En historie der ikke kommer i nyhederne:

Man skal ikke smide med sten, hvis...

Det begyndte med to drenge, formentlig ikke mere end en 12-13 år gamle, der med gammeldags stenslynger, som på kong Davids tid, sendte sten op imod nogle huse ikke langt fra den palæstinensiske flygtningelejr Jalasoun på Vestbredden. Det gav ikke rigtigt nogen mening, for husene var også palæstinensiske, og der var blot andre vrede unge samlet deroppe. Hvorfor de lige skulle have sten i hovedet, var ikke rigtig klart, men det er der så meget hernede, der ikke er.
 
Vi havde ellers lige på kaffehuset lige overfor moskeen nede i Jalasoun-lejren fået at vide, at urolighederne hver eneste fredag begynder med at de israelske soldater skyder tåregasgranater efter de palæstinensiske unge for at provokere dem. Det gav heller ikke rigtigt mening. Hvorfor skulle israelerne dog gøre det. De har dog mere end så mange andre en interesse i, at alt er stille og fredeligt. Og da urolighederne så endelig brød ud, viste det sig heller ikke at passe. Palæstinenserne begyndte at smide sten efter israelerne, bilerne på vejen og den nærliggende jødiske bosættelse Beit El, hvorefter de israelske soldater svarede igen.
 
Det har i de sidste 6-8 uger været den faste fredagsunderholdning for de unge palæstinenserne i Jalasoun-lejren, hvor der absolut intet andet sker overhovedet. 
 
Det begyndte egentlig med at de palæstinensiske ansatte i FN-organisationen UNRWA strejkede, fordi UNRWA-ansatte i Gaza-striben og i Jordan tjener mere end de gør på Vestbredden. Da det er UNRWA, der tager sig af alle de kommunale services i de palæstinensiske flygtningelejre, så led de palæstinensiske flygtninge under de palæstinensiske FN-ansattes arbejdsnedlæggelse. Derfor begyndte de at protestere. Så blev det palæstinensiske politi sat ind. Det førte til endnu mere ballade, og nu har vreden så vendt sig imod israelerne.
 
Både de jødiske bosættere, som bor i bosættelsen Beir El kun en lille kilometer borte, og i samme ombæring også de israelske soldater, der beskytter bosættelsen.
 
Men det er ikke en ny intifada, forsikrede flere lidt mere modne og jordbundne palæstinensere, der forklarede, at de unge fra tid til anden skal lukke vreden og overtrykket ud, fordi der sker absolut intet i flygtningelejren, deres fremtidsudsigter er dystre for at udtrykke det mildt, og mange føler at de er fanget i et stort fængsel.
 
”Folk her er vrede på de palæstinensiske myndigheder, vrede på FN, på Israel, på bosætterne, på resten af verden… på alt og alle. De føler at de er fanget i en blindgyde, og at ingen lytter til deres protester,” sagde en lokal palæstinensisk købmand, som nu må lukke tidligt hver eneste fredag for ikke at få sine butiksruder smadret. I næste uge flytter han til Canada, betroede han os.
 
Vi blev ikke, indtil det hele var overstået. For det var bare mere og mere af det samme. Selvom der blev skudt med både tåregas og gummikugler og smidt med sten, så var den eneste, jeg så, komme til skade, en ung palæstinenser. Han blev ramt i hovedet af en sten, smidt af en anden palæstinenser, som ikke havde så godt kontrol med stenslyngen, som den unge fårehyrde David havde det på Bibelens tid. Blodet løb ned af kinderne på den unge mand, og han blev kørt på hospitalet.
 
Vi pakkede udstyret sammen, og kørte tilbage til Jerusalem. På en dag, hvor det brænder i Kiev i Ukraine, og folk bliver dræbt, hvor der er opstand i Bangkok i Thailand, og folk bliver dræbt, hvor antallet af dræbte i den syriske borgerkrig har rundet 130.000 og 6-7 millioner er blevet fordrevet, da synes det ikke passende at lave en historie om en ung palæstinenser, der får en sten i hovedet, kastet af en anden palæstinenser, som egentlig sigtede efter nogle israelske soldater.