Blogartikler

TRANEKÆR (05.09.2016): Alfio Bonanno er så langelandsk som nogen. Han bar boet på øen siden 1970’erne. Og han opfatter også sig selv som langelænder. 
     Meeeeen… der er lige noget med temperamentet. Det stammer vistnok en lille smule længere sydfra end Bagenkop.
     Det tænkte jeg på allerede da jeg for flere år siden tog mit første portrætfoto af Alfio. At ”der var en smule flere boller på suppen”, om man så må sige.
     Derfor placerede jeg den sicilianskfødte kunstner foran et af sine malerier, der lidt kunne ligne et vulkanudbrud. På det tidspunkt vidste jeg endnu ikke, at manden faktisk stammer fra en vulkan. Men det gør han.
     Alfio Bonanno er født i landsbyen Milo på vulkanen Etnas skråninger. En lillehyggelig siciliansk flække, hvor indbyggerne dog konstant må tømme deres haver og tage for vulkansk aske og små lavasten, som bæstet mere eller mindre hele tiden spyer ud.

TRANEKÆR (04.09.2016): ”Husk at tage nogle små grene og kviste med hjem til mig”, råber Alfio, da vennerne går ud af døren. Hans venner er på vej til udlandet, og Alfio samler på grene og kviste fra alle verdenshjørner, som andre samler på frimærker fra sære steder på kloden. For Alfio er det grene, kviste, sten, strandskaller, sneglehuse og alle mulige andre stumper og stykker fra naturen.
     Inden jeg selv lærte Alfio at kende, havde jeg i Israel besøg af nogle fælles venner fra Langeland. Ligegyldig hvor vi var i Det hellige Land, så skulle vi finde en lille kvist, som skulle fotograferes på stedet, hvor den var fundet, og bringes hjem til denne sære Alfio oppe i Danmark, som via fotografiet skulle få en fornemmelse af landskabet.
     Jeg gjorde mig mildt sagt mine egne tanker om fænomenet… og manden.
     Den siciliansk fødte, langelandske kunstner Alfio Bonanno lider lidt af en samlermani, tror jeg. Han samler alle mulige ting op, og tager dem med sig.
TRANEKÆR (03.09.2016): På den udstilling, vi – Alfio Bonanno og undertegnede – åbner i Rudkøbing i den kommende uge, er det i sagens natur mest billeder, Alfio Bonanno får vist. Men det er faktisk Land Art, Alfio er internationalt berømt og mest anerkendt for. Land Art – Naturkunst. Kunst i naturen af naturens materialer. Kæmpemæssige skulpturer ude i landskabet, skabt af det, der findes omkring: Sten, træ og andre ting, der naturligt forekommer i området, hvor skulpturen står.
     Når Alfio endelig arbejder indendørs med noget så begrænsende som et maleri, så er farverne og blækket ofte iblandet sand og jord fra motivets hjemsted, og det males ikke med normale pensler, men i stedet med kviste og bundter af græs fra lokaliteten. Disse kviste bliver bagefter indrammet sammen med billedet.
TRANEKÆR (02.09.2016): Der sker en masse herovre lige nu.
     Ikke bare bliver gaderne fejet en ekstra gang og messingdørhåndtagene på de gamle huse pudset, så de skinner, men øens kunstnere, kunsthåndværkere, musikere og andre kreative sjæle lægger også i disse dage en sidste hånd på deres forskellige projekter.
     Kulturnatten er normalt et af årets højdepunkter. I Langelands hovedstad Rudkøbing, bliver isenkræmmere, elektrikere, modeforretninger og Brugser midlertidigt omdannet til udstillinger og kunstgallerier. Pladser, parker og baggårde bliver til skuespil- og musikscener. Overalt på gaderne i den indre by kan man få sig en bid og en drink, mens man marineres i kunst og kultur. Stemningen er fantastisk.
KØBENHAVN (17.08.2016): Det var egentlig en lidt trist dag. Min kone og jeg kørte vores søn Jonathan til lufthavnen efter kun en ugens sommerferie sammen i Danmark. Til daglig bor jeg i Istanbul og familien i Jerusalem, så de få dage, vi har sammen i Danmark om sommeren, er ikke mange – men til gengæld utrolig værdifulde.
     Men – ”intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”, siger man.
     For at blæse tristheden bort, tog min kone og jeg på opdagelsesrejse i nogle af de dele af København, som er fornyet og har ændret total karakter, siden vi boede i Danmark for mange år siden.
TRANEKÆR (05.08.2016): Øen er kun en tynd stort, streg med et grønligt skær, som balancerer på toppen af horisonten. Dens mørkegrønne nuance understreges af en skarp hvid linje af højlys lige under: Solens refleksion på havets overflade. Men himlen er dramatisk. Overdramatisk. Og fra havsiden tager det sig bedst ud.
     Solskiven selv er skjult bag en kæmpemæssig, imponerende, tung, blygrå skyformation, som vi på afstand kan se, at regnen stille drysser ud af, ned over det skønne Langeland. Lidt efter kommer vi også indenfor nedbørens rækkevidde og fortrækker klogelig ind i tørvejr i færgen Langelands cafeteria.
ISTANBUL (26.07.2016): Tyrkerne er venlige mennesker. Omsorgsfulde. Så meget at man som udefrakommende bemærker det. De behandler hinanden godt. Er lette til smil. Selv overfor den fremmede. De hygger sig. Selvom vi i Danmark påstår, at det kun er på dansk, begrebet ”hygge” eksisterer, så gør tyrkerne det hele tiden alligevel. (Gad vide om de gør det, uden af have et ord for det? Det må jeg checke!)
     Folk hygger sig med hinanden alle vegne. Til langt ud på de små timer. Enhver krog kan bruges. Ethvert hjørne. Og i en by som Istanbul er der utrolig mange kroge og hjørner. Men byen er også så overbefolket, at man mange steder ta’r tagene til hjælp.
ISTANBUL (13.07.2016): Egentlig har jeg aldrig været nogen stor tilhænger eller dyrker af den særlige fotografiske genre, som man med et godt dansk ord kalder ”Street Photography”. I Street Photography ligger det ligesom implicit, at man i forbifarten, lidt skjult tager billeder af folk, uden at de opdager det. Eller at de i det mindste først opdager det bagefter.
     Jeg kan bedst lide at fotografere folk, der ved og accepterer at de bliver fotograferet. Det kan så godt være, at jeg derfor er nødt til at tage en række fotos af dem, for at få dem til at opgive at posere for kameraet. Men ind imellem så gør deres stillen sig op egentlig heller ikke noget. Den type billeder kan jeg også godt lide. Også selvom de ikke optræder naturligt i den strikte udgave af det begreb. Jeg synes, at opstillede og poserende billeder også kan være sjove, men så er de bare ikke ”Street”.

ISTANBUL (07.07.2016): Hvor er det skønt. Jeg nyder det. Min søn er kommet på besøg. Efter ugers intenst arbejde holder jeg i disse dage fri sammen med Jonathan, som jeg viser sider af det Istanbul, jeg selv holder af. Det er bare sååå dejligt.
     Oveni købet deler vi så begge en passion for fotografi, så derfor tager vi hinanden ud på små fotoudflugter i denne enormt fotogene by. Det giver os endnu en ting at være sammen om og gøre i fællesskab. 
     Dermed behøver vore ture rundt i Istanbul ikke være en turistet sightseeing – det bliver det dog også en af dagene – men det kan lige så godt bare blive en spadseretur uden mål… og med, igennem nogle af byens mange, lidt anløbne og lettere forsømte områder, der både har karakter og charme, og samtidig er enormt fotogene.
ISTANBUL (01.06.2016): Metaforen ”som sild i en tønde” trænger sig på. Især fordi det er fiskere, der er tale om. Men den holder desværre ikke helt her. For ganske vist står de tæt, skulder ved skulder, men de står på række, ikke i en tønde, så de står snarere som ”perler på en snor” end som ”sild i en tønde” – fiskerne på Galatabroen i Istanbul.
     Jeg tager, når jeg har tid, nogle store spadsereture rundt i det centrale Istanbul i disse dage for at lære byen at kende. For et par dage siden gik turen ned til Galatabroen, som spænder over indsejlingen til Det Gyldne Horn, en dyb bugt eller fjord, som skiller den gamle del af det europæiske Istanbul i to: Beyoglu i nord, hvor jeg bor i Cihangir-kvarteret. Det er den lidt nyere, moderne del af det ældre, centrale Istanbul. Syd for broen og Det Gyldne Horn ligger den virkelig gamle del af Istanbul. Her finder vi blandt andet bazaarområdet og Sultan Ahmet-kvarteret med Den Blå Moske (som egentlig hedder Sultan Ahmet Moskeen) og den byzantinske katedral Hagia Sophia, som osmannerne lavede om til en moske.
Sider : 1 ... 2 3 4 5 6 ... 54
 forrige     næste