Blogartikler

AFIK, GOLAN-HØJDERNE (16.10.2016): ”Du har ikke noget filter på?!?”
     Mit udbrud lød sikkert meget som et spørgsmål, men det var mest af alt en overrasket konstatering. Den sydafrikanske fotojournalist Pieter van-et-eller-andet (hans efternavn har jeg glemt), som over de sidste par uger er blevet en af mine venner, havde ikke noget filter på sit objektiv. Det havde jeg lige opdaget.
     Vi sad og hvilede os på en væltet træstamme, i skyggen af nogle tornede buske i et støvet ørkenområde på grænsen til Gaza-striben under Israels krig med Hamas-gruppen for et par år siden. 
     Omkring os bragede det løs.
JERUSALEM (12.10.2016): Jeg elsker fotobøger. Jeg køber dem, når jeg har råd. Og når jeg ikke har, kan jeg sidde i timevis på biblioteker, i gallerier og boghandlere – helst dem med indbygget café – og bladre i fotobøger, uden at skulle købe dem alle sammen.
     Jeg får masser at inspiration, ved at læse om andre fotografer og studere deres værker. Det er meget sjældent, at jeg totalt slukker på en fotograf og hans arbejde. ”Tænder af” som det vistnok hedder på nydansk. Men det har jeg lige gjort her.
     Den schweiziske fotograf Roger Eberhard har lavet en fotobog om hotelværelser og deres udsigt. Han har rejst over fem kontinenter, besøgt 32 byer, hvor han alle steder har booket værelser i samme standard... og fotograferet dem.
ISTANBUL (27.09.2016): I aftes var jeg ude for at spise på en lille, hyggelig restaurant nede ved færgerne i Karaköy her i Istanbul. Inden min gode kollega og dinner date Sultan Coban ankom, spadserede jeg rundt på Beyoğlu -siden af bugten Det gyldne Horn og fotograferede en smule i det hastigt svindende lys.
     Restauranten, som Sultan havde fundet til os, viste sig at være en hyggelig lille græsk restaurant med god, ærlig mad og Ara Güler-fotografier på væggene.
     Ara Güler er Istanbuls store fotograf, som har dokumenteret denne by historie de sidste mere end 65 år. 
     Güler er i dag 88 men fotograferer efter sigende stadigvæk en gang imellem. Det er i hvert fald ikke mange år siden, han lavede nogle portrætter af præsident Recep Tayyip Erdogan.
ISTANBUL (18.09.2016): Slut med sommerferie og alle mulige andre danske udflugter. Jeg er tilbage i Istanbul. Tilbage til virkeligheden. Tilbage til dagligdagen, som den former sig i den her omtumlede del af verden, der er storleverandør af olie, kaos, tragedier, flygtninge og religiøs fanatisme.
     Sent i aftes og tidligt her til morgen har den store historie, som jeg har skullet dække, været en tilsyneladende fejlbombning, hvor fire bombefly fra den amerikansk-ledede koalition angiveligt skulle have ramt syriske regeringsstyrker på eller omkring den belejrede syriske militære flybase ved Deir ez-Zor i det østlige Syrien mellem Raqqa og den irakiske grænse.
ISTANBUL (16.09.2016): Jeg holder meget af Brandts Klædefabrik. Hver eneste gang, jeg er i Danmark besøger jeg det fantastiske område i Odense, ser film og spiser i Cafe Biografen. På samme måde er Kunsthallen BRANDTS ligesom Louisiana også altid på mit program. Jeg nyder BRANDTS mange forskellige udstillinger og tilbud og hele miljøet på institutionen.
     Derfor var det også til BRANDTS, jeg henvendte mig, da jeg i foråret stiftede bekendtskab med en række interessante syriske eksilkunstnere og – intellektuelle, som på grund af mareridtet i deres borgerkrigshærgede hjemland opholder sig her i Istanbul, hvor jeg også for tiden bor og arbejder.
 
TRANEKÆR (13.09.2016): Mit Danmarksbesøg er overstået… for denne omgang. 
     Jeg forlængede det en smule, for at kunne være med ved åbningen af Alfio Bonannos og min fælles foto-/kunstudstilling i Rudkøbing. Vi havde en fantastisk åbning, og udstillingen ”Krydsbestøvning” bliver godt besøgt. Det er dejligt. 
     Nu kan/skal jeg så vende tilbage til virkeligheden og arbejdet igen. Kufferterne er pakket, og nu går kursen mod lufthavnen og Istanbul. I den situation bliver jeg altid en smule trist, ret rørstrømsk og lidt sentimental i mit danske sind og hjerte, fordi jeg endnu en gang skal sige farvel.
     For nogle dage siden, da vi åbnede udstillingen, fik jeg et par dage besøg af Sultan Coban, som er min gode kollega fra Istanbul. Sultan skriver om tyrkiske forhold til Berlingske. Dagen efter viste jeg hende Stengade Strand, hvor man mener, at Adam Oehlenschläger fik sin inspiration til digtet ”Der er et yndigt land”, som senere blev til Danmarks nationalsang.
TRANEKÆR (10.09.2016): Alfio Bonannos og min kombinerede foto- og kunstudstilling er åbnet i Rudkøbing, og det gik ganske fantastisk. Det hele var lidt overvældende. Jeg styrtede forvildet rundt, og jeg nåede ikke at tage nogen særlig gode billeder.
     Der var ganske enkelt også alt for mange mennesker til åbningen – hvilket er fabelagtigt – men det gjorde det svært at fotografere inde i gallerier. Jeg gjorde et par forsøg ude fra gaden igennem vinduerne, men de er heller ikke så gode.
     Blandt andet nåede jeg heller ikke at få nogen til at fotografere mig selv i udstillingen, så jeg har altså kun billeder af andre fra åbningen. Men jeg var der. Det er mig, der har taget billederne, selvom der kan sættes spørgsmål ved kvaliteten.
     I må bare tage mine ord for gode varer. 
     Det var en fantastisk åbning.
TRANEKÆR (07.09.2016): Nu er vi klar. Øen er også ved at være parat. Enkelte steder skal det allersidste lige ordnes. Men ellers er alt fejet og poleret. Skjorterne er strøget. Håret friseret. Gardehusarerne har med deres heste øvet sig i at ride stille og roligt ned ad Østergade – hovedgaden i Rudkøbing. På vej til Odense i forgårs så jeg massevis af motorcykelpoliti på vej sydover, og jeg formoder at de også er kørt til Langeland, hvor de også skal være en del af kortegen.
     I Rudkøbing – øens ”hovedstad” – har kunsten invaderet forretningsvinduerne. Biblioteket har udstillinger. Nye skulpturer afsløres og ser dagens lys. Alle gallerierne – og vi har en del – åbner med helt nye udstillinger. Teater- og musikscener alle vegne. Der er underholdning på gader og stræder.  ØP – Ørsteds Pavillonen, Rudkøbings ny renoverede kulturcenter, skal stå sin prøve (selvom det allerede har været i gang et stykke tid).
 
TRANEKÆR (06.09.2016): Det er ikke, at man føler sig hjemme på Sicilien, fordi vi har noget tilfælles med lokalbefolkningen. Langelændere er øboer, og det er sicilianerne også, derfor ligner vi hinanden.
     På Sicilien taler man ganske vist en del om en mulig bro over Messina-strædet, så Sicilien kan blive landfast med det italienske fastland, men det gør dem ikke til øboer i langelandsk forstand. Ikke fordi vi allerede har en bro, men fordi vores ø er så lille, og deres så stor, at den slet ikke føles som en ø. Sicilien er på størrelse med Jylland. Mere end halv så stor som hele Danmark.
     Når man kommer fra en småø, så er Sicilien et fastland.
     Der hvor jeg føler en lighed imellem Langeland og Sicilien er på lokalbefolkningens venlighed, åbenhed og gæstfrihed, og det har sikkert ikke noget at gøre med, om der er vand hele vejen rundt eller ej.
     Ligegyldigt hvor vi færdedes, blev vi modtaget som gode venner og værdsatte gæster.
TRANEKÆR (05.09.2016): Alfio Bonanno er så langelandsk som nogen. Han bar boet på øen siden 1970’erne. Og han opfatter også sig selv som langelænder. 
     Meeeeen… der er lige noget med temperamentet. Det stammer vistnok en lille smule længere sydfra end Bagenkop.
     Det tænkte jeg på allerede da jeg for flere år siden tog mit første portrætfoto af Alfio. At ”der var en smule flere boller på suppen”, om man så må sige.
     Derfor placerede jeg den sicilianskfødte kunstner foran et af sine malerier, der lidt kunne ligne et vulkanudbrud. På det tidspunkt vidste jeg endnu ikke, at manden faktisk stammer fra en vulkan. Men det gør han.
     Alfio Bonanno er født i landsbyen Milo på vulkanen Etnas skråninger. En lillehyggelig siciliansk flække, hvor indbyggerne dog konstant må tømme deres haver og tage for vulkansk aske og små lavasten, som bæstet mere eller mindre hele tiden spyer ud.

Sider : 1 2 3 4 5 ... 54
 forrige     næste