Lande i Mellemøsten - Egypten
ISTANBUL (07.06.2017): Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.
Saudi Arabien, Egypten, De forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.
Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.
Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.
TRANEKÆR (08.12.2016): Mørke, kulde, småregn, glögg, brunekager og juleri alle vegne. I TV, forretninger, på pladser, gader og stræder, overalt. Postkassen er fuld af tryksager med grønne grangrene, rød-hvide julehjerter og nissemænd påtrykt. Næsten for meget. Nej, det ER for meget. Og jeg har blot været her i halvanden dag.
Jeg er tilbage i Danmark igen for en kort bemærkning. På vej fra Kairo tilbage til Istanbul. Omvejen fordi jeg har efterladt en del ting heroppe, jeg ikke ville slæbe med til den egyptiske hovedstad.
Så nu tager jeg lige et par dage i det kolde, julende Danmark.
KAIRO (04.12.2016): Kairo er ikke en by. Kairo er en verden – en hel verden… eller et univers helt for sig selv.
At sige at Kairo er kæmpestor er en underdrivelse. Den er kæææmpestor. Enorm!!!
Jeg er kommet her i mere end 30 år, og jeg overraskes stadigvæk. Hver gang, jeg kommer, er byen blevet større. Lige for tiden formerer Kairo sig ved knopskydning med satellitbyer ude i ørkenen omkring. Byerne hedder noget andet, og officielt er det selvstændige byer, men det er Kairo, der vokser.
Ingen ved helt hvor mange mennesker, der bor i byen. Tallet svinger alt efter hvem jeg spørger. Og fra jeg spørger folk første gang, indtil jeg gentager spørgsmålet, er der allerede kommet mange flere til.
KAIRO (02.12.2016): Der er ikke meget at smile af. De gør det alligevel, egypterne.
Sådan har det altid været. Sådan er det stadigvæk.
Lidt overraskende for mig, for i et par år har jeg kun fulgt med i udviklingen i Egypten igennem medierne, og, må jeg med skam indrømme, medierne giver ikke et balanceret billede af virkeligheden.
Ikke at situationen ikke på mange måder er dårlig. I hvert fald langt værre end mange havde håbet. Men der er mange nuancer. Det hele er ikke kun sort og håbløst. Det var ellers oplevelsen, jeg havde fået igennem medierne. Og jeg opfatter mig selv som en kritisk, velinformeret læser.
KAIRO (01.12.2016): At arabiske samfund har kunnet bevæge sig fra det ene totalitære system til det næste – det ene autokrati til det næste, skyldes ikke kun diktatorernes magt og villighed til at bruge deres sikkerhedstjenester imod deres egne befolkninger.
De arabiske samfunds næsten grænseløs autoritetstro har lige så meget været en forudsætning. Der har været en ulykkelig alliance imellem regimer og befolkninger, som har fået disse forfærdelige systemer til at holde langt længere i den arabiske verden end andre steder på kloden.
Det vendte det såkaldte ”Arabiske Forår” op og ned på.
KAIRO (01.12.2016): ”Der er altid problemer med dig”, siger Mohamed Abla med et stort smil, da vi mødes, og omfavner mig.
Jeg har lige haft en lettere ophidset ordveksling med nogle af sikkerhedstjenestens vagter udenfor galleriet. De ville i første omgang ikke lade os komme ind med vores TV-udstyr, hvis vi ikke havde en særlig tilladelse.
Alt kræver tilladelse her i Egypten.
Og jeg, som har en indgroet, dyb foragt for myndigheder og autoritetspersoner, som misbruger deres magt, er konstant på kant med alt, der bærer kasket i det her land.
Alle der dækkede den egyptiske revolution i 2011, og som selv var på Tahrir-pladsen, de så og oplevede, at det var veluddannede, liberale, middelklasse unge, der væltede præsident Hosni Mubarak.
Det er dog ikke længere den fortælling, man får i Egypten. Alt efter hvem man taler med, er det revolutionære persongalleri skiftet ud, så det passer ind i fortællerens selvforståelse. Ude i landdistrikterne er man overbevist om, at det var Det muslimske Broderskab, der væltede diktaturet. Hver gruppe og sektor har sin egen fortælling om revolutionen, om hvad der fandt sted og hvorfor.
Den rigtige historie - sandheden - er for længst død og begravet.
Kort tid senere vandt Det muslimske Broderskab valget, og frugterne af den revolution, de unge, liberale, moderate havde gennemført, blev høstet af islamisterne.
Jeg har lige været hos frisøren her i Kairo. En finere en af slagsen i forbindelse med hotellet. Det var en etnografisk oplevelse.
Egypten er fuld af pyramider, og de er langtfra alle sammen lavet af sten og ligger ude i ørkenen. De fleste er mellem mennesker. Derfor bliver egypterne ikke frie, blot fordi de vælter præsidenten.
Teltmagernes marked ligger lige omkring hjørnet, men her i den lille, støvede sidegyde giver det lokale arabiske kaffehus et velkomment pusterum fra sliddet ovre i bazaaren. Dem man møder her, er blandt de heldige. De har arbejde. Men det er hårdt og underbetalt, og myndighederne og korrupte politifolk gør konstant livet surt for dem, der imod alle odds forsøger at skabe sig et værdigt og anstændigt liv.
Det er ikke let. Alligevel mødes man af smil og venlighed ligegyldigt hvor man vender sig hen… det er lige så længe, man møder almindelige, ordinære egyptere. Myndighederne er en anden historie. Især hvis man er udenlandsk journalist. Så ses man automatisk som en ballademager, der skal stoppes.
Husene på Dahab er bygget af soltørrede mursten fremstillet af ler og halm, nøjagtigt som på faraonernes tid, som vi kan læse om det i Bibelen. Øen er dækket af marker, og afgrøder, varer og alt andet transporteres på æselryg. Selvom øen er omgivet af storbyens højhuse på alle sider, så er der ingen bro derover. Man skal sejle med en felucca – en traditionel, klinkbygget træbåd der bruger de karakteristiske store, trekantede sejl – for at begive sig fra den ene bred, og fra den ene tidsalder, til en anden.