Udkanten

Til daglig bor jeg i Israel, og det meste af min tid bruger jeg på at rejse rundt i et omtumlet Mellemøsten for at rapportere til TV2. Min fritid derimod bruger jeg så meget jeg kan på det smukke, fredelige Langeland, hvor min kone og jeg har et gammelt bindingsværkshus. For mig er det en lise, balsam for sjælen, at få lov til at slappe af i det langelandske. Få lidt jordbunden, frisk dansk luft igennem hjernevindingerne ovenpå Mellemøstens ofte fanatiske vanvid. Jeg kunne ganske enkelt ikke overleve uden disse jævnlige besøg til vores lille fredfyldte danske oase.

Derfor er jeg naturligvis også overrasket, når jeg hører Langeland omtalt som en del af det, den selvglade storby-danske befolkning lidt snobbet og med rynket næse kalder for ”Udkants-Danmark”. Diskussionen om, hvad der er ”udkant” og hvad man kan kalde ”centrum” er ret ligegyldig. Det er oplagt, at Langeland – som andre dele af ”udkanten” – har nogle problemer. Det har storbyerne også. Men mens der er hjælp at hente for storbyerne, så må landdistrikterne ofte kæmpe for sig selv, og Danmarks øer er helt prisgivet, hvis politikerne ikke acceptere, at de har nogle helt særlige problemer. Yderområderne har dog også nogle fantastiske kvaliteter. En fantastisk natur, skønhed, fred og ro, og nogle helt specielle og seje mennesker, som trods forsømmelser fra nationens magtcenter, imod alle odds holder samfundet i gang. Dem har jeg sat mig for at fotografere. Ikke bare for at dokumentere, at der er andre måder at se disse underprioriterede områder på, men også fordi jeg tror, at storbyerne og deres indbyggere, som ser sig selv som ”centrum”, hvorom alt andet drejer sig, sagtens kunne lære noget ude fra periferien.

En anden grund til mit fotoprojekt er, at jeg i Mellemøsten ikke har de store problemer med at fotografere mennesker helt tæt på, selv midt i situationer som er følsomme og svære. Det samme kan jeg ikke i Danmark. Der er jeg ganske enkelt alt for blufærdig.

Den tærskel forsøger jeg nu at komme ud over. Med dette projekt forsøger jeg at fotografere nogle af de mange mennesker – og også steder og ting – som er med til at gøre Langeland til så specielt et fantastisk sted for mig. Først er jeg begyndt med mine venner og bekendte, og langsomt begiver jeg mig længere ud i det langelandske land, og begynder at fotografere mennesker, som jeg ikke tidligere har kendt.

I denne første runde er jeg begyndt med Ole Petersen, som for mange år siden købte en af Langelands forfaldne møller. Siden har han sammen med sin søde kone Bodil og mange gode venner sat møllen totalt i stand, så den nu igen stråler i al sin glans. Ole og Bodil er bare ét par af de mange aktive ildsjæle, som der heldigvis er mange af, og som får livet i et øsamfund som det langelandske til at blomstre, selvom omstændighederne langtfra er ideelle.

Mens mange af de kunstnere, forfattere, intellektuelle og kunsthåndværkere, der har gjort Langeland til deres hjem (og dem er der mange af), ofte kommer andre steder fra, så er Lars Calmar en af de indfødte kunstnere, som bor og arbejder i byen med det sære navn Humble. Lars er uddannet keramiker, men har lagt krukker og drejeskive bag sig. I dag er han skulptør… og også en ganske begavet maler.

Lars dyrker menneskekroppen. Det har mange kunstnere gjort før ham. Der hvor denne langelandske kunstner er speciel er, at det ikke er kroppens skønhed i traditionel forstand, han dvæler ved, men snarere den normale menneskekrop i al dens karikerede forfald. Her er alt fra forvoksede, Buddha-fede babyer til forfaldne gammelmandskroppe.

Ulrik K. Hansen er fisker og ud af et langt dynasti af langelandske fiskere, og hans søn skal sikkert en gang overtage trawleren efter ham. Tiderne har været hårde for mange fiskere på Langeland. Blandt andet derfor har Ulrik sluttet sig sammen med tre andre fiskeskippere og oprettet Bagenkop Fisk, som bringer de friskfangede fisk tættere på forbrugeren ved at sælge direkte til restauranter, fiskehandlere og forbrugere. Jeg skulle have været ude at fiske med Ulrik og hans besætning, men turen måtte udsættes, fordi kutteren manglede nogle reservedele. Den fisketur har jeg til gode.

Poul Erik Eliasen er en af øens bedste keramikere – og keramikere er der ellers mange af på Langeland. Selvom han er ramt af gigt, så formår hans fingre på ubegribelig kort tid at skabe en skål med en forbavsende tynd og delikat væg, som senere brændes til porcelæn. Midt ude i skoven skabes det ene lille kunstværk lige så stille efter det andet.

For mig er dette fotoprojekt en fascinerende opdagelsesrejse udi det langelandske.