Jomfrusejlads:

Street Photografi i Kairo med min nye Leica M9

Jeg har drømt om det i flere år, og nu er det endelig sket. Jeg har endelig fået en ny Leica M9. Men… og jeg har lige skrevet om det en enkelt gang tidligere ovre i min Fotodagbog… det endelig at stå med en digital Leica i hånden, har ikke været den religiøse åbenbaring, jeg havde forventet. Jeg prøver ikke på at sige, at et Leica M-kamera ikke er kram. Der er slet ingen tvivl om, at det er et kamera i top kvalitet. Det føler man, blot man holder et Leica i hånden. Og jeg har også i nogle år haft et gammelt analogt Leica M6. Men den digitale M9 er ikke den fornøjelse at arbejde med, som jeg havde regnet med.
 
Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at dette lidt kejtede første møde, som Leica og jeg har haft med hinanden, nemt kan komme til at betyde, at det dyre og fine kamera blot ender med at stå derhjemme og samler støv, så derfor har jeg det med ud på reportageopgaver for TV2 for tiden. Jeg har naturligvis også min højt elskede Canon 5D III med, og det kamera ville jeg i en lang række sammenhænge klart foretrække. Det er meget nemt at arbejde med, det adlyder mine ordrer, og resultaterne er næsten altid perfekte.
 
Anderledes er det med Leica’en. Det er et kamera med sine helt egne særheder og underlige måde at optræde på. Det er ikke lykkedes mig umiddelbart at mestre det uden videre. Først og fremmest er det manuelt. Alt skal indstilles. Selv fokuseringen. Man komponerer billedet ved at kigge igennem et lille vindue på siden af kameraet. Ikke ud igennem linsen. Så det er en anderledes procedure, man lige skal vænne sig til. Hvis man vil have en lille dybdeskarphed, så er det virkelig svært (for mig i hvert fald), at ramme den præcise fokusering. Læg så dertil, at LCD-skærmen bagpå kameraet er noget af det dårligste, man næsten kan opdrive på markedet. Man tror, når man bruger den, at alle ens billeder er en ren katastrofe, indtil man får dem uploadet til computeren.
 
Det lange af det korte: Mit bekendtskab med min første digitale Leica M, er afgjort ikke et ”match made in Heaven”. Det er et bekendtskab, der knirker lidt i furerne. Jeg skal godt nok vænne mig lidt til dette sære kamera. Derfor – da jeg i dag her i Kairo skulle ud at møde en kilde, så tog jeg kun Leica’en med mig over skulderen. Så havde jeg ikke noget alternativ. Jeg havde besluttet mig til at spadsere ud til mødet og tage nogle billeder på vejen, og jeg vidste – for jeg kender mig selv alt for godt – at havde jeg Canon’en med, så ville Leica’en ikke blive brugt. Så mit elskede Canon blev liggende på hotelværelset.
 
Resultatet er lidt det, man kunne kalde Street Photography. Det er blot nogle af de motiver, jeg - uden at opsøge dem - løb på, på vejen til mit møde. Som det jo så ofte er tilfældet her i Kairo, så mødte min kilde slet ikke op. Da jeg ringede, var han blevet overrasket over trafikken. Det er underligt, for kairenere, som bor her fast, bliver altid overrasket over trafikken i den by, de altid har boet i, og derfor er de altid forsindede… hvis de overhovedet kommer, mens vi fremmede ganske godt ved, at trafikken er et helvede, og derfor tager hjemmefra i god tid, og eventuelt går i stedet for at køre, tager en felucca over Nilen og udenom trafikpropperne, eller får en lift med en motorcykel, så vi er altid fremme til tiden.
 
Nå… lad nu det ligge.
 
Jeg vandrede tilbage til hotellet igen, og tog lidt flere billeder på vejen.
 
Vel vidende, at jeg har haft problemer med fokuseringen, brugte jeg i dag det, man kalder ”zone focusing”. Det vil sige, at man sætter lukkertid og blænder. Helst en blænde der giver en vis dybdeskarphed. Derefter indstiller man på forhånd afstanden til noget fast. For eksempel at der skal være skarpt fra 3-8 meter. Derefter handler det blot om at placere sig selv, så de ting, man vil have i fokus cirka befinder sig imellem 3-8 meter væk.
 
Det er lidt bagvendt, når man er vant til Canon’s fantastiske auto-fokus, men det er på den anden side godt at prøve noget andet.
 
Her er nogle af de fotos, jeg optog på min ellers frugtesløse udflugt ud i den egyptiske hovedstad.