Egyptens kulturkamp om landets fremtid

Det startede med et brag. Få minutter før afstemningsstederne skulle åbne, eksploderede en bombe i Kairo. Heldigvis kom ingen noget til, men bomben var en brutal påmindelse om, at ikke alle ser afstemningen om en ny egyptisk forfatning som begyndelsen på en ny gylden egyptisk fremtid.
 
Over 300.000 soldater og politifolk var udkommanderet til at stå for sikkerheden. Alligevel kunne de ikke forhindre terroristernes forehavende.
 
Politiofficeren, der havde kommandoen med området, ville ikke spekulere om, hvem, der kunne have forsøgt at sabotere folkeafstemningen. ”Det må undersøgelserne afgøre”, svarede han, hvilket jo lød fint. Blot var det svært at se, hvilket bevismateriale disse undersøgelser skulle basere sig på. Alle – inklusive mig selv – trampede lystigt rundt i beviserne. Intet var afspærret.
 
De omkringstående behøvede dog ikke nogen undersøgelse. De havde allerede afgjort, hvem der stod bag bomberne. Det var Det muslimske Broderskab. Og uanset om det er rigtigt eller ej, vil det være den antagelse, der bliver en fastslået kendsgerning. Det ved alle.
 
Afstemningen gik dog videre. Og det at ”kun” 11 blev dræbt og et par snese såret under forskellige voldelige sammenstød, regnes for relativt fredeligt.
 
Alle ved, at forfatningen bliver vedtaget. Derom er der ingen tvivl. Det springende punkt er, om det bliver med en tilstrækkelig stor valgdeltagelse til at forfatningen og de omvæltninger, der har ført til den – blandt andet et militærkup, som ikke må kaldes et militærkup, stemplingen af de tidligere demokratisk valgte magthavere som terrorister og så videre, kan blive legitimeret retroaktivt af den folkelige tilslutning.
 
Uanset de problemer Egypten tumler med… og de er mange og alvorlige, så er det under alle omstændigheder et samfund og et folk, man næsten ikke kan undgå andet end at tabe sit hjerte til. Det håber jeg også at billederne i dette galleri viser.