Fotoudflugt på Langeland:

Naturen vinder altid... til syvende og sidst

Vi er tæt på Langelands nordspids. Huset har været forladt så længe, at man kan køre forbi det uden at opdage ruinen. Indenfor er der ikke længere noget liv... af mennesker i hvert fald. Men livet -- plantelivet -- trænger igennem udefra.
Vi er tæt på Langelands nordspids. Huset har været forladt så længe, at man kan køre forbi det uden at opdage ruinen. Indenfor er der ikke længere noget liv... af mennesker i hvert fald. Men livet -- plantelivet -- trænger igennem udefra.

Et kort fotoessay om en fotoudflugt på Langeland under Corona-nedlukningen. Sikkert derfor, men også på grund af motivet, blev jeg lidt ramt af en melankolsk - nogen vil måske synes deprimeret - stemning. I virkeligheden sikkert malplaceret, for billedserien viser, at livet fortsætter. På trods af alt. Bare uden mennesket.


 
 
Et kig ind i det, der formentlig en gang har været familiens vaskehus, for her står i hvert det rustne levn af et apparat, der skulle rulle dugene og lagenerne.


Vi mennesker er nogle mærkelige skabninger.

Min viden udi flora og fauna er ikke stor nok, til at jeg kan udtale mig med nogen større vægt, men der er næppe mange andre arter, der så målrettet ”saver den gren over, de selv sidder på”. Selve vores måde at eksistere på truer vores eksistens.

Det synes ret meningsløst. Og det er det vel også.

I medierne lyder det ofte som om vores gøren og laden truer naturen.

Naturen var her millioner af år inden de første menneskelignende skabninger så dagens lys, og jeg tror, at naturen vil være her, længe efter at vi er forsvundet.

Det kan sagtens være, at vi på vores vej mod selvdestruktion også undervejs skader naturen. Men naturen er sej. Den finder altid nye veje. Naturen skal nok overleve. Naturen vinder altid til syvende og sidst.

Vi har brug for naturen. Vi kan ikke eksistere uden. Naturen har derimod ikke brug for os. Den vil ret sikkert få det langt bedre uden os.

Beklager det lidt deprimerede humør, men alle disse dystre tanker vældede ind over mig, da jeg på en fototur rundt på Langeland stødte ind i en ruin af et hus, der en gang var hjem for en familie… for mennesker med drømme og håb om en fremtid. Dog, kan man se, ikke en fremtid i dette hus. Det har stået tomt i mange år. Uden beboere. Men ikke uden liv.

Udenfor står der et til salg-skilt, hvorpå sælger optimistisk slår fast, at dette kan blive dit drømmehus. Underforstået: Det her lort skal rives ned, og så skal du begynde helt forfra.

Men blot fordi huset, og dem der en gang har boet i det, ikke længere synes værd at bygge videre på, så stopper naturen ikke. Den blomstrer bare videre. Rødder og spirer trænger ind alle vegne. Vokser løs. Tager over.

Livet som sådan stopper ikke, bare fordi vores liv forsvinder fra scenen.

Som en overgroet ruin af et Maya-tempel eller et Inka-monument, der også bærer vidnesbyrd om en fordums blomstrende kultur, som ikke længere findes, så gør naturen det også her klart, at den vokser videre. Med eller uden os.

Vil vi have lov til at være med på hele rejsen, så skal vi holde vores "hus" i orden. Vi skal sørge for en ordentlig balance mellem vores eksistens og vores omgivelsers. For kommer det til et sidste, afgørende opgør, så er det ikke naturen, der bukker under… det er os.

 
Den nyere del af huset er endnu mere deprimerende end den gamle. Det nye forfald er trøstesløst og mangler den charme, der dog er i de ældre bygningers forfald.
 
Den nyere del af huset er endnu mere deprimerende end den gamle. Det nye forfald er trøstesløst og mangler den charme, der dog er i de ældre bygningers forfald.
 
Ruinerne er ved at forsvinde bag vegetationen, så man kan køre forbi ruinen uden at opdage dens eksistens.
 
Ruinerne er ved at forsvinde bag vegetationen, så man kan køre forbi ruinen uden at opdage dens eksistens.
 
Et af fotografiets mærkværdigheder er, at forfald kan være fotogent. Det kan næsten være smukt.
 
Et af fotografiets mærkværdigheder er, at forfald kan være fotogent. Det kan næsten være smukt.
 
Tilføj kommentar