Fotodagbog 2014
Da jeg sidste år pludselig blev sendt til Tunesien for at rapportere om de afrikanske flygtninge, der trodsede alle farer og satte livet på spil for at krydse Middelhavet og komme til Europa, havde jeg kun mit lille Fuji X100-kamera med. Men kameraet klarede sig mere end fint, og emnet var under alle omstændigheder så hjerteskærende, at kameraets kvalitet var lidt ligegyldig.
Arnold Genthe (1869-1942)
Den amerikanske fotograf Arnold Genthe (1869-1942) skulle en gang lave portrætter af forfatteren Jack London. Han blev efterhånden noget irriteret over den store forfatter, som konstant roste de mange portrætter, der hang på væggene i atelieret, med at sige: ”Wow, det er dog et fabelagtig portræt. Du må da have et fantastisk godt fotografiapparat.” Og efter et andet fotografi: ”Utrolig kvalitet dine portrætter har. Dit fotografiapparat må da være exceptionelt godt.”
Da Jack London nogle dage senere kom tilbage for at se de portrætter, Genthe havde taget af ham, sagde fotografen til ham: ”Ahh, Jack. Jeg har nået at læse nogle af dine bøger. De er jo ganske gode. Du må da have en helt fantastisk god skrivemaskine.”
Moralen er naturligvis, at det er fotografen og ikke fotografiapparatet, der laver de fantastiske billeder. En god fotograf kan lave fantastiske billeder med en skotøjsæske med et lille hul i, mens en, der ikke har talent, ikke kan lave noget seværdigt med selv det dyreste udstyr.
Et fotografi er ikke noget, man bare tager. Det er noget man skaber, sagde den store amerikanske landskabsfotograf Ansel Adams, som i virkeligheden gik endnu længere:
Arnold Genthe havde et godt kamera, men han var først og fremmest en god fotograf. Her er hans portræt af forfatteren Jack London.
”Man tager ikke bare et fotografi med et kamera. Man skaber det. Og når man skaber et fotografi, så bringer man med i processen alle de billeder, man nogensinde har set, bøger man har læst, musik man har hørt, mennesker man har elsket.”
Ansel Adams
Jeg kan allerede selv se, at mit eget fotografi har ændret sig. Ikke bare siden jeg begyndte at fotografere analogt for mange år siden, men også siden jeg først begyndte at fotografere mere seriøst for bare en 5-6 år siden. Ja endog siden jeg i 2012 udgav min fotobog ”Untold Stories”, har mit fotografi udviklet sig. Fotodagbogen her er en del af forklaringen. Den, min fotobog og mine foredrag om fotografi betyder alt sammen, at jeg er begyndt at tage håndværket – nogen vil kalde det en kunstart – meget mere seriøst, og det har (heldigvis) sat sine spor.
Derfor er det med en stor glæde, og ikke længere blot af pligt, at jeg nu begynder min Fotodagbogs femte år.
19. september 2014
Da jeg i sidste uge forlod Israel, for at tage til Danmark og åbne min fotoudstilling i Rudkøbing, var det ret hektisk og travlt, så jeg nåede ikke at poste de billeder, jeg netop havde optaget i Jerusalem samme dag, som jeg rejste.
Jeg havde planer om at gøre et fotografisk dagbogsblad klart i flyet på vejen, og så uploade billeder og tekst i lufthavnen i München, hvor jeg mellemlandede. Men vi var forsinket, så i Tyskland var der ikke tid til at lede efter et "hot-spot" med internetforbindelse. Kun til at løbe til gate'n for at nå flyet til København.
Aftenen inden afrejsen fra Israel gav jeg et oplæg til en større gruppe danske gymnasielærere, som jeg morgenen og formiddagen efter tog på et længere omvandrende foredrag i Jerusalems Gamle Bydel. Det hele blev lidt hektisk, fordi en taxa ventede på mig kl.
Jeg nåede først til mit hus på Langeland kl. 03:00 om natten, og skulle åbne fotoudstillingen næste morgen kl. 10:00, så da nåede jeg heller ikke at poste dette på nettet. Under åbningen af udstillingen ankom en gruppe fotografer fra Fotogruppen MOMENTO, som jeg er medlem af, og med dem havde jeg en meget
Nu er jeg efterhånden tilbage i Jerusalem igen, og opdager billedrene fra afslutningen på min byvandring med de danske historielærere.
Vores rundtur i Den Gamle Bydel endte ved Grædemuren, hvor der var et usædvanlig mylder af Bar Mitzva’er – jødiske konfirmationer – i gang. Selvom jeg egentlig havde andre opgaver, kunne jeg naturligvis ikke dy mig. Jeg greb fotografiapparatet og skød nogle skud. Her får I bare nogle enkelte af billederne.
Egetræet ude på min eng fotograferet med mit Canon EOS 5D Mark III i højformat.
18. august 2014
Langeland er en ø, jeg elsker højt. Canon er et dejligt arbejdsredskab, som jeg er mere end tilfreds med. Leica er en fotografisk myte, som jeg opfatter som lidt opblæst, og har svært ved at tage alvorligt.
Jeg har et dejligt bondehus på Langeland. Jeg har et Canon EOS 5D Mark III, og jeg har et Leica M9.
For nogle dage siden var jeg med familien på en spadseretur med familien i slotsparken omkring Tranekær Slot. Jeg havde kun mit Leica-kamera med, og nogle af billederne fra den vandrertur offentliggjorde jeg her i Fotodagbogen. Det er ikke første gang, jeg har luftet min mindre end middelstore imponerthed med Leica M-kameraerne.
Jeg har, efter jeg nu selv i nogen tid at have fotograferet med et gammeldags analogt Leica M6, som jeg var lidt mere tilfreds med, og en digital M9, som jeg efter en længere pause nu igen leger lidt med ved at nærme mig den konklusion, at der er tale om snobberi og noget modeagtigt hype.
Det samme egetræ fotograferet lidt senere i tværformat med mit Leica M9-kamera.
Med undtagelse af nogle fantastiske objektiver, som snart burde kunne blive en del af den moderne verden og blive udstyret med autofokus, og i visse sammenhænge kan erstattes med en Zeiss-linse til en Canon eller andet, så har Leica ikke meget at byde på… udover en lille rund, rød plet med Leica-logo’er, som folk tilsyneladende dåner over.
Inden jeg tog på spadsereturen i slotsparken med familien og Leica’en, tog jeg et billede af nogle dramatiske skyformationer udenfor mit hus. Lidt inden havde jeg også taget dette billede – om end i en anden vinkel – med mit Canon-kamera.
15. august 2014
I længere tid har jeg koncentreret mig om mine forskellige fotoprojekter, som begge har deadlines, der tynger mig, og derfor har jeg ikke haft tid til at lege med andre mindre alvorlige ting rent fotografisk. Blandt andet har jeg for nogle måneder siden lånt mit Leica M9 ud til en ven, så jeg ikke konstant vil blive frustreret over det skøre kamera.
Nu er Leica’en imidlertid vendt hjem, og jeg har ferie sammen med familien og derfor mere tid. I går gik vi en lang tur i parken omkring Tranekær Slot på Langeland, og jeg havde kun M9’eren med. Nu ville
Måske fordi jeg er på ferie, og derfor er mere tolerant og har et mentalt overskud; og måske fordi jeg på denne tur koncentrerede mig om statiske objekter, og ikke noget dramatisk i hurtig bevægelse; og måske meget, meget andet… så lykkedes det mig faktisk at lave en håndfuld brugbare billeder.
Det er stadigvæk ikke noget hurtigt eller nemt kamera, om end jeg er blevet bedre og dermed også hurtigere til at betjene det, hvilket naturligvis hjælper lidt. Skal jeg ud på en vigtig fotoopgave her eller i Jerusalem, på arbejde i en konfliktzone et eller andet
Når man fotografere med Leica M9 gør man klogest i slet ikke at bruge skærmen bagpå kameraet til at vurdere de fotos, man har optaget. Skærmen er værre end ubrugelig. Det forekommer som en ren joke, at Leica en gang tilbød, at man for en mindre formue, kunne få fabrikken til at udskifte glasset foran skærmen med et ridsefri safirglas for at beskytte den. Hvorfor man overhovedet skulle ønske at beskytte sådan en lorteskærm er et mysterium for mig. Man burde tværtimod blive tilbudt en erstatning fra Leica, for at blive bebyrdet med den. Alle billeder er modne til at blive kasseret, når man checker dem på kameraets skærm, men når man kommer hjem, og får billederne uploadet til computeren, kan de være ganske fine og brugbare. Derfor må det undre enhver, der beskæftiger sig med fotografi i seriøs forstand, at Leica, som anser sig selv for at være fotografiets Rolls Royce, kan forsvare at forsyne et stinkende dyrt kamera med sådan noget bras af en skærm. Det er intet mindre end skamligt.
Når jeg er kommet mig over min vrede over sådanne mærkværdigheder ved kameraet – og der er flere end det – så kan det faktisk godt bruges.
Min gode ven Bent, som har leget med Leica’en i nogle måneder, stiller dog dette ganske alvorlige og afgørende spørgsmål: ”Hvad kan du lave med Leica’en, som du ikke kan lave, med et andet langt billigere og meget hurtigere fotografiapparat?”
Det er sgu svært at svare på.
Og jeg vil nok vente endnu nogle måneder med at gøre det, nu hvor jeg igen har kameraet i hænderne,
Leicas objektiver er stadigvæk i en klasse for sig. De tegner skarpt på en særlig sprød og delikat facon. Det er som om objektivet tegner flere gråtoner (når man fotografere i sort-hvidt) eller fine nuancer i farver. Og de uskarpe områder har med Leica-glas et helt særligt look… men det har Zeiss-objektiver ofte også.
En af dagene vil jeg forsøge at fotografere med et
Anyway – mit mindre end imponerede forhold til Leica er efterhånden velkendt. Her kommer alligevel nogle af billederne fra min vandretur rundt i parken ved Tranekær Slot. I den kommende tid vil jeg poste andre af mine Leica-fotos. Også når jeg på et eller andet tidspunkt begynder at fotografere noget, der bevæger sig, og jeg i disse auto-fokustider skal forsøge at fange objektet manuelt.
1. august 2014
Har nu dækket Israel-Hamaskonflikten siden den begyndte for mere end en måned siden. Og inden det var jeg på reportagerejse i Irak. Jeg skulle allerede have været på sommerferie, men det har krig og kaos endnu en gang sat en stopper for. Det følger med jobbet.
Men i dag og i går havde jeg et par hårdt tiltrængt fridag.
Derfor får I også lige et par anderledes billeder.
Ikke raketter. Ikke kampvogne. Ikke bomber og eksplosioner. Men en sød, smuk, ung farvestrålende kvinde med et grønt plastik kamera.
Siden hun jo også var en glad amatørfotograf, spurgte jeg naturligvis om jeg måtte fotografere hende. Det måtte jeg godt, og hun stillede sig velvilligt op og poserede og tog også et par billeder af mig.
Noa, som hun hedder, er en passioneret lomograf. En fotograf der laver lomografi. Det er fotografi med disse billige plastikkameraer, man som barn får som sit allerførste fotografiapparat.
Lomografi er kult. Det er en form for anti-digital, analogt retro-fotografi. Apparaterne er helt igennem lavet af plastik, af dårlig kvalitet, tit kommer der falsk lys ind og misfarver filmen, og linserne er også fremstillet af nogenlunde gennemsigtig plastik, som er ude af stand til at lave et virkelig skarpt fotografi.
Er man virkelig hardcore, så bruger man film, hvis sidste salgsdato er udløbet, og måske endog blevet opbevaret under ikke-ideelle forhold, så der ikke længere er nogen garanti for, hvordan billederne kommer til at se ud eller om farverne er korrekte. Man håber næsten, at de ikke er.
Alle disse minusser giver ikke overraskende billederne et helt anderledes look. Lidt drømmeagtigt, hvis man er heldig. Nogle gange med nogle sære farver. Ofte med underligt, flammeagtige falske lysindfald fra overraskende vinkler. En form for fotografi, der er det moderne, knivskarpe, super højopløselige, digitale fotografis absolutte anti-tese.
Noget helt igennem umoderne, som er blevet virkelig moderne.
Jeg har ikke set Noa’s billeder. Men hun gik i hvert fald op i det. Hun lavede en hel serie om bartenderen på den cafe, hvor jeg fik min formiddagskaffe.
Og jeg fik mit billede af den smukke Noa med sit grønne kamera.
29. maj 2014
Jeg er i Egypten for at dække præsidentvalget. For et par dage spadserede jeg lidt rundt i det kendte Khan Al-Khalili-marked i det gamle Kairo nær Al Azhar. Normalt er bazaaren ved at eksplodere af turister. Nu er den totalt tomt. En hel eftermiddag vandrede jeg rundt i Khan Al-Khalili, og jeg så tre udenlandske turister. Tre!
Det er en katastrofe for de almindelige egyptere. De lever af turisterne, men de er flygtet fra kaos’et. Almindelige mennesker hernede er desperate. For måneder siden ville de handlende tigge og bede mig om at komme ind i deres forretninger bare for at få en lille smule omsætning. Nu er skodderne lukket ned for de fleste af boderne, og foran dem, der stadigvæk er åbne, sidder indehaveren apatisk og kigger ud på de tomme gyder. Han gør end ikke et forsøg på at hive mig ind. De har opgivet på forhånd.
Undervejs passerede jeg en gammel, smuk moske og opdagede, at der sad en lille gruppe ældre mænd og talte sammen inde i den skyggefylde indgang. Jeg tog et billede af dem, og blev straks inviteret indenfor. Uden at have bedt om det, fik jeg den store forkromede rundvisning i moskeen. Fik forevist ”mihrab’en” – nichen der viser bederetningen (”qibla”) mod Mekka, ”minbar’en” – den smukt udskårne prædikestol, jeg blev vist nogle sheikh’ers grave, kravlede op i minareten og fik stille og roligt forevist alt, jeg kunne drømme om at se.
Det var naturligvis klart, at mine værter håbede på at få nogle penge, hvilket de selvfølgelig også fik. Jeg havde jo fået en unik rundtur. Fået lov til at fotografere alt, jeg ønskede, og der var ingen kulørte turister, der løb i vejen for mine billeder. Godt for mig – skidt for egypterne.
Det billede, jeg holder mest af, er af moskeens dørvogter, der sidder i indgangen foran det skab, hvor skoene bliver stillet, når man går ind. I indgangspartiet er der skygge, men lyset falder ind igennem den åbne dør, og reflekteres af de lysegule stenvægge, hvilket på smukkeste vis bløder skyggerne op. Det hjælper naturligvis også, at manden har et venligt, smukt og karakterfuldt ansigt.
Det er efter min egen mening min dags bedste billede. Det vil jeg printe ud, når jeg kommer hjem.
Et andet billede inde fra selve bederummet viser en mand, der står og beder ved vinduet ind til en af gravene. Væggene havde en udtalt patina, og lyset kom ind af et enkelt vindue højt oppe på den modsatte væg og faldt på en måde, så det oplyste manden, men gav en naturlig vignettering i hjørnerne. Desværre fik jeg ikke flyttet plastikstolen i forgrunden. Det forbander jeg mig selv for i dag. Havde jeg fået den væk, ville billedet have været perfekt.
29. april 2014
Alle hans personlige mangler og udskejelser til trods, så står kong David stadigvæk som Israels største konge. Saul kunne ikke gøre noget rigtigt i Guds øjne. Når han forsøgte, blev han afvist. Gud var ikke interesseret. Han havde allerede besluttet sig for at satse på David i stedet. David kunne derimod gøre næsten hvad der passede ham. Alt det er naturligvis en anden historie.
Ifølge traditionen skulle kong David være begravet på Zionsbjerget. Det står dog ikke i bibelen. Det er formentlig i virkeligheden en muslimsk tradition, som så er blevet adopteret af kristendommen og derefter også af jøderne. Da alle de også holder af David, er der naturligvis altid stridigheder om stedet.
Meget tyder på, at den sarkofag, der i dag udpeges som den gamle konges grav, står ovenpå et gulv fra korsfarertiden, hvilket er 2.000 efter den gamle mand skulle være død. Der har ikke været nogen undersøgelse af, hvad – om noget – der er inde i sarkofagen, men den er sandsynligvis også fra tiden omkring korstogene, eller måske er det en gammel sheikh’s grav fra tiden efter korstogene.
Rummet ovenpå David’s Grav udpeges som rummet, hvori Jesus skulle have holdt ”den sidste nadver” med sine disciple. Det kan naturligvis heller ikke være korrekt, eftersom bygningen som nævnt er fra korsridderperioden omkring et tusinde år efter Jesu’ død.
Men som vi alle godt ved, så har historie og videnskab ikke så meget med tro og religion at gøre. Hvis troen er stærk nok, så er kendsgerningerne ret ligegyldige.
Masser af troende – i særdeleshed jøder – kommer for at bede ved kong David’s Grav, og grupper af kristne pilgrimme og turister flokkes i nadverværelset ovenpå.
Her til morgen var jeg inde i den kirke på Zionsbjerget (det er der, jeg fotograferer i disse dage), som hedder Church of Sct. Peter in Gallicantu.
Det sære navn på kirken baserer sig på skriftstedet (Markus 14:30), hvor Jesus i Gethsemane Have diskuterer med blandt andet disciplen Peter, som påstår, at han aldrig vil benægte sit forhold til Jesus, også selvom alle andre så skulle gøre det, hvortil Jesus svarer: ”…inden hanen (i morgen) har galet to gange, har du fornægtet mig tre gange…”
Jeg tror, at kirken på dansk hedder Hanegalskirken. Den ligger efter sigende også der, hvor ypperstepræsten Caiaphas i sin tid skulle have haft sin residens.
Jeg er jo for tiden ved at fotografere til min bog ”Alt for tæt på Gud”, så derfor besøger jeg kirker, synagoger, moskéer, hellige sten og steder i et væk.
I gamle dage, da vi fotograferede på film, kunne man nogle gange glemme at trække filmen frem, og så kom man til at eksponere flere fotografier på det samme sted på filmstrimlen. Man fik så at sige flere billeder oveni hinanden. Det var en stor fejl. Så kom der idiotsikrede kameraer, som sikrede, at man skulle trække filmen frem, når man havde trykket på udløseren én gang.
Nu fotografere vi digitalt, så nu er det ikke et problem længere. Der er ikke nogen film at trække frem. Men på mit nye kamera er der et punkt i menuen, som giver mulighed for dobbelteksponeringer… eller triple, fire, fem eller hvor meget man ønsker. Så hvis det, der i gamle dage sikrede os imod dobbelteksponeringer var en ”idiotsikring”, så må den knap, der nu giver mulighed for det, vel være ”idiotknappen”.
Den knap eksperimenterede jeg lidt med inde i kirken, når der myldrede endnu en forstyrrende turistgruppe ind eller ud.
27. april 2014
Som tidligere nævnt besøgte jeg i dag den franciskanske kirkegård på Zionsbjerget, hvor Oskar Schindler ligger begravet. Et af mine billeder af graven har jeg postet tidligere på dagen.
Men jeg tog naturligvis også andre billeder, når jeg nu alligevel var på kirkegården. Her kommer et par af dem.
Planen var, at jeg også ville besøge Kong David’s grav, som ligger lige på den anden side af gaden, men det nåede jeg ikke i første omgang, fordi TV2 pludselig ville have mig tilbage til mit kontor, så jeg kunne lave en LIVE om den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ fordømmelse af Holocaust som en ”bestialsk forbrydelse”.
Jeg vendte tilbage til Zionsbjerget senere, og nåede lige et kort besøg i den gamle israelitiske kongegrav… og det er sikkert slet ikke David’s grav, men det er en anden historie. I morgen kommer der et par billeder herfra. Her blot endnu et par billeder fra den kristne kirkegård.
Ved solnedgang i dag begynder Yom Ha’Shoa – den dag i det jødiske år, hvor man mindes ofrene for nazismens folkemord under Den anden Verdenskrig. I et døgn er der ikke nogen forlystelser. TV og radio sender ikke underholdning. Film og programmer handler om krigen og den jødiske tragedie. Nogle mennesker – formentlig mest ikke-jøder og yngre mennesker, som er født lang tid efter Den anden Verdenskrig – gider måske ikke længere høre om det. Men man må se i øjnene, at man ikke forstår, hvordan jøder og Israel i dag agerer overfor trusler, hvis man ikke forsøger at forstå, hvad Holocaust-traumet betyder for det jødiske folk.
Mens man ikke kan påstå at børnene af bødlerne til det nazistiske massemord bærer nogen skyld for deres forældres eller bedsteforældres forbrydelser, så må man erkende, at både børn og børnebørn af ofrene for Holocaust selv den dag i dag i sig bærer dele af traumet. De er vokset op i skyggen af de overgreb, der blev begået imod deres forældre, bedsteforældre og andre familiemedlemmer.
Her i Jerusalem, hvor jeg bor, er det officielle mindesmærke for de jødiske ofre for massemordet en institution, der hedder Yad Vashem. Et stort område på Herzl-bjerget med mindehal, museum, monumenter, arkiv, forskningsinstitution m.m. for alt relateret til Holocaust. Her kommer jeg, når jeg har gæster, der besøger Israel for første gang. Det mener jeg er obligatorisk. På den anden side har jeg lidt svært ved at klare Yad Vashem i alt for store mængder, fordi jeg mener, at institutionen i nogle sammenhænge er gået overbord, men det er stof til en hel artikel et andet sted ved en senere lejlighed.
Men af den grund er det blevet en tradition for mig, at forsøge at markere denne dag på en anden måde end ved at besøge Yad Vashem. I dag tog jeg derfor ind på en lille franciskansk kirkegård på skråningen af Zionsbjerget lige udenfor Den gamle Bydel. En af gravene her er Oskar Schildler’s. Han var en tysk forretningsmand, der sine nazistiske sympatier og mange andre personlige mangler til trods, endte med at redde de jødiske slavearbejdere, der var udkommanderet til at arbejde på hans fabrikker. Hans historie er udødeliggjort i den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg’s film ”Schildler’s Liste”.
Oskar Schildler reddede 1.200 jøder fra det nazistiske massemord. Disse ”Schindler-overlevende” er i dag med børn og børnebørn blevet til et sted mellem 6.000-6.500 mennesker. Mange af dem bor her i Israel. En prisværdig og nobel heltedåd som bekræfter det talmudiske skriftsted, der siger, at ”den der redder bare ét enkelt menneskes liv, redder ikke bare dét menneske, men redder i virkeligheden en hel verden”.
17. april 2014
Jeg er lige kommet tilbage til Jerusalem fra den udvidede families fejring af Pesach – den jødiske påske – oppe i den nordlige del af landet. Jeg fotograferede ikke deroppe, og er heller ikke kommet ud af starthullerne i dag, Skærtorsdag, for at komme ind til Den gamle Bydel og fotografere, hvad de kristne laver i den anledning.
I morgen er det Langfredag, og da vil de forskellige kristne retninger hver især slæber deres kors ad Via Dolorosa – den lidelsens vej, som den kristne tradition mener at Jesus gik med sit kort på sin sidste vandring til Golgatha. Det er en klar fotomulighed, som ikke må misses.
Men i dag må jeg indrømme, at jeg næppe når ret meget længere end herud i haven, hvor jeg lige nu sidder og sipper kold hvidvin, mens jeg bladre igennem nogle af de billeder, jeg tog inde i det ultra-ortodokst jødiske kvarter Mea Shearim for et par dage siden.
Det er altid en god ide at kigge disse billedfiler igennem igen. Især fordi jeg ofte i min første gennemgang er
Her kommer lige endnu nogle fotos fra samme udflugt. Jeg har valgt langt flere billeder fra turen, end de få, jeg har vist her i Fotodagbogen i dag og den 10. april.
Men – hvis der er en morale ved dagens fotografiske dagbogsblad her, så er den, at der altid er flere brugbare billeder efter en fotoudflugt, end man opdager ved første gennemsyn. Derfor er det ofte en god ide at bladre igennem gamle filer igen, når man er kommet lidt på afstand af begivenheden igen. Der er næsten altid fangst.
10. april 2014
Kontrasten er virkelig kontant og mærkbar. Nu er jeg virkelig kommet tilbage til Jerusalem. Jeg er ikke på Langeland længere. Freden og roen er afløst af religiøs fanatisme og fromt vanvid. Det skal lige bankes ind i hovedet på mig, inden selv jeg fatter det.
I dag var der kampe mellem ultra-religiøse jøder og israelsk politi. Unge i det ultra-ortodokse Mea Shearim-nabolag demonstrerede og blokerede gader i det centrale Jerusalem. En af deres unge i går blev arresteret, fordi han nægtede at aftjene sin værnepligt.
De religiøse har indtil nu nydt godt af en række privilegier, som har betydet, at de i modsætning til alle andre unge israelere har kunnet undgå at skulle aftjene deres værnepligt. Det er nu ændret ved lov, men de ultra-ortodokse nægter at efterleve den.
På Langeland er folk som oftest glade, fordi jeg vil komme og fotografere dem og afbillede deres liv. I Jerusalem er det langtfra altid så nemt. I særdeleshed ikke blandt byens ultra-ortodokse jøder.
Det kan måske synes lidt utroværdigt, når jeg påstår, at de ultra-ortodokse jøder i Jerusalem ikke er de nemmeste at fotografere. I særdeleshed når man ser på, hvor mange billeder, jeg faktisk har af dem. Men virkeligheden er, at Mea Shearim – de ultra-ortodokses kvarter i Jerusalem – faktisk er et af de få steder, hvor jeg er blevet tævet og korporligt smidt ud fra, for at filme og fotografere.
Derfor går jeg nu til det på en anderledes facon.
Nu har jeg allieret mig med en lokal, ultra-ortodoks journalist, som jeg betaler for at gå med mig, og sige god for mig til resten af det fanatiske miljø. Dernæst skal man spille gode miner til slet spil. Jeg skal være ”legeonkel” for nogle af de unge ultra-ortodokse. Gå med på deres jokes. Fortælle om, hvem jeg er, og hvad jeg mener – hvilket på ingen måde har noget med virkeligheden at gøre. Så må jeg lade dem fotografere lidt med mit kamera. Spille gode venner og så videre, inden jeg kan komme i gang med at lave mit arbejde, og rapportere om, hvad der sker.
Her en håndfuld af billederne fra dagens skøre optrin, som langtfra var betydningsfuldt nok til at komme i aftenens TV-nyheder.
9. april 2014
Jeg sidder ude i haven. Her er som på en god dansk sommerdag. Men det er jo også dagen Danmark blev besat. Det var en dag, vi altid markerede i mit barndomshjem. Ligesom vi naturligvis fejrede befrielsesdagen den 4. maj. Jeg ved ikke, om det stadigvæk gøres hjemme i Danmark. Jeg sidder her i min have i Jerusalem og lytter til dansk radio – for mig betyder det DR P1 – og her er det tydeligt, at årsdagen for Danmarks besættelse, selvom det ikke hele tiden nævnes, er udgangspunkt for flere programmer.
Mens jeg sidder og læse og lytter til radio, nyder jeg naturligvis vejret. Og der er kommet virkelig gang i naturen, og jeg har mine kameraer liggende ved siden af mig, og tager et billede i ny og næ.
Her blot et par stykker af et firben, der bor oppe i en af vores bananpalmer. Jeg tror, at spiser myrer. Den kommer i hvert fald hele tiden hen til en kvist, som er en myrer-hovedvej mellem deres bo nede i jorden, og så formentlig nogle bladlus eller andet, som de malker oppe i vinrankerne oppe i pergolaen. Så derfor er der en stadig strøm af travle myrer op og ned ad denne kvist.
Ind imellem kommer firbenet og får sig en mundfuld. Sommetider kan jeg se, at den sidder og tygger, så jeg formoder, at det er en saftig myre, der er blevet frokost for firbenet.
For ikke så lang tid siden anskaffede jeg et af Canon’s makro-objektiver: Canon Macro EF 100mm f/2.8 L IS USM.
Det er et helt fantastisk objektiv. Tegner skarpt. Gengiver farverne flot og sprødt. Hurtig fokusering. Jeg er ganske begejstret for det.
Jeg brugte linsen lidt i Danmark denne gang, hvor jeg fotograferede closeups af keramikeren Poul Erik Eliasens hænder, og nu i dag her i haven i Jerusalem har firbenet været min model.
Så her lige et par fotos af min bofælle: Firbenet der har adresse i bananpalmen.
9. marts 2014
I går aftes var vi ude i TICKON-parken bag Tranekær Slot på Langeland, for at fotografere kunstneren Alfio Bonanno foran et af sine værker. Det kan du læse mere om på det fotografiske dagbogsblad herunder.
På vej ind i den store, skønne park, som på alle måder er et besøg værd, kom vi forbi denne lidt forsømte, gamle træbro over voldgraven til slottet. Greven har en anden indgang, og da parken i dag er offentlig tilgængelig, så bruges broen ikke længere, og den er gået i forfald.
Men et meget smukt og fotogent forfald efter min mening. Sådan er det tit. Havde broen været nymalet hvid, og havde solen strålet, ville det bare have været et postkort. Men netop fordi broen er lidt forsømt, og fordi vi befinder os i den mystiske skumringstime, så bliver billedet pludselig interessant.
Så det blev lige til et ekstra foto, som jeg ikke havde planlagt. Og det blev langt bedre, end jeg på optagetidspunktet troede.
En sidegevinst under en fotoopgave som handlede om noget helt andet.
8. marts 2014
Alfio Bonanno er italiensk født. Han kom til verden på vulkanen Etnas skråninger på Sicilien, men han voksede op i Australien. Siden 70’erne har han boet i Rudkøbing på Langeland sammen med sin søde kone, Lone.
Alfio er både kunstmaler, skulptør og meget andet. Men hans store internationale gennembrud har været hans monumentale landskabskunst skabt af naturens egne byggematerialer. Organisk og i pagt med omgivelserne. Udfordrende og alligevel i harmoni. Tankevækkende og i balance.
Alfio er manden bag TICKON-skulpturparken bag Tranekær Slot. TICKON står for Tranekær International Center for Kunst og Natur, og blev dannet i 1990 i samarbejde med Tranekær Kommune og lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig, som stillede slotsparken til rådighed. Den enestående park blev åbnet i 1993 med 14 skulpturer, og i 2005 blev TICKON optaget på en international liste over de 50 mest betydningsfulde skulpturparker i Europa.
Derfor var det oplagt, at jeg måtte tage Alfio med ud i parken til det storslåede og samtidig også meget balancerede og harmoniske kunstværk ”Mellem Blodbøgen og Egen”, som efter min egen beskedne mening er det smukkeste af værkerne i parken.
Jeg havde besluttet, at jeg gerne ville tage mine billeder af Alfio lige omkring solnedgang, så jeg kunne lege lidt med lyset. Ideen var at lægge en flash ind i bunden af den lange tragt af naturtræ, hvor ud af der vælter en strøm af kæmpemæssige kampesten. Denne flash skulle give lidt indtryk af dybden. Desuden havde jeg en flash på stativ ved siden af kameraet med en stor softbox på, som skulle blødgøre lyset forfra.
Her er et par af resultaterne fra dagens anstrengelser, hvor jeg fik hjælp fra mine gode fotovenner Anne Juel og John Rasmussen.
Det var skide koldt, og vi rystede alle sammen bravt, hvilket heldigvis ikke kan ses på billederne. Det holdt os dog gående, at vi vidste, at vi skulle hjem til mig bagefter og have varm skalddyrsuppe, som smagte meget bedre på grund af de forudgående anstrengelser.
* * *
Se også fotogalleriet ”Vulkaner og fede Buddha-babyer…” fra min sidste Langelandsrejse.
Kig også på min nye Fabebook-side ”Et yndigt Land”, som er dedikeret til mit Langelands-fotoprojekt.
Og nyd også Alfio Bonanno’s egen hjemmeside.
Og den her, som handler om kunstnere på Langeland.
25. februar 2014
Man kan sagtens tage på opdagelsesrejse, selvom man bare sidder derhjemme og hygger sig. I dag har jeg været på sådan en udflugt rundt i verden, uden at have forladt min have.
Ude ved havebordet har jeg siddet og ryddet op på en af mine harddiske, hvorpå jeg har arkiveret mine mange billeder. Jeg ved ikke, om det kan være rigtigt, men da jeg skulle overføre billederne fra en harddisk til en anden ny og større, så stod der, at computeren nu var i gang med at overføre 160.455 files?!? Har jeg virkelig så mange billeder? Ubegribeligt. Vanvittigt!
Jeg gik i gang med at rydde lidt op, for jeg kan da ikke have 160.000 seværdige fotos. Og der blev smidt ud og ryddet op i det efterhånden alt for store billedarkiv. Jeg er ikke færdig endnu, men der skal mobbes godt og grundigt op, og smides ud, for at gøre plads til nye billeder.
Men så faldt jeg lige over det her billede, som faktisk er ret godt. Det viser en lille egyptisk pige fra en bondefamilie, vi besøgte, i en landsby i Sharkiyeh-området ude i Nil-deltaet. Jeg havde helt glemt alt om besøget og billederne, men det her foto overlever udrensningen og bliver lagt tilbage på harddisken igen.
(I virkeligheden sletter jeg slet ikke så mange billeder. Blot dem, der er helt umulige.)
22. februar 2014
Dette er et lille mini-studie i stenkast. Eller snarere i problemerne med at fotografere stenkast og stenkastere under protester, demonstrationer og voldelige sammenstød.
Under nogle kampe for nylig mellem unge palæstinensere og israelske soldater ved flygtningelejren Jalasoun på Vestbredden stillede jeg mig først ved et hushjørne mellem parterne, så jeg lige netop var skjult for de israelske soldater, som palæstinenserne forsøgte at ramme med deres sten, og i dækning for israelernes mulige skud, men alligevel så tæt på at jeg kunne få frontale billeder af de stenkastende palæstinensere.
Her overvurderede jeg blot de unge palæstinenseres evne til at sigte og præcist ramme deres mål. I hvert fald var jeg oftere end soldaterne ved at blive ramt af stenene, så jeg valgte at fortrække en smule, så jeg nu i stedet fotograferede stenkasterne lidt mere fra siden. Umiddelbart ikke den mest ønskværdige vinkel for et dramatisk skud, men dog sikrere for min egen skrøbelige hovedskal.
Billederne af stenkasterne fra siden er efter min egen mening brugbare, men ikke nogen man kigger særlig meget på. Fotoene er OK, men det er alt. De bliver kigget på én gang, og så aldrig igen.
Underligt nok er de billeder, jeg selv synes er bedst, nu
Det ene er et closeup af en ung palæstinensers hænder, tungt ladet med sten, som er på vej til at blive kastet i hovedet på en ung israeler. Det er i virkeligheden et langt bedre billede, end jeg troede, da jeg optog det.
Vi ser ikke selve handlingen, men får lov til selv at tænke videre og forestille os, hvad det er, der snart vil ske, og det er på mange måder bedre.
Et andet billede var jeg egentlig på vej til at smide ud.
Det er ikke helt skarpt. Det er underligt komponeret, for jeg havde lige dukket mig for en sten, og var nede på hug. Og man ser slet ikke palæstinenserens ansigt. Men alligevel har det et eller andet dramatisk over sig, som jeg ikke bemærkede i første omgang. Og nu, hvor jeg har taget det fra, så kan jeg i virkeligheden langt bedre lide det, end de mere skarpe og velkomponerede billeder fra dagen.
Et sidste foto, som også først et stykke tid efter begivenheden har fundet nåde for mit kritiske blik, er et billede, hvor vi ser den palæstinensiske stenkaster bagfra, mens han løber fremad med sin stenslynge.
Man kan slet ikke se de israelske soldater, som befinder sig nede ad skråningen foran os, men man kan uskarpt i baggrunden se bygningerne i den jødiske bosættelse, som soldaterne forsvarer. Derfor ser det næsten ud som om palæstinenserne med sin lille sten ene og alene forsøger at fjerne et helt boligkvarter foran sig. Som en enkelt mand imod en flodbølge af beton.
Det opdagede jeg også først bagefter.
Det interessante er, at det man selv som fotograf i situationen ofte tænker er godt og dramatisk, fordi det føles sådan i nu'et, ikke nødvendigvis er det, når man kommer lidt på afstand af den pumpende adrenalin, og også lidt på afstand af hvad vreden skyldtes den
Hvordan kan man træne sig selv til bedre at se de gode billeder, når man er ude i felten, det kunne jeg godt tænke mig at vide. I hvert fald så man ikke risikere sit liv og helbred for nogle skud, man alligevel bagefter ikke synes er værd at vise for nogen?
Der er naturligvis forskel, alt efter hvad billederne skal bruges til.
Skal de i morgendagens avis, så spiller dagens aktuelle vrede naturligvis ind, men skal de bruges til bredere at illustrere den israelsk-palæstinensiske konflikt, så er det noget helt andet, der kræves.
Det jeg selv gør, er at suge til mig fra fotografiets mestre. Læse så mange bøger, jeg kan, af og om nogle af krigs- og reportagefotografiets store ikoner. Se deres billeder. Tage ved lære af dem. Bygge videre på deres erfaringer. Opleve hvad et fotografi også kan være. At det ikke altid handler om knivskarp fokus, tårer der løber ned af kinderne, om klassisk komposition, eller hurtigst mulige lukkertid eller lignende, men snarere om de følelser og oplevelser, som fotografiet sætter i gang hos beskueren, som befinder sig i en helt anden mental tilstand.
Men det kan tit være svært at forestille sig, når man står ude midt i regnen af sten og skyerne af tåregas.
* * *
Se hele fotogalleriet "Man skal ikke smide med sten..." her.
21. februar 2014
I starten havde det slet ikke noget med israelerne at gøre.
De palæstinensiske ansatte på Vestbredden i FN-organisationen UNRWA – den største arbejdsgiver for palæstinenserne efter Det palæstinensiske Selvstyre – strejkede, fordi de ikke får samme løn som ansatte i Gaza-striben og i Jordan.
Men vreden imod Israel er mere eller mindre konstant. Israel og palæstinenserne har endnu ikke sluttet fred med hinanden, altså er der strengt taget krig. Og den nærmeste repræsentant for fjenden er bosættelsen Beit El på den anden side af vejen.
Så selvom det begyndte som vrede protestdemonstrationer imod FN på Vestbredden, så udviklede det sig hurtigt til at blive først daglige, senere ugentlige (efter fredagsbønnen) sammenstød med de israelske soldater, der er udstationeret for at beskytte bosættelsen.
På ét niveau er disse kampe efter fredagsbønnen en slags sikkerhedsventil, hvor unge, vrede palæstinensere kan få lukket overtrykket ud. Al den indestængte vrede, som hele tiden hober sig op, og som ellers lige så godt kunne blive rettet imod FN eller Det palæstinensiske Selvstyre, de eneste andre myndigheder i området udover israelerne.
På et andet niveau er kampene også en del af en fast PR-krig i medierne – mest de internationale – om verdens opmærksomhed, sympati og politiske pres. Kampene er en god photo opportunity – i slang blot photo opp – som altid tiltrækker flere TV-hold og masser af fotografer. Ikke så meget journalister, for det her handler først og fremmest om billederne. Journalisterne har andet at tage sig til.
Billederne taler sit eget tydelige sprog. Og de er stærke. Det er næsten ligegyldigt, hvad den ledsagende tekst vil være, billederne fortæller historien. Om den daglige avislæsning ved vi, at mange slet ikke læser udlandsstoffet. Stopper de på deres vej mod sportssiderne lige et øjeblik op ved de internationale nyheder, så er det billederne, billedteksterne og overskrifterne, der lige skimmes, inden der bladres videre.
Selv for de læsere, der tygger sig igennem teksten, vil, hvis der er uoverensstemmelse med den oplevelse de får fra fotografierne, og det de læser, oftest læne sig mere i retning af billedoplevelsen end af det, de har
Billederne spiller på allerede indgroede ikoner og klichéer.
David og Goliat.
Den lille, modige israelitiske fårehyrde med stenslyngen imod den store, stygge veludrustede filistæiske kriger.
Under dog og bully. Helt og skurk. Offer og bølle.
Selvom virkeligheden ofte er langt mere kompliceret, så er billederne langt stærke. De taler direkte til følelserne og sanseapparatet.
Det er ofte en helt anden kamp, der foregår i medierne en den strid man ser ude i virkeligheden. Og vinderne og taberne er også nogle helt andre.
17. februar 2014
Der er ikke meget lys inde i Den hellige Gravs Kirke i dagtimerne til at begynde med. Går man så derind sent om aftenen, så er der slet ikke noget… andet end de elektriske lamper, de forskellige kristne kirker har hængt op, og de stearinlys, som pilgrimmene selv medbringer.
Men der er også en helt særlig stemning i kirken på det her tidspunkt. Her er ikke nogle store turistgrupper. Ingen højt talende guides. Alt er stille. Atmosfæren er underligt fortættet og forventningsfuld. Som om alle venter på et eller andet overnaturligt. Måske er det bare en særlig sindstilstand i de tidlige nattetimer, fordi det nu kun er de rigtigt troende, der beder og trygler Gud om at blive hørt.
Det er også et specielt tidspunkt at fotografere på, for på det her tidspunkt kan man som fotograf ikke bare forsvinde i mængden af turister. Der er ikke andre med et stort kamera. Og her er så stille, at klikkene lyder som kanonslag. Heldigvis har mit Canon 5D III et ”Silent Mode”, som faktisk dæmper lyden af udløseren og spejlet ganske betydeligt, så det brugte jeg.
Alligevel besluttede jeg mig også til at forsøge mig lidt med flashen. Men på den måde, at jeg brugte lange lukkertider og en meget afdæmpet flash. Det giver somme tider en interessant, lidt uskarp effekt.
Her er en lille håndfuld stille, lidt andagtsfulde billeder fra kristendommens helligste sted.
16. februar 2014
Tunge, blygrå skyer hænger over Jerusalem. Daglangt regnvejr, forudsiger meteorologerne. Heldigvis fik de ikke helt ret. Der kommer byger i ny og næ, men regnskyerne er dramatiske. Og ind imellem bryder en enkelt solstråle igennem.
Var ude fra morgenstunden. For det varer ikke længere, så er der ikke flere regnskyer. Så sætter foråret for alvor ind, og så får vi ikke regn i den her del af Mellemøsten i de følgende otte måneder. Så det er nu, der skal fotograferes udsigter.
I dag 11 grader og regn. Allerede i morgen "kun" lettere skyet og 13 grader i gennemsnit. Derefter solskin hver dag. Fredag med temperaturer omkring 22 grader. Derefter er der "risiko" for at det er slut med skyerne. Dejligt for ferierende turister - naturligvis, men ikke så fotogent som nu - desværre.
Jeg har i formiddag fået en hel serie billeder af Jerusalems Gamle Bydel fra forskellige vinkler og bjergtoppe omkring byen, samt lidt ude fra Ein Kerem i den anden ende af byen. Her blot en smule af morgenens og formiddagens høst.
9. februar 2014
Har tilbragt nogle dage på Langeland, mens jeg har fået fornyet mine pas og klaret et par andre praktiske ting. Desværre er det ikke blevet til særlig megen fotografering. Mest af alt på grund af min egen slaphed… men også en smule på grund af vejret, selvom det er en dårlig undskyldning.
Min kone kom herop i weekenden, så vi havde lige nogle dejlige, afslappede dage sammen. En af dagene tog vi en spadseretur ned til stranden. Da vi skulle gå en snoet tur igennem skoven, og jeg ikke gad slæbe særlig meget udstyr med mig, og da jeg ikke har fået brugt min nye 70-200mm f/2.8 særlig meget, så besluttede jeg mig for, kun at tage den med. Lidt begrænsende, men alligevel interessant at prøve.
Lyset var ikke voldsomt godt. Det var overskyet. Hele himlen var som én kæmpestor softbox, som det meste af dagen udryddede næsten enhver skygge. Ind imellem var der noget, der en lille smule kunne ligne lidt lys og skygge, men det var ikke meget.
Man kan altid fotografere. Selv når forholdene ikke er de bedste. Og selv når der ikke er så meget interessant at se. Men det er altid en god træning at tvinge sig selv til alligevel at opdage motiver her og der.
Det er ”ikke noget at skrive hjem om”, men her kommer alligevel nogle af spadsereturens fotos.
24. januar 2014
I fredags – på sidstedagen i Libanon besøgte jeg endnu en syrisk flygtningelejr i Beka’a-dalen.
Jeg besluttede mig for først og fremmest at fotografere med mit Leica M9, selvom jeg havde mit driftsikre, loyale og meget nemmere Canon 5D III med i tasken, blot for at være på den sikre side.
Jeg kæmper stadigvæk med at forstå og mestre dette ikoniske kamera. Det er Leica’en jeg taler om. Men med svigtende, eller i hvert fald svingende, held… må jeg godt nok sige. Successraten er rystende lav, i forhold til det, jeg fotograferer med mit Canon 5D III.
Men jeg vil ikke gi’ op! Fanden’me nej!
Jeg tog en hel serie billeder af denne gamle kvinde med det smukke, rynkede ansigt, men hun bevægede sig, mens jeg febrilsk forsøgte at fokusere og følge hende. Det ville ikke have voldt mig nogen problemer med Canon’en, men var et slid på Leica’en.
Billedet er meget fint. Jeg kan sagtens komme med en lang fin, intellektuel og kunstnerisk forklaring på, hvorfor billedet bryder med de gængse kompositoriske regler, og det vil jeg sikkert gøre, hvis det en dag bliver udstillet. Noget med individets frygt, flygtningeskæbne, den mentale ubalance, forsøget på at slippe væk og så videre… men virkeligheden er, at jeg bare forsøgte at holde damen i søgeren, mens jeg desperat prøvede at sikre bare et eneste brugbart foto. (Det vil jeg naturligvis aldrig indrømme, hvis jeg bliver spurgt.)
Jeg kæmper videre med det skide kamera i nogle måneder endnu. Hvis andre fotografer er så forelskede i Leica M’erne, så må jeg vel også kunne finde charmen i det. Men bliv ikke overraskede, hvis I efter sommerferien ser et Leica M9 til salg i Den blå Avis – evt. i bytte med et lettere brugt Canon 5D III.
21. januar 2014
Fatat Mohamad Hamad leder ikke efter lus i sin datters hovedbund, selvom det kunne se sådan ud, hun vil vise mig arret efter et granatfragment, som sårede datteren og næsten dræbte hende. Ved samme angreb mistede Fatat sin mand og to sønner. En anden søn blev ramt af masser af fragmenter. Flere sidder stadigvæk begravet i hans krop, men hun har ikke penge til at få dem opereret ud.
I dag besøgte jeg Shuhada-flygtningelejren nær Arsal i Libanon lige på grænsen til Syrien. Her er en håndfuld mindre flygtningelejre med 1000-1200 flygtninge i hver, og de vokser hele tiden, for Syrien er en nation på flugt. Syv millioner – en tredjedel af landets befolkning – er på flugt fra krigen og de kæmpende parters skånselsløse brutalitet.
De to lejre, jeg nåede at besøge i dag, fik kun meget lidt hjælp fra det internationale samfund og hjælpeorganisationer. Slet ikke noget, der bare minder om den indsats, jeg har set i andre krigs- eller katastrofezoner. Noget de syriske flygtninge også selv har bemærket. Og de kan ikke forstå, hvorfor de ikke fortjener sympati og omsorg fra os andre.
Umm Youssuf har mistet en stor del af sin familie. Sin mand, to sønner, to nevøer og listen fortsætter. I dag lever hun alene i et lillebitte telt i udkanten af lejren. Eneste lille bittesøde plaster på såret er, at hendes svigerdatter og fire børnebørn også bor i flygtningelejren. Dejligt for hende at have familie i nærheden. Sørgeligt at de også er flygtninge og har mistet alt.
Vi er oppe i bjergene lige på grænsen til Syrien. Her er koldt. Om natten bidende koldt, og alle sover på tynde skumgummimadrasser på jorden. Men selvom alle her lider, så mødte jeg ingen, der ville bytte deres kummerlige tilværelse i de misserable flygtningelejre med et liv tilbage i Syrien under Bashar al-Assad.
Deres forventninger til Geneve II-fredskonferencen i morgen kan ligge på et meget lille sted. De tror ikke, at konferencen vil føre til noget, de kommer til at nyde godt af. For hvis verden virkelig ønsker at hjælpe dem, hvorfor har den så ikke gjort det allerede?
16. januar 2014
På vej igennem Garden City her i Kairo i eftermiddag, på vej over for at møde en ung, kvindelig kunstner, som lige har åbnet et nyt galleri, passerede jeg dette smukke gamle, men også ret forsømte hus med en fin træfacade fra en for længst svunden æra. I det åbne vindue sad en ældre, gråhåret man svøbt i et orange håndklæde eller badekåbe. En dejlig kontrastfarve til det gråbrune, støvede træværk.
Jeg kunne ikke dy mig. Jeg var nødt til at tage billedet.
Selv midt i forfaldet er Kairo, eller visse dele af Kairo i hvert fald, utrolig fotogen.
* * *
Se flere fotos fra dette ophold i Kairo ovre i Fotogallerierne - Egyptens forfatnings- og kulturkamp, Kairos trafikpropper, og Jomfrusejlads med min nye Leica.
Jeg var egentlig bare på vej ud til min gamle ven Mohamed Abla, egyptisk kunstner og politisk aktivist, som har været med til at udforme landets nye forfatning. Mohamed bor ude på en lille ø ude i Nilen, og mens vi ventede på den lille, håndtrukne færge, som fragter mennesker og varer over til øen, kom denne kvinde klædt i en sort abaya og med sine indkøb på hovedet ned at trappen ned mod det lille færgeleje.
Jeg tog et par billeder af hende, lige da hun passerer mig, og på et enkelt af dem er der lige præcis lys på hendes ansigt, mens resten af kvinden fremstår som en silhuet mod den overbelyste væg bag hende.
Det billede kan jeg godt lide.
Det er forbavsende hvor mange af de billeder, jeg allerbedst kan lide, som er optaget i et nu uden for megen omtanke. Et par hurtige klik blot fordi et motiv pludselig viser sig. Når jeg tænker alt for meget over et muligt billede, vandrer rundt om motivet for at finde den bedste vinkel, tænker over kompositionen og så videre, så bliver det ofte bare moderat godt, men ofte ikke noget særligt.
De billeder, jeg skyder fra hoften, uden at tænke for meget over det, er tit meget bedre.
Jeg har tilsyneladende en bedre hofte end hjerne.
11. januar 2014
Kairo er en kaotisk by, og selv indfødte kairenere kan ofte have svært ved at finde rundt i deres egen by. Så når vi er ude for at arbejde, og skal finde en adresse, som ikke er helt almindelig, så stopper vi ofte, og spørger om vej. Kan man så endelig finde rundt, så er byen så tæt pakket med biler, at det er svært at bevæge sig rundt. Og kan man endelig det, er det umuligt at finde en parkeringsplads. Derfor tilbringer vi altid ganske megen tid med at være på vej.
Men intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget.
Her er vi på vej ud til en politisk aktivist og grafitti-kunstner, som bor i det indre Kairo. På vejen skyder jeg lidt til højre og venstre, mens vi haster afsted. Nogle gange fotografere jeg blot lidt i skjul, mens jeg går, men jeg kan egentlig bedre lide at spørge folk om lov, og langt de fleste gange, får man lov til at fotografere dem. Andre gange fotograferer jeg blot ud af vinduet på vores bil, mens vi langsomt snegler os vej igennem Kairos kroniske trafikprop.
Biskop Younan taget med mit Leica M9.
6. januar 2014
”A Leica Won’t Inprove Your Photography” – ”Et Leica forbedrer ikke dit fotografi”, skriver John Camp i The Online Photographer. Og han har ret. Helt i overensstemmelse med indledningsartiklen til dette års Fotodagbog (her ovenfor).
Jeg ved det også udmærket, men jeg kunne dog ikke nære mig. I årevis har jeg drømt om en Leica.
For et par år siden, efter et kritisk blik på min måde at fotografere på under Det arabiske Forår, som der dog kom en bog ud af, så besluttede jeg mig for at købe et gammelt, analogt Leica M6-kamera, som jeg har fotograferet med i et par år. Hele processen bliver naturligvis meget, meget langsommere, når man taler om et Leica, som er helt igennem manuelt, med film, som skal trækkes frem mellem hvert skud, og så at man skal vente på at få negativerne fremkaldt og scannet ind og digitaliseret. Derfor skulle jeg være i et helt særligt, tilbagelænet humør med masser af tid, når jeg var ude med M6’eren. Og, måtte jeg indrømme, det var ikke mange ruller film, jeg fik eksponeret i de forgangne år.
Mest stod min Leica derhjemme og samlede støv.
Nu har jeg så taget springet. Jeg har byttet min gamle analoge Leica med en digital M9’er, som jeg lige så småt er begyndt at fotografere med.
Oy vei!!!
Slet ikke den religiøse åbenbaring, jeg havde ventet.
De græsk-ortodokse præster taget med min Canon EOS 5D Mark III.
Men er de kr. 20-30.000,- bedre end de fotos, jeg tager med mit Canon EOS 5D III?
Det svar er nemt: Nej! Det er de ikke.
Indtil videre er jeg ikke imponeret over at arbejde med et digitalt Leica. Slet ikke. Det bedste ved mit nye Leica er, at det har fået mig til at holde endnu mere af mine Canon-kameraer.
Der er ingen tvivl om, at min skuffelse kommer alt for tidligt i forløbet og uretfærdig overfor Leica’en, og jeg skal derfor også nok komme tilbage med flere
Mit nye Leica-kamera, som jeg stadigvæk med skiftende held forsøger at finde mig til rette med.
Her to billeder fra åbningen af en ny kirke her i Jordan, hvor jeg lige nu befinder mig. Det første af den protestantiske biskop Younan med biskopstav er taget med Leica’en. Portrættet af de to græsk-ortodokse præster inde i kirken er taget med mit Canon 5D III.
I hvert fald kan jeg skrive under på, at man ikke bliver en bedre fotograf, blot fordi man fotograferer med en Leica.
Se de øvrige års Fotodagbog ved at klikke på et af linkene herunder:
Fotodagbogen 2010
Fotodagbogen 2011 – 1. del
Fotodagbogen 2011 – 2. del
Fotodagbogen 2012
Fotodagbogen 2013