Fotoudflugt på Langeland:

Tilbage til fotografiet… og forhåbentlig til meget andet

Billedet her bliver endnu bedre, når kornmarken er blevet helt gulmodent, og jeg når frem til den tidlige morgensol.
Billedet her bliver endnu bedre, når kornmarken er blevet helt gulmodent, og jeg når frem til den tidlige morgensol.

En gang troede jeg, at fotografi udelukkende handler om de billeder, der kommer ud af det. Det er også til en vis grad korrekt. Sådan er det jo. Men fotografi kan også være så meget andet. Det kan være en slags terapi. Det der får en tilbage til et normalt liv igen. Får gang i hjernevindingerne igen og i kreativiteten. Sådan er det i hvert fald for mig lige i øjeblikket. 

 
 
Et væltet træ i en lille lysning i skoven ved Bastemose.


Corona-nedlukningen har stoppet mangt og meget, men det er ikke bare derfor, jeg ikke har fået fotograferet særlig meget på det seneste. For hernede på det skønne Langeland kunne jeg tværtimod have udnyttet nedlukningen af vores nation og den megen mere fritid, jeg pludselig havde, til at få fotograferet endnu mere. Det gør mig stadigvæk bedrøvet, at det ikke lykkedes mig at udnytte tiden bedre.

Forklaringen er, at jeg har været igennem et længere sygdomsforløb (ikke Corona), flere hospitalsophold og tre operationer siden marts (dette ikke skrevet fordi jeg efterlyser ”thumps up”, "god bedring-", ”hav det godt”-beskeder eller andet af den slags - slet ikke, blot for at forklare hvorfor jeg har været ”down and out” og totalt inaktiv.).

Min lyst til at fotografere, min energi, min kreativitet, lysten til at møde mennesker… alt har været på nulpunktet i en periode.

Planen inde i mit hoved var egentlig, at lige så snart, jeg kunne stå på benene igen, så ville jeg ud for at fotografere. Det var vejen frem. Det kunne det sikkert også have været. Det lykkedes blot ikke for mig. Jeg kunne simpelthen ikke slæbe mig selv i gang.

Rækkefølgen blev mærkelig nok fuldstændig anderledes. Efter min egen mening "mærkelig" i hvert fald, for jeg havde været overbevist om, at det ville blive fotografiet, der drev mig i gang. Sådan forløb det ikke.  

Først begyndte jeg at lave havearbejde. Byggede et højbed til urter. Så gik jeg på kunstudstillinger, da de begyndte at åbne igen. Derefter begyndte jeg så småt at arbejde igen. Så lave mad og invitere gæster. Fotografiet blev nogenlunde det sidste, jeg vendte tilbage til. Mærkeligt nok. Jeg ville have troet det i totalt modsat rækkefølge. 

Da jeg så endelig var klar til at fotografere, ramlede vi naturligvis ind i dag efter dag med regn, regn, mere regn og så en del blæst oveni. Men nu var jeg endelig klar til at komme ud, så sku' vejret fanden’me ikke stoppe mig. Så jeg tog ud regnen og blæsten alligevel, selvom det var svært at fotografere noget som helst.

Det var godt. Mere for sjælen end for mit fotografi.

Nogle af de mere heldige eksempler fra en af disse fotoudflugter har I allerede set i den tidligere historie om det forfaldne hus på Nordlangeland. De øvrige billeder her, er de sørgelige rester, som i sig selv ikke er værd at vise for en større offentlighed på grund af deres fotografiske kvaliteter, for dem er der næsten ingen af. Værdien af dem er udelukkende deres terapeutiske værdi. Eller arbejdet med at lave dem var terapeutisk mere end billederne i sig selv.

 
 
På vej ud af skoven ved Hou på Nordlangeland.
Hvorfor så overhovedet denne tekst?

Igen: Ikke for at få ”god bedring”-beskeder fra nær og fjern. Mere for at fortælle, at fotografiet ikke blot er et håndværk eller en kunstart med det formål at skabe billeder. Det kan også være en form for terapi på vejen tilbage til en eller anden form for virkelighed.

Sådan har jeg i hvert fald haft det.

Forløbet blev ikke helt som ventet. Jeg havde troet, at det var det, der skulle få mig ud af min beskyttende ”hule”. Sådan gik det bare ikke. Men fotografiet er for mig alligevel ofte drivkraften. Og det bliver det igen. At fotografere, også selvom der - som her - slet ikke kommer noget særligt ud af det, i hvert fald ikke i form af billeder, er i sig selv en slags terapi. Og den terapeutiske funktion er fantastisk, selvom den kun mærkes af mig selv.

Jeg burde ud af fotografere igen i dag. Vejret er fint lige nu. Men flere overnattende gæster er på vej (det er også terapi), og min kone har bilen. Hun er ude for at købe ind. Undskyldninger og flere undskyldninger for ikke at være ude med kameraet. Men jeg kommer snart ud igen.

Lige nu har jeg blot arbejdet med at få "fremkaldt" disse få resterende billeder fra en regnfuld dag med blæst.

Det vigtigste ved billederne er, at de tvang mig ud af huset. Ud i virkeligheden og den friske luft.

* * *

Se flere billeder fra samme fototur udi det regnvåde langelandske landskab.

 
En skovsø er det ikke. Snarere bare et vandhul. Men godt for naturens mangfoldighed er det.
 
En skovsø er det ikke. Snarere bare et vandhul. Men godt for naturens mangfoldighed er det.
 
Vestkysten... den langelandske. Bølgerne ud for Tryggelev Nor.
 
Vestkysten... den langelandske. Bølgerne ud for Tryggelev Nor.
 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: