Blogartikler

TRANEKÆR (02.01.2017): Året 2016 vil gå over i tyrkisk historie. Og ikke for det gode. 2016 var et særskilt hårdt og smertefuldt år. Endog ovenpå en række forudgående år, som heller ikke på nogen måde var gode.
     Det er gået fra dårligt til værre.
     Terror – massevis af terror. Terror en gros, kalder mange det. En sand bølge af blodige terrorangreb har ramt landet – fra Istanbul i det europæiske nordvestlige hjørne af det kæmpemæssige land, over hovedstaden Ankara i centrum, til de kurdiske byer i øst og grænseområdet til Syrien i sydøst. Vi taler om dusinvis af terrorangreb.
ODENSE (25.12.2016): Med hjælp fra eksperter forudså vi med meget stor sikkerhed én ting, og så udviklede virkeligheden sig stædigt i den totalt modsatte retning. Hvorefter vi med samme store analytiske evne bagefter forklarede, hvorfor vi havde taget så gruelig fejl.
     Den egocentriske mangemilliardær Donald Trump var simpelthen for dum til at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Det var alle enige om. Han blev det bare alligevel. Og ikke bare det. Nu er det selvsamme ”fugleskræmsel” gået hen og også blevet USA’s næste præsident. Verdens mest magtfulde job. Og det selvom journalister og eksperter havde dømt ham ude i allerførste runde.
     Listen af lignende situationer, hvor vi var helt galt afmarcheret er desværre lang.
TRANEKÆR (18.12.2016): Det er mørkt, når jeg står op, og det har allerede været mørkt en halv dag, når jeg går i seng. Vi ser lige lyset i nogle timer midt på dagen. Det ved i alle bedre end mig. Jeg er kun på besøg. Men lys er det ikke meget af i Danmark på den her årstid. Selvom jeg elsker Danmark højt, så kan jeg godt, når jeg lige er på en kort visit, forstå, at mange søger redning under ”sydens sol og varme” når deres hjemland er indhyllet i mørke, kulde og klamt gråvejr.
     Manglen på lys skaber naturligvis lidt problemer for fotografer. Som de fleste jo ved, så betyder ”fotografi” direkte oversat ”at tegne med lys”. Det bliver jo svært, når der er så lidt af det.
TRANEKÆR (08.12.2016): Mørke, kulde, småregn, glögg, brunekager og juleri alle vegne. I TV, forretninger, på pladser, gader og stræder, overalt. Postkassen er fuld af tryksager med grønne grangrene, rød-hvide julehjerter og nissemænd påtrykt. Næsten for meget. Nej, det ER for meget. Og jeg har blot været her i halvanden dag. 
     Jeg er tilbage i Danmark igen for en kort bemærkning. På vej fra Kairo tilbage til Istanbul. Omvejen fordi jeg har efterladt en del ting heroppe, jeg ikke ville slæbe med til den egyptiske hovedstad. 
     Så nu tager jeg lige et par dage i det kolde, julende Danmark.
KAIRO (04.12.2016): Kairo er ikke en by. Kairo er en verden – en hel verden… eller et univers helt for sig selv.
     At sige at Kairo er kæmpestor er en underdrivelse. Den er kæææmpestor. Enorm!!!
     Jeg er kommet her i mere end 30 år, og jeg overraskes stadigvæk. Hver gang, jeg kommer, er byen blevet større. Lige for tiden formerer Kairo sig ved knopskydning med satellitbyer ude i ørkenen omkring. Byerne hedder noget andet, og officielt er det selvstændige byer, men det er Kairo, der vokser.
     Ingen ved helt hvor mange mennesker, der bor i byen. Tallet svinger alt efter hvem jeg spørger. Og fra jeg spørger folk første gang, indtil jeg gentager spørgsmålet, er der allerede kommet mange flere til.
KAIRO (02.12.2016): Der er ikke meget at smile af. De gør det alligevel, egypterne.
     Sådan har det altid været. Sådan er det stadigvæk.
     Lidt overraskende for mig, for i et par år har jeg kun fulgt med i udviklingen i Egypten igennem medierne, og, må jeg med skam indrømme, medierne giver ikke et balanceret billede af virkeligheden.
     Ikke at situationen ikke på mange måder er dårlig. I hvert fald langt værre end mange havde håbet. Men der er mange nuancer. Det hele er ikke kun sort og håbløst. Det var ellers oplevelsen, jeg havde fået igennem medierne. Og jeg opfatter mig selv som en kritisk, velinformeret læser.
KAIRO (01.12.2016): At arabiske samfund har kunnet bevæge sig fra det ene totalitære system til det næste – det ene autokrati til det næste, skyldes ikke kun diktatorernes magt og villighed til at bruge deres sikkerhedstjenester imod deres egne befolkninger.
     De arabiske samfunds næsten grænseløs autoritetstro har lige så meget været en forudsætning. Der har været en ulykkelig alliance imellem regimer og befolkninger, som har fået disse forfærdelige systemer til at holde langt længere i den arabiske verden end andre steder på kloden.
     Det vendte det såkaldte ”Arabiske Forår” op og ned på.
KAIRO (01.12.2016): ”Der er altid problemer med dig”, siger Mohamed Abla med et stort smil, da vi mødes, og omfavner mig.
     Jeg har lige haft en lettere ophidset ordveksling med nogle af sikkerhedstjenestens vagter udenfor galleriet. De ville i første omgang ikke lade os komme ind med vores TV-udstyr, hvis vi ikke havde en særlig tilladelse. 
     Alt kræver tilladelse her i Egypten. 
     Og jeg, som har en indgroet, dyb foragt for myndigheder og autoritetspersoner, som misbruger deres magt, er konstant på kant med alt, der bærer kasket i det her land.
NÆR BASHIQA, KURDISTAN (25.10.2016): Peshmerga’erne er venlige mennesker. Og gæstfrie.
     Det lyder måske lidt sært, når der er tale om en militærstyrke. 
     Vi siger jo heller ikke - normalt i hvert fald, at Dronningens Garderhusarer er virkelig gæstfrie. De ER sikkert gæstfrie, vil jeg tro. Jeg ved det ikke. Men det er næppe det første, man bemærker, når man bliver inviteret indenfor på deres kaserne. Det vil sikkert snarere være deres heste, flotte uniformer, skinnende sabler og den slags.
     Men Peshmerga’erne er virkelig rare, venlige og gæstfrie.
ERBIL (23.10.2016): Et langt liv som korrespondent i Mellemøsten har i hvert fald lært mig én ting: At jeg som regel taber mit hjerte til befolkningerne – de helt almindelige mennesker, og også at jeg oftest ender med at foragte myndighederne dybt og inderligt.
     Mellemøsten – især den arabiske verden – er rig på korrupte, inkompetente, uduelige og brutale myndigheder og regimer, som er rådne ind til benet og som taler om frihed, demokrati og menneskerettigheder, men aldrig har tænkt sig at komme i nærheden af noget, der bare minder om det.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 54
 forrige     næste