Clinton-planen

Clinton-planen blev fremlagt under et møde med parterne i Det hvide Hus i Washington den 23. december 2000, kort tid inden præsident Bill Clintons præsidentperiode udløb.

Planen betyder i korte træk, at palæstinenserne vil få en uafhængig stat i hele Gaza-striben og 94-96% af Vestbredden. De 4-6% af Vestbredden, som ville blive annekteret af Israel, ville betyde, at 75-80% af alle bosættere i de store, folkerige bosættelser nær ”den grønne linje” ville kunne blive boende, og Israel derfor ”kun” skulle have et potentielt voldeligt og ødelæggende opgør med de ganske få procent af de mest ekstreme og yderligtgående af bosætterne. Til gengæld for de områder, som Israel efter denne plan annekterer, skal palæstinenserne have andre næsten lige så store områder fra Israel.

Denne version stammer fra den, der blev bragt i avisen Haaretz (på engelsk) den 1. januar 2001, og en lidt mere fuldstændig version, der blev udsendt af Jerusalem Media & Communication Center, www.jmcc.org/00/clinton.htm

 

 

Clintons forslag til en israelsk-palæstinensisk fred
Det Hvide Hus, den 23. december 2000

Deltagere
USA: Præsident Clinton, udenrigsminister Albright, John Podesta, Samuel Berger, Steve Richetti, Bruce Reidel, Dennis Ross, Aaron Miller, Robert Malley, Gamal Hilal

Palæstina: Sa’eb Erekat, Mohammad Dahlan, Samih Abed, Ghaith Al-Omari

Israel: Shlomo Ben Ami, Gilead Sher, Penny Medan, Shlomo Yanai, Gidi Grinstein

Referat
Præsident Clinton:

Territorium:
På grundlag af, hvad jeg har hørt, tror jeg, at løsningen ligger på nogle og halvfems procent, mellem 94 og 96% af den palæstinensiske stats territorium på Vestbredden.

Det område, som Israel har annekteret, bør kompenseres med en udveksling af land på 1-3% ud over territoriale ordninger så som varig og sikker passage.

Parterne bør også overveje at udveksle alternative landområder for at dække deres respektive behov. Der er kreative måder at gøre det på, som nok skulle kunne imødekomme både palæstinensernes og israelernes behov og ønsker.

Parterne bør udarbejde et landkort efter følgende kriterier:

• 80% af bosætterne i blokke
• Sammenhængende territorium
• Minimering af de annekterede områder
• Minimering af berørte palæstinensere

Sikkerhed:
Nøglen ligger i en international tilstedeværelse, som kun kan trækkes tilbage efter begge parters samtykke. Tilstedeværelsen skal også overvåge iværksættelsen af aftalen på begge sider.

Efter mit bedste skøn skulle den israelske tilstedeværelse forblive på faste steder i Jordandalen under den international styrkes myndighed i 36 måneder mere. Denne periode kunne forkortes i tilfælde af gunstige udviklinger i områder, som mindsker truslerne mod Israel.

Angående varslingsstationer bør Israel have tre anlæg på Vestbredden med tilstedeværelse af palæstinensisk forbindelsespersonel. Stationerne skal revideres hvert 10. år, og eventuelle statusændringer kan kun ske efter begge parters samtykke.

Angående akutte udviklinger forstår jeg, at I stadig vil være nødt til at udarbejde et landkort over de relevante områder og ruter. Men med hensyn til, hvad der kan betegnes som en akut udvikling, foreslår jeg følgende definition:

Overhængende og påviselige trusler mod Israels nationale sikkerhed af militær art, som kræver indførelse af en national undtagelsestilstand.

Naturligvis skal de internationale styrker informeres om en sådan beslutning.

Angående luftrummet foreslår jeg, at staten Palæstina får herredømmet over sit luftrum, men de to parter bør udarbejde særlige ordninger for israelernes behov med hensyn til træning og operationer.

Jeg forstår, at Israels standpunkt er, at Palæstina bør defineres som en ”afmilitariseret stat”, mens man fra palæstinensisk side foreslår ”en stat med begrænsede våben”. Som kompromis foreslår jeg, at man kalder det en ”ikke-militariseret stat”.

Dette vil være i tråd med den kendsgerning, at Palæstina, ud over stærke palæstinensiske sikkerhedsstyrker, også får en international styrke til sikring af grænserne og til afskrækkende formål.

Jerusalem og flygtningene:
Jeg har en fornemmelse af, at de tilbageværende stridspunkter mere har at gøre med formuleringer end praktiske realiteter.

Jerusalem:
Det generelle princip er, at de arabiske områder er palæstinensiske, og de jødiske er israelske. Dette skulle også være gældende for den Gamle By. Jeg beder parterne indtrængende om at udarbejde landkort for at skabe størst muligt sammenhængende territorium for begge parter.

Angående Haram/Tempelbjerget tror jeg, at stridspunkterne ikke har med praktisk administration at gøre, men med de symbolske spørgsmål om herredømmet og med at finde en måde at vise begge parters religioner respekt på.

Jeg ved, I har diskuteret en række formuleringer, og at I kan blive enige om en af dem. Jeg kan tilføje to formuleringer mere, der sikrer palæstinenserne den effektive kontrol over Haram og samtidig respekterer det jødiske folks overbevisning.

Angående begge disse formuleringer gælder det, at international overvågning skal give begge parter sikkerhed.

1. Palæstinensisk herredømme over Haram, og israelsk herredømme over

(a) Vestmuren (grædemuren) og det område, der er helligt i jødedommen, som den er en del af;
(b) Vestmuren og det Allerhelligste, som den er en del af.

Begge parter skal forpligte sig til ikke at foretage udgravninger under Haram eller bag Muren.

2. Palæstinensisk herredømme over Haram og israelsk herredømme over Vestmuren og fælles funktionelt herredømme over spørgsmålet om udgravninger under Haram og bag Vestmuren, således at eventuelle udgravninger vil kræve begge parters samtykke.

Flygtninge:
Jeg fornemmer, at uenighederne snarere går på formuleringer end på, hvad der skal ske rent praktisk.

Jeg tror, at Israel er parat til at anerkende de moralske og materielle lidelser, som krigen i 1948 har påført det palæstinensiske folk, og behovet for at hjælpe verdenssamfundet med at tage sig af problemet.

Der bør nedsættes en international kommission til at iværksætte alle de aspekter, der hidrører fra jeres aftale: Kompensation, flytning, rehabilitering osv.

USA er parat til at lede en international indsats for at hjælpe flygtningene.

Det grundlæggende stridspunkt går på, hvordan man håndterer retten til at vende tilbage. Jeg kender spørgsmålets historie, og jeg ved, hvor svært det vil være for den palæstinensiske ledelse at se ud til at svigte dette princip.

Den israelske side kunne ikke acceptere, at der nævnes en ret til at vende tilbage, som ville indebære en ret til at indvandre til Israel i strid med Israels suveræne politik om adgang, eller som ville true statens jødiske karakter.

Enhver løsning skal tilgodese begges tarv.

Løsningen skal være i tråd med to-statsløsningen, som begge parter har accepteret som en måde at bringe den palæstinensisk-/israelske konflikt til ophør på: staten Palæstina som det palæstinensiske folks hjemland og staten Israel som det jødiske folks hjemland.

Ifølge to-statsløsningen skal det ledende princip være, at den palæstinensiske stat ville være i fokus for palæstinensere, som vælger at vende tilbage til området, uden at udelukke, at Israel vil tage imod nogle af disse flygtninge.

Jeg tror, vi må vedtage en formulering om retten til at vende tilbage, som vil gøre klart, at der ikke foreligger nogen specifik ret til at vende tilbage til selve Israel, men det strider ikke imod det palæstinensiske folks bestræbelser for at vende tilbage til området.

I lyset af ovenstående foreslår jeg to alternativer:

1. Begge parter anerkender de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til det historiske Palæstina, eller,
2. Begge parter anerkender de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjemland.

Denne aftale skal definere iværksættelsen af denne generelle ret på en måde, der er i tråd med to-statsløsningen. Den skal nævne de fem mulige hjemsteder for flygtningene:

1. Staten Palæstina
2. Områder i Israel, der overføres til Palæstina i udvekslingen af land.
3. Rehabilitering i værtslandet.
4. Flytning til et tredjeland.
5. Adgang til Israel.

Ved opremsningen af disse muligheder skal aftalen gøre klart, at alle palæstinensiske flygtninge skal have ret til at vende tilbage til Vestbredden, Gaza-striben og områder, der er erhvervet ved udvekslingen af land, mens rehabilitering i værtslandene, flytning til tredjelande og adgang til Israel ville afhænge af de pågældende landes politik.

Israel kunne angive i aftalen, at det har til hensigt at fastlægge en politik, således at nogle af flygtningene får adgang til Israel i tråd med Israels suveræne afgørelse.

Jeg tror, at flygtningebefolkningen i Libanon bør prioriteres.

Parterne ville være enige om, at dette fører resolution 194 ud i livet.

Konfliktens ophør:
Jeg foreslår, at aftalen klart markerer, at konfliktens afslutning og iværksættelsen heraf ophæver alle krav. Dette kan sættes i værk gennem en resolution fra FN’s sikkerhedsråd, der bemærker, at resolution nr. 242 og 338 er blevet ført ud i livet, og gennem løsladelse af palæstinensiske fanger.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg tror, at dette er et udkast til en retfærdig og varig aftale.

Det palæstinensiske folk får mulighed for at bestemme deres fremtid på deres eget landområde, en suveræn og levedygtig stat, der er anerkendt af verdenssamfundet, med al-Quds (Jerusalem) som dens hovedstad, herredømme over Haram og et nyt liv for flygtningene.

Israels folk får en reel afslutning på konflikten, reel sikkerhed, bevaringen af hellige religiøse bånd, indlemmelsen af 80% af bosætterne i Israel og historiens største jødiske Jerusalem, der er anerkendt af alle som dets hovedstad.

Dette er det bedste, jeg kan komme med. Orienter jeres ledere og fortæl mig, om de er parat til at deltage i drøftelser, der bygger på disse tanker. I så fald vil jeg gerne møde dem næste uge hver for sig. Ellers er jeg gået så langt, som jeg kan.

Dette var mine ideer. Hvis de ikke kan accepteres, bliver de ikke bare ryddet af bordet, de forsvinder også med mig, når jeg går af.

Note: Efter at have læst ovenstående tekst for de israelske og palæstinensiske udsendinge i Roosevelt-rummet i Det Hvide Hus, forlod præsident Clinton lokalet. Hans assistenter gennemgik teksten efterfølgende for at sikre, at hver af parterne havde forstået punkterne nøjagtigt. Der blev ikke fremlagt nogen skriftlig tekst.