Blogartikler

Jeg er i gang med et projekt, der bringer mig rundt i det, nogen med slet skjult foragt kalder ”Udkantsdanmark”. En del af vores land, som magteliten i hovedstaden mener, at udviklingen er passeret forbi uden at have sat sig nævneværdige spor.
     Hvad jeg mener om alt det, skal jeg nok komme tilbage til ved en senere lejlighed. Her blot en lille begejstret beretning derude fra, hvor man i hvert fald ikke kan løbe fra, at det faktisk er ”udkant”, for det er her, Danmark slutter. Vores fædreland er ganske enkelt ikke længere. Et skridt længere, og man bliver våd. Så det må da være udkanten.
Suser lidt rundt i Danmark i øjeblikket. Jeg er ved at researche til et nyt projekt. Jeg skal lave noget til TV2’s hjemmeside om den såkaldte ”Udkant”, som andre kalder ”Forkant” eller ”Vandkant”.
     Min research bringer mig naturligvis også ind imellem til magtens center og elitens hjemby – hovedstaden, selvom den egentlig slet ikke skal med i min fortælling.
     Interessant emne.
     Endnu bedre: Jeg kommer på en sand road trip rundt i vores skønne land, og jeg fotograferer undervejs.
 
ISTANBUL (03.10.2017): Jeg er ved at lave plads til et nyt foto/videoprojekt på mine harddisks, derfor sidder jeg og er ved at ordne billeder i disse nymodens digitaliserede arkiver. Desuden skal der laves en ekstra sikkerhedskopi af det hele, så intet går tabt. Det er desværre sket for mig, og det er meget smertefuldt. Det må ikke ske igen. Derfor går jeg med ”både seler og livrem”, har backups til backups på flere forskellige harddrives.
     Undervejs opdager jeg billeder, som jeg næsten havde glemt eksistensen af, men som alligevel stadigvæk er aktuelle.
     Krigen imod Islamisk Stat er næææsten slut i Irak. Men selvom krigen måske nærmer sig enden, så er problemerne ikke overstået. Langtfra.
Den er, som en af naturens helt egne skønne skulpturer. Set fra min side knejser den smukt og stolt. Fra siden opdager man dog, at den hælder faretruende slemt. Det gamle, prægtige egetræ står frit og alene midt på engen, i forlængelse af min have, over mod et stykke fredet naturskov. Et ubegribelig smukt stykke natur, som vi ofte traver rundt i, men også bare yder, når vi sidder på terrassen og spiser frokost.
     Da vi for mange år siden lige havde købt hus på Langeland, spurgte mange lokale os, hvor det lå. Jeg forklarede dem det, og de fleste udbrød så med det samme: 
     ”Ahhh… lige ved siden af Generalens Eg!”
     ”Ja”, svarede jeg glad, for jeg kiggede jo ud på det smukke, gamle egetræ hver eneste dag.
     ”Generalens Eg!!!”
     Fantastisk.
Vi er lige ankommet til Langeland. I Israel havde vi hedebølge i ugerne op til, vi fløj herop. Op til 40 grader visse dage. Så nu spørger alle os lidt nervøst, hvordan vi klarer os med det kolde, grå danske efterårsvejr?
      Vi elsker det! 
      Dejligt med nogle skyer. En byge i ny og næ. Lidt sol. Et blæsevejr. Lyn og torden, når det er nødvendigt. Skønt efterårsvejr. Vi har intet at udsætte på vejret. Nu får vi at se, hvor længe den begejstring holder. Men lige nu synes jeg, at vejret byder på nye oplevelser hver eneste dag. Ikke bare kedelig blå, skyfri himmel med masser af sol uden en regndråbe i otte måneder om året hvert eneste år. Et vejr hvor den eneste usikkerhed er, om det bliver varmt, ulidelig varmt eller uudholdelig varmt.
Det er så absolut ikke billeder, det er værd at skrive hjem om, og de bliver næppe nogensinde vist igen, men når man befinder sig et rimelig fotogent sted, er det alligevel forbavsende, hvad der næsten tiltvinger sig adgang ind igennem ens kameralinse til sensoren.
     Her er det bare nogle tilfældige snapshots, skudt ud af vinduet på en taxa, der kørte mig fra lufthavnen hjem til mit hus i Jerusalem. Ikke noget særligt. Men alligevel interessant, hvad man kan få ud af sådan en køretur, hvis man har kameraet parat. 


Da jeg sidste gang var i Danmark, blev jeg kontaktet af fotograf Thomas Nyhus lige inden jeg rejste videre til Israel.
     Thomas er i gang med et personligt fotoprojekt. Han vil lave portrætter af journalister, fotografer og andre, der på den ene eller den anden måde lever af at formidle fortællinger i billeder og ord fra krigens skuepladser eller andre af verdens brændpunkter.
     Thomas spurgte, om han kunne komme på besøg i mit gamle bondehus på Langeland og tage nogle billeder af mig, mens jeg stadigvæk var i landet. Han havde allerede lavet portrætter af fotograferne Jan Grarup og Daniel Rye, og endnu flere er på hans ønskeseddel. Blandt andet Lasse Jensen, som han sidenhen også har fotograferet. Lasse dækkede i sin tid både Vietnamkrigen og krigen i Biafra.
ISTANBUL (28.06.2017): ”Er det sikkert nok at rejse til Tyrkiet?”
     Det bliver jeg hele tiden spurgt om fra danskere, der er ved at planlægge deres sommerferie. Også fra dem, der allerede har bestilt flybillet og hotel, men nu er blevet nervøse, fordi familie og venner i ren panik allerede er gået i kriseterapi.
     Det er klart nok, at de mange terroraktioner, der har været rundt om i Tyrkiet – i særdeleshed i Istanbul i de senere år, det mislykkede militærkup sidste sommer, krigen i nabolandene Syrien og Irak, flygtningestrømmen og landets egne interne politiske problemer, ikke ligefrem er de allerbedste salgsargumenter for Tyrkiet som ferieland. Men lige præcis i den sammenhæng vil jeg mene, at der er god grund til at slå koldt vand i blodet.
     Truslen er minimal, og den er til at overse.
ISTANBUL (23.06.2017): Den skæve minaret knejser ikke længere over Mosul’s gamle bydel. 
     Al-Nuri-moskeens minaret har, lige siden den blev bygget, hældet slemt til siden. Som den arabiske verdens svar på Det Skæve Tårn i Pisa. Men det var ikke konstruktionsfejlen, der til syvende og sidst fik den gamle minaret til at styrte sammen. Det var Islamisk Stats dynamit. Som så meget andet smukt, civiliseret og historisk i den her del af verden, så bukkede minareten i Mosul også under for Islamisk Stats barbari.
     Det var i Stormoskeen al-Nuri i Mosul’s gamle bydel Abu Bakr al-Baghdadi i juli 2014 udråbte sit såkaldte kalifat. Nu siger Iraks premierminister Haider al-Abadi, at Islamisk Stats ødelæggelse af den selvsamme 800 år gamle moske med dynamit er terrororganisationens indrømmelse af sit nederlag. 
     Det synes nu ikke at være en helt korrekt aflæsning af situationen.
ISTANBUL (07.06.2017): Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.
     Saudi Arabien, Egypten, De forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.
     Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.
     Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.
Sider : 1 ... 2 3 4 5 6 ... 58
 forrige     næste