Kairo's mest iøjnefaldende seværdighed:

Ikke Tut Ankh Amon eller pyramiderne, men biler og trafikpropper

Når man som jeg ofte er på reportagerejse rundt om i Mellemøsten tilbringer man evigheder halvslumrende på bagsædet af en kørende bil. Denne regions storbyer er forbandet af en ubegribelig mængde af biler, busser og truttende lastbiler. Især Egypten. Her er det hverken pyramiderne, gamle balsamerede Tut Ankh Amon, papyrus eller andet fra landets gyldne fortid, der præger livet. Det gør derimod smog, truttende bilhorn, trafikken og bilerne. Der er biler overalt. Også der, hvor de ikke skulle være. Parkeret i tre lag langs fortovet… og et fjerde på fortovet. 
 
Alt i den egyptiske hovedstad er ude af kontrol. Trafikken endnu mere.
 
Egypten har i årtier oplevet en befolkningseksplosion. Sidst jeg checkede tallene blev der født halvanden million nye små egyptere hvert eneste år. Når man ser på den kroniske trafikprop, vi også ofte omtaler som Kairo, så ser det ud til, at hver eneste af de efterhånden næsten 90 millioner egyptere får sig en bil, når de fylder 18 (jeg er ikke overbevist om, at de også alle sammen er i besiddelse af et kørekort), og de fleste af dem, får man på fornemmelsen, er af en eller anden grund på vej rundt i hovedstaden. På en eller anden måde synes alle egyptere altid at befinde sig på det forkerte sted. Når jeg er ude at køre, så ser det i hvert fald ud til at hele landets befolkning altid er på vej et helt andet sted hen.
 
Ligesom Nilen i gamle dage var Egyptens hovedpulsåre, hvorpå alt blev transporteret, og hvoromkring alt liv udspillede sig, så synes vejene i dag at være det tætforgrenede floddelta, hvor omkring livet nu udspiller sig.
 
Visse steder i Kairo ligger vejene i tre etager. Er der tre baner, kan egypterne tvinge fem kolonner af biler derind. Nogle gange er det kun støvet på dørene, der er imellem bilerne.
 
Man passerer moskeer og kirker. Gamle biler, som næsten ikke kan slæbe sig afsted. Mange af dem synes hver dag at bryde sammen og gå i stå midt i myldretiden – som efterhånden er det meste af døgnet – og de står og blokere al anden trafik, ironisk nok ofte i overhalingsbanen, fordi egypterne ofte synes ude af kontakt med deres gamle, rustne pots egentlige ydeevne. Æseltrukne kærrer med alt fra frugt, gamle hullede lænestole til plastikmøbler befinder sig også pludselig på motorvejen. Når trafikken på den måde tvinges ned i hastighed, benytter tiggere, blomstersælgere, små mobile brødudsalg på cykler og alle andre sig af det, og forsøger at skaffe sig lidt forretning midt på hovedvejen.
 
Jeg er ellers efterhånden blevet god til at indhente mit søvnunderskud på bagsædet af diverse biler, men i dag, da vi brugte halvanden til to timer i bilen på vej tilbage til vores hotel fra en af Kairos forstæder, slog jeg i stedet tiden ihjel med at fotografere ud af vinduet på bilen. 
 
De fleste billeder, taget ud af bilvinduet af de andre biler ved siden af, er ret kedelige og uinteressante. I hvert fald hvis man ikke forsøger at lege lidt med kameraet. Så det gjorde jeg. Lang eksponeringstid mens vi kørte. Kameraet i én hånd ud af vinduet og så videre. Nogle gange bliver det helt abstrakt. Andre gange bare snapshots farten, kaos’et, det til himlen skrigende mærkværdige ved livet i trykkogeren Kairo.