Lande i Mellemøsten - Egypten

KAIRO (01.12.2014): Vi var egentlig bare på vej ud til Heliopolis-området i Kairo for at hente vores akkrediteringer, så vi kan få lov til at arbejde og filme under afstemningen om Egyptens nye forfatning tirsdag og onsdag. Som altid snegler trafikken sig afsted i noget der blot er en kronisk trafikprop i luntetrav. Af ren og skær kedsomhed ruller jeg vinduet ned for i det mindste at fotografere lidt, mens jeg forsøger at slå tiden ihjel.
     Sirenerne fra et udrykningskøretør afslører at en ambulance forsøger at bane sig vej igennem det kaos, vi også selv er fanget i. Jeg løfter kameraet, og snupper et par billeder af ambulancen, da den snegler sig forbi et stykke borte. Et kedeligt, uinteressant billede, som aldrig ville være blevet vist, hvis det ikke var for det, der skete senere.
JERUSALEM (25.10.2013):  ”Zionisterne kontrollerer USA! Jøderne dirigerer verden! Jøderne sidder på Hollywood…” 
     Oy, hvor ofte skal man dog høre det? Er det ikke for længst overstået? Men nej! Jeg ved ikke, hvor tit jeg har hørt noget i den stil rundt om i den arabiske verden og i særdeleshed i Egypten. 
     Jeg ved godt, at når jeg nu skriver det igen, så vil jeg få på nakken af den sædvanlige flok, som aldrig nogensinde har hørt noget som helst i den retning nogensinde, selvom de ellers har rejst eller boet i Egypten i masser af år.
     Jeg har ellers altid holdt meget af den egyptiske forfatter Alaa Al-Aswany, som jeg har mødt flere gange. I sin nu verdensberømte bog ”Yacoubians Hus” spidder han det egyptiske samfund, vrider og punkterer alle landets tabuer og hænger alt det beskidte vasketøj offentligt til tørre. Samtidig var han en af de meget få, der ret præcist forudså det oprør, vi stadigvæk lidt forfejlet kalder Det arabiske Forår.

JERUSALEM (15.08.2013): Mindst 421 egyptere er blevet dræbt og omkring ti gange så mange såret ved myndighedernes angreb på Det muslimske Broderskabs to protestlejre i Kairo i går.
     Tallet er i de sidste 24 timer gået op og op time for time i forhold til de indledende tal, myndighederne kom med, og ned og ned i forhold til Broderskabets første tabstal som talte om mange tusinder af dræbte.
     Sådan er det her i Mellemøsten. Ingen taler sandt. Ikke myndighederne, og heller ikke Det muslimske Broderskab. Hverken når det handler om tabstal eller noget som helst andet. Det kan man lige så godt acceptere først som sidst. Sådan er det bare i den her slags situationer i den her del af verden.

JERUSALEM (05.08.2013): Artiklen her skulle for længst have været færdig, men jeg har skrevet på den, omskrevet den og smidt den væk indtil flere gange. Når jeg så nu alligevel har hentet den op af den virtuelle papirkurv og skrevet den færdig, er det fordi mine modstridende følelser om en af mine nye anskaffelser måske alligevel fortæller noget interessant og brugbart for andre amatørfotografer. I hvert fald afklarer det lidt mine egne tanker om udstyr og fotografi.
     Det er lidt sært! I årevis var jeg ellers overbevist om, at jeg manglede lige præcist denne linse. Det foregøglede jeg i hvert fald mig selv. Nu har jeg endelig erhvervet objektivet, og nu er mit forhold til det underlig nok ret så ambivalent.
     Det hele handler om min nye Canon EF 24-70mm L f/2.8 II USM.

KAIRO (07.07.2013): Man plejer at sige, at ”hvis det vralter som en and, og hvis det rapper som en and, og endog også snadrer som en and, så er det sikkert en and.” Men sådan er det ikke her i Egypten.
     Her siger mange af mine venner tværtimod, om det, vi ser ude i gaderne og på pladserne: ”Det er ikke et militærkup! Absolut ikke et militærkup. Det er blot militæret, der på folkets vegne kortvarigt er rykket ind for at sikre revolutionen!”
     Også mange vestlige politikere synes at slå knuder på sig selv for at kalde det, der udfolder sig her i Egypten i disse dage, for noget andet end et militærkup, selvom de fleste af dem alligevel er enige om, at det ikke er forfærdelig godt, det de ser.
KAIRO: (24.04.2013): ”Hørte jeg rigtigt? Var det virkelig det, han sagde? Kaldte han det Yom Kippurkrigen?”
     Spørgsmålet rasler rundt inde i mit hoved.
     Vi er lige ankommet til den internationalt anerkendte egyptiske kunstner Khaled Hafez’ imponerende studio og atelier i en forstad i Kairos nordøstlige udkant. I indgangen hænger en samling store fotografier af hans familie. Far, mor, bedsteforældre… og da Khales Hafez fortæller om faderen, som er portrætteret i en egyptisk militæruniform, både på et portræt og på et andet foto sammen med sine soldaterkammerater, fortæller han, at faderen kæmpede ved Suez-kanalen under Yom Kippurkrigen i 1973.
KAIRO (23.04.2013): Psssssiiiit! Psssssiiiit! Psssssiiiit! I en smal psssssiiiit’ende stråle sender spraydåsen sine forstøvede farvedråber over på den grå betonvæg, som langsomt bliver mere og mere kulørt. Den unge egypter har noget på hjertet. Budskabet skal op på væggen. Længere nede ad Mohammed Mahmoud-gaden lyder der råb, skrig og skud. Ind imellem bliver sårede bragt forbi graffitimaleren, men han kigger end ikke op længere. Dramaet er allerede sørgeligt hverdagsagtigt. Tåregastågerne er så tykke, at de endog  får øjnene til at løbe i vand hernede flere hundrede meter borte.
     Da jeg mødte den unge mand med spraydåsen, var han en protesterende demonstrant, men i mellemtiden kan det være, at han er gået hen og er blevet kunstner. Revolutionær kunstner, endog.
KAIRO (22.04.2013): D-Caf her i Kairo er ikke dekaffineret kaffe - noget pjask med farve og duft, men uden koffein. Det har slet ikke noget med kaffe at gøre, men er tværtimod navnet på Kairos Downtown Contempory Arts Festival, som netop er overstået. Efter at de daglige gadekampe i området omkring Tahrirpladsen ophørte, har unge egyptiske kunstnere ført revolutionen videre. De indtaget gaderne i det centrale Kairo, og fortsætter herfra opbruddet på deres egen facon.
     Den britiske avis The Guardian skriver, at mange egyptiske kunstnere føler, at de i øjeblikket befinder sig i en overgangsfase, men at de frygter, at nye restriktioner venter omkring det næste gadehjørne.
     Den egyptiske revolution er hverken overstået - langtfra, eller en fiasko - selvom det ofte godt kunne se sådan ud. Den fortsætter, men har blot ændret udseende og scene. Den har blot ændret karakter. Nu er det kunstnerne, der kæmper.
KAIRO (20.04.2013): Der er afgang hele tiden. Overfarten tager fem minutter, og koster næsten en hel krone. Selvom vi stadigvæk er lige midt i Kairo, så skal vi med den håndtrukne færge over en lille kanal, for at komme ud at besøge den egyptiske kunstner Mohamed Abla. Han har søgt tilflugt ude på den lille ø Korsaya. Med den støjende metropol i det mindste en lille smule på afstand og omgivet af grønne marker, med naboer som er bønder med et endnu mere sindigt og roligt tilbagelænet arbejdstempo end ovre i storbyen, får han den arbejdsro, han har behov for.
     Men, når man, som jeg gør i disse dage, besøger et udvalg af de bedste af disse egyptiske kunstnere, så får man også på fornemmelsen, at de ikke bare, som i Mohamed Ablas tilfælde bor på en ø for at få arbejdsro, men at de alle sammen, i hvert fald de af dem, der har en kritisk tilgang til tingene, gør det, fordi det egyptiske samfund ikke ønsker deres bidrag, og ikke formår at værdsætte det, kunstnerne har at byde på. Og var det ikke fordi kunstnerne loyalt hjælper hinanden, så ville de ikke hver især bare bo på en lille ø hver for sig, det ville være tvunget ud på en mental øde ø.
KAIRO (17.04.2013): Når man Googler ordene ”Egypten” og ”kunst og kultur”, så er langt det meste af det, der dukker op på computeren, egyptiske kunst- og kulturprodukter, der har mellem 3-5.000 år på bagen. Kunst der blev sat i gang og sponsoreret af oldtidens faraoniske herskere.
     Nutidens egyptiske magthavere besidder slet ikke det talent. Google afslører også, at det egyptiske Kulturministerium fra tid til anden er vært ved en konference, hvor der tales om kunst og kultur. Men faktisk at sætte nogle rammer for landets kulturpolitik, endsige skabe nogle kreative, frugtbare rammer for landets mest kreative sjæle, så de kan berige det samfund, de er en del af, det magter ministeriet slet ikke.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 7
 forrige     næste