Blogartikler

TRANEKÆR (08.12.2016): Mørke, kulde, småregn, glögg, brunekager og juleri alle vegne. I TV, forretninger, på pladser, gader og stræder, overalt. Postkassen er fuld af tryksager med grønne grangrene, rød-hvide julehjerter og nissemænd påtrykt. Næsten for meget. Nej, det ER for meget. Og jeg har blot været her i halvanden dag. 
     Jeg er tilbage i Danmark igen for en kort bemærkning. På vej fra Kairo tilbage til Istanbul. Omvejen fordi jeg har efterladt en del ting heroppe, jeg ikke ville slæbe med til den egyptiske hovedstad. 
     Så nu tager jeg lige et par dage i det kolde, julende Danmark.
KAIRO (04.12.2016): Kairo er ikke en by. Kairo er en verden – en hel verden… eller et univers helt for sig selv.
     At sige at Kairo er kæmpestor er en underdrivelse. Den er kæææmpestor. Enorm!!!
     Jeg er kommet her i mere end 30 år, og jeg overraskes stadigvæk. Hver gang, jeg kommer, er byen blevet større. Lige for tiden formerer Kairo sig ved knopskydning med satellitbyer ude i ørkenen omkring. Byerne hedder noget andet, og officielt er det selvstændige byer, men det er Kairo, der vokser.
     Ingen ved helt hvor mange mennesker, der bor i byen. Tallet svinger alt efter hvem jeg spørger. Og fra jeg spørger folk første gang, indtil jeg gentager spørgsmålet, er der allerede kommet mange flere til.
KAIRO (02.12.2016): Der er ikke meget at smile af. De gør det alligevel, egypterne.
     Sådan har det altid været. Sådan er det stadigvæk.
     Lidt overraskende for mig, for i et par år har jeg kun fulgt med i udviklingen i Egypten igennem medierne, og, må jeg med skam indrømme, medierne giver ikke et balanceret billede af virkeligheden.
     Ikke at situationen ikke på mange måder er dårlig. I hvert fald langt værre end mange havde håbet. Men der er mange nuancer. Det hele er ikke kun sort og håbløst. Det var ellers oplevelsen, jeg havde fået igennem medierne. Og jeg opfatter mig selv som en kritisk, velinformeret læser.
KAIRO (01.12.2016): At arabiske samfund har kunnet bevæge sig fra det ene totalitære system til det næste – det ene autokrati til det næste, skyldes ikke kun diktatorernes magt og villighed til at bruge deres sikkerhedstjenester imod deres egne befolkninger.
     De arabiske samfunds næsten grænseløs autoritetstro har lige så meget været en forudsætning. Der har været en ulykkelig alliance imellem regimer og befolkninger, som har fået disse forfærdelige systemer til at holde langt længere i den arabiske verden end andre steder på kloden.
     Det vendte det såkaldte ”Arabiske Forår” op og ned på.
KAIRO (01.12.2016): ”Der er altid problemer med dig”, siger Mohamed Abla med et stort smil, da vi mødes, og omfavner mig.
     Jeg har lige haft en lettere ophidset ordveksling med nogle af sikkerhedstjenestens vagter udenfor galleriet. De ville i første omgang ikke lade os komme ind med vores TV-udstyr, hvis vi ikke havde en særlig tilladelse. 
     Alt kræver tilladelse her i Egypten. 
     Og jeg, som har en indgroet, dyb foragt for myndigheder og autoritetspersoner, som misbruger deres magt, er konstant på kant med alt, der bærer kasket i det her land.
NÆR BASHIQA, KURDISTAN (25.10.2016): Peshmerga’erne er venlige mennesker. Og gæstfrie.
     Det lyder måske lidt sært, når der er tale om en militærstyrke. 
     Vi siger jo heller ikke - normalt i hvert fald, at Dronningens Garderhusarer er virkelig gæstfrie. De ER sikkert gæstfrie, vil jeg tro. Jeg ved det ikke. Men det er næppe det første, man bemærker, når man bliver inviteret indenfor på deres kaserne. Det vil sikkert snarere være deres heste, flotte uniformer, skinnende sabler og den slags.
     Men Peshmerga’erne er virkelig rare, venlige og gæstfrie.
ERBIL (23.10.2016): Et langt liv som korrespondent i Mellemøsten har i hvert fald lært mig én ting: At jeg som regel taber mit hjerte til befolkningerne – de helt almindelige mennesker, og også at jeg oftest ender med at foragte myndighederne dybt og inderligt.
     Mellemøsten – især den arabiske verden – er rig på korrupte, inkompetente, uduelige og brutale myndigheder og regimer, som er rådne ind til benet og som taler om frihed, demokrati og menneskerettigheder, men aldrig har tænkt sig at komme i nærheden af noget, der bare minder om det.
AFIK, GOLAN-HØJDERNE (16.10.2016): ”Du har ikke noget filter på?!?”
     Mit udbrud lød sikkert meget som et spørgsmål, men det var mest af alt en overrasket konstatering. Den sydafrikanske fotojournalist Pieter van-et-eller-andet (hans efternavn har jeg glemt), som over de sidste par uger er blevet en af mine venner, havde ikke noget filter på sit objektiv. Det havde jeg lige opdaget.
     Vi sad og hvilede os på en væltet træstamme, i skyggen af nogle tornede buske i et støvet ørkenområde på grænsen til Gaza-striben under Israels krig med Hamas-gruppen for et par år siden. 
     Omkring os bragede det løs.
JERUSALEM (12.10.2016): Jeg elsker fotobøger. Jeg køber dem, når jeg har råd. Og når jeg ikke har, kan jeg sidde i timevis på biblioteker, i gallerier og boghandlere – helst dem med indbygget café – og bladre i fotobøger, uden at skulle købe dem alle sammen.
     Jeg får masser at inspiration, ved at læse om andre fotografer og studere deres værker. Det er meget sjældent, at jeg totalt slukker på en fotograf og hans arbejde. ”Tænder af” som det vistnok hedder på nydansk. Men det har jeg lige gjort her.
     Den schweiziske fotograf Roger Eberhard har lavet en fotobog om hotelværelser og deres udsigt. Han har rejst over fem kontinenter, besøgt 32 byer, hvor han alle steder har booket værelser i samme standard... og fotograferet dem.
ISTANBUL (27.09.2016): I aftes var jeg ude for at spise på en lille, hyggelig restaurant nede ved færgerne i Karaköy her i Istanbul. Inden min gode kollega og dinner date Sultan Coban ankom, spadserede jeg rundt på Beyoğlu -siden af bugten Det gyldne Horn og fotograferede en smule i det hastigt svindende lys.
     Restauranten, som Sultan havde fundet til os, viste sig at være en hyggelig lille græsk restaurant med god, ærlig mad og Ara Güler-fotografier på væggene.
     Ara Güler er Istanbuls store fotograf, som har dokumenteret denne by historie de sidste mere end 65 år. 
     Güler er i dag 88 men fotograferer efter sigende stadigvæk en gang imellem. Det er i hvert fald ikke mange år siden, han lavede nogle portrætter af præsident Recep Tayyip Erdogan.
Sider : 1 ... 3 4 5 6 7 ... 57
 forrige     næste