Dokumenter, baggrund & analyse

ODENSE (04.06.2009): Den amerikanske præsident Barack Obama's tale om USA's nye Mellemøstpolitik som blev give i Kairo tidligere i dag, blev allerede inden den blev holdt, anset for nærmest historisk. Det var en tale, som skulle indvarsle et nyt kapitel i det til tider ret så turbulente forhold mellem USA og den muslimske verden. Her får I den engelske tekst til Obama's tale i sin helhed.

The following is the text of the Arab Peace Initiative as it was adopted in Beirut on March 28, 2002. The text is based on the Saudi Peace Plan, and with a few changes almost identical to it.

The Saudi Peace Plan started as an initiative introduced by Saudi Arabia's de facto ruler Crown Prince Abdullah. First is was leaked to New York Times columnist Thomas Friedman in February 2002 and in the folowing weeks it was changed leading up to the Arab League summit in Beirut.
     Following is a translation of the draft text of the Saudi-initiated peace plan as of March 25, 2002, when it was due to be presented for approval at the Arab summit in Beirut the day after. The text here is as it was obtained by Reuters news agency.

Hvordan Den saudiarabiske Fredsplan kom til verden, eller i hvert fald hvordan den kom til en bredere offentlighed kendskab, er ret enestående. Delikat diplomati plejer oftest at trives bedst borte fra mediernes søgelys, og samtidig ville det være synd at sige, at Saudiarabien på nogen måde hører til blandt verdens – endsige den arabiske verdens – mest åbne og pressevenlige samfund. Derfor er denne fredsplans tilblivelse alt andet en ordinær, og af samme årsag er der måske god grund til at tage begivenhedsforløbet, som vi i dag kender det, med et gran salt. Der er nok i vid udstrækning tale om en snedig saudiarabisk brug af de vestlige medier som et redskab i en intern arabisk politisk manipulation.

Clinton-planen blev fremlagt under et møde med parterne i Det hvide Hus i Washington den 23. december 2000, kort tid inden præsident Bill Clintons præsidentperiode udløb. Planen betyder i korte træk, at palæstinenserne vil få en uafhængig stat i hele Gaza-striben og 94-96% af Vestbredden. De 4-6% af Vestbredden, som ville blive annekteret af Israel, ville betyde, at 75-80% af alle bosættere i de store, folkerige bosættelser nær ”den grønne linje” ville kunne blive boende, og Israel derfor ”kun” skulle have et potentielt voldeligt og ødelæggende opgør med de ganske få procent af de mest ekstreme og yderligtgående af bosætterne. Til gengæld for de områder, som Israel efter denne plan annekterer, skal palæstinenserne have andre næsten lige så store områder fra Israel.

Ved udgangen af 1999 udgav det danske udenrigsministerium et lille tema-hæfte om fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Tema-hæftet giver en kort gennemgang af historien og et overblik over de mange delaftaler, der blev en del af Oslo-fredsprocessen. I det beskæftiger de sig også med de øvrige sider af fredsprocessen - freden med Jordan og forhandlingerne med Syrien, det multilaterale spor og så videre.
     Jeg har upleadet hele tema-hæftet her på hjemmesiden blandt dokumenterne, fordi det er godt at kunne gå tilbage og se, hvad der egentlig var status, da det hele brød sammen omkring nytåret 1999-2000.

The Sharm el-Sheikh Memorandum on Implementation Timeline of Outstanding Commitments of Agreements Signed and the Resumption of Permanent Status Negotiations. September 4, 1999

I august 1981 fremlagde den arabiske kronprins Fahd, som reelt er den, der udstikker kongerigets politiske linje, en otte-punktsplan for fred med Israel, hvilket om end indirekte også er Saudiarabiens første anerkendelse af Israels eksistens.
     Planen kræver total israelsk tilbagetrækning fra alle de områder, der blev besat efter krigen i 1967. Alle jødiske bosættelser skal fjernes, og alle palæstinensiske flygtninge skal have lov til at vende tilbage. Derefter skal der oprettes en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza-striben med Jerusalem som denne stats hovedstad.

Efter Seksdageskrigen i juni 1967 drøftede FNs Generalforsamling situationen i Mellemøsten og overdragede derefter spørgsmålet til FNs Sikkerhedsråd. Efter langstrakte forhandlinger blev et endeligt resolutionsforslag præsenteret af Storbritanniens FN-ambassadør Lord Caradon den 22. november 1967. Resolutionen blev vedtaget samme dag. Resolutionen, der blev benævnt 242, udstak rammer og principper som skulle blive hjørnestenen i flere årtiers diplomatiske forsøg på at skabe fred i Mellemøsten. Princippet om ”land for fred” bliver knæsat i denne resolution.

Under den første arabisk-israelske krig i 1948-49vedtager FNs Generalforsamling Resolution 194, som selvom den også omhandler en lang række andre ting, først og fremmest huskes og bruges fordi den behandler spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage eller få udbetalt erstatning for deres tabte ejendom (punkt 11). Denne resolution er efterfølgende blevet en af kerne-resolutionerne, som altid nævnes i forbindelse med løsningen af det palæstinensiske flygtningeproblem, når parterne i Mellemøsten forhandler fred.