Fotoudflugt på Langeland:

Hvor hjulsporet ender

Gården for enden af den ufremkommelige markvej. Nogen har en gang forsøgt at begrænse skaderne ved at lægge en presenning på taget. Forsøget mislykkedes. Nu har alle tilsyneladende opgivet. Gården er glemt... og gemt af vejen. Ude af øje, ude af sind.
Gården for enden af den ufremkommelige markvej. Nogen har en gang forsøgt at begrænse skaderne ved at lægge en presenning på taget. Forsøget mislykkedes. Nu har alle tilsyneladende opgivet. Gården er glemt... og gemt af vejen. Ude af øje, ude af sind.

Efter mit lille fotoessay "Naturen vinder altid... til syvende og sidst" for et par uger siden, har jeg fået en del reaktioner. En god bekendt her på Langeland sendte mig endog nogle flere adresser på forladte huse og gårde. I dag besøgte jeg et par af dem.


 
 
Som en langsom flydende lavastrøm trænger naturens vækster ind igennem fordøren, ind i det forladte husmandssted. Naturen kræver det tilbage, der en gang blev fravristet den.
I de senere år har jeg overvejet, om jeg skulle købe en gammel brugt Landrover. En god ”højbenet” 4-hjulstrækker, som her ude i det, nogen kalder for ”Udkantsdanmark”, kan transportere mig og mit fotoudstyr rundt på markveje, hjulspor og rundt ude i skovene hvor der end ikke er hjulspor. I dag ville sådan en off-roader have været praktisk. Ingen har i hvert fald kørt ned ad denne markvej i år. Græsset står så højt, at jeg ikke kan se ud ad ruderne. Indimellem må jeg stoppe, gå ud og fornemme, hvor markvejen bevæger sig hen. Græsset kradser hen under bunden på min Citroen C4 Cactus, som i hvert fald får renset skidtet af undervognen.

Jeg håber, at jeg i det mindste kan vende inde på den gårdsplads, jeg forventer at finde forude, for at bakke igennem dette vildnis har jeg ikke meget mod på.

Skæbnen vil noget andet.

Jeg kan end ikke komme ind på gårdspladsen. Bilen må efterlades udenfor. Jeg vandrer lidt rundt, inden jeg går ind i det efterladte bygninger, for at se, om der er et sted med tilstrækkelig stabil grund nede under vegetationen, hvor jeg kan vende bilen. Det er der ikke. Jeg bliver nødt til at bakke ud igennem dette mareridt bagefter.
 
 


Det er noget skidt, men det må jeg tage mig af, når det bliver aktuelt. Nu skal jeg fotografere.

For et par uger siden fotograferede jeg i og omkring en forladt gård på det nordligste Langeland. Jeg uploadede fotografierne til min hjemmeside og skrev en lille lommefilosofisk tekst til billederne. Det gav mange reaktioner. En af dem fra en god bekendt her på Langeland, som henviste min opmærksomhed på en række andre forladte huse og gårde på øen. Huset for enden af denne ufremkommelige markvej er et af dem.

Gårdspladsen er ikke ret stor, og her ligger nogle udrangerede hårde hvidevarer. Jeg kan ikke komme langt nok væk til at kunne tage hele den tolængede gård på ét enkelt billede. Så jeg tager fire, som jeg bagefter kan ”strikke sammen” til et i Photoshop.

Jeg er altid opmærksom på, at det er – eller var – nogle andre menneskers hjem, jeg bevæger mig ind i. Selvom der tydeligvis ikke har været nogen beboere her i en rum tid, så har huset alligevel været ramme om nogle levede liv. Nogle mennesker med drømme og håb. Jeg føler, at man skal bevæge sig rundt med respekt for dem, som en gang levede her. Også selvom de ikke gør det mere. Og rent lavpraktisk skal jeg også passe på, ikke at få søm op i fødderne, gå igennem det møre gulv eller støde ind i det halvt sammenstyrtede loft.
 
 
Her sad der en gang nogen og kiggede ud på gårdspladsen. Nu kommer gårdspladsens vegetation krybende ind igennem vinduerne.
Ved spisebordet i stuen sad der en gang nogen og drak kaffe, mens de kiggede tilfreds igennem vinduerne ud på gårdspladsen. Nu er gårdspladsens vegetation på vej igennem vinduerne ind i stuen. Det kan sagtens have været smukt derude. Det har det sikkert været. Måske løb der børn rundt og legede derude. I hvert fald hænger der et falmet tegneseriebillede på væggen i stuen imellem vinduerne. Det kunne have tilhørt et barn. Ude i entréen ligger der en dukke uden hår, i lyserød overall. Den ene arm holder fast i en nedfalden loftsplade. Øjnene stirrer modløst op mod det loft, der en gang var deroppe, men som nu for en dels vedkommende er styrtet ned.
 
 
Meget er efterladt, som andre, der flytter fra et hus, ellers ville tage med sig.


Det tilhører dog alt sammen en svunden tid. Her lever ikke nogen længere, og det har der ikke gjort længe. Det lille tolængede husmandssted er så forfaldent, at det må have stået tomt i en lang årrække. Det er i dag en total ruin. Egentlig underligt at det ikke er blevet revet ned, men det ligger måske så langt fra landevejen, at alle har glemt dets eksistens. Den totalt overgroede markvej kan i hvert fald slet ikke ses, den ligner mere mark end vej og afslører slet ikke, at den fører hen til noget… og det gør den sådan set heller ikke… længere.

Normalt når de sidste beboere forlader et hus eller en gård, så pakker de deres ejendele sammen og flytter videre. Alt det, der kan bruges tages med. Livet fortsætter. Bare et andet sted. Sådan ser det ikke ud her. Der er efterladt masser af ting. Det er 
 
 
Termokanden og suppeskålen er her stadigvæk, delvist begravet under det nedfaldne loft. Her er bare ikke længere nogen at servere til.
 
også tydeligt, at siden huset er blevet forladt, har andre været inde i det, rodet rundt i tingene for at se, om der var noget, de kunne bruge.

Alligevel er her stadigvæk køkkengrej i skufferne. Inde i en af stuerne står en termokande delvist begravet af det nedfaldne loft. Ved siden af gør en suppeskål termokanden selskab.

Det giver bange anelser om at den lille gård ikke er blevet forladt i god ro og orden, men at et eller andet sørgeligt måske har fundet sted. Det er i hvert fald sådan min fantasi racer afsted. Det er så sært at liste forsigtigt rundt inde i noget, der en gang var nogle andre menneskers hjem, og så blot se efterladenskaberne at noget, der en gang var disse menneskers liv.

Turen i bakgear henover bush’en tilbage til landevejen er langt værre end turen op til gården, som i det mindste foregik forlæns. Flere gange kommer jeg ud i marken, synker i og må forsigtigt møve mig frem tilbage til det, det måske er et hjulspor, gemt under græsset. 

Jeg frygter, at det er ånderne fra dem, der en gang boede i gården, der ikke vil give slip på mig. Jeg bevægede mig ind på deres enemærker. Nu frigiver de mig ikke uden kamp. 
 
 


Jeg priser mig lykkelig over at Citroen bygger biler, der i en snæver vending kan bruges som traktorer. Efter en pinefuld, baglæns safari hen over den vilde savanne, er jeg lettet, da jeg igen føler lidt langelandsk asfalt under min Cactus’ hjul.

Inden jeg forlader det sydlige Langeland helt, besøger jeg endnu en adresse. Endnu et forfaldent, forladt hus. Dog på ingen måde så fotogent som det første. Dette er af langt nyere dato. Helt uden nogen charme. Ret kedeligt og langt mere deprimerende at se på. Jeg fotograferer det slet ikke. Ude i laden står der dog en gammel, grøn, rusten Deutz-traktor. De vildtvoksende, mandsstore brændenælder og hybenkrat foran udkørslen vidner om, at det er en rum tid siden traktoren har været udenfor. Inde i laden står der også en gammel, halvt tildækket lille familiebil, som heller ikke længere fragter nogen familie rundt.

På vejen tilbage til virkeligheden og nutiden bliver jeg nødt til at fotografere lidt postkort-Danmark. Bare for at ”vaske” det mismod af mig, som besøget i ruinerne af det, der en gang var menneskers hjem, altid efterlader mig med.

Langeland er heldigvis så skønt et sted, at der aldrig er mangel på smukke motiver.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilføj kommentar
 
 
5 Kommentarer: