måske kan få folk til at vågne op og gøre noget for at forbedre verden omkring os, så er mit fokus med fotografiet stadigvæk mest menneskers værdighed, åndens og skønhedens sejr over det destruktive, almindelige menneskers imponerende og stolte selvopholdelsesdrift midt i al elendigheden og modgangen.
 
Når jeg er på reportagerejse for TV2, så hjælper fotografiet mig på den måde til for mig selv at fastholde bevidstheden om, at dem, jeg rapporterer om, er ganske almindelige mennesker præcist som mig selv.
 
Når folk befinder sig i en situation, hvor verdenspressen pludselig vælter ind, er det som regel fordi et eller andet er gået rivende galt. En krig, et oprør, en naturkatastrofe eller andet af den slags. I den sammenhæng optræder folk i en helt særlig situation, og som journalist kommer man ofte også selv til nemt kun at se dem i det lys. Fotografiet, som jeg kun laver for mig selv – ikke i nogen nyhedsjournalistisk sammenhæng – giver mig mulighed for at nærme mig de lokale af ren og skær interesse for det liv, de lever. Så ikke bare føler jeg, at fotografiet giver mig adgang til folk på en helt anden og mere menneskelig måde end TV-journalistikken gør, det holder mig også fast på sporet. At de er ganske almindelige mennesker med håb, drømme, sorg, frygt og alt muligt andet, nøjagtigt som alle os andre.
 
 
En lille afrikansk dreng i den ghanesiske landsby Nnudu, hvor en gruppe aktive langelændere i en årrække har haft et mikro-bistandsprojekt kørende.

Som tiden gik, ønskede jeg så fra reportagerejse til reportagerejse at blive bedre til at fotografere. Overgå mig selv. Komme tættere og tættere på. Lave billeder, som kunne fortælle andre sider af den historie, jeg var sendt ud for at lave fjernsyn om. Undervejs gik det også op for mig, at de historier, jeg selv ønskede at fortælle, var langt længere og meget mere komplicerede end det lidt, det kunne lade sig gøre at få presset ind i et halvandet minut langt TV-nyhedsindslag. Mine fotografier og ledsagende tekster gav mig mulighed for, på min egen måde, at fortælle om nogle af de vigtige sider af en sag, som sjældent når frem til TV-skærmen. Disse fotoessays, som jeg offentliggjorde på min hjemmeside, førte faktisk til, at jeg i 2012 fik udgivet en fotobog kaldet ”Undtold Stories” – Ufortalte Beretninger. Historier jeg ikke fik mulighed for at fortælle på TV. 
 
Bogen blev trykt i 3000 eksemplarer, og blev ret hurtigt udsolgt fra forlaget. Det var jeg rævestolt over, for fotobøger er dyre at producere, og sælger ofte dårligt her i landet.
 
Den tilgang til mit fotografi har jeg også bragt med mig tilbage til Danmark. Her i det kolde nord har vi slået os ned på Langeland, ude i naturen, langt væk fra den hektiske storby og de myldrende menneskemasser.
 
Langeland har gæstfrit budt min familie og mig indenfor. Igennem de mange venner, vi har fået, har jeg fået indblik i den kamp mange herude, i det nogen kalder for ”Udkantsdanmark”, kæmper for at fylde de tomrum ud, som et større samfund, enten af ressourcemangel eller på grund af manglende interesse, efterlader.
 
 
En venlig mand i Nnudu. Folk hernede er mægtig glade for at blive fotograferet. Ham her var på vej til begravelse, men alligevel tog han en halv time ud, for at agere model for mig.

Disse mennesker – som kæmper en indædt kamp for at deres samfund skal forblive livskraftige, med børn, unge, kunst, kultur, børnehaver, skoler… kort og godt med alt det, der skal til, for at have en fremtid, dem har jeg helt og totalt tabt mit hjerte til. Disse ildsjæle er jeg begyndt at fotografere. Det samme med kunstnere, kunsthåndværkere og andre kreative, skabende mennesker rundt om i det skønne danske land. 
 
På den måde er mit fotografiapparat blevet min billet til at genopdage det Danmark, jeg forlod for næsten 30 år siden. Min billet til at komme ind i menneskers liv. Lære dem at kende. Høre deres historier, og forsøge at genfortælle dem i billeder og tekst.
 
Som så mange andre med jobs som mit i krigszoner, udsendte soldater, nødhjælpsarbejdere og andre, er jeg også endt med at få PTSD – post-traumatisk stress syndrom. Det ville sikkert være mærkeligt andet. Havde mit sind ikke lidt skade efter det, jeg har oplevet, ville det sikkert være endnu mere bekymrende. Så sådan er det.
 
Jeg klynker ikke. Beder ikke om medfølelse. Andre har det meget værre end mig. Jeg har selv valgt mit liv. De mennesker, hvis tragedier jeg som journalist har dækket, har ikke haft noget valg. De var fanget i vanviddet. Naturligvis lider jeg. Har mine nedture. Men jeg kæmper med det. Har en sej familie og en forstående arbejdsgiver… og så har jeg fotografiet.
 
 
Alfio Bonanno. Siciliansk født, langelandsk kunstner, som er international kendt for sin Land Art.

I min egen personlige form for selvterapi, hvis man kan kalde det sådan, er fotografiet blevet en meget central komponent.
 
Jeg kan dyrke det alene. Jeg kan ”flygte” fra krigen, fra erindringerne, fra frygten, fra depressionerne og alle de andre ting. Koncentrere tankerne om noget helt andet. Noget smukt. Noget godt. Fortælle historier om andet end menneskelig lidelse, smerte, død og ødelæggelse. Det holder mig på en eller anden måde i balance mentalt, tror jeg. Det kan godt være, at jeg flygter ind i fotografiet, men det gør ikke noget, for det virker for mig. Jeg genfinder en eller anden form for balance, og får ro i sjælen.
 
Jeg kan måske sige, at mens jeg begyndte at fotografere for at forblive i live i mine børns erindring, også selvom jeg skulle miste det i virkeligheden. Så fotograferer jeg nu for at sikre, at min sjæl og mit sind ikke falder fra hinanden.
 
Derfor er fotografiet så vigtig for mig.
 
Måske er det derfor, jeg fotograferer med sådan en passion? Som om mit liv afhænger af det. 
 
Fordi det gør det faktisk… på en måde.

* * *
 
I 2012 udgav Steffen Jensen fotobogen ”Untold Stories”. Bogen er, som der står i artiklen udsolgt, men på Steffens hjemmeside kan du gratis læse en online-version af den.

* * *

Artiklen kan læses i fotomagasinet Dansk Fotografi, Februar 2019, tidsskrift for Selskabet for Dansk Fotografi.

 
Yasmin. En sød, talentfuld flygtning fra Somalia, som jeg også blev venner med, og som var glad for at være model.
 
Yasmin. En sød, talentfuld flygtning fra Somalia, som jeg også blev venner med, og som var glad for at være model.
 
En lille pige i en flygtningelejr lige udenfor Mosul i det nordlige Irak.
 
En lille pige i en flygtningelejr lige udenfor Mosul i det nordlige Irak.
 
Det var midt under revolutionen i Egypten. Mange turde ikke gå ud. Vesterlændingene var flygtet. Opsynsmanden i en lokal moske i Kairo kedede sig grundigt. Han sad inde i en dunkel indgang, men lyset blev smukt og blødt reflekteret af en hvid mur udenfor.
 
Det var midt under revolutionen i Egypten. Mange turde ikke gå ud. Vesterlændingene var flygtet. Opsynsmanden i en lokal moske i Kairo kedede sig grundigt. Han sad inde i en dunkel indgang, men lyset blev smukt og blødt reflekteret af en hvid mur udenfor.
 
Den lille pige med de bedende øjne hedder Karima. Hun er kun seks, men må allerede fungere som reservemor for sine to nyfødte tvillingesøstre. Moderen er gået ned med krigstraumer. De er lige sluppet ud af den del af Mosul, Islamisk Stat stadigvæk kontrollerer.
 
Den lille pige med de bedende øjne hedder Karima. Hun er kun seks, men må allerede fungere som reservemor for sine to nyfødte tvillingesøstre. Moderen er gået ned med krigstraumer. De er lige sluppet ud af den del af Mosul, Islamisk Stat stadigvæk kontrollerer.
 
En egyptisk bonde på øen Dahab, som ligger midt i Nilen, midt i multimillionbyen Kairo, men alligevel er som et lille naturreservat for de i egyptiske landdistrikter.
 
En egyptisk bonde på øen Dahab, som ligger midt i Nilen, midt i multimillionbyen Kairo, men alligevel er som et lille naturreservat for de i egyptiske landdistrikter.
 
Peshmergaer. Kurdiske krigere som dækker sig for beskydningen fra Islamisk Stat-terroristerne lidt længere fremme.
 
Peshmergaer. Kurdiske krigere som dækker sig for beskydningen fra Islamisk Stat-terroristerne lidt længere fremme.
 
Denne bedstemor og hendes barnebarn er netop sluppet ud af Vest-Mosul. Den del Islamisk Stat holdt fast i til det sidste. De slap ud ved at sejle over Tigrisfloden på en tømmerflåde om natten. Jeg mødte dem i en flygtningelejr i udkanten af Mosul i det nordlige Irak.
 
Denne bedstemor og hendes barnebarn er netop sluppet ud af Vest-Mosul. Den del Islamisk Stat holdt fast i til det sidste. De slap ud ved at sejle over Tigrisfloden på en tømmerflåde om natten. Jeg mødte dem i en flygtningelejr i udkanten af Mosul i det nordlige Irak.
 
Trawlet hales hjem. På togt i Østersøen med fisker Ulrik Kjølle Hansen og hans søn Mads. Togtet startede kl. 05:00 om morgenen og varede 14 timer, inden de kunne losse fangsten på havnen i Bagenkop. Det godt og vel en time mere.
 
Trawlet hales hjem. På togt i Østersøen med fisker Ulrik Kjølle Hansen og hans søn Mads. Togtet startede kl. 05:00 om morgenen og varede 14 timer, inden de kunne losse fangsten på havnen i Bagenkop. Det godt og vel en time mere.
 
Smuk, gammel kvinde i den ghanesiske landsby Nnudu. Som de fleste andre her, havde hun ikke meget, men hun førte sig med stor elegance og værdighed.
 
Smuk, gammel kvinde i den ghanesiske landsby Nnudu. Som de fleste andre her, havde hun ikke meget, men hun førte sig med stor elegance og værdighed.
 
Under optagelserne til filmen ”I Krig og Kærlighed”. Filmen foregår under Den Første Verdenskrig, og filmholdet havde et par dages optagelser på Skovsgaard Gods på Sydlangeland, hvor jeg fik lov til at fotografere.
 
Under optagelserne til filmen ”I Krig og Kærlighed”. Filmen foregår under Den Første Verdenskrig, og filmholdet havde et par dages optagelser på Skovsgaard Gods på Sydlangeland, hvor jeg fik lov til at fotografere.
 
Hanne Hamann fra Lohals på Langeland. Hun er deltidsbrandmand, asyl-frivillig, akuthjælper, bereden naturguide og flere andre ting -- udover hendes egentlige job som sundhedsassistent på det lokale plejehjem.
 
Hanne Hamann fra Lohals på Langeland. Hun er deltidsbrandmand, asyl-frivillig, akuthjælper, bereden naturguide og flere andre ting -- udover hendes egentlige job som sundhedsassistent på det lokale plejehjem.
 
Han lever i Giza i Kairo ved foden af pyramiderne. Khaled al-Tuni i døren til det fattige, forsømte hjem, han deler med sin søster, som er enke, og hendes fire børn.
 
Han lever i Giza i Kairo ved foden af pyramiderne. Khaled al-Tuni i døren til det fattige, forsømte hjem, han deler med sin søster, som er enke, og hendes fire børn.
 
Ulrik Kjølle Hansen. Langelandsk fisker og kommunalpolitiker.
 
Ulrik Kjølle Hansen. Langelandsk fisker og kommunalpolitiker.
 
Gammel syrisk flygtning, som lige er sluppet ind over grænsen til Libanon -- til relativ sikkerhed og til et liv som flygtning i en verden, som ikke ønsker dem.
 
Gammel syrisk flygtning, som lige er sluppet ind over grænsen til Libanon -- til relativ sikkerhed og til et liv som flygtning i en verden, som ikke ønsker dem.
 
Tidlig morgen i Garden City i Kairo. På vej til et interview med en feministisk kunstner passerede jeg denne mand, som efter morgenbadet sad og nød den friske morgenluft inden byens atmosfære soder til af bilos.
 
Tidlig morgen i Garden City i Kairo. På vej til et interview med en feministisk kunstner passerede jeg denne mand, som efter morgenbadet sad og nød den friske morgenluft inden byens atmosfære soder til af bilos.
 
Unge Jhon fra Eritrea. En af de unge asyldrenge på Langeland, som jeg lærte at kende igennem fotografiet. Da han fik et af mine gamle fotografiapparater, viste han sig at være en meget talentfuld fotograf.
 
Unge Jhon fra Eritrea. En af de unge asyldrenge på Langeland, som jeg lærte at kende igennem fotografiet. Da han fik et af mine gamle fotografiapparater, viste han sig at være en meget talentfuld fotograf.
 
Tilføj kommentar
 
 
3 Kommentarer: