Fotodagbog 2011 - 2. del
Glædesdemonstration i de libyske oprørers provisoriske hovedstad Benghazi.
Jeg har været nødt til at dele fotodagbogen op igen. Nu er det 2011, der er blevet for lang. Det tager ganske enkelt alt for lang tid om at downloade siden. Den er lang og der er mange tunge billeder på den. Er hele siden ikke downloaded, så kommer der en fejlmelding, når man klikker på et fotografi, for at få det op i stort format, og det er irriterende. Mange mennesker navigerer væk, fordi de tror, at der er noget galt med siden, men det er der ikke. Den er blot for lang og tung. Derfor!
Det er oplagt, at disse konstante underopdelinger af fotodagbogen ikke er nogen holdbar, langsigtet løsning på problemet. Og der er fortsat også, som nogle af Jer vil vide, mange andre problemer med siden, som jeg heller ikke har fået løst endnu. Det er ikke dovenskab, men "blot" et økonomisk spørgsmål, da siden kun er en slags tidsfordriv, når jeg har fri. Som andre gamle mænd, der har en "frimærkesamling". Siden får ikke økonomisk
Ude med mit nye Leica-look-alike - et Fuji X100-kamera. Foto: Jonathan Harris-Jensen.
Det sjove er imidlertid, at mens jeg i sin tid først og fremmest oprettede denne hjemmeside for at kunne fortælle om nogle af mine journalistiske oplevelser i Mellemøsten, som TV-mediet ikke rigtig giver mig mulighed for at formidle videre, så er fotodagbogen, som også blot er hobby og tidsfordriv, blevet en af hjemmesidens mest besøgte "sideshows". Det er jo også interessant - men også dejligt.
29. november 2011
For et par dage siden var jeg hos frisøren her i Kairo. En finere salon i forbindelse med hotellet. Det var en etnografisk oplevelse. Indehaveren eller bestyreren lavede ikke noget udover at sidde ved kasseapparatet og tage imod betalingen. Det kunne man måske forvente.
Men frisøren, der klippede mig – en af to til herrerne – var også højt på strå i det lille frisørhiraki. Så snart jeg havde sat mig, bjæffede han en ordre på arabisk, og en yngre mand fra trinnet længere nede kom løbende ind med håndklæder, det kreppapir, jeg skulle have om halsen og det klæde, der skulle dække mig.
”Vil De have en kop kaffe eller te”, spurgte frisøren.
”Kaffe ville være dejligt”, svarede jeg.
Det fik nummer tre, ham med håndklæderne til at bjæffe, og nummer fire kom løbende ind med kande og tre små kopper.
En ny ordre fra frisøren, og nummer tre tog diverse kamme og sakse ud af et lille minibarlignende skab, hvorpå der stod, at det minsandten desinficerede redskaberne. En saks og en kam blev placeret i frisørens hånd, som var han en berømt kirurg.
Et stykke inde i ”hjerteoperationen” bjæffede frisøren igen, nummer tre gengav som et ekko og nummer fire kom løbende ud, og fejede mit hår op. Imens sad jeg og tænkte, at nok er der en revolution imod magthaverne i gang ude på gaden, men de almindelige egyptere er også eksperter selv i at sparke nedefter i hirakiet, og de står med glæde på skuldrene af den ulykkelige person, der er et trin nedenunder på stigen.
Det hierarki var også klart, da jeg ude på gaden møder de tre her. Manden i midten er advokat. Helt klart den vigtigste. Da vi spurgte, om vi kunne få deres mening om urolighederne ovre på Tahrirpladsen, var det ham, der svarede på alles vegne. Manden i stolen er indehaver af en urforretning, hvor der sælges fine kopier af alt, der tikker, og den ældre mand til højre betjener hele kvarterets forretningsfolk med kaffe og te. Han står nederst. Men der skal sikkert også nok være nogen under ham.
Egypten er i sandhed pyramidernes hjemland.
28. november 2011
Revolutionen har efterhånden lidt udviklet sig til en folkefest. I dag på valgdagen er der efter egyptisk målestok ikke mange demonstranter tilbage på Tahrirpladsen. Det betyder på den anden side nok, at der stadigvæk er tæt på 10.000, men det er småting sammenlignet med, hvor mange her tidligere har været. De fleste er taget hjem. Enten fordi de vil hen for at afgive deres stemme, eller fordi de mener, at protesterne på pladsen har udtjent deres formål i denne omgang.
Det betyder dog næppe, at Tahrirpladsens tid er overstået. Den vil stadigvæk være den egyptiske revolutions epicenter, og jeg er overbevist om, at utilfredsheden over demokrati-kampens sløvhed og militærets fortsatte magt vil få egypterne tilbage hertil i stort tal igen.
Imens har pladsen udviklet sig til lidt af en folkefest, lidt gøgl, en protestlejr med den virkeligt hårde kerne, som også er imod selve valget, det hele garneret med grillede mejs- og felaffel-sælgere, fikse forretningsfolk der ser sit snit til at tjene en ekstra skilling på flag, hatte, T-shirts med revolutionære slagord og fyren her, hvis smarte forretningsidé består af tre malerdåser og en pensel.
Imens stemmer det meste af resten af Egypten ved dets første frie valg.
Foto: Søren Kjeldgaard
Et billede af mig selv, som jeg af gode grunde ikke selv har taget, men jeg synes selv, at det er så godt, at jeg viser det her på min fotodagbog. Billedet er taget af fotograf Søren Kjeldgaard, som også var i Egypten for at dække det, vi nu kaldet for Den anden Revolution – den første var naturligvis den, der i vinter væltede præsident Hosni Mubarak.
Jeg skulle op på en balkon, hvorfra jeg kunne lave en direkte transmitteret samtale med vores studievært i aftenens 19-Nyheder med demonstrationen på Tahrirpladsen i baggrunden, og Søren fulgte med for at få nogle billeder af pladsen ovenfra. Undervejs tog han nogle billeder af mig. Et af dem ser I her.
22. november 2011
Tahrirpladsen er igen centrum for en egyptisk revolution. I vinter var den det bankende hjerte for oprøret imod præsident Hosni Mubarak, som væltede i februar. Men selvom revolutionen lykkedes, så var det ikke de revolutionære, der fik magten. I stedet overtog militæret kontrollen med Egypten, og den har de holdt fast ved lige siden.
I november udbryder Den anden Revolution – nu vendt imod Militærrådet, som de unge vil have til at forlade politik og overdrage magten til en civil regering.
Kampen i Egypten er langtfra overstået. Selv når der på mandag den 28. november skal være valg. Ikke bare er valgproceduren lang, snørklet og helt igennem ulogisk. Når endelig en ny Nationalforsamling er valgt, er det ikke den, der sidder med magten.
Der skal nok komme mere ballade i Egypten, inden det er overstået. På samme måde som Det arabiske Forår langtfra er nået til sommer i resten af den arabiske verden endnu, selvom vi allerede er henne i slutningen af november.
Demokrati
28. september 2011
Jubel i den lille familie. Farmand har vundet en fotokonkurrence. Og ikke bare én, men hele tre!!!
Nu lyder det jo voldsomt fint, men det er det slet ikke. Der er overhovedet ikke tale om noget professionelt… endsige kunstnerisk. Kun om et website for andre glade amatører, som mig selv. Hvilket dog ikke ændrer på min stolthed, for jeg har aldrig deltaget i den slags før, så det er helt nyt og sjovt for mig. Og dejligt at se, at ens billeder godt kan måle sig med andres.
Det arabiske Forår
Websitet hedder Digital Photography Review, og er egentlig mere et site, hvor nyt fotoudstyr og –teknik bliver præsenteret og anmeldt. Men DPReview har også lavet en afdeling for Photo Challenges – fotokonkurrencer, hvor man bliver stillet forskellige opgaver.
De tre challenges, som jeg var heldig at vinde, var opgaverne henholdsvis ”Demokrati”, ”Det arabiske Forår” og ”Skole”.
Jeg tog ikke ud for specifikt at fotografere til konkurrencerne, men indsendte nogle af de billeder, jeg allerede har taget. De har også allerede alle tre været at
Skole
I sandhedens interesse skal det også lige med, at i en af konkurrencerne, jeg vandt, den om Det arabiske Forår, var der faktisk ikke mere end 9 andre indsendte fotografier, hvoraf et mere også var mit. Så at vinde den, var slet ikke så gloriøst endda. Og i andre konkurrencer har jeg slet ikke klaret mig så fint, men scoret positioner helt nede omkring 290.-pladsen!?! Så det er ikke fryd og gammen alt sammen.
Men – hvis I skulle være interesserede – så er billederne at se her, og vil I over til DPReview’s hjemmeside, så kan I klikke på linkene herunder:
Digital Photography Review Challenge: School
Digital Photography Review Challenge: Democracy
Digital Photography Review Challenge: The Arab Spring
28. august, 2011
De seneste dage har jeg ikke kunnet komme på nettet. Vi har manglet elektricitet, vand, mad og al mulig andet. Men nu har jeg fået lidt tid. Jeg har fået uploadet de artikler, jeg har skrevet til hjemmesiden og et nyt foto-galleri her fra Tripoli – og nu kommer der også et lille fotografisk dagbogsblad, som bygger på det samme materiale. Artiklerne om det, kan I læse ovre i blog-afdelingen på hjemmesiden.
Enhver historie har en begyndelse, en midterdel, som er den egentlige fortælling og en slutning. Den her er
Den mest dramatiske historie – blandt ganske mange i denne borgerkrig – er uden sammenligning blevet kampen om hovedstaden Tripoli. Den er blevet udkæmpet ubarmhjertigt og uden skånsel.
Billedet af en stor græsplænebeklædt rundkørsel overstrøet med lig, mange af dem opsvulmet på grund af varmen, var kvalmende. Og det der gjorde billedet endnu mere skrækindjagende for mig var, at flere af
Ikke langt derfra bragede skuddene fortsat mellem husmurene. Et voldsomt slag imellem pro-Gadaffi-styrker og oprørerne var stadigvæk i gang. Vi kørte derover, og mens vi stod og forberedte en direkte transmission til Nyhederne, tog jeg billeder af det, der skete omkring os. Blandt andet kom oprørerne slæbende med en del tilfangetagne Gadaffi-loyalister – soldater og afrikanske lejesoldater. Frygten og resignationen stod malet i deres ansigter. De frygtede for, hvad der nu skulle ske med dem. Bliver det fortællingen?
Inden vi pakkede vore kufferter og rejste ud, ikke så meget fordi der ikke er mere at rapportere om, men mere fordi der nu er Folketingsvalg i Danmark og derfor ikke plads til meget andet, så kørte vi lidt rundt i gaderne i det villakvarter, der har været vores hjem, mens vi har arbejdet i Tripoli.
Indslaget, som kommer på TV i aften, handler om hverdagen – eller snarere en helt ny og anderledes hverdag – som er ved at vise sig. Det kan I læse om andetsteds her på hjemmesiden. Det var den mest optimistiske oplevelse. I særdeleshed besøget på nabolagets netop genåbnede sundhedsklinik. Et par unge forældre kom ind med deres trillinger, der var blevet født under borgerkrigen, men først nu kunne blive vaccineret.
Tre billeder der hver for sig kan blive det, der kommer til at symbolisere det nye Libyen. For lige nu ved vi ikke, hvor det bærer hen. Jeg håber, at det bliver det sidste foto, der bliver landets fremtid.
14. august, 2011
Det er min længste ferie nogensinde, der langsomt er ved at lakke mod enden, og et af de længste ophold, jeg har haft i Danmark i 20 år. Derfor har jeg naturligvis også taget en masse fotografier fra og af det danske sommerland – mest af alt naturligvis fra Langeland, hvor jeg bor, og jeg har tidligere vist fotos herfra her i min fotodagbog. Men denne lange ferie i det smukke Danmark har fået mig til at uploade to nye fotogallerier, som intet som helst har med Mellemøsten at gøre. Jeg har jo allerede tidligere uploadet et galleri fra Haiti på min hjemmeside, så derfor kan jeg vel også have nogle danske fotogallerier.
Mine billeder er sikkert lidt for turistede til manges smag, og det er uden tvivl fordi, jeg med de mange år som udlandsdansker efterhånden har fået et lidt for sentimentalt forhold til landet. Jeg synes, at Danmark er uendelig smukt og skønt, og det viser mine fotografier i overdreven grad. Hvad de også viser er, at mens jeg i Mellemøsten mest fotograferer mennesker i deres miljø eller i de situationer, hvori de fungerer, eller hvor jeg møder dem, så er mine fotos fra Danmark mest landskaber. Jeg har ganske enkelt svært ved at fotografere mennesker her i landet. En blufærdighed om man vil. Det er noget, jeg naturligvis vil forsøge at arbejde med, så det ikke skal vare ved.
Derfor er der masser af træer, natur og landskabsfotografering i gallerierne. Ikke blot på grund af mine problemer med portrætter i det danske, men ligeså meget fordi det faktisk er mine omgivelser, når jeg slapper af i mit gamle bondehus på Langeland.
Jeg har valgt at uploade hele to gallerier. Et i sort/hvidt og et andet i farver. Nogle af billederne går igen i de to gallerier.
Jeg elsker sort/hvidt-fotografi, fordi det i særegen grad gør motivet skulpturelt og rent. Ingen forstyrrende farver. Sort/hvidt maner til eftertanke. Man kan
Men det er også oplagt, at ikke alle billeder egner sig til sort/hvidt. Derfor har jeg også et galleri med farvebilleder fra Danmark. Jeg har med vilje ladet nogle af billederne optræde i begge gallerier. Det giver mulighed for at se, at nogle billeder tydeligtvis er langt bedre i den ene udgave, end de er i den anden.
Den nedfaldne egetræsgren, der ligger og rådner i skovbundet i Dyrehaven i Klampenborg, er som skabt til at blive vist i sort/hvidt, mens den lille næsten mystiske skovsø i aftenbelysning l Lohals på
Det kan sagtens være, at der også er noget nostalgi over sort/hvid-fotografiet. Var fotografiet fra starten opfundet i farver, ville ingen formentlig begynde at eksperimentere med at tage billeder i sort/hvidt. Det ville ligesom ikke give nogen mening. Men uanset om det er nostalgi eller ej, så synes jeg, at visse velvalgte sort/hvide fotografier, som egner sig til monochrome-mediet, får mig til at se på billederne, udforske dem og tænke over dem, på en helt anden måde end farvefotos gør. De fleste af de billeder, jeg husker mange år efter, fordi de har berørt mig, er i sort/hvidt. Så der må vel være noget særligt, originalt, basalt.. helt grundlæggende over sort/hvide fotos.
Men jeg må også indrømme, at der er andre fotos, der bare er kedelige, hvis de ikke ses i farver.
* * *
Se de to danske fotogallerier ved at følge disse to links:
Det smukke Danmark i sort-hvidt
13. august 2011
Jeg er stadigvæk ikke nået til at fotografere mennesker i Danmark. Udover familie og venner naturligvis. Jeg har på en eller anden måde svært ved at komme udover den blufærdighed, jeg tilsyneladende ikke er tynget af på samme måde, når jeg arbejder i Mellemøsten. Derfor er det stadigvæk naturen, der må holde for, når jeg skal ud for at slappe af med min hobby - fotografering.
Det har det på den anden side også været lidt sløjt med på det seneste. Vi har haft disse laaaange dage med gråvejr og småregn, der mest af alt egnede sig til avanceret gastronomi, god rødvin og bøger… hvilket der heller ikke er noget forkert i.
Ind imellem, når der har været et ophold i regnen, har vi taget cyklerne og trampet lidt rundt på denne smukke ø. Langt de fleste billeder, jeg får taget, er almindelige familiefotos, men et par naturfotos er det dog også blevet til. Især da vi forleden havde nogle dramatiske, næsten truende skyformationer. Det var en sen eftermiddag, hvor jeg hele tiden havde på fornemmelsen at et tordenvejr var ved at bryde ud, men det kom aldrig.
Himlen og skyerne var til gengæld fantastisk dramatiske. Især når man ventede på det helt rigtige øjeblik, hvor solen næsten tittede frem i et af hullerne
Vi befandt os på nogle af Tranekær Slots nyhøstede marker lige ned til den langelandske vestkyst med udsigt over til Fyn på den anden side af det smalle sund. Her er der næsten altid gode motiver sidste på eftermiddagen og hen under aften lige omkring solnedgang, så veststranden er et af vores foretrukne udflugtsmål om aftenen.
Tekniksnak: Billederne er taget med pol-filter, gradueret ND-filter og kontrasterne er øget i Photoshop.
4. august 2011
”Se ovre på væggen på udhuset”, sagde min kone. Jeg stoppede havearbejdet og kiggede. Dér sad en stor flot rødbrun sommerfugl og slikkede sol.
Men det var ikke bare det. For sådan en størrelse, har vi jo set masser af gange. Men vores gamle bondehus fra 1870’erne er et bindingsværk, hvor bjælkerne er rustrøde og murværket gult. Så den rødbrune sommerfugl passede smukt og harmonisk ind.
Jeg løb ind og hentede kameraet, og på vejen ud opdagede jeg en stor tyk brumbasse, som besøgte stokroserne en for en.
Den klodsede flyver, som eksperterne siger, overhovedet ikke kan flyve… i teorien i hvert fald, gjorde det alligevel. Heldigvis er den så langsom, at jeg kunne fange den med kameraet. Jeg har hverken tele- eller makrolinser, så det er lidt af et held, at jeg har fanget den.
Så dagens fotografiske dagbogsblad herfra Langeland er et par helt ydmyge, diskrete naturbilleder fra baghaven. Ikke noget særligt, men alligevel så utrolig smukt.
Motiverne er alle vegne.
3. august 2011
Det er naturligvis altid ”nemmere” at lave interessante, seværdige og fængslende fotografier, så man befinder sig midt i en krigszone, hvor granaterne falder, hvor folk lider og billederne viser menneskers strid, liv og død og kampen for en menneskeværdig tilværelse.
Det er den dramatiske virkelighed, der har været min hverdag i de sidste mange måneder, og det har min fotografering naturligvis båret præg af.
Nu er jeg imidlertid på ferie i det smukke, fredelige og harmoniske Danmark, så derfor kunne jeg naturligvis også bare tage ferie fra fotograferingen. Det har jeg dog ikke gjort. Men jeg må indrømme, at det er en anden opgave, at fotografere under disse omstændigheder, end det er i min normale arbejdstilværelse.
Hvad jeg også opdager her i Danmark er, at jeg er langt mere blufærdig, når det handler om at fotografere mennesker, end jeg normalt er på ”hjemmebanen” i Mellemøsten. Sikkert også fordi mange mennesker i Mellemøsten føler, at der er noget, de kæmper for, og derfor ønsker skal ud og vises til omverdenen. Derfor virker kameraet ikke så påtrængende der, som jeg føler, at det nogle gange gør her i Danmark.
Det er i hvert fald min lommepsykologiske forklaring på, hvorfor jeg her i Danmark hellere fotografere ude i naturen – træer, sten, dyr, lys og skygge og så videre. Billeder uden mennesker. Mens langt de fleste af mine optagelser i Israel og de arabiske lande er portrætter eller mennesker i en eller anden situation deres naturlige omgivelser.
Måske er min oplevelse, at mennesker i Mellemøsten er mere fascinerende end naturen. mens naturen i Danmark er mere fotogen end danskerne?!? Nej, lad os ikke dvæle mere ind i det. Jeg tror snarere, at det er min blufærdighed med kameraet, der er problemet. For det ville være en dårlig fotograf, som ikke også kunne lave interessante portrætter af danskere. Måske burde jeg gøre netop det til et projekt for mig selv: At komme ud over denne blufærdighed også her i landet.
Her kommer i mellemtiden endnu et par billeder fra en af min kone og mine vandreture ude i naturen. Denne gang ikke i den langelandske, men en spadseretur i Dyrehaven i Jægersborg nord for København.
Vi var egentlig på vej til Louisiana, men fik så at vide, at alle danske museer er lukkede om mandagen?!? Også her midt i ferieperioden?!? Underligt men sandt – tilsyneladende. Derfor ændrede vi kurs, og tog en formiddag i Dyrehaven i stedet.
Jeg fik naturligvis også nogle optagelser af havens hjorte. Blandt andet noget der lignede nogle albinoer blandt nogle af ungdyrene. Men det jeg bagefter syntes var sjovest at fotografere, var nogle af de brækkede træer og halvrådnede stammer, som ligger overalt i skovbunden. Disse gamle stammer i forfald er rene skulpturer.
28. juli 2011
Jeg ved godt, at jeg har Mellemøsten på hjernen, og at det er lidt langt ude, men selvom jeg er på ferie, så spøger Mellemøsten hele tiden rundt i mit hoved. Det er næsten lige meget, hvad jeg ser, så ser jeg en eller anden mellemøstlig parallel. Således også i aftes, da jeg sammen med min kone og nogle besøgende venner var på en aftenspadseretur igennem en af de smukkeste
I Israel kan man ikke blive gift borgerligt. Det vil sige, at man kun kan giftes af en præst, imam eller en rabbiner. Og hvad værre er, så betyder det også, at en kristen ikke kan gifte sig med en muslim, eller en jøde med en kristen og så videre… med mindre den ene af parterne konverterer til den andens religion. Sådan er det også i de fleste arabiske lande. Det er en af de ubehagelige, negative sideeffekter af et system, der ikke adskiller religion og stat.
I jødedommen holder man alt muligt adskilt. Mælk og kød holdes adskilt i madlavningen. Rent og urent. Forskellige slags garn i stofferne må ikke blandes. Helligt og uhelligt. Mellem hverdage og hviledage og så videre. Alt i eksistensen er enten ét eller noget andet, og det blandes ikke.
Hvorfor egentlig ikke?
Sådan er det ikke i Danmark. Og slet ikke i den langelandske natur, blev jeg mindet om på en aftenspadseretur lige inden solnedgang i en af øens smukkeste skove oppe mellem Lohals og Hou. Der er tale om en slags troldskov, hvor solen i sine allersidste halve time lige et kort øjeblik når at sende nogle stråler ind fra siden, og i nogle få magiske minutter skabes der nogle helt fantastiske billeder.
Et par af træerne i denne sære skov havde helt omfavnet hinanden i en grad, så de var blevet ét, som der ville have stået i Bibelen. Et stykke oppe er de simpelthen vokset sammen. Stammerne forenes. Og hvad der er endnu mærkeligere er, at der er tale om et egetræ og en bøg.
Det ville ikke kunne ske i Mellemøsten. En eller anden religiøs autoritet ville have forbudt det.
Hvem har hørt noget lignende?!? Hankey-pankey mellem to forskellige træsorter!!! En jøde og en muslim i varm omfavnelse… og det, der er værre!!! Uhørt. Uacceptabelt.
Egen er manden og bøgen kvinden i min opfattelse. Jeg ved godt, at jeg er lidt konventionel og gammeldags. Egen er den ældste og mest krogede. Barken grov og ujævn. Det er den, der har omfavnet bøgen. Bøgen derimod er slank, rank og fin. Barken meget mere jævn og glat.
Et par meter over skovbunden bliver det virkelig pornografisk. Her har egen simpelthen sendt et organ over i bøgen. Her bliver forbindelsen etableret. Og herfra og op imod himlen omfavner og snor de to forelskede træer sig om hinanden på tværs af det skel mellem arter, som ellers normalt ikke går ud sammen.
Jeg kiggede rundt i skovbunden omkring denne uhellige, men smukke alliance, for at se, om der var kommet noget ud af deres anstrengelser, men jeg kunne ikke se nogen små krogede bøgetræer eller slanke og feminine ege. Om der skulle være nogle små skud af ”bege”, ”øge” eller hvad disse nye små blandingsprodukter ellers måtte komme til at hedde.
For mig var det en optimistisk lille oplevelse. En multi-kulturel eller multi-etnisk dansk skov. Smukt. Der er dog håb for fremtiden, hvis ege og bøge kan omfavne hinanden.
Nu er det bare op til os andre, at gøre det samme.
24. juli 2011
Det regner. Det er gråt, blæsende og det bare regner, regner og regner!!! Ikke styrtregn, ikke noget definitivt, men tværtimod denne stille, vedholdende, kølige, kedelige støvregn, der regner med en stædighed som om det bare aldrig vil holde op igen. Gråt, homogent skydække. Ikke et hul, ikke ét eneste lille solstrejf, der bare antyder, at der er et håb deroppe på den anden side af den grå dyne.
På den måde er Israel mere konsekvent end Danmark. I Israel regner det, når det regner. Det styrter ned i tove. Himlen lukker sig op. Man begynder instinktivt at bygge en ark i sin baghave. Og når det er solskin, så er der fuld kraft på grillen. Himlen er blå og skyfri, og solskiven har frit spil.
Det må også være meget nemmere at være meteorolog i Israel. Fire måneders regn med enkelte huller med solskin, og otte måneder med sol. Der er lige nogle uger i overgangsperioden hver forår og efterår, hvor der kan være lidt usikkerhed, men ellers er vejrudsigten nogenlunde hjemme: Når det regner, er det vinter.
Det påvirker sikkert også menneskers sind og karakter.
I Mellemøsten er tingene mere sort-hvide. Enten elsker man eller man slås. Ingen gråzone. Krig eller fred. Solskin eller regn. Ingen grund til at tale. Er man uenig, tager man AK-47’eren frem, og aftrækkeren afgør, hvem der har ret. Ikke nogen gråzone usikkerheder, ingen diskussion om ”på den ene side og på den anden side”. Den der stadig står på benene, når solen går ned, har… om ikke ret, så i det mindste den ret, magten giver adgang til.
Hele denne lange sludder for en sladder blot af lutter frustration over vejret.
Normalt har vi bedre vejr på Langeland end i resten af landet. Jeg tror, at det er fordi vi bor på en smal ø. Her er vejret mere som på havet. Men i disse dage regner det også på havet, formoder jeg.
Mine frustrationer er for intet at regne. ”Regne!”… hø, hø.
Inde i Rudkøbing bor der hundredvis… om ikke tusindvis af unge i telte på engen lige i byens udkant,
Nå, ja. Jeg glemte min bemærkning tidligere: Hele denne lange sludder for en sladder blot af lutter frustration
Jeg vil jo gerne fotografere. Både for min fornøjelses skyld. Og ikke mindst så jeg kan lægge nogle billeder herud på fotodagbogen på min hjemmeside. Men det er svært, når det regner på denne måde.
Jeg ved godt, at der er fotografer, der siger, at der ikke er noget dårligt fotovejr. Alt slags vejr kan give interessante billeder. Det er sikkert også rigtigt. Jeg hører dog lidt til godt-vejrs-fotograf-typen. Så i disse dage får jeg ikke fotograferet. (Det hænger naturligvis også lidt sammen med, at vi er ved at reparere hus, så en stor del af dagen går med spartelmasse og malerruller.)
Men – af mangel på nye billeder, så har jeg igen siddet og bladret i billederne i arkivet på min harddisk. Og – når jeg sidder her ved computeren, så ser jeg lige ud på et gammelt, prægtigt egetræ på engen lige udenfor mit hus. Denne eg har jeg efterhånden taget mange billeder af. Jeg har fundet en hel lille serie frem af billeder af egen i forskelligt lys, forskelligt vejr, forskellige årstider og så videre.
Så i dag bliver der ikke nogen nye billeder, men i stedet en lille billedserie af min nabo - Tranekær-egen.
20. juli 2011
Oversmukt! Jeg ved ikke, om det er et ord. Men hvis det er, så er Langeland oversmukt.
I aftes kørte min kone og jeg op til den nordlige strand på Langelands vestkyst mellem Lohals og Hou, for at nyde, at se solen gå ned bag Fyn. Og det skuffede ikke. Solnedgangen var som altid utrolig smuk.
Men i minutterne lige inden solnedgangen oplevede vi det lille dagligdags under, at de aftenrøde solstråler, var kommet så langt ned mod horisonten, at de ramte de gamle krogede egestammer i skoven, der går helt ned til strandkanten, så meget fra siden, at lyset kom ind under trækronerne. Det fik de krumbøjede stammer til at lyse rødt i den ellers skumle, nattesorte skov som om de nærmest var blevet selvlysende.
Det så helt magisk og mystisk ud, og jeg måtte naturligvis forsøge at fange atmosfæren på foto. Det lykkedes desværre ikke helt. Billederne fanger slet ikke stemningen, som min kone og jeg oplevede den på stedet.
Senere lagde der sig også et fortryllende hvidt tæppe henover området, da mosekonebryg begyndte at dannes efter solnedgangen. Da var det desværre blevet for mørkt til at tage billeder. Men man kan godt forstå, at folk i gamle dage kunne blive lidt overtroiske, og tro på hekse, elverpiger, sort magi og at alskens farer truede når under- og overjordiske væsener overtog skovene efter solnedgang,
Lidt af den magi oplevede vi i aftes.
14. juli 2011
Sidste arbejdsdag!!!
Klokken 22:00 og min sidste 12-timers vagt er slut. I morgen begynder min ferie. Én måned! Så lang en ferie har jeg aldrig haft. Gad vide, om det bliver til at holde ud? Lige nu ligner det paradis. Spørgsmålet er, hvordan jeg har det efter en uge uden at lave nyheder.
Fordi jeg har arbejdet de seneste dage, har jeg ikke haft tid til at tage ret mange billeder, men lige inden jeg samlede mine papirer og pakkede min taske på udlandsredaktionen, greb jeg mit fotografiapparat, og tog et par billeder af Jesper Steinmetz, som var ved at gøre klar til 22-Nyhederne. Jesper er hjemme fra USA, for at gæsteoptræde som studievært.
Så inden jeg sætter mig ud i bilen og sætter kursen mod Langeland får I lige dette fotografiske dagbogsblad her fra Kvægtorvet i Odense fra en glad mand på vej på ferie.
12. juli 2011
Her er så smukt, at det næsten gør ondt. Jeg burde bare sidde afslappet i min liggestol med en god bog og et glas god rødvin, som jeg altid drømmer om, når jeg løber rundt i det mellemøstlige støv.
Men her er også så stille, roligt og fredeligt, at en Mellemøstkortrespondent næsten får abstinenser. jeg er blevet så afhængig af det daglige drama, at jeg har svært ved at slappe af, og bare glæde mig over stilheden. Hele tiden kværner det inde i hovedet på mig: Måske er Gadaffi ved at score sig selv en aftale om at gå i eksil? Rykker de libyske oprører frem? Måske vælter Bashar al-Assad? Mon Mubarak virkelig dør en af dagene? Er en ny revolution ved at bryde ud i Egypten?
Så rejser jeg mig, går in og checker på computeren. Sender et par mails til min venner, for lige at være sikker, ringer til et par kilder. Derefter kan jeg læse et kapitel mere af krimien, inden jeg igen begynder at spekulere på udviklingen i Mellemøsten. Så for en sikkerheds skyld tuner jeg radioen ind på BBC World Service, så jeg i det mindste i baggrunden kan høre, om der sker en alvorlig udvikling.
Det er sygt! Jeg ved det godt.
I stedet for at lytte til fuglene sang og fasanernes hæse skrål, så forurener jeg naturens egne lyde med nyheder fra BBC. I stedet for at nyde roen, så tænker jeg på Mellemøstens omvæltninger. I stedet for at marinere mig selv i den langelandske fred, så lader jeg den mellemøstlige ufred ødelægge ferien. (Jeg har lige et par arbejdsdage endnu).
Hvordan skal jeg forklare mine venner i Libyen, Syrien og Egypten, at jeg i mit stille sind håber på, at deres respektive diktatorer holder ud en måneds tid endnu, så jeg kan nå både at få min ferie og komme tilbage til Mellemøsten og dække begivenhederne når de falder, flygter eller bliver stillet for retten?
Nu har jeg fundet et kompromis. Jeg har printet dagens nyhedstelegrammer ud på papir, lagt krimien på terrassen, så nu nyder jeg min rødvin, mens jeg læser om, hvad der foregår i Mellemøsten. Jeg kigger også på den langelandske natur over brillekanten fra tid til anden…
Jeg ved godt, at det er patologisk. Gad vide, om det kan behandles. Hvis det er sådan, det føles at gå på pension, så tror jeg ikke, at jeg har nerver, der er stærke nok til at klare det.
7. juli 2011
Det er ikke så meget, jeg oplever ude i den ”rigtige virkelighed” lige i øjeblikket, for jeg dækker sommerferievagter på TV2’s udlandsredaktion på Kvægtorvet i Odense. Så dér opholder jeg mig det meste af tiden. Mine vagter er lange. De går fra kl. 10:00-22:00, så dagene er ikke meget andet end arbejde, arbejde, spise, arbejde og sove.
Derfor kommer jeg ikke så meget ud i den smukke langelandske natur endnu, og jeg får af samme grund heller ikke fotograferet så meget. Men man må til tider gøre en dyd af nødvendigheden. Så når jeg alligevel hele tiden er på TV2, så får I her i stedet et foto fra min arbejdsplads. TV2s Nyhedsstudie - hvor udlandsredaktionen også har sin plads.
Billedet her viser refleksionerne i ruden mellem redaktionen og lydkontrollen, som er lukket inde for at isolere lyden, mens selve studiet kan ses i en anden refleksion ude til venstre. Der er så mange spejlinger og refleksioner, men også lidt blandet ind af det, man faktisk ser igennem ruderne, så billedet næsten bliver lidt abstrakt. Det kan jeg godt lide.
4. juli 2011
USA's Uafhængighedsdag: Er stået ultratidligt op i dag. Ikke på grund af den amerikanske nationaldag, men fordi det er min første arbejdsdag på TV2s udlandsredaktion på Kvægtorvet i Odense i dag. Jeg skal dække nogle af de huller, der er opstået på redaktionen på grund af den om-sig-gribende sommerferie. (Om fjorten dage rammer den dille forhåbentlig også mig selv – Insh’Allah!)
Jeg har endnu ikke taget nogle billeder her på mit elskede Langeland, men det kommer sikkert en af dagene. Eller måske vil jeg tage nogle fotos på TV2s redaktion. I stedet viser jeg et par billeder fra min netop overståede reportagerejse til Libyen. Et par af dem der overlevede mit computer-crash, fordi jeg havde offentliggjort dem som illustrationer til en artikel her på hjemmesiden. Derfor har jeg dem kun i lav opløsning. De originale fotos er desværre gået tabt.
Begge billeder stammer fra Misurata-forstaden Dafniya, hvor der dengang stod voldsomme kampe imellem oprørerne og Gadaffi-loyale tropper, som var gravet ned lidt længere fremme ad landevejen imod Tripoli.
Vi sad i skyggen af nogle pinje- og fyrretræer langs en sidevej til landevejen. Træerne voksede ud af jordvolde, der flankerede vejen på begge sider, som gav oprørerne en perfekt beskyttelse imod Gadaffis
Efter endte optagelser sad vi og redigerede i noget, der lignede et udbombet kaffehus i et vejkryds. Også her hvilede oprørere sig overalt. Inde i bygningen, hvor vi arbejdede, var der hullede madrasser overalt. Et par af oprørerne lå på jorden med deres våben skødesløst slængt ved siden af sig. De talte og jokede med hinanden. De lå tæt på indgangen, så selvom rummet var bælgravende mørkt, så var de to badet i et skarpt sidelys. Da jeg tog kameraet frem for at tage et billede af dem, greb den ene af dem sit gevær og begyndte at ”spille guitar” på det. Et dejligt lille løssluppent øjeblik midt i den død og ødelæggelse, der ellers omgav os.
Se de øvrige års Fotodagbog ved at klikke på et af linkene herunder:
Fotodagbogen 2010
Fotodagbogen 2011 – 1. del
Fotodagbogen 2012
Fotodagbogen 2013