TRANEKÆR (09.08.2021): Det er snart 70 år siden - nemlig i 1952 - at Gene Kelly gjorde titelmelodien til musicalen ”Singin’ in the Rain” til et ikon indenfor underholdningsindustrien. Efter i øsende regn at have sagt godnat til sin kæreste, spillet af Debbie Reynolds, ved dennes gadedør, sender Gene Kelly sin vogn hjem, fordi han er så lykkelig, at selv regnen ikke kan tage glæden fra ham.
Sidste lørdag oplevede en pæn stor forsamling af operaelskende langelændere og folk udefra den samme standhaftige lykke, da de i 2½ time nød en række populære opera-stykker, fremført at unge talentfulde danske operasangere. At publikum virkelig elsker opera og følte sig virkelig godt underholdt blev bevist ved at den ret så vedholdende regn kunne ikke skræmme dem væk. Publikummerne vidste, hvad de var gået ind til, og var mødt op i fornuftigt regntøj, med ekstra regnslag og/eller paraplyer. Det var dog også tydeligt, at det for en del blev lidt af en ”armlægningskonkurrence” med vejrliget. Det ustadige danske vejr skulle sgu ikke afgøre, om Steensgaard Open Air skulle blive en succes eller ej. Og, må vi bagefter sige, det sørgede de skønne sangere og et stædigt, vandtæt publikum til fulde for.
Jeg var blevet bedt om at fotografere begivenheden, hvilket jeg efter bedste evne forsøgte, men var naturligvis også en smule begrænset af nedbøren, som kameralinserne ikke nød. Konstant gjorde vanddråber på objektiverne, at mine billeder blev punktvist
uskarpe, linserne duggede, og i det hele tage svømmede alt mit fotoudstyr i vand.
Reklamerne for mine Canon-kameraer siger ganske vist at udstyret er vejr og vindmodstandygtigt. Men det er jo ikke ligefrem undervandskameraer, jeg har. Selvom udstyret bestod vandgangen i fulde drag, så er det med bankende hjerte, jeg næste gang tager det med ud for at fotografere. Indtil videre har jeg blot tørret udstyret foran vores pejs. Så får vi at se, om det også virker og stadigvæk kan fotografere, når jeg næste gang har en opgave ude i "virkeligheden".
Kunstnerne ved årets Steensgaard Open Air var sopranen Marie Dreisig Karlsmose, som har været med flere år i træk. Mezzosopranen Sidsel Aja Eriksen, Tenor Jonathan Koppel, og baritonen William Jønch Pedersen. Det hele meget vidende og humoristisk introduceret og bundet sammen af pianisten Jacob Beck, hvis klaver sikket led under vejrliget lige så meget som mit fotoudstyr.
Kulisserne for arrangemetet kunne ikke have været smukkere. De 2-300 publikummer sad spredt ud over græsplænen ned mod dammen, omgivet af en blandet løvskov og med det smukke Steensgaard Gods som bagtæppe. På den måde smukt ”pakket ind”, var publikums gode humør og standhaftighed samt kunstnernes varme og smittende begejstring så afgjort ”prikken over i’et”.
En fornøjelse var det. Og Langeland ophører ikke med at overraske mig, selvom vi nu efterhånden har haft hus herovre i ganske mange år. Mængden af kulturelle og kunstneriske oplevelser man kan have i sådan et såkaldt ”udkantssamfund” er i virkeligheden ganske overvældende. Mange udefra vil næppe tro det, hvis de så en liste over alle de kulturelle tilbud, vi har langt ude i den danske provins. Tilbud som vel at mærke bliver stablet på benene og nogle gange nærmest stampet op af jorden af en mindre hær at dedikerede frivillige. Ildsjæle som gang på gang, år efter år formår at overraske og sprede glæde og lys i deres lokale samfund. Og de gør det med oprejst pande og forbavsende få midler.