Blogartikler

Suser lidt rundt i Danmark i øjeblikket. Jeg er ved at researche til et nyt projekt. Jeg skal lave noget til TV2’s hjemmeside om den såkaldte ”Udkant”, som andre kalder ”Forkant” eller ”Vandkant”.
     Min research bringer mig naturligvis også ind imellem til magtens center og elitens hjemby – hovedstaden, selvom den egentlig slet ikke skal med i min fortælling.
     Interessant emne.
     Endnu bedre: Jeg kommer på en sand road trip rundt i vores skønne land, og jeg fotograferer undervejs.
Den er, som en af naturens helt egne skønne skulpturer. Set fra min side knejser den smukt og stolt. Fra siden opdager man dog, at den hælder faretruende slemt. Det gamle, prægtige egetræ står frit og alene midt på engen, i forlængelse af min have, over mod et stykke fredet naturskov. Et ubegribelig smukt stykke natur, som vi ofte traver rundt i, men også bare yder, når vi sidder på terrassen og spiser frokost.
     Da vi for mange år siden lige havde købt hus på Langeland, spurgte mange lokale os, hvor det lå. Jeg forklarede dem det, og de fleste udbrød så med det samme: 
     ”Ahhh… lige ved siden af Generalens Eg!”
     ”Ja”, svarede jeg glad, for jeg kiggede jo ud på det smukke, gamle egetræ hver eneste dag.
     ”Generalens Eg!!!”
     Fantastisk.
Vi er lige ankommet til Langeland. I Israel havde vi hedebølge i ugerne op til, vi fløj herop. Op til 40 grader visse dage. Så nu spørger alle os lidt nervøst, hvordan vi klarer os med det kolde, grå danske efterårsvejr?
      Vi elsker det! 
      Dejligt med nogle skyer. En byge i ny og næ. Lidt sol. Et blæsevejr. Lyn og torden, når det er nødvendigt. Skønt efterårsvejr. Vi har intet at udsætte på vejret. Nu får vi at se, hvor længe den begejstring holder. Men lige nu synes jeg, at vejret byder på nye oplevelser hver eneste dag. Ikke bare kedelig blå, skyfri himmel med masser af sol uden en regndråbe i otte måneder om året hvert eneste år. Et vejr hvor den eneste usikkerhed er, om det bliver varmt, ulidelig varmt eller uudholdelig varmt.
Det er så absolut ikke billeder, det er værd at skrive hjem om, og de bliver næppe nogensinde vist igen, men når man befinder sig et rimelig fotogent sted, er det alligevel forbavsende, hvad der næsten tiltvinger sig adgang ind igennem ens kameralinse til sensoren.
     Her er det bare nogle tilfældige snapshots, skudt ud af vinduet på en taxa, der kørte mig fra lufthavnen hjem til mit hus i Jerusalem. Ikke noget særligt. Men alligevel interessant, hvad man kan få ud af sådan en køretur, hvis man har kameraet parat. 


Da jeg sidste gang var i Danmark, blev jeg kontaktet af fotograf Thomas Nyhus lige inden jeg rejste videre til Israel.
     Thomas er i gang med et personligt fotoprojekt. Han vil lave portrætter af journalister, fotografer og andre, der på den ene eller den anden måde lever af at formidle fortællinger i billeder og ord fra krigens skuepladser eller andre af verdens brændpunkter.
     Thomas spurgte, om han kunne komme på besøg i mit gamle bondehus på Langeland og tage nogle billeder af mig, mens jeg stadigvæk var i landet. Han havde allerede lavet portrætter af fotograferne Jan Grarup og Daniel Rye, og endnu flere er på hans ønskeseddel. Blandt andet Lasse Jensen, som han sidenhen også har fotograferet. Lasse dækkede i sin tid både Vietnamkrigen og krigen i Biafra.
ISTANBUL (28.06.2017): ”Er det sikkert nok at rejse til Tyrkiet?”
     Det bliver jeg hele tiden spurgt om fra danskere, der er ved at planlægge deres sommerferie. Også fra dem, der allerede har bestilt flybillet og hotel, men nu er blevet nervøse, fordi familie og venner i ren panik allerede er gået i kriseterapi.
     Det er klart nok, at de mange terroraktioner, der har været rundt om i Tyrkiet – i særdeleshed i Istanbul i de senere år, det mislykkede militærkup sidste sommer, krigen i nabolandene Syrien og Irak, flygtningestrømmen og landets egne interne politiske problemer, ikke ligefrem er de allerbedste salgsargumenter for Tyrkiet som ferieland. Men lige præcis i den sammenhæng vil jeg mene, at der er god grund til at slå koldt vand i blodet.
     Truslen er minimal, og den er til at overse.
ISTANBUL (23.06.2017): Den skæve minaret knejser ikke længere over Mosul’s gamle bydel. 
     Al-Nuri-moskeens minaret har, lige siden den blev bygget, hældet slemt til siden. Som den arabiske verdens svar på Det Skæve Tårn i Pisa. Men det var ikke konstruktionsfejlen, der til syvende og sidst fik den gamle minaret til at styrte sammen. Det var Islamisk Stats dynamit. Som så meget andet smukt, civiliseret og historisk i den her del af verden, så bukkede minareten i Mosul også under for Islamisk Stats barbari.
     Det var i Stormoskeen al-Nuri i Mosul’s gamle bydel Abu Bakr al-Baghdadi i juli 2014 udråbte sit såkaldte kalifat. Nu siger Iraks premierminister Haider al-Abadi, at Islamisk Stats ødelæggelse af den selvsamme 800 år gamle moske med dynamit er terrororganisationens indrømmelse af sit nederlag. 
     Det synes nu ikke at være en helt korrekt aflæsning af situationen.
ISTANBUL (07.06.2017): Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.
     Saudi Arabien, Egypten, De forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.
     Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.
     Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.
Så fik jeg det endelig gjort. Forudbestilt bogen… eller snarere bøgerne, for det er et kæmpemæssigt bogprojekt den danske fotograf Jan Grarup har gang i.
     ”And then there was Silence”, hedder bogværket.
     Et kæmpemæssigt tilbageblik på Jan Grarups imponerende karriere som fotojournalist i verdens krigs- og katastrofezone. Et flere årtier langt slid med fotografiapparatet over skulderen og et fromt håb i hjertet om at råbe en tilsyneladende uinteresseret verden op.
     ”And then there was Silence” – og derefter var der stille. 
     Stilheden efter krigens larm? 
     Eller stilhed efter man har forsøgt at råbe verden op – de privilegerede, dem der ikke er ramt af krigen og katastrofen, dem der ikke er ofre, ikke er flygtet, dem der burde hjælpe?
ISTANBUL (31.03.2017): Han ligger udstrakt ved siden af en udbrændt bil. Stiv. Livløs. Er ligesom begyndt at vokse sammen med jorden under ham. Ligeså stendød. For ikke så lang tid siden levede han, smilede, havde drømme og håb. Måske en kone? Børn?
     Jeg ved ikke om bilen var hans. Om han var på vej et eller andet sted hen, da han blev indhentet af Mellemøstens ubarmhjertige skæbne her ude i denne, flade, tørre gudsforladte ødemark? 
     Ved ikke om der et eller andet sted i området er nogen, der savner ham?
     Nu ligger han i hvert fald på jorden. Død.
     Ingen bøn. Ingen begravelse. Intet farvel fra nogen kære. Ingen tårer.
     Døden er så underlig hverdagsagtig her. Triviel. Så skamlig ligegyldig. Og den er overalt.
     Vi er i det nordlige Irak. Lige udenfor den krigshærgede by Mosul. Her dør folk og bliver dræbt uden nogen som helst grund. Hele tiden.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 56
 forrige     næste