Egne bøger

I Første Mosebog står beskrevet, hvordan Abraham, det jødiske folks forfader, købte og betalte for hulen i Hebron, hvori han begraver Sarah, og hvori han også selv bliver stedt til hvile. 
     Senere blev Isak, Jakob, Rebekka og Leah begravet i samme klippehule. På den måde ligger de patriarker og matriarker, som det jødiske folk nedstammer fra, begravet i Hebron på Vestbredden. Derfor er byen hellig for de national-religiøse jødiske bosættere.
     Men her i Hebron har rullerne en helt særlig betydning. De hellige skrifter er nemlig ikke bare det fysiske bevis på Guds pagt med det jødiske folk – bosætterne betragter også rullerne som skødet på den ejendom, Abraham købte, og som de som efterkommere i dag kan gøre krav på.
På den ene side ligger en palæstinensisk landsby. På den anden Middelhavet. Og som en sandwich midt imellem ligger bosættelsen Shirat Ha’Yam. Indtil i dag har bosættelsen været beskyttet af israelske soldater. Men det er slut nu. Den israelske regering har meddelt, at både bosætterne og militæret skal væk.
     For Avinadav Vitkon og hans kone Rachel er det intet mindre end en katastrofe. Shirat Ha’Yam er deres hjem. 
     ”Folk her tror på Gud. De håber på en guddommelig indgriben. Ting kan ændre sig. Historien ændrer sig. Det er den måde vi grundlæggende ser tingene på,” svarer han, da jeg spørger, hvad der sker.
De jødiske bosættere varetager Guds vilje på jorden, mener de selv i hvert fald. Og de beskytter det jødiske folks interesser. Ikke bare de jøder, der lever lige nu og her, men alle jøder i fortid, nutid og fremtid.
     Da premierminister Ariel Sharon i 2005 besluttede at det var bedre for Israel at trække sig helt ud af Gaza-striben, nedlægge bosættelserne og bare overlade området til palæstinenserne, strittede bosætterne imod. Evakueringen var imod Guds vilje, mente de.
Unge palæstinenseres kamp i de besatte områder imod overmagten - de israelske besættelsesstyrker - virker som inspiration for arabere i hele Mellemøsten, som det kan ses af dette digt af den syriske digter Nizar Qabbani fra "The Trilogy of the Children of the Stones."
Frokosten består af te, stegte kartofler, felaffel og lidt salat. Og det skyldes kun, at vi har givet Ahmad Abu Arab lidt penge, så familien har råd til at spise. Vi har nemlig brug for billederne. Ellers ville Abu Arab-familien ikke spise frokost.
     I vore øjne er Abu Arab-familien ludfattige, men FN anser dem for at være så meget blandt de bedrestillede, at de kun kan få fødevarehjælp tre gange om året.
JERUSALEM (30.05.2015): Vi har lige for nogle dage siden igen haft en kort udveksling af raketter fra Gaza-striben mod det sydlige Israel og israelske gengældelsesangreb.
     Årsagen denne gang synes at have været en intern magtkamp indenfor terrorgruppen Islamisk Jihad. En fløj forsøgte at lægge pres på en anden ved at angribe Israel og risikere at kaste området ud i en ny krig.
     Israel gennemførte et modangreb rettet mod nogle af Islamisk Jihad’s positioner. Ingen blev dræbt. Israel ønskede ikke at krisen skulle løbe løbsk. Det gjorde Hamas heller ikke. De arresterede aktivisterne fra Islamisk Jihad.
     Episoden var en uhyggelig påmindelse om, hvor tæt det her område altid er på en ny krig, så længe de grundlæggende problemer og årsager til konflikten ikke løses. Og det fører mig tilbage til min offentliggørelse af ”Untold Stories…”, som vi forlod efter et israelsk gengældelsesangreb mod Gaza-striben, som tragisk endte med at 19 uskyldige palæstinensere blev dræbt.
Endnu en begravelse. Det seneste angreb kostede 19 palæstinensere livet. I morgen vil tallet allerede være reduceret til en lille bid af den blodige statistik, der er en fast del af denne altædende konflikts faste bagtæppe.
     Alle de dræbte var uskyldige. Granaterne ramte de forkerte mål. Det indrømmer den israelske hær senere. Men Beit Hanoun her i det nordlige hjørne af Gaza-striben ligger så tæt på den israelske by Sderot på den anden side af grænsehegnet, at man kan se fra de sidste palæstinensiske huse her til de første israelske derovre. Derfor bruger de militante grupper ofte Beit Hanoun til at affyre deres raketter fra, og af samme grund er byen også ofte mål for Israels militære svar.
En del af Mellemøstkonflikten udkæmpes på slagmarken. En anden, og sikkert lige så betydningsfuld, udkæmpes i de internationale medier.
     De billeder, man kan få i TV-nyhederne overalt i verden, viser sig ofte at have større effekt end de sejre, hvor man faktisk trænger modstanderen tilbage ude i den støvede, solskoldede virkelighed. Dramatiske TV-billeder skaber folkelig opstandelse, inspirerer politikere til at spinde nem politisk kapital på begivenheden, pludselig er et ellers ligegyldigt, absurd teater blevet til en politisk kendsgerning.
     Dette billede er et foto af sådan et stykke teater.
Der er noget næsten gøgeungeagtigt over Israel-Palæstinakonflikten. Som gøgeungen, der skubber den lillebitte rørsangers egne æg og unger ud over redekanten, så den til sidst har reden for sig selv, og ene og alene bliver madet af to forpustede småfugle. Sådan er det også lidt med israelerne og palæstinenserne. De har i hvert fald indtil Det arabiske Forår formået at få verden til at tro, at de er det eneste i Mellemøsten, der har krav på omverdenens opmærksomhed.
”Verden kan ikke ville fred mere end Jer – parterne selv”, sagde den daværende amerikanske udenrigsminister James Baker træt, udbrændt og en smule vantro efter at han i flere år energisk havde forsøgt at få israelere og palæstinensere til at forhandle fred med hinanden. 
     ”Når I er klar, så ring til os.”
     Man kan ikke fortænke hverken udenrigsminister Baker eller nogen anden, der siden har været involveret i de mange forsøg på at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne, at de ind imellem taber tålmodigheden og giver op.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 6
 forrige     næste