Mit Langeland-fotoprojekt:
På togt med fiskerne fra Bagenkop
De gør ikke noget forfærdelig stort væsen ud af sig selv. De gør bare deres arbejde dag efter dag. Det er hårdt, det er slidsomt, og det er ikke så lidt farligt. Men på deres stille, arbejdsomme facon sørger de for, at vi alle kan få god, sund mad på bordet, og de bidrager oveni købet ikke så lidt til landets eksportindtægter. Jeg taler om fiskerne.
Som udlandsdansker savner jeg ofte det kæmpe udvalg af varierede, delikate og sunde fisk, som vi i Danmark tager som den mest naturlige ting i verden. Derfor svælger jeg mig tit i fisk, når jeg er ”hjemme” og har tid til at lave mad. Det er let, det er velsmagende, og det er sundt.
Og derfor ville intet i forbindelse med mit fotoprojekt på Langeland naturligvis være mere oplagt, end også at lave noget om fiskerne på øen. Og – hvis man skal have gode billeder, så skal det naturligvis ikke bare være billeder fra havnekajen, når fiskene losses. Jeg må med ud på havet og fange dem!
Jeg ringede til Ulrik K. Hansen, som er en af hovedmændene bag Bagenkop Fisk – fiskernes egen fællesejede fiskeeksport og –auktion i Langelands allersydligste by.
”Kom ned i havnen i morgen tidlig”, sagde Ulrik på telefonen, da jeg spurgte ham, om jeg kunne komme med ud på fisketogt for at fotografere.
”Hvornår cirka?”
Jeg tænkte, at det ville være lige efter klokken 8, så folk med børn kunne nå at sende dem i skole, og man lige kunne nå at få en kop morgenkaffe inden.
”Klokken 05:00”, fik jeg at vide.
Der røg morgenkaffen.
Havnen ligger i Bagenkop. Jeg bor i Tranekær. Det betyder, at jeg skulle op kl. 03:30!!!
Jeg ”ofrede” mig selv for opgaven – både i den direkte og den overførte betydning. Ikke bare skulle jeg op før en vis person, men jeg var søsyg i samtlige 14 timer, vi var på søen. Om ikke andet så har fisketuren fået mig til at holde endnu mere af Langeland. Den del af Langeland der betyder fast grund under fødderne. Jeg var bare sååå glad, da lysene fra Bagenkop ved 19-tiden dukkede op ude i horisonten. Og – når jeg nu bagefter spiser fisk, hvilket jeg elsker, så ved jeg, hvor meget mere, jeg skal sætte pris på smagen, for det har kostet mere slid, end jeg troede, at bringe den til min tallerken.
For nogle år siden lukkede fiskeauktionen og –eksportforretningen på Bagenkop havn. Og som det så ofte er tilfældet, så protesterede fiskerne og en stor del af byen, som er helt afhængig af fiskerierhvervet. De forsøgte at råbe politikerne op og forklare dem, at der er særlige problemer i det storby-Danmark kalder ”udkantsområderne” og i særdeleshed på øerne. Men som det også for det meste er tilfældet, så var der ingen, der lyttede til dem.
Det er så lige præcis her, jeg oplever, at udsatte steder som Langeland adskiller sig fra storby-Danmark. For i stedet for at sætte sig surmulende ned og have ondt af sig selv, så gik fiskerne i stedet i gang med selv at løse de problemer, politikerne ikke ville røre ved. Sammen oprettede de Bagenkop Fisk – deres eget fællesejede fiskerauktions og –eksportselskab.
Og – som det ofte også er tilfældet – så er alle glade. Blandt andet fordi mellemleddet er blevet skåret bort. Fiskerne sælger nu direkte til restauranterne og til os forbrugere. En rullende fiskeforretning kører hver eneste dag rundt på øen. Fiskerne får mere for deres fisk, og vi forbrugere får billigere og friskere fisk.
Det er Langeland. Eller det er bare endnu en af de fantastiske sider af denne skønne ø, som mit fotoprojekt bringer mig i tættere og tættere kontakt med.
Samtidig med at projektet tvinger mig til undervejs at lære en masse om fotografi, så er det også for mig en fantastisk opdagelsesrejse ind i et øsamfund, som jeg indtil nu udelukkende har nydt lidt på afstand - udefra som en tilskuer. Men kameraet og mit fotoprojekt er blevet min adgangsbillet til at kigge indenfor så godt som hvor end jeg har lyst til det på denne dejlige ø.
Selvom jeg var søsyg hele turen og ofrede alt, jeg havde inden i mig, til havet, så lykkedes det alligevel at få skudt en del brugbare billeder på togtet. Her er nogle af dem. De andre, der optræder på billederne, er Ulriks søn Mads og vennen Lasse, som også begge er medejere af trawleren.
* * *
Se også fotogallerierne "Vulkaner og fede Buddha-babyer...", "Fotografier fra Udkanten" og "Aktivister og Ildsjæle på Langeland", som er en del af det samme fotoprojekt.
* * *
SIDSTE NYT: Fiskeskipper Ulrik K. Hansen, som er hovedpersonen i denne billedserie, er netop blevet valgt ind i Langelands Kommunalråd for partiet Venstre, så nu har han forhåbentlig fået større medindflydelse i øsamfundet til at kæmpe for at forbedre forholdene.
Som udlandsdansker savner jeg ofte det kæmpe udvalg af varierede, delikate og sunde fisk, som vi i Danmark tager som den mest naturlige ting i verden. Derfor svælger jeg mig tit i fisk, når jeg er ”hjemme” og har tid til at lave mad. Det er let, det er velsmagende, og det er sundt.
Og derfor ville intet i forbindelse med mit fotoprojekt på Langeland naturligvis være mere oplagt, end også at lave noget om fiskerne på øen. Og – hvis man skal have gode billeder, så skal det naturligvis ikke bare være billeder fra havnekajen, når fiskene losses. Jeg må med ud på havet og fange dem!
Jeg ringede til Ulrik K. Hansen, som er en af hovedmændene bag Bagenkop Fisk – fiskernes egen fællesejede fiskeeksport og –auktion i Langelands allersydligste by.
”Kom ned i havnen i morgen tidlig”, sagde Ulrik på telefonen, da jeg spurgte ham, om jeg kunne komme med ud på fisketogt for at fotografere.
”Hvornår cirka?”
Jeg tænkte, at det ville være lige efter klokken 8, så folk med børn kunne nå at sende dem i skole, og man lige kunne nå at få en kop morgenkaffe inden.
”Klokken 05:00”, fik jeg at vide.
Der røg morgenkaffen.
Havnen ligger i Bagenkop. Jeg bor i Tranekær. Det betyder, at jeg skulle op kl. 03:30!!!
Jeg ”ofrede” mig selv for opgaven – både i den direkte og den overførte betydning. Ikke bare skulle jeg op før en vis person, men jeg var søsyg i samtlige 14 timer, vi var på søen. Om ikke andet så har fisketuren fået mig til at holde endnu mere af Langeland. Den del af Langeland der betyder fast grund under fødderne. Jeg var bare sååå glad, da lysene fra Bagenkop ved 19-tiden dukkede op ude i horisonten. Og – når jeg nu bagefter spiser fisk, hvilket jeg elsker, så ved jeg, hvor meget mere, jeg skal sætte pris på smagen, for det har kostet mere slid, end jeg troede, at bringe den til min tallerken.
For nogle år siden lukkede fiskeauktionen og –eksportforretningen på Bagenkop havn. Og som det så ofte er tilfældet, så protesterede fiskerne og en stor del af byen, som er helt afhængig af fiskerierhvervet. De forsøgte at råbe politikerne op og forklare dem, at der er særlige problemer i det storby-Danmark kalder ”udkantsområderne” og i særdeleshed på øerne. Men som det også for det meste er tilfældet, så var der ingen, der lyttede til dem.
Det er så lige præcis her, jeg oplever, at udsatte steder som Langeland adskiller sig fra storby-Danmark. For i stedet for at sætte sig surmulende ned og have ondt af sig selv, så gik fiskerne i stedet i gang med selv at løse de problemer, politikerne ikke ville røre ved. Sammen oprettede de Bagenkop Fisk – deres eget fællesejede fiskerauktions og –eksportselskab.
Og – som det ofte også er tilfældet – så er alle glade. Blandt andet fordi mellemleddet er blevet skåret bort. Fiskerne sælger nu direkte til restauranterne og til os forbrugere. En rullende fiskeforretning kører hver eneste dag rundt på øen. Fiskerne får mere for deres fisk, og vi forbrugere får billigere og friskere fisk.
Det er Langeland. Eller det er bare endnu en af de fantastiske sider af denne skønne ø, som mit fotoprojekt bringer mig i tættere og tættere kontakt med.
Samtidig med at projektet tvinger mig til undervejs at lære en masse om fotografi, så er det også for mig en fantastisk opdagelsesrejse ind i et øsamfund, som jeg indtil nu udelukkende har nydt lidt på afstand - udefra som en tilskuer. Men kameraet og mit fotoprojekt er blevet min adgangsbillet til at kigge indenfor så godt som hvor end jeg har lyst til det på denne dejlige ø.
Selvom jeg var søsyg hele turen og ofrede alt, jeg havde inden i mig, til havet, så lykkedes det alligevel at få skudt en del brugbare billeder på togtet. Her er nogle af dem. De andre, der optræder på billederne, er Ulriks søn Mads og vennen Lasse, som også begge er medejere af trawleren.
* * *
Se også fotogallerierne "Vulkaner og fede Buddha-babyer...", "Fotografier fra Udkanten" og "Aktivister og Ildsjæle på Langeland", som er en del af det samme fotoprojekt.
* * *
SIDSTE NYT: Fiskeskipper Ulrik K. Hansen, som er hovedpersonen i denne billedserie, er netop blevet valgt ind i Langelands Kommunalråd for partiet Venstre, så nu har han forhåbentlig fået større medindflydelse i øsamfundet til at kæmpe for at forbedre forholdene.
